22
jul
08

Merete Pryds Helle

Fakta Interview Links

Merete Pryds Helle skriver på Krøniken fra den 3. til den 13. november 2008.
Du kan skrive til hende på hendes blog. Hun svarer i den periode, hun er i Kolding.

Merete Pryds Helle
Fakta om Merete Pryds Helle
Merete Pryds Helle er født i 1965. Hun er uddannet fra forfatterskolen og har en bachelor i litteraturvidenskab. Pryds Helle bevæger sig fornemt inden for mange forskellige genrer, og hun har udgivet både noveller, romaner, børnebøger, radiospil mm.
     En af de seneste romaner er Oh, Romeo, der udkom i 2006. Bogen er en moderne genskrivning af Shakespeares klassiker, og Pryds Helle arbejder med virkelighedsreferencer til bl.a. indvandrerdebatten, Irak-krigen og selvfølgelig den umulige kærlighed i det moderne København.
     Aktuelt har Pryds Helle stor succes med krimien Falken og falkoneren skrevet under pseudonymet Liv Mørk, en fiktiv, blind forfatter, hun har skabt sammen med Morten Søndergaard.

 

Interview med Merete Pryds Helle

Hvorfor har du valgt at sige ja til projektet?
Jeg har valgt at sige ja til projektet af flere grunde. Jeg kan lide at bruge noget tid på at fordybe mig i én ting; at der er en tidsramme, hvor man lever med en enkelt tekst og ide og gør den færdig. Jeg blev også interesseret i idéen om, at borgerne i Kolding kan komme en time om dagen på biblioteket og tale med mig. Jeg har jo 1938, så der vil stadig være nogen, der husker det år enten fra sig selv eller deres forældre, og jeg håber at rigtig mange vil benytte muligheden af at komme og fortælle mig om hvad de ved om Kolding 1938, sådan så det bliver en slags uformel historieskrivning, der handler om folks liv. det er jo lige før krigen, før man vidste hvad der ville ske, både at krigen ville begynde, men også, at den ville ende som den gjorde.

Hvad vil du have med hjem efter din tid her i Kolding?
Jeg ved ikke, hvad jeg vil have med hjem fra Kolding. Jeg har altid en masse forestillinger om tingene, det er vel en slags erhvervsskade, jeg fantaserer og forestiller mig i et væk. men virkeligheden er jo altid anderledes end jeg kan forestille mig. Så det må jeg vente med at svare på.

Hvordan kender du Kolding? / Hvad er dit forhold til Kolding?
Kolding. Jeg ved nærmest intet om Kolding. Jeg har en ven der kommer derfra, og en veninde der har gået på designskolen i Kolding. Det er nærmest alt. Min familie stammer fra Langeland, så vi var altid der, jeg tror jeg kom til Jylland første gang som femtenårig. Det var en strabadserende spejdertur, hvor jeg gik 30 km med oppakning og fyrre i feber, og jeg kan i den forbindelse være gået lige igennem Kolding uden at have lagt mærke til det. Så har jeg nu også, siden jeg har sagt ja, hørt en masse historier om farvefabrikker i Kolding, som lyder interessante.

Hvad synes du selv, du har at give Kolding Krøniken og alle dens læsere?
Hvad jeg har at give. Jeg er meget nysgerrig og elsker at høre, hvad folk fortæller mig og formidle det videre i en litterær form. Så jeg tror at jeg kan give noget til Krøniken, hvor folk i Kolding kan kende sig selv. Jeg har jo skrevet romaner med historisk research og er vant til at omsætte fakta til fiktion.

Hvem er du? – hvad har du lyst til at fortælle om dig selv?
Hvem er jeg – ha, indtil videre har jeg vel brugt en 25 år på at stille mig selv og verden det spørgsmål, og igen og igen i bogform. Hvis der var et simpelt svar, havde jeg givet det for længst. Jeg er altid overrasket over, hvor stærk ens jeg føles for en selv, når det nu en dag skal forsvinde. det helt ydre; jeg var en meget rebelsk ung kvinde, der er blevet en noget mere stilfærdig voksen. Jeg har været gift med en digter i 18 år, har to børn en dreng på 15 og en pige på 11. Vi har boet 8 år i Italien, som var meget vidunderligt, men jeg savnede noget tilhørsforhold og vendte tilbage til Danmark for to år siden. Jeg har ikke gjort så meget andet end at skrive bøger, undervist i dansk på universiteter i Italien og underviser nu på Forfatterskolen, men det er det. Det er meget tidskrævende for mig at skrive, fordi jeg bruger så meget tid på at researche og sove. Jeg kan ikke skrive uden også at sove. Så er det, mine venner kalder en technobitch; jeg har spillet og selv skrevet computerspil, har en hel del unødvendigt elektronisk udstyr, og fik for eksempel en iphone for længe siden. Men når jeg kommer til Kolding, vil det jo være hvermandseje.

Hvad er du glad for selv at læse?
Jeg læser meget og meget forskelligt. Jeg kan lide en litteratur der udfordrer mine tanker og skaber nye rum i mig, der ikke var i forvejen. det kan være alt muligt. Jeg læser lyrik med stor fornøjelse, synes det er ligesom at flyve. Men også krimier, der er sådan uforpligtende til at slappe tankerne af.

Er der en kunstart/kunstværk som betyder meget for dig eller har inspireret dig specielt meget i din skrivning?
Jeg ser rigtigt meget billedkunst og anmelder også billedkunst. Når jeg ser mig omkring i min vennekreds, er der også betydeligt flere billedkunstnere end forfattere. Jeg kan selv ikke slå en lige streg eller en skæv der er interessant, men det er lidt ligesom med lyrik, jeg føler jeg bevæger mig frit inde i billedkunsten.

Hvilke omgivelser skal til for at du har det bedst når du skriver? – en bestemt stol? – termokanden fyldt med kaffe? – Musik?
Det er mere et mentalt rum jeg har brug for. Der skal være mindst to uforstyrrede timer foran mig, for at jeg kan skrive. Jeg vil hjertens gerne tale med folk, når jeg ikke skriver, men når jeg gør kan jeg blive helt ulykkelig, hvis jeg bliver forstyrret. der skal være ro, ikke engang musik. Og bagefter skal jeg helst kunne sove lidt. Herhjemme har jeg jo en hverdag, der er bygget op over skoletider og børn er kommer hjem. Jeg ser frem til at kunne rippe lidt op i min dagsrytme og også skrive om aftenen og om natten.

 

Få mere at vide om Merete Pryds Helle
Læs mere om forfatteren på Litteratursiden
Bibliotekernes netmagasin om skønlitteratur.
http://www.litteratursiden.dk/sw41496.asp

Forfatterens egen hjemmeside hos Rosinante & Co
forlaget, som udgiver hendes romaner. Her kan bl.a. læses en lang række interviews.
http://www.prydshelle.gb-forlagene.dk/

Om Merete Pryds Helle i Bogrummet
Bogrummet er læsernes egen database med anbefalinger, bl.a. af Merete Pryds Helles nyeste roman ”Oh Romeo”.
http://www.bogrummet.dk/forfatter.asp?forid=268

 

Foto:

Reklamer


Forfatter oversigt

Simon Fruelund
Skriver om 1908 i august 2008

Pablo Llambías
Skriver om 1918 i september 2008

Maria Helleberg
Skriver om 1928 i oktober 2008

Merete Pryds Helle
Skriver om 1938 i november 2008

Lars Frost
Skriver om 1948 i december 2008

Thorstein Thomsen
Skriver om 1958 i januar 2009

Louis Jensen
Skriver om 1968 i februar 2009

Gretelise Holm
Skriver om 1978 i marts 2009

Jeppe Brixvold
Skriver om 1988 i april 2009

Mette Winge
Skriver om 1998 i maj 2009

Marianne Gade
Skriver om 2008 i juni 2009


%d bloggers like this: