Author Archive for

25
aug
09

Kolding Krøniken udgives d. 3. oktober 2009

Mød Kolding Krønikens forfattere :

Simon Fruelund, Pablo Llambías, Maria Helleberg, Merete Pryds Helle, Lars Frost, Thorstein Thomsen, Louis Jensen, Gretelise Holm, Jeppe Brixvold, Mette Winge og Marianne Gade

i forbindelse med udgivelsen af Kolding Krøniken

En uformel eftermiddag med oplæsning, spørgsmål, hygge, bogsignering, kaffe, rundbordssamtale, få en snak med forfatterne og slut af med en god middag sammen med forfatterne…

Program:

Kl. 14.00 Tale ved Marlene B. Lorentzen, formand for kulturudvalget Herefter oplæsning og samtale ved

Kl. 14.30 Simon Fruelund og Pablo Llambías

Kl. 15.00 Merete Pryds Helle og Maria Helleberg

Kl. 15.30 Lars Frost og Thorstein Thomsen

Kl. 16.00 Louis Jensen og Gretelise Holm

Kl. 16.30 Jeppe Brixvold, Mette Winge og Marianne Gade

Kl. 17.15 Rundbordssamtale med forfatterne og lektor, phd Anne Borup, SDU Kolding som ordstyrer.

Kl. 18.30 Middag ved Kolding-kokken Vinod

Sted: Kolding Bibliotek, Slotssøvejen 4

Tid: Lørdag den 3. oktober kl. 14.00

Entré: 50 kr. inkl. kaffe og kage. Middag og vin: 180 kr., tilmelding til middag senest mandag den 28. september.

I anledningen af dagen vil Kolding Krøniken her kunne købes for 200 kr. (normalpris 250 kr)

Arrangør: Kolding Bibliotek, tlf. 79 79 11 00

Reklamer
17
jun
09

Billeder fra 2000-2009

Åben hus på det nye bibliotek, på slotsmøllegrunden. De blå futter er for at beskytte gulvet der endnu ikke har fået det sidste finish.

Åben hus på det nye bibliotek, på slotsmøllegrunden. De blå futter er for at beskytte gulvet der endnu ikke har fået det sidste finish.

 

Onsdag den 3. november 2004 klokken 14.02 modtog politiet i Kolding alarm om brand i en container på N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik i Seest, en forstad til Kolding.

Onsdag den 3. november 2004 klokken 14.02 modtog politiet i Kolding alarm om brand i en container på N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik i Seest, en forstad til Kolding.

Onsdag den 3. november 2004 klokken 14.02 modtog politiet i Kolding alarm om brand i en container på N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik i Seest, en forstad til Kolding.

Onsdag den 3. november 2004 klokken 14.02 modtog politiet i Kolding alarm om brand i en container på N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik i Seest, en forstad til Kolding.

 

Katastrofeområdet i Seest set fra luften

Katastrofeområdet i Seest set fra luften

 

Koldinghus brænder for anden gang

Koldinghus brænder for anden gang

10
jun
09

Marianne Gade: ALTING BEGYNDER OG ENDER I KOLDING [2008]

             ALTING BEGYNDER OG ENDER I KOLDING

2. juni 2009. Tirsdag

Så fint vejret er i dag! Solen blænder op for landskabet i korte øjeblikke af gangen, mens blæsten får guldregnen til at kaste de blegeste af sine blomster.
 Jeg gik tur i Marielundsskoven i morges, ud til skovløberhuset, og det susede i trækronerne hele vejen. Som altid var der livlig trafik på stien af cyklende børn, løbere med hunde og børnehavebørn på udflugt. Der er omtrent lige så meget trafik på den sti som  i Østergade eller på torvet i Kolding Storcenter. Især om aftenen, når mørket har lagt sig, og folk er hjemme hos sig selv. Da er der et rend, en skubben og masen rundt om søen af alle dem, der engang gik her. Jeg kan ikke se dem, ikke høre dem, kun fornemme dem. Luften er ladet med dem. Vibrerende af aktivitet og fornøjet travlhed. En kommen og gåen, der for evigt er bundet til denne plet. 

Jeg ser ham først, da jeg er på vej ud gennem den røde port, porten med vimplen, der fører ind i skoven. Han har retning mod mig, og porten er ikke så bred, at man kan passere hinanden uden at give sig til kende med et nik eller et blik. Det er en høj, lidt ludende skikkelse, der kommer imod mig. Atletisk bygget med gråsprængt hår og nærsynede missende øjne bag brillerne. Idet vi passerer hinanden, sender han mig et sky blik og går videre uden at hilse.
 Derhjemme går det op for mig, at det må være ham. Alligevel – det kan ikke passe. Slet ikke! Det var bare én, der lignede ham. Bedst, at glemme det hele.

Jeg sidder i et glashus og skriver. Selv døren er af glas. Jeg har låst den, for jeg vil ikke forstyrres nu, hvor mine tanker uophørligt kredser om ham. Der er noget, der ikke stemmer…
På den anden side af glasvæggen ligger Slotssøen med sine svaner og krappe bølger, og oppe på banken står Koldinghus og spejder i alle retninger, alvorstung og grundfæstet. Neden for på gaden er der myldrende liv, Kolding er en livlig by, dynamisk og smidig. Den udvikling var min bofælle med til at sørge for. Jeg er nemlig ikke alene i glashuset, Jens Holm, den gamle kreaturekspeditør er her også, om end i stivnet og forkortet udgave. Hans buste er anbragt på en sokkel til højre for mig, og herfra holder han skarpt øje med, om jeg bestiller noget. Måske tror han ikke, jeg lægger mærke til det, men hans stivnede værdighed narrer mig ikke. Blikket er fremadrettet, skarpt og beslutsomt, han ligner ikke én, der kunne lade øjnene komme på afveje. Næsen er en anelse flad, måske har han brækket den engang i et slagsmål? Munden er en sammenkneben streg mellem moustachen og skægget. Nærig og sammenbidt ser den ud, som om den har åbnet sig i for få kys her i livet. Skægget ligger til vestre, som om der står en strid sidevind ind. Han har sikkert haft for vane at trække sig i det.    
Også i dag har aviserne skrevet om de irakiske flygtninge, der har søgt tilflugt i  Brorsons Kirke. Tres mennesker bor midlertidigt i krypten under kirken. De er udvist af landet, deres sager er afprøvet ved en uafhængig domstol, men de er bange for at vende hjem og nægter at rejse.
Jeg tænker på, hvor endeløs deres dag må føles, hvor angstfyldt og usikker. Vore dage forløber støt og roligt med al den tryghed og mening, vi er i stand til at lægge i dem. Vi, verdens lykkeligste folk! Det siger vi selv, og sådan er det.
3. juni 2009. Onsdag

Alt er sprunget ud på Rædersvej. Træer og buske og de dybrøde rhododendron.   Guldregnen bøjer sig over dem og slipper sine blomster. Jorden er gul.

I aftes fandt jeg brevet frem. ”Tack av hjärtet för ditt fina vänlige brev,” stod der øverst. Han havde skrevet det på maskine, det var før cumputerens tid, hans anslag var så kraftigt, at det visse steder var gået igennem papiret. ” Hils Kolding.” stod der nederst i brevet. Og han fortsatte: ”Jag irrade rundt for några år sedan for at se min farmors hemstad, men der återstod inte mycket. Koldinghus og några gamla gator.”
Han havde ledt efter sin danske farmors slagterforretning fra begyndelsen af 1900-tallet i Kolding. Han fandt den ikke, men jeg gav jeg ham et løfte.

Kolding Svømmehal. Det sidste sted jeg havde forventet at finde ham! Jeg havde troet, at alt det med regler og åbningstider og afvaskninger havde holdt ham væk. At han til hver en tid havde foretrukket en sivomkranset svensk skovsø, men nej. Han stod oppe på broen der førte over bassinet, da vi fik øje på hinanden på samme tid.
 –   Hejsan, hilste han og rakte hånden frem.
Jeg tog den, den var fast og blød på samme tid – og varm.
– Hvor er det længe siden, sagde jeg og glemte helt at smile.
– Ja, tiden går.
Han tog brillerne af, hvorfor havde han briller på i svømmehallen?
Han må have gættet mine tanker, for han sagde hurtigt:
– Uden dem er jeg blind som en muldvarp. Har altid haft svage øjne,
og med alderen bliver det kun værre. Men jeg så dig straks alligevel.
 Under os crawlede og svømmede folk, og i et bassin længere borte dyrkede nogle gamle kvinder vandgymnastik. Om morgenen bliver det brugt til  spædbarnssvømning.
–    Jeg vidste ikke, du var glad for at svømme, sagde jeg.
– Jeg elsker det, sagde han med overbevisning. – Men allermest elsker
jeg ishockey! Det er der selvfølgelig ingen, der tror. Alle tror, at et æggehoved som jeg, en forfatter, skyr al sportslig udfoldelse. Utroligt, at folk kan være så fantasibegrænsede. Men du, tilføjede han og så opmærksomt på mig, – jeg tænkte, at du kom her ofte.
–    Sven, sagde jeg stille, – du lever ikke mere, du er død for længe siden. 
– Død! Han hamrede hånden i rækværket, så stålet sang. – Hvad er
det for skitprat at komme med! Hvad mener du i det hele taget?
 Pludselig mente jeg ingenting. Han stod jo her på broen lige over for mig, så nær at jeg kunne tælle hårene på hans brystkasse. Jeg så pulsen banke på hans hals, hørte hans stødvise vejrtrækning.
– Skal vi gå så? foreslog han i et kommanderende tonefald. – Du har jo
engang lovet at vise mig rundt i Kolding.

Jeg valgte Låsbygade, byens gamle strøggade med de fine butiksskilte. Men Sven Delblanc lod ikke til at være det mindste interesseret i stadsarkitektur, han så sig ivrigt om og livede op, da han fandt, hvad han søgte, et morgenværtshus ved siden af Brugsen. New York City hed det. Vi gik inden for, og han gik op til baren og bestilte. Lidt efter kom tjeneren med en guldøl til ham, en almindelig til mig og to Gammel Dansk.
– Skål! sagde han og så på mig med øjne, der var blide bag de stærke
brilleglas. – Så godt, at jeg fandt dig igen!
–  Du kunne jo have skrevet, indvendte jeg. – Hvorfor gjorde du ikke
det?
– Det gjorde jeg også, men brevet kom tilbage. Adressaten var flyttet,
stod der på stemplet.
– Men det er jo lang tid siden. Mange år!
– Skal vi nu ikke lade alt det ligge?
Han smilede og rullede sin velkendte charme ud, skyllede snapsen ned,
og jeg begyndte så småt at glemme. Kun en enkelt gang forsøgte jeg at hage mig fast i virkeligheden.
– Jeg flyttede omtrent samtidig med, at du var indlagt på Karolinska
Sjukhuset-
– Ja, det var en helvedes tid, den. Ikke at ønske for sin værste
fjende. Han skænkede øllen op, holdt glasset op mod lyset og betragtede nydende den mørke gyldne drik. – Det var i december, og hver eneste forbandet morgen blev man vækket af disse lyshårede svenske engle med lys i håret. De kom syngende i rad og række for at sprede lys i mørket, vores mørke, patienternes dystre nat. Og de sang om Lucia, og de sang så vakkert og så kønt, men det eneste man kunne tænke på var, hvor förbannat man dog trængte til et lavement.
 Jeg giver efter for følelsen af – ikke uvirkelighed, snarere det modsatte. En dagklar virkelighedsfølelse lige under den lette beruselse.     
 Forfatteren Sven Delblanc er på mærkerne. Har optur! Mens han ivrigt snakker løs om sin farmor, Kära Farmor, som han har skrevet en bog om, og som voksede op i  Kolding i en fattig familie i begyndelsen af forrige århundrede. Meta Jørgensen, hed hun. Selv om han kalder hende Dagmar i bogen.
–   Fed flæskesteg med æblemos og brunede kartofler, siger han
drømmende og ser gennem de buede spejlglasvinduer og husene på den anden side af gaden og længere endnu. Vinduerne er fremstillet, så ingen udefra kan se ind, mens vi herinde kan se alt og mere til!
– Andesteg med blank sovs. Og den vældige gyldenbrune gås, som
farmor stegte til jul. Så kaffe og syv slags bagværk med hendes egen kirsebærlikør til. Og vin og små snapse. Hvad siger du, Marian, skal vi tage en mere af de små?

Solen står lavt på himlen, da vi går ud fra New York City. Kursen er sat mod Helligkorsgade, Kære Farmors gamle gade. Da vi går forbi værtshuset Lanternen, udbryder Sven:
– Måske kunne vi gøre en visitatsrejse dertil på hjemvejen?

Der er intet nyt om situationen i Brorsons Kirke. Aviserne bringer læserbreve for og imod tvangshjemsendelsen, men ingen nyheder. Til gengæld er et Air France fly styrtet ned i Atlanterhavet med 288 personer fra 32 forskellige lande ombord. Hvad der skete, hvordan det gik til, er der ingen, der ved. Mysteriet om tragedien kan kun opklares, hvis det lykkes af finde flyets sorte boks. Jeg går og tænker på Svens sorte boks. Hvad indeholder den? Og har jeg i det hele taget lyst til at vide det? ”Tro ikke på lokkende løfter,” skrev min bofælle Jens Holm, da hans plejesøn skulle begive sig ud i verden. ”De er som oftest lygtemænd.”  Måske ville han have haft godt af lidt mere naivitet i sin velovervejethed. Lidt mere hengivelse. Når jeg går, kan jeg mærke varmen fra Sven, vores arme rører ved hinanden ved hvert skridt. Hvordan skulle jeg tvivle på, at han er til! Skulle han bare være en lygtemand?

Der er så stille i Kolding gader. Måske fordi trafikken er sluset uden om centrum, byen er nu for fodgængere. Måske fordi det mastodontstore Kolding Storcenter har suget alle folk til sig. Måske fordi der er krise, finanskrise, folk holder på pengene.

– Tænk, at min farmor har gået rundt i disse gamle gader, mumler Sven.
– Helligkorsgade, Munkegade, Klostergade, man mærker den katolske indflydelse.
– Her har også ligget et kloster engang. Den bygning du ser dér hedder
Klostergården.
   Det dufter af blomster omkring os, blomsterhandleren har stillet sine varer ud på fortovet. Og over for ligger fiskehandlen og sender sin egen skarpe duft over gaden.  Sven har nappet en rose i forbifarten og giver den til mig. Den er rød, og jeg sætter den fast i det grønne tørklæde, jeg har bundet stramt om halsen. Vi er på vej op mod Helligkorsgade, da kirkeklokkerne i Nikolaj slår timeslag, seks i alt. Lige efter spiller klokkespillet Nu takke alle Gud. Det er Jane, organisten, der spiller. Ikke live, selvfølgelig, så skulle hun sidde deroppe i tårnet hvert kvarter. Men jeg har set hende sidde deroppe på bænken, ikke større end stærk tobak for en skilling med handsker på og hamre på trætangenterne, der sætter klokkerne i bevægelse.
 –   Jeg kender den salme! Sven er standset op. – Min farmor havde den med fra Kolding, tror jeg.
   
   
 
             

 

 

 

 

 

 

 

 

                                

                                                       2
Det viser sig, at han ikke har spildt tiden, mens han har været i byen. Han har været på stadsarkivet og undersøgt, hvor Meta Jørgensens fars slagterforretning kan have ligget. Alt peger i retning af Helligkorsgade – hvorfor bliver han så ved med at vige udenom? Hvorfor gør han afstikkere til sideveje, smøger og baggårde. Jeg forstår ham ikke. Hvad er det, han vil?
 Vi befinder os uden for biblioteket nu, men det er Bar Berg, han målbevidst styrer imod. Han skynder sig at bestille et sæt, og vi drikker det stående med udsigt til banegårdspladsens byggerod. Jord overalt, larmende maskiner og  mænd i orange tøj, banegårdspladsen skal have ny belægning. 
– Tænk, engang, Sven ser grundende ud gennem ruden – at nogen har
hittet på at kalde den lille gule maskine dér for vacker.
Jeg følger hans blik, og midt i jordbunken står ganske rigtigt en maskine
ved navn Wacker.
– Inde bag den dør dér ligger biblioteket, siger jeg. – Vi kunne gå derind
og se, om dine bøger står på hylden. Om de er udlånt, mener jeg.
– Er dette biblioteket i Kolding? siger han og ser helt forskrækket ud. –
Min farmor stjal bøger fra lånebiblioteket i gamle dage. Hele værker! Jeg husker, at Troels-Lund stod på hendes reol i Stockholm ved siden af Drachmanns samlede værker. De havde alle sammen et stempel indeni med Kolding Lånebibliotek.
– Det er længe siden, siger jeg beroligende. – Desuden hed din farmor jo
Meta Jørgensen, og ikke Delblanc. Og for resten er de også alle sammen døde nu ligesom din farmor…
 Jeg går i stå. Egentlig kunne jeg jo bare gå ind og researche på forfatteren Sven Delblanc, jeg kunne også undersøge, om de havde nogle nekrologer… Så ser jeg Svens  komisk forskrækkede ansigt og opgiver.
 Han tager pungen frem for at betale. ”Giv altid mindre ud end du tager ind.” Endnu et velmenende råd fra min bofælle. Men var det ikke også ham, der sagde: ”Drik ikke spiritus.” Siden Sven og jeg mødtes har vi allerede overtrådt tre af hans bud.
 I døren møder vi borgmesteren, der siger hej. Han er på vej ind til Politisk Café på biblioteket og ser ud til at have travlt.
– Der er kun fire dage til EU-valget, siger han og skynder sig videre.
Uden for baren sidder en gammel dame under en parasol. Meget elegant,
velklædt i hvide bukser og blå blazer.
– Jeg kan høre, De er svensker, siger hun henvendt til Sven.
Han er stoppet op og smiler. Jeg kan se, han har til hensigt at charmere
hende. 
– Min far var også svensker og kom fra et sted lidt uden for Jönköping,
fortsætter hun. – Hans far var degn, og selv kom han i skædderlære.
Sven har sat sig og lytter interesseret.
– Da han var udlært, ville han på valsen. Han stoppede i København,
hvor han blev ansat som svend hos Brødrene Andersen.
– Ja, så.
– De ville gerne beholde ham, men efter tre år sagde han stop. Nu var
det på tide at komme videre, han skulle jo på valsen, som sagt.
 Damen fører kaffekoppen op til munden med en yndefuld bevægelse.
– Så han tog toget sydpå til Tyskland. Toget standsede i Kolding, og han
steg ud og gik hen for at købe sig en kop kaffe på Saxilds Gård, som det hed dengang. Hun gør en bevægelse over mod Saxildhus skråt over for banegården. – På det tidspunkt var det en rigtig gård med bygninger til. Han satte sig ved et bord og bestilte kaffe og faldt i snak med manden ved nabobordet. – Jeg skal fortælle Dem, hvem jeg er, sagde manden efter den anden kop kaffe. – Jeg er redaktør på Kolding Folkeblad, og hvis De vil blive her i byen, så vil jeg bestille to sæt tøj hos Dem med det samme. Et sæt vintertøj og et sæt sommertøj. Hvis De vil følge med mig, kan jeg også vise Dem, hvor der er egnede lokaler.
 Så gik han og far op gennem Jernbanegade til det sted, hvor Gundtoft ligger i dag. Dér lå der dengang et lille hus, som kunne bruges som skædderi. Få år efter havde far tre svende ansat. Han hed Jøns O. Fjellander, han blev i Kolding og blev en estimeret skrædder i byen. Men på valsen kom han aldrig.
 –   Alting begynder og ender i Kolding, siger Sven.

Helligkorsgade ud for Føtex er som altid fuld af mennesker. Der står i grupper og snakker sammen eller sidder foran Frellsen Chokolade og spiser is. Cyklerne står lænet op ad hinanden mellem sandwichskiltene, og en gang imellem falder hele rækken til jorden med et brag.
– Så er vi her, siger Sven, der er standset op midt på gaden.
– Hvor? Mener du Føtex? Var det her?
På en måde giver det udmærket mening, at slagterforretningen skulle have
ligget her i det nuværende Føtex.
 Han svarer ikke, han er gået over på den anden side af gaden til Bog & idé, Munks Boghandel. Selvfølgelig! Hvad er mere nærliggende? At kød bliver til ord og ikke omvendt.
 Inde i forretningen står Ole, præsten ved Nikolaj Kirke, og kikker interesseret i en bog. Ved synet af Sven og mig ser han op og nikker venligt. Jeg skal lige til at præsentere Sven for ham, da jeg opdager, at han er gået ind i en anden afdeling.
 –   Hvordan var det nu? spørger jeg. – Det med ordet, der blev til kød og blod?
– I begyndelsen var ordet, siger han. – Og ordet var hos Gud, men ordet
blev kød og blod.
– Somme tider er det omvendt, siger jeg og går ind til Sven.
Han står med en bog i hånden og et lykkeligt fraværende udtryk i ansigtet.
Jeg stiller mig ved siden af og læser titlen skråt: ”Kære Farmor.”
– Tænk, at man kan læse om min farmor her i hendes egen butik! siger
han bevæget. – Her hvor dyrekroppene hang side om side, og hvor savsmuldet var rødt af blod.
– Du kunne jo købe den, foreslår jeg og smiler. For jeg er så glad for at
Sven ikke er glemt. Ikke endnu!
 – Hvorfor skulle jeg dog købe en bog af mig selv?
 – Næh, nej, køb aldrig noget, du ikke har brug for, siger jeg med et citat.
4. juni 2009. Torsdag

Forsøgte at slå ham op på Google i går, da jeg kom hjem, men midt i det hele gik maskinen ned, og den er ikke kommet op endnu. I øjeblikket befinder jeg mig i mit glashus, jeg er på internettet og det ville bare kræve et par klik komme ind på Google og se efter. Men jeg gør det ikke. Henne i hjørnet følger Jens Holm mig med øjnene.
–   Sæt dig aldrig i en husende, hvisler han.
–   Du må være gal, svarer jeg. – Hvad skulle jeg i en husende, jeg bor på Rædersvej.
 
Solen skinner på Slotssøen. På den grønne robåd, med presenningen over, som bryggeriet Slotsmøllen engang stillede til rådighed. Til dronningen, hvis hun nu skulle komme forbi og få lyst til en rotur. Ingen andre må benytte den. Så forsvandt Slotsmøllen, men robåden ligger der stadig, mens alle andre kan sejle deres egen sø.
 Jeg har lige set, at der heller ikke i dag er noget nyt om de afviste irakere, da glasdøren går op, og Sven træder ind.
– Så bra at se dig, Marian, siger han og tager en bid af et stykke ost.
– I lige måde. Er det din frokost?
Han stikker osten i lommen og tygger af munden.
– Det er i alla fall en jättebra ost. Jeg købte den i Helligkorsgade af en
rødhåret kvinde, der hed Doris.
– Åh, ja, dér har de gode oste. Ved du for resten, at du kan få den
vakuumpakket, så du kan have den med på rejsen, med tilbage…
– Jeg får ikke brug for ost dér.
–    Men alkohol da? Eller vin? Her har vi jo ikke monopol…
Han lægger sin varme hånd over min og siger:
– Der er nu, jeg vil spise! Nu jeg vil drikke! Men skal vi ikke gå ud
herfra? På Lanternen, som vi aftalte?

Døren til Lanternens brune mørke står åben. Vi er på vej ind, da vi møder en vildt gestikulerende kvinde på vej ud.
– Fuck dig! råber hun. – Det har været spild af min tid og spild af mine
penge at kende dig.
– Håh, de femten kroner, lyder det inde fra mørket.
– Det här låter trevligt, siger Sven og går ind.

Vi sidder ved et brunt bord under et fiskenet, der er fyldt med farvestrålende fisk. I hjørnerne er en grøn og en rød lanterne tændt, og længst væk glimter og blinker de elektroniske spillemaskiner som stjerner på nattehimmelen. På bordet foran os står en hel flaske Fernet Branca, som Sven har købt i baren, men som ikke kan fjerne mit vemod.
– Kolding, min farmors stad är en vacker stad, siger han konkluderende.
Jeg trækker vejret dybt, ser jeg ham i øjnene og siger:
– Er det sandt, at du ikke er død? Helt sandt?
– Jeg får sådan en lyst til at give dig en på skallen. Du med dit dødesnak,
siger han uden overbevisning.
Så kommer en mand hen til bordet. Han prøver koncentreret at fokusere på mig, da han spørger:
– Hedder du ikke Sonja?
Jeg ryster på hovedet.
– Det er godt nok nogle år siden, jeg har set hende, men det skulle da
nødig hedde sig, at man ikke vil hilse.
– Det er klart.
Da han er gået, tager Sven ostehumplen op af lommen og tager sig en bid.
– Vil du have? spørger han.
Jeg ryster på hovedet, og han flytter stolen, så han kommer til at sidde
midt i solstriben, der falder ind gennem de blyindfattede ruder.
– Det er godt at få varmen, siger han.
 Min mistanke er ikke længere mistanke, den er blevet til vished. Men jeg var jo vidst det hele tiden! Tristheden overvælder mig og gør mine lemmer stive og tunge. 
– Jeg skal gå nu, siger jeg og rejser mig besværligt. – Men lad os mødes
i aften ved Marielundssøen. Skal vi sige klokken 10?
 Han griber min hånd og holder den mellem sine.
 – Så gott og sällsamt allt ihop! siger han lavt. – Tack!
 Da jeg vender mig i døren, sidder han i solstriben med lukkede øjne og smiler.

Han kom ikke her til aften. Jeg vidste det jo! Han vil aldrig komme mere. Lygtemænd, lygtemænd…  Piletræerne bøjede sig forgæves over vandspejlet, og søen var blank og rolig med himlen i sin favn. Alt var parat, men han kom ikke.

Jeg havde en drøm om natten. Jeg drømte, at jeg roede på Marielundssøen, men  båden kæntrede, og jeg faldt i vandet, og vandet slog sammen over mit hoved, og det blev mørkt og koldt. Men mens jeg var på vej mod bunden, kom jeg i tanker om opdriften. Hvis bare jeg gav slip og ikke gik i panik, ville jeg stige op igen. Og ud fra en skjult viden vidste jeg, at her et sted til venstre fandtes en bænk. Jeg fandt den og steg op på den, fik vejret igen og så ud over vandet.
 Inde ved bredden promenerede folk. De hilste på hinanden og så nøjagtig ligeså glade og venlige ud, som jeg havde forestillet mig det. Ovre fra byparken lød der musik, rockmusik. Det var gruppen The Cogs, der nu var gendannet, og musikken lød forunderligt blidt herinde i skoven. Oppe i Naturskolens pavillon sad Gertrud i sin seng. Pavillonens tag dannede sengehimlen, og nu steg hun ud og stillede sig på fliserne, rakte armene i vejret og strakte sig. Midt i bevægelsen fik hun øje på mig og vinkede.
– Glem ikke din blå hat, råbte jeg tilbage.
Månen var kommet frem, jeg så op, og dér oppe på toppen af
skrænten, på Drachmanns bænk sad Ruth og Peter Rindal tæt sammenslyngede og kikkede ned på mig. Så fik de alligevel hinanden! tænkte jeg. Peter sidder midt i det skønneste maleri, smukkere end nogen kunstner kunne have malet det. Klart, han smiler! Men hvor sällsamt…
– Kommer du snart ikke ind til os?
En dame råbte til mig inde fra bredden. Hun havde en lille dreng i
hånden, en lille kæk fyr i korte bukser og matroshue.
– Snart! svarede jeg. – Jeg kommer snart.
Med øjnene tog jeg mål af afstanden ind til land. Der var ikke længere
end  jeg kunne svømme.  
–   Jeg er Emilie, sagde hun. – Husker du mig ikke?
– Jo! Du var med ved kongebesøget på banegården engang, sagde jeg og
huskede, hvordan Prins Gustav havde holdt hendes hånd og sagt: – På gensyn.
 – Fik du ham nogen sinde at se igen?
 Emilie smiler og skubber sin lille dreng foran sig.
– Ja.
– Kom nu ind til os andre og vær lidt frisk!
Det er Karin Sommer, der blander sin energiske røst med de andres.                                            
–   Jeg kommer! siger jeg og lader mig glide ud i vandet.
                                       

                      
3
De ruller græs ud i lange baner på Banegårdspladsen. På lørdag skal der være indvielse, så de har travlt. Jeg sidder i mit glashus og lytter, om jeg kan høre det gro, den slags er vigtigt. Men det varer vist lidt, inden rødderne får fæste, og den slags moderne græs begynder at gro.            
 Sven er taget tilbage, og jeg kan høre græsset vokse hen over hans grav. Men han fik set Kolding! Jeg holdt mit løfte.
 Det rusker i glasdøren. I øjeblikket husker jeg ikke, om jeg har låst den, men det er også lige meget, for nu træder en høj mand i hvid kittel og træsko ind.
– Goddav, hilser han og ser sig omkring. – Her sidder du jo godt.
Jeg svarer bekræftende, usikker på, hvem han er. Men så ser jeg
strikketøjet, det grå uldne strikketøj, der stikker op af kittellommen, og det går op for mig, at han er selveste Jens Holm.
– Men jeg havde nu ellers tænkt mig at få min dagligstue for mig selv
igen, siger han.
Han siger det ligefremt, som et rimeligt forlangende. Og ved nærmere
eftertanke har han ret. Hans stue har været okkuperet af forfattere siden august sidste år.
– Jeg skal bare sætte det sidste punktum, siger jeg fredsommeligt. – Så
skal du nok få din stue for dig selv igen – og den smukke udsigt.
– Kolding er en smuk by. Han har stillet sig ved vinduet med ryggen
til, mens han ser ud på søen. – Det haster ikke mere end det jawer, men gæstfrihed har sine grænser trods alt.
– Det er klart.
– Men jeg synes, der mangler noget her på biblioteket. Han har lagt
armene om på ryggen og vipper frem og tilbage på fødderne. – Der er meget kunst på væggene, dyr kunst, fin kunst, ingen tvivl om det. Men her mangler billeder af dyr! Kreaturer, fedestude, præmietyre, Flux Juvel, for eksempel, et ædelt dyr! Og alle de små kalve, der kom efter den! Den slags ser jeg ingen steder, hvorfor ikke?
Jeg bliver jeg ham svar skyldig.
– På vej herhen gik jeg gennem Koldings gader, men jeg mødte næsten
ingen mennesker. Kan du svare mig på, hvordan det går til?
– Det er krisen. Folk køber næsten ikke noget, de ikke har brug for, de
holder nøje regnskab med deres udgifter og indtægter, som du også selv har været inde på.
Jens Holm brummer. Så vender sig han igen mod vinduet og siger:
– Prøv at se ud. Er naturen ikke uforanderlig år efter år? Alt grønnes om
foråret og visner hen om efteråret. Det er selvskabte plager med disse krisetider.
 Han har taget strikketøjet op og er begyndt at strikke. Det ligner hælen på en strømpe, det plejer at være svært, men han taler uanfægtet videre:
– Jeg har altid været en dyreven, siger han. – Jeg sørgede for, at dyrene
blev transporteret under gode forhold. Der var altid en mand hos dem under hele transporten. Alligevel blev det et dyr, der fældede mig.
– Jeg ved det, siger jeg. – En gris.
– En so! Den kom løbende lige imod mig, og så faldt jeg. Men det var
måske rimeligt nok, når alt kommer til alt. Det vil sikkert også komme til at gælde for dig engang: Den der lever af pennen, skal omkomme ved pennen.
– Du døde som en toreador.
– Ja, lad os sige det. Den stramme mund smiler lidt. Den minder
om en pung, hvor snøren løsnes. – Men nu vil jeg godt have min stue for mig selv.
Stille og roligt samler jeg mine ting, slukker for computeren og går
ud af glashuset. Gennem ruden kan jeg se, han har taget plads i min stol. Hovedet er bøjet over strikketøjet, maskerne skifter plads, pindene går. Så trækker jeg vejret dybt
og går ud i solen, ud i byen.

02
jun
09

Kommentarer og ideer til Marianne Gade

19
maj
09

Marianne Gade

Fakta Interview Links

Marianne Gade skriver på Krøniken fra den 2. til den 12. juni 2009. Du kan skrive kommentarer og ideer til hende her

Marianne GadeFakta om Marianne Gade

Marianne Gade har gode forudsætninger for at skrive om Kolding. Hun har boet på Kolding-egnen siden 1974, de første år i Ødis, siden i Kolding, hvor hun har arbejdet som forfatter, storyteller, foredragsholder og bibliotekar.

Det er nu eller aldrig, sagde Marianne Gade, og så begyndte hun at skrive bøger. Året var 1981. Marianne Gade arbejdede som bibliotekar og havde netop født tvillinger, de yngste af hendes børneflok på fem børn. 

Det er gennem årene blevet til et varieret og rost forfatterskab. Hun lagde ud med at skrive børnebøger, men i 1998 kom den første voksenroman “Frost på udsatte steder”. Siden kom “Ventetid” i 2000, efterfulgt af mail-romanen “Orkanen fra Hillerød” i samarbejde med Kirsten Holst i 2007. Samtidig begyndte børnebøgerne igen at melde sig, og det blev til den prisbelønnede fantasyserie om pigen Disa, som er udkommet fra 2007. 

Marianne Gade har været bibliotekar på Kolding Bibliotek siden 1974, men valgte i 2006 at blive forfatter på heltid samtidig med virksomheden som foredragsholder, klummeskriver og styryteller for virksomheder og institutioner.

 

Interview med Marianne Gade

1. Hvorfor har du valgt at sige ja til projektet?
Jeg sagde uden tøven ja til projektet, fordi det er en udfordring at få stillet en mere eller mindre bunden opgave – ikke mindst i en så nytænkende sammenhæng. 
 
2. Hvad vil du have med hjem efter din tid her i Kolding?
Jeg ved ikke på forhånd, hvad jeg vil få med hjem – det vil komme an på hvad de besøgende kommer med af idéer og historier. Kolding kender jeg jo i forvejen.
 
3. Hvordan kender du Kolding? / Hvad er dit forhold til Kolding? 
Jeg har arbejdet  i Kolding siden 1974 og boet i byen siden 1980. Jeg har været glad for byen fra første færd og har altid syntes, at det var det helt rigtige sted for mine 5 børn at vokse op. Kolding har den rigtige størrelse, man mærker, at det altid har været en rig by. Der er overskud til mange kulturelle aktiviteter og en generel interesse for kunst og kultur. Kolding er en by, der tager godt imod én!
 
4.Hvad synes du selv, du har at give Kolding Krøniken og alle dens læsere?
Måske først og fremmest min kærlighed til byen og den omgivende natur. Min opgave er at føre krøniken op til nutiden, det håber jeg at kunne gøre, så læserne vil kunne genkende byen og noget af sig selv.     
 
5. Hvem er du? – hvad har du lyst til at fortælle om dig selv? 
Jeg er et menneske med stor nysgerrighed og stor livslyst. Jeg skriver hver dag året igennem og forholder mig til min tid. Men først og fremmest til det, som interesserer mig, der er meget, jeg ikke har blik for.
 
6.Hvad er du glad for selv at læse?  
 I lang tid har jeg været allermest glad for at læse islandsk litteratur, både den gamle og den nyere. Det hænger utvivlsomt sammen med mine genfundne islandske aner, men jeg tror dog, at de fleste skandinaver vil kunne opnå samme følelse. Man genkender noget fundamentalt, når man for eksempel læser Salka Valka af Laxness, Djvæleøen af  Einar Karason eller Stormland af Halgrímur Helgason. Man bliver mere og mere sig selv under læsningen, og det er dog noget!
 
7. Er der en kunstart/kunstværk som betyder meget for dig eller har inspireret dig specielt meget i din skrivning? 
Den seneste inspiration jeg har modtaget stammer fra Erling Jepsens roman Kunsten at græde i kor. Han har virkelig formået at skildre den afmagt, som børn og unge tidligere kunne føle, når de var havnet i forældrenes og myndighedernes magt. Formen, han har brugt, erindringfiktion, er ideel til at komme helt tæt på og samtidig være totalt ubundet af virkeligheden.
 
8. Hvilke omgivelser skal til for at du har det bedst når du skriver? – en bestemt stol? – termokanden fyldt med kaffe? – Musik? 
En god arbejdsstol er et must. Og kaffe. Mere for vanens skyld end for virkningens. Jeg drikker altid kun én kop, og den når at blive kold, inden den er drukket op. Ellers kan jeg skrive overalt, bilder jeg mig ind i hvert fald. Jeg er i stand til at lukke alt ude, når jeg skriver.
 
 
Her er lidt om mig selv: I øvrigt vil jeg henvise til min hjemmeside www.mariannegade.dk
 
Jeg er født i 1945 og opvokset i Sæby i Vendsyssel. Jeg har drømt om at skrive lige fra jeg var barn, men kom dog først i gang med at skrive som 36-årig efter vore tvillingers fødsel. Ting tager tid, har jeg erfaret. Og der går så frygtelig megen tid med at leve. Uddannelsen skal i hus, (bibliotekar), kæresten findes, den rigtige! Så kommer børnene. Fem for mit vedkommende. Et jævnt og muntert virksomt liv på jord, ja, og sikke et liv! Nu har jeg sagt farvel til lønarbejdet og er i den ideelle situation, at jeg kan bruge al min tid på at skrive. Og rejse. Og opleve, at nye døre åbner sig mod nye verdener, befolket af personer, der insisterer på at optræde i romaner

 

Få mere at vide om Marianne Gade

Marianne Gades egen hjemmeside
http://www.mariannegade.dk/index.asp

Litteratursidens side om Marianne Gade
http://www.litteratursiden.dk/forfattere/marianne-gade

 

Foto: David Bering PF

18
maj
09

Mette Winge: Kolding-scener, 1998 [1998]

Kolding-scener, 1998 . Af Mette Winge

Personer:
Han – en yngre, lidt fedladen mand
Hun – en lidt yngre rødhåret kvinde
Chresten Berg – en i Kolding kendt person

Scene 1

Han(kommer ind, smider sig i en stol, siger forpustet):

Så kører det!

Hun:
Hva’ kører? Bussen? Hva’ mener du?

Han:
Arbejdet er nedlagt. Over hele byen. Kolding er gået på barrikaderne!

Hun:
Blev det virkelig til noget? Konflikten?

Han:
Jep, alle er med på vognen – det bli’r stort.

Hun:
Er I virkelig så åndssvage?

Han:
Jep. Der var stort flertal.

Hun:
Det får I sgu’ ikke noget ud af. De ta’r røven på jer. Strejkernes tid er endelig ovre.

Han:
Du aner ikke, hva’ du taler om. Alle er med på aktionsvognen. Vi er enige, helt enige. Ikke én stemte i mod.

Hun:
Det var fordi dem, der er imod ikke turde række hånden op. For det var vel det, folk skulle gøre, ikke? Række hånden op, hvis de ikke mente det samme som førerhundene.

Han:
Førerhundene! Hva’ mener du?

Hun:
Jeg mener det, jeg si’r. Førerhundene det er dem, der galper op og får jer andre tåber med på vognene …

Han:
Vi kører det helt efter bogen. Vi har stemt, og vi stemmer igen, vi …

Hun:
Hvis du nu si’r, at I er demokrater, så si’r jeg, at det er løgn. I kører det bare benhårdt, jer der sidder i inderkredsen, men det vil folk ikke finde sig i længere, at du ved det.

Han:
Hvor ved du det fra? Står du måske ude på arbejdspladserne? Ved du hva’ det vil sige at slæbe jernrør? Gjorde du det, ville du garanteret godt ha’ noget ekstra ferie. Så vidt jeg ved, går du herhjemme og passer småunger for kommunens penge. Ja, ikke lige i de her dage, for nu kan de der forældre selv tage sig af deres afkom. Ja, altså dem der ikke er ude og aktionere. Men det holder I kvindfolk jo jer stort set fra. Og jeg vil godt lige ha’ lov til at sige, at du ikke ved en skid om, hva’ der foregår ude i …

Hun:
…den store verden. Er det det du kalder din arbejdsplads? Den store verden! Hvor mange mand er det nu I er?

Han:
Vi er ikke så store som Carlsberg i Fredericia, men vi er da en pæn stor arbejdsplads, vi …

Hun:
Ja, det er godt med jer. Men har I tænkt over, hva’ det er, I har sat gang i?

Han:
Ja, en konflikt, en reel konflikt, ja ikke bare en reel konflikt, men en retfærdig konflikt.

Hun:
Forklar mig lige, hvorfor den er retfærdig.

Han:
Fordi vi arbejdere ikke skal blive taberne i en tid, hvor kapitalisterne rager til sig. Se, hva’ det er, de gør. Har du tænkt på deres kæmpe optioner og de andre …

Hun (afbryder hidsigt):
Nå, I er misundelige? Jeg tænkte nok, det var det, det drejede sig om. Ægte gul misundelse.

Han:
Du er fan’me ikke til at holde ud at høre på. Er det småungerne der har sat det i dig eller er deres velbeslåede mødre?

Hun:
Hva’ mener du med velbeslåede?

Han:
Jeg kan sgu da godt se, at deres skaffere ikke hører hjemme på den almindelig LO-løntarif. Dummere er jeg ikke. De kommer her duftende og sminkede, og deres kluns er da noget, som har kostet grunker.

Hun:
Nej, hvor er du plat. Og det passer jo heller ikke. Der er kun én … Nå, men det rager ikke dette her. Jeg vil bare sige, og jeg siger det højt, meget højt (råber) at jeg ikke er enig med dig. Jeg synes …

Han:
Jeg gider ikke høre mere på dig. Det er sgu skrapt at skulle høre på dit vås, når jeg og kammeraterne er ude i en større kamp, en kamp på …

Hun:
… på liv og død!!! Er det det, du mener? Sikke noget sludder. Man vinder ikke en arbejdskamp i året 1998 på den slags nonsens. I mangler bare at vræle ’Internationale’!

Han:
Du ta’r fejl. Alt går i stå, det hele standser, alt bli’r lukket ned, butikkerne får ikke varer, skoler, alderdomshjem det hele fra vugge til grav må lukke. Selv bedemændene må lukke. Om nogle dage vil du kunne opleve, hvordan et samfund går i stå.

Hun:
Er du virkelig stolt af det? Tænk, hvis folk ikke kan få mad. Har du tænkte på de gamle og børnene?

Han:
Der vil selføl’ig blive taget hånd om de svage. Børnene og de gamle …

Hun:
Nå, så I er blødsødne, når der kommer til stykket.

Han:
Ja, vi er da ikke …

(han fumler efter ordet)

Hun:
…umennesker. Er det det ord, du ikke lige kan finde. Men fortæl mig lige, hva’ vil I gøre ved de der tusindvis af kyllinger, de si’r vil gå en skrækkelig tid i møde?

Han:
Kyllinger? Hva’ er det med kyllinger?

Hun:
Har du ikke set det? De der stakkels burkyllinger har så svage ben og fødder, at de vil kæntre, fordi de vil vokse sig for store og tunge, fordi I jo ikke kan slagte dem på grund af jeres åndssvage strejke. Og hva’ sker der så? Det ska’ jeg fortælle dig. De bliver’ trampet ned. Hva’ ville du sige til at blive trampet til døde i et lag hønsemøg.

Han:
Møg? Hva’ mener du? Er du ikke med os?

Hun:
Du må være vimmer. Gu’ er jeg ej. En konflikt, der rammer de svage: Gamle mennesker og uskyldige kyllinger. De har da ikke gjort noget.

Han:
Jeg ved da ikke af, at vi har kyllingefarme her i Kolding.

Hun:
Nå, så det ved du ikke. Har du undersøgt det?

Han:
Nej, ikke så’n. Jeg…

Hun:
Du ved ikke en skid om det. Og det værste er, at du er ligeglad.

Han:
Hvor ved du det fra? Jeg er sgu da ikke ligeglad, men der er noget der er vigtigere end kyllinger. Det drejer sig om …

Hun:
Jeg er gået, det gider jeg ikke høre på.

(Går og smækker med døren)

Scene 2

(Han sidder og ser fåret ud, rejser sig, går en runde, sætter sig igen med hovedet i hænderne)

Han:
Åh nej ikke også det. Men man må jo kæmpe.

(Går igen en runde, strækker sig, gaber)

Han:
Hold kæft, hvor er jeg træt. Man skulle tro … Det er alle de møder, de tærer. Jeg ta’r sgu’ en slapper, inden det går løs, og inden Birte kommer tilbage. Vi ska’ først møde kl. …

(Han lægger sig på divanen/sofaen, falder hurtigt i søvn.
Berg (sådan som han ser ud på statuen) kommer trampende ind, ser sig grundigt og vurderende om).

Berg:
Ja så. Ja så. Sådan ser et arbejderhjem altså ud i dag. Det er rigtig nok sket noget siden min tid.

(Ser sig igen omkring)

Tæppe på gulvet, en blød, stor stol, og så en slags seng. Ja, det må vel være en seng, når der ligger én og sover på den. Han må være syg, ellers ligger en ung, rask og rørig mand da ikke og sover midt på den lyse dag. Næ, jeg tror det må være en divaneser med ryglæn. Sådan nogle havde kun grosserer og godsejere i min tid.

(Får øje på fjernsynet)

Og hva’ er det for en kasse? En kasse med et glasvindue, et vindue man ikke kan se noget igennem. Det er ikke kønt. Hvad mon de bruger det til?

(Går en vending rundt i stuen)

Men pænt har de det. Man skulle tro, man var på besøg hos en grosserer. Ja, en lille grosserer. Ikke hos en gårdmand, med mange gode tønder hartkorn, for han vil ikke indrette sig med sådan en sær tingest. Og han vil i alle tilfælde heller ikke ligge og snue midt på den lyse dag.

(Kigger ud gennem døren)

Det må være køkkenet. Det ligner nu ikke det køkken, vi havde hjemme i mit barndomshjem. Heller ikke det vi havde på Bogø og heller ikke det i Hillerød. Familien her har hverken ildsted eller et af de nymodens jernkomfurer. Og så småt det hele er. Men småkårsfolk har jo altid haft det småt. Men her er dejligt varmt, selv om jeg hverken kan se ildsted eller kakkelovn. Hvordan mon de laver maden? Og hvor?

(Vender sig omkring, kigger nysgerrigt ned på den sovende)

Mon han er syg, eller er han bare en dovenlars? I min tid kunne en mand i hans alder ikke ligge og snue på divaneseren midt på den lyse, udslagne dag. Ja, hvis han da ikke lige havde været godsejer. De fleste af den klasse udfører ikke dagens gavn. Jeg har mødt mange af dem, og jeg har sandet, at hvad disse herrer ikke ejer i flid, besidder de i nedladenhed. Denne egenskab er stort set lig med de hartkorn, de besidder. Og magten sidder de på endnu, men de sidder der ikke til evig tid. Men det ægte systemskifte ligger ikke lige om hjørnet, er jeg bange for. Vi har svære tider foran os.

(Går en vending til)

Ja, ja! Måske skulle jeg se at komme videre. Jeg må se, hvordan min kære opstillingsby har udvikler sig, siden jeg var her sidst. Den er blevet kæmpestor. Når jeg tænker på Kolding i min tid …

(Ser med mild foragt ned på den sovende skikkelse)

Sært som han kan ligge der og snue. Er det virkelig sådan, det er blevet? Hva’ årstal er vi for resten kommet til?

(Tænker sig om)

Mon ikke vi er ved at nærme os årtusindeskiftet. Jeg mener det kommer snart. Jeg havde håbet selv at nå århundredskiftet, det fra 1800 til 1900, men det blev mig ikke forundt. Årtusindeskiftet må være en endnu større begivenhed. Jeg mener, det snart må komme. Er det mon om et eller to år?

(Tænker igen)

Jeg ved det ikke, men det er også lige meget. Det er jo ikke min tid. Nå, men skal ham dovenlarsen ikke op og virke? Det er mandens opgave: At virke til gavn for …

(Han hører trin)

Der kommer nogen.

(Berg forsvinder, hun kommer ind med en plastpose)
Scene 3
(Han vågner, strækker dig, rejser sig forvirret op.)

Han:
Er det dig? Jeg troede jeg så … Jeg drømte sgu noget værre tøjeri.

Hun:
Du har rigtig nok taget dig en ordentlig slapper. Er det sådan du fører arbejdskamp? Ligge og snorke midt på den udslagne dag.

Han:
Det var meget underligt, det var som om her var en mand. En som jeg syntes, jeg kendte.

Hun:
Du vrøvler, her har da ikke været nogen. Tror du ikke, du har fået hældt for mange bajere i dig. Sådan en konflikt skaber vel en god men ikke synderlig sund tørst?

Han:
Jeg har sgu ikke drukket, ja altså ikke mere end de andre. En, tre, fire stykker, det er det hele

Hun:
Ja, det siger du.

Han:
Det er rigtigt, men hva’ er klokken?

Hun:
Omkring halv et tror jeg.

Han:
Satans, så har jeg …

Hun:
Har du sovet over dig?

Han:
Ja, for fanden. Jeg skal ud og stå vagt ved Salatfabrikken og bagefter ved genbrugspladsen på Bronzevej… Den skal blokeres. Ellers kommer de med skraldet, og det må de sgu ikke. Folk må finde sig i at drukne i deres eget skrald, lort og møg, så længe vi kæmper.

Hun:
Ja, I kæmper, og du er sandelig en køn soldat. Sove over sig, når du skal i krig. For det er vel det, du skal: i krig?

Han:
Jeg gider ikke høre på dit sureri, jeg må ha’ fart på.

(Han løber forstyrret rundt, trækker en sweatshirt over hovedet, og er på vej ud. Lige inden han er ude af døren, vender han omkring og råber):

Han:
Nu ved jeg, hvem jeg havde besøg af. Det var ham Berg, du ved.

Hun:
Berg? Hvem Berg?

Han:
Ham Berg, du ved, statuen nede fra pladsen ved Banegården. Ham der altid står, fordi han ikke fik en taburet. Forstår du den?

Hun:
Nu er du da blevet rigtig skør. Tror du ikke, du skal tale med en læge? Nå, men nu ska’ jeg tisse.

(Hun forsvinder)

Han:
(råber efter hende)

Gu’ skal jeg ej. Du kan tro det eller la’ være. Berg var her!

(Han spurter ud)
Scene 4

(Berg kommer frem, svinger muntert med sin spadserestok.)

Berg:
Det er en helt anden by end den, jeg kendte. Der er mange underlige, skæve huse, som ikke var der i min tid. Og dengang gik folk på deres to ben, ja bortset fra bønderne, når de kom ind med deres gulerødder og kål til Torvet. Nu futter de alle sammen rundt i de der stinkende jernkasser. Ja, de er godt nok malede, men jernkasser er de dog. Og selv om de har hjul på af sådan noget sort noget, så larmer de. Bønderne vogne larmede også, for hjulene var jernbeslåede, og vi havde kun brosten. Nu ligger der noget helt andet på gaderne. Jeg ved ikke, hva’ det hedder. Men larm laver de alligevel jernkasserne.

(Går en runde i stuen, standser foran tv’et)

Jeg vil så gerne vide, hvad de bruger den kasse der til. Nå, men jeg må vel se at komme videre. Der hersker sådan en sær stemning i byen. Det er, som noget ulmer.

(Trækker sit ur frem, ser på det, ryster det)

Det er gået i stå, jeg tror, der er noget i vejen med det. Jeg må hen til urmageren i Jernbanegade med det. Jeg husker ham som en glimrende urmager. Han har altid mange slags ure til salg, og så har han også et fint udvalg af kunstige øjne.

(pause)

Men noget er galt i byen i disse dage. Jeg har hørt, at avisen, min avis, Kolding Folkeblad, ikke udkommer, og når avisen ikke kommer, så er verden for alvor af lave.

(Spankulerer stolt rundt)

Kolding Folkeblad var den første af mine mange aviser, og avisen forblev den smukkeste blomst i den avisbuket, der bærer mit navn.

(Hun kommer ind igen, ser ham ikke. Han trækker sig hen til siden)

Hun:
Jeg ved ikke … Måske, måske, måske … Nej, han og de andre har ikke ret.

(pause, hun tænker sig om)

Måske har han og de andre alligevel lidt ret. Jeg ved det ikke, men jeg blev bare godt gal. De der mænd de er sgu så kloge – selv om de ikke er det. Nå, men et er sikkert, der kommer ikke nogen børn i dag. Jeg er – og det lyder ret fint – locked out. Hva’ det så end betyder andet end at jeg ikke har noget arbejde og vel heller ikke får nogen løn. Nå, men vi klarer os nok alligevel.

(Sætter sig i sofaen, ser på uret)

Avisen plejer at være kommet på denne tid, men den er jo også lock-out’et. Hva’ ska’ jeg så lave? Jeg plejer at læse den på denne tid. Avisen og en kop kaffe, det kan jeg godt li’. Når børnene er her, sender jeg dem ud og lege imens. Ja, hvis det da ikke høvler ned.

(pause)

Jeg synes, jeg bli’r søvnig. Det må være noget med sofaen. Jeg tror også, jeg ta’r …

(Hun lægger sig ned og falder hurtigt i søvn)

Scene 5

(Berg kommer frem igen)

Berg:
Det er dog utroligt som folk har trang til at slumre. I min tid gik det ikke. Dengang arbejdede folk mindst 12 timer om dagen. Det gør de ikke i dag. I dag er der sådan en sær uro over Kolding.

(Går et sving hen over scenen)

Uden for bageren i Jernbanegade oplevede jeg noget underligt noget. En lang række af folk, der stod og ventede. De stod fra butiksdøren og langt ned ad gaden. Dem, der kom ud af butikken, slæbte på brød. En gammel kone kom med tre store rugbrød under hver arm. Jeg er hel sikker på at hun ingen familie har, i al fald ingen stor familie. Men nu har hun rugbrød til flere måneder. Sludder, det har hun jo ikke, for enten mugner brødet, eller også bli’r det så hårdt, at hun med sine gamle, slidte tænder ikke kan tygge det. Hvis hun overhovedet har tænder. I min tid havde gamle koner næsten altid kun nogle rådne stumper i munden. Det er vist blevet bedre i dag. Nå, men nu er hun på vej op af disen.

(Han trækker sig tilbage, og hun strækker sig)

Hun:
Der fik jeg mig da en ordentlig skraber. Åh, gud, hva’ er klokken? Jeg ska’ da i byen. Vi har næsten ikke noget i huset. Lars sagde sidst, han åbnede køleskabet at det var lige så øde som Nordpolen.

(farer forvirret omkring)

Vi ska’ ha’ havregryn, sukker, mælk, rugbrød, franskbrød, margarine … Gu’ nej, man kan jo hverken få det ene eller det andet. Ja, så må jeg nok til at bage. Vorherre bevars’, det er jeg jo ikke synderlig go’ til. Men et brød kan jeg vel nok røre sammen. Men så må jeg ha’ lidt gær.

(Tager en jakke, der hænger over en af stolene)

Ja, så penge og en pose. Jeg gider ikke bruge penge på en plastpose. Det er nærmest umoralsk at bruge den slags. De sviner, og de er ikke gode for klimaet, hørte jeg én sige i fjernsynet den anden dag. Det er første gang, jeg har hørt det. Men det ska’ nok være rigtigt.

(Hun stormer ud, Berg kommer forsigtig frem)

Berg:
Hva’ er det, hun taler om? Er folk i Kolding gået helt fra forstanden. I min tid var de fornuftige folk. De forstod mig, og de hyldede mig. Hver gang jeg kom til Kolding, stod der en komité på perronen og tog imod mig, og sommetider hilste de mig med det, der med det, der med tiden blev mit valgsprog. Det med uretten. Og folkene her i Kolding vidste godt, hva’ jeg gjorde for dem ovre på Rigsdagen. Derfor elskede de mig, især når jeg fortalte dem, hvordan det susede og brusede i mig, hver gang jeg kom til Kolding. Jeg havde virkelig tillid dengang både til mig selv og til den gode sag, den sag jeg kæmpede for.

(sætter sig ned på stolen, virker en anelse træt)

Den gode sag? Findes den i dag?

Scene 6

(Han kommer ind, han nærmest slæber sig, trækker trøjen af og sætter sig på sofaen)

Han:
Det er hårdere at være i konflikt end blot at gå på arbejde. Nu har vi fået blokadevagter, kampberedte kammerater, ud ved flere af de større firmaer. Foreløbig står de både ved Uniscrap, det store byggefirma Seest Huse og uden for salatfabrikken, byens smykke. Tænk, at bo i en by, der huser en salatfabrik? Jeg har sommetider spekuleret på hva’ det mon er, de kommer i de salater. Sære ting, tror jeg, men vel nok ikke kogt rottekød, som jeg har hørt de gjorde ovre i Sovjet, dengang der var mangel på mad. Selv om jeg stemmer dér, hvor jeg stemmer, så går jeg nu ikke ind for rottekød i salater.

(Tænker sig om, kradser sig i hovedet)

Jeg syn’s, der var et sted endnu, vi skulle blokere. Det har jeg sgu lige glemt, hvor var.

(stryger sig over hagen)

Nu ved jeg det, det var ude ved det nye affaldssystem, det de kalder Bates Combi ude i Lunderskov.

(Telefonen ringer, han rejser sig og tager den)

Hva’ si’r du? Det er sgu da løgn. Ved Salatfabrikken?

(Han lytter)

De er skøre. En gaffeltruck? Si’r du, at den kørte den lige ind i blokadevagterne?

(Lytter intensivt)

Kom der nogen til skade? Nå ikke, men fik de fat i politiet?

(Han lytter igen)

Si’r du, de ikke ville komme? Det er det sædvanlige, altid det samme. Hvem holder ordensmagten med? Ja, du behøver ikke at svare.
Det ved vi alle sammen.

(lytter endnu engang)

Ja, jeg kommer. Lige med det samme. Jeg lægger lige en seddel til konen.

(Han trækker vindjakken på, styrter lidt rundt og roder, finder så et stykke papir og skriver noget på det, lægger det på sofabordet og løber ud).

(Berg kommer ind, ser forvirret ud)

Berg:
Sært ord det han sagde. Gaffeltruck. Har aldrig hørt det før. Nå, men der jo en del, jeg ikke begriber.

(Går lidt rundt. Det ser ud som om han spekulerer.)

Ham her arbejder ikke, det er jeg da klar over. Og nu er han i færd med at holde andre arbejdsmænd væk fra arbejdspladserne. Det kan ikke andet end undre mig, at ordensmagten ikke slæber ham og de andre ind på arbejdspladserne og stikker dem en skovl i hånden. For er det overhovedet lovligt bare sådan at holde op med at arbejde?

(Sætter sig i sofaen)

Jeg troede, vi på Rigsdagen havde fået sat en effektiv stopper for den slags nedbrydende virksomhed, nu hvor arbejdstiden er sat ned fra 13 timer til 12. En arbejdsdag på 12 timer kan enhver rask og sund mand sagtens klare. Og arbejdet er nu engang livets velsignelse. Jeg selv holder af at arbejde det meste af døgnet. I de første år jeg sad som medlem af Rigsdagen, arbejdede jeg mindst 18 timer om dagen.

(Slår en latter op)

Jeg fik at vide, at rigsdagsbuddene klagede, og jeg derfor ikke måtte rekvirere papirer, ting og sager efter klokken elleve om aftenen. De kunne ikke klare det, budene, sagde man. Jeg tror nu, det var for at chikanere mig. I Rigsdagen frygtede næsten alle min energi og kampvilje.

(rejser sig)

I dag er det anderledes. Nu handler det ikke om at rejse frihedens fane – sådan som jeg stred for. Det handler om mammon. Jeg hører ikke til dem, der altid forbinder ordet mammon med ussel, men når ham her er holdt op med at arbejde lige som en masse andre, så handler det ikke – så vidt jeg har kunnet opsnappe det – om frihed men om mammon.

(Går et slag rundt i stuen)

Frihedens fane! Et herligt udtryk. Og dengang jeg første gang så fanen for mig, så jeg et smukt stykke stof blive løftet op af vinden og brede sig ud. Frihedens fane var – og er – stor og herlig. Hvid med en gylden ørn der breder sine kraftige vinger ud. Og når jeg ser den for mig, suser og bruser det i mig. Jeg vil kampen …

(Slår sig på panden)

Sludder. Jeg ville den. Nu kæmper jeg ikke mere. Dengang ville jeg aldrig gå på akkord med uretten. Det var mit valgsprog. Men hvis jeg lægger hånden på mit hjerte, så ved jeg ikke, om jeg ikke kom til det. Ét er vel nok det, man drømmer om at gøre – noget andet det, man kommer til.

(Sætter sig igen)

Det suser og det bruser stadig i mig. Jeg har stadig tillid til mig selv og den gode sag, jeg kæmper for. Nej, nej, kæmpede!
Hvad er det præcist, ham her kæmper for i det Herrens år 1997 …

(Tænker sig om)

Nej, det er ikke 97, jeg mener, vi er kommet til 98.
Scene 7

(Hun kommer ind med en enkelt pose)

De er ikke rigtig kloge. De har blokeret alle mulige steder. Og mad kan man næsten ikke få. Nå, jo jeg fik da lidt. Osse gær. Det var de sidste tre pakker.

(Tager en gærpakke op, vender og drejer den og åbner den så, lugter til den)

Ja, sådan lugter gær. Det har jeg faktisk ikke lugtet til siden skolekøkkenet. Dengang lavede jeg et flot brød, som fik ros for sit udseende. Det smagte til gengæld ikke af noget.

(Tager de andre varer op.)

Der var ikke meget at få. En selleri, tre gulerødder og et bundt visne løgtoppe. Dem betalte jeg ikke for.

(trækker dem op af posen og kigger lidt på dem)

Hva’ mon jeg kan bruge dem til? Men mel har jeg da og vand og så gæren her. Er det ikke det, der skal til et brød?

(Sætter sig lidt træt ned)

En kone, der bor henne i nummer 17 fortalte mig, at det er rigtig det med manden, der kørte med gaffeltrucken ind i strejkevagterne. Jeg troede ikke på det, troede det var noget, de bare sagde. Men det er rigtigt, og det er sør’me for galt. Det var da et held at mændene sprang til side. Så tossede troede jeg ikke, de blev – arbejdsgiverne.

(Rejser sig energisk op)

Måske er det alligevel en retfærdig kamp, de er ude i. De? Måske skulle jeg overveje at sige ’vi’? Og måske har Hans alligevel ret? Nej, ikke helt ret. Lidt ret. Og det er da for galt, at arbejdsgiverne ta’r voldelige midler i brug, og det er jo det, de gør. Tænk, hvis gaffeltrucken havde dræbt en af dem? Det kan den jo godt sådan én maskine. Og det kunne jo faktisk godt ha’ være Hans.

(Rejser sig op)

Det havde været rædsomt, for selv om vi nappes af og til, så er han da min mand. Og faktisk så … Nå, jeg må til det. Bare jeg nu kan huske, hvordan man gør med gær. Den må ikke blive for varm, og den må ikke …

(Går ud)

Scene 8

(Berg kommer ind)

Skal jeg være ganske ærlig, så har jeg aldrig forligt mig med, at min avis, min yndlingsavis, tog navneforandring til Jyske Vestkysten. For når den udkommer i Kolding, så burde den hedde Kolding Folkeblad. Jyske Vestkysten er jo faktisk et temmelig tåbeligt navn. Vestkysten her i landet ligger jo i Jylland og er derfor jysk, Jyske Vestkysten er det, jeg engang hørte en klog kone sige: dobbeltkonfekt. Men folk bli’r jo også mere og mere underlige og mere og mere krævende. Denne arbejdskamp som de kalder den, kan jeg ikke se har ret meget med retfærdighed at gøre.

(Sætter sig ned, virker træt)

Måske er det også lidt ligegyldig, hva’ avisen hedder, blot den formår at indgive folk den lille daglige dosis af den rette holdning.

(retter sig, trætheden glider af ham)

Den lille daglige dosis – de ord har været valgsprog for mig. Ja, jeg har flere af dem. Faktisk en hel lille buket. Det jeg holder allermest af, er det med uretten. Og så det med den lille daglige dosis. Det fyndord er også rigtig godt, og det virker. Jeg har et tredje, som jeg også holder af, men som jeg ikke bruger mere. For jeg kan mærke, at der ikke er ret mange, der ved, hvad der ligger i det, og derfor fænger det ikke. Det er jo efterhånden kun gamle folk, der aner, hva’ Dannevirke er, eller hva’ Dannevirke betød.

(går en vending, ser tankefuldt frem for sig)

Jeg var ikke selv med ved Dannevirke, jeg var for gammel, jeg var 35 år, og er man 35 er man for gammel til at kravle rundt i skyttegravene med alt deres mudder og skubbe kanoner. Man har ikke kræfter nok. Men jeg brugte alligevel Dannevirke, brugte det
som et slagord. Og det lyder: ”Jeg vil skabe et Dannevirke i hver mands bryst”. Jeg synes selv, der er klang af våbenkny og rask dåd over udtrykket, samtidig med at det gi’r mindelser om de knubs, skrammer og blødende sår som enhver kamp, også den retfærdige, giver. Men jeg er bange for, at det ikke virker i dag. Heller ikke her i Kolding.

(Rejser sig op)

Jeg må videre. Jeg er lidt spændt på, om fyren her skal ud på barrikaderne.

(Pause)

… Barrikader? Første gang jeg hørte ordet, var dengang de blev rejst i Paris. Jeg tror, det var i året 1871 under det man her i landet kaldte for Pariser-kommunen. Der løb de skrækkeligste rygter om rædslerne i … Ja, i Paris begribeligvis. Barrikaderne endte med at blive væltet, og en mængde mænd blev dræbt. Ja, kvinder med for den sags skyld. Jeg husker, at tallet løb op mod de 20.000. Det er mere end der boede i Kolding i min tid. Det var skrækkeligt, men siden har der vist ikke været revolutioner i Frankrig.

(Gynger lidt frem og tilbage på fødderne)

Det de i disse dage kalder for Storkonflikten, den bli’r garanteret heller ikke til nogen revolution, for revolutioner ligger ikke for mine landsmænd. De er for sløve til den slags, så om et par dage vil alt sikkert være som det var.

(Går lidt frem og tilbage, ender med en lille piruet)

Ja, ja, hva’ ska’ vi nu? Jeg tror, jeg vil se lidt på mine gode Kolding-borgere. Mon Skaftes Conditori og Café stadig har åbent? Det havde sådan nogle herlige kærnemælkshorn. Deres lagkage med hindbær var også aldeles udmærket. Men vi er jo kun i maj måned, og hindbær kan man vel ikke få i maj måned. Det kunne man i alle tilfælde ikke i min tid. Jo, et stykke lagkage og en kande god cikorie-kaffe, det er lige, hva’ jeg trænger til. Cikoriekaffe holder jeg mest af. Det var sådan en kaffe min mor bryggede til os derhjemme i Sønder Bjert. Jeg holder stadig på, at cikorie-kaffe er den bedste kaffe, en dansker kan få. Hva’ ska’ vi med det der udenlandske stads? Nå, men nu kommer han. Jeg venter lige et øjeblik.

(Stiller sig op ude i siden)
9.scene

(Han kommer ind. Virker træt og udkørt)

Han:

Hold da kæft, for noget …

(Smider sig på sofaen)

Jeg er helt udbombet. Jeg har været ude både ved trykkeriet og ved Salatfabrikken. Jeg blev sendt ud til trykkeriet, for der gik pludselig rygte om at man ville forsøge at trykke avisen ved hjælp af nogle ufaglærte og uorganiserede folk. Det måtte vi jo standse. Men det var bare et rygte, viste det sig. Dem, der satte det i værk har sgu nok grinet deres røv i laser

(Rækker hånden ud efter fjernkontrollen)

La’ os se, om de si’r noget.

(Trykker sig igennem)

Næ, der ikke noget, ikke noget man kan blive klogere af. Jeg ved sgu’ ikke, hva’ de folk derinde i fjernsynet bestiller. De kunne godt …

(Ligger lidt med lukkede øje, sætter sig op med et ryk)

Jeg er bange for, at hun måske har lidt ret. Måske er vi gået for vidt med vores krav. Jeg ved det sgu ikke rigtigt … Det er som om jeg har mistet lidt af både gejsten og troen på det fornuftige i at gøre, som vi gør. Det er jo rigtigt, at det her skader mange.
Jeg får lige fat i par af de andre. Måske har de det lige sådan.
Mon vi for resten har mad i huset?

(Rejser sig op, styrter ud i køkkenet. Man hører lyden af en køleskabsdør, der går op og i. Han kommer ind igen med gærpakkerne i hånden.)

Ikke en smule er der ud over de her. Er det fordi …? Hun var jo rasende. Om det var på mig eller på fagforeningen, LO og hele den tyrkiske musik, det ved jeg ikke. Og mad har vi ikke noget af. Det eneste jeg fandt, var de her tre pakker gær og en runken selleri. Og jeg kan for min død ikke fordrage selleri.

(Vender gærpakkerne)

Det eneste, jeg ved om gær, er, at man kan lave sprit af det. Jeg ved bare ikke hvordan.

(Går lidt nervøst frem og tilbage)

Men hvor bli’r hun mon af? Hun er vel ikke … ? Bare hun ikke er … Jeg må vel hellere gå ud og se efter hende. Kolding kan jo godt være en farlig by, når … Men jeg ser lige, om der er noget i fjernsynet.

(Tænder for tv’et. Berg kommer ind. Han kigger interesseret)

Han:
Ikke en smule om det hele. Strejker de også? Jeg har sådan en underlig fornemmelse i maven. Bare … Jeg må ud og se efter hende. Det kan jo være, at hun er kommet noget til. Nej, vel er hun ej. Hun er sej og fornuftig.

(Han slukker for tv’et, skynder sig ud.)

Berg:
Nej, nu har jeg aldrig … Det er det, kassen, den sære grimme kasse med glaspladen kan bruges til Den viser billeder, der bevæger sig. Det havde vi ikke i min tid. Tænk, hvis vi havde haft. Så havde jeg ikke behøvet at rejse Danmark rundt på kryds og tværs for at holde politiske møder og sove i fugtige senge i kolde gæstekamre på bondegårdene. Så kunne jeg blot være kommet ind i kassen og havde kunnet tale til hele folket og så bare være taget hjem igen. Det må være ganske let at være politiker i dag. Selv om misundelse ikke ligger for mig – det ved jeg – kunne jeg godt tænke mig blot at stå der på glaspladen og lade mine ord strømme.

(går et slag rundt i stuen)

De har det nemmere i dag, men er de af den grund lykkeligere?
Jeg tror det ikke. De to her virker ikke synderlig lykkelige. De gnaver og bider af hinanden. Det kunne aldrig falde Maren ind at tale sådan til mig, som konen her gør. At en mand finder sig i at blive talt sådan til, forstår jeg ikke. Men det er måske tiderne der gør det.

(Går hen til fjernsynet)

Bare det ville snakke igen. Men nu er det helt sort og tavst.
10. scene

(Hun kommer ind, helt opløst og temmelig vred)

Det er for galt. Jeg så det selv. De er lige før, de slår hinanden ihjel. Derude ved Sydjydsk Returpapir begyndte de at slås. SID havde lavet en blokade, sagde en fyr til mig, men så var der en værkfører der ikke ville finde sig i det. Han tog ikke en gaffeltruck som ham ved Salatfabrikken, men sin egen bil – en gammel spand for resten – og kørte den lige ind mod strejkevagterne. Der skete heldigvis ikke noget, men det virkede meget råt og vældig farligt. Arbejderne kunne jo være blevet slået ihjel. Og sådan må en konflikt ikke blive. Arbejderne kæmper jo for en retfærdig sag. Måske skulle jeg …? Nej, jeg venter lidt, nu går jeg ud og lægger dej til et brød. Det skal jo hæve sådan et, vist nok i mange timer, så inden det bli’r færdigt, er vi nok godt sultne. Lidt smør har jeg da til at komme ovenpå, men ellers står jo på sparesuppe. Den må jeg nok hellere gå i gang med. Salt og peber har jeg da til at sætte lidt krudt på sagen.

(Går ud i køkkenet)

(Han kommer ind, virker træt og opgivende)

Han:
Hej! Er du der?

Hun:
Jep, jeg er her ude. Prøver på at lægge dej til et brød. Jeg kommer nu, jeg skal lige ha’ skrabet klisteret af fingrene.

(Han smider sig på sofaen, trykker på fjernbetjeningen. Den virker ikke).

Han:
Hva’ pokker?
(Han trykker som en vanvittig på fjernbetjeningen, men der sker ikke noget).

Hun:
Hva’ si’r du?

Han:
Det virker ikke. Skidtet må være gået i stykker. Og så lige i dag, hvor hele verden er ved at brænde sammen.

Hun:
Nå det hele er ved ikke at brænde sammen, er det ikke kun her i Kolding?

Han:
Men Kolding er sgu’ da også det vigtigste, i al fald lige nu og for mig. Det er her …

Hun:
Ja, det er herfra vores verden går, og jeg er enig med dig. Jeg så selv ude ved Sydjydsk Returpapir, hvordan en af de der folk var ved at slå en strejkevagt ihjel. Han kom buldrende lige ud mod ham. Det så meget farligt ud, så I må endelig blive ved med at aktionere. De har godt af det, de der kapitalister.

Han:
Så du det virkelig?

Hun:
Jeg så, han speedede op og var på vej lige over mod strejkevagterne, men så skete der noget bag ved mig, der var én som råbte et eller andet, og så så jeg ikke, hva’ der skete. Men han var lige ved at slå ham ihjel. Så nu er jeg med dig. Vi må kæmpe, de der folk …

Han:
Det er lidt sært. Nu er du fuld af kampgejst, mens jeg …

Hun:
Har du tabt gejsten?

Han:
Måske nok. Faktisk er jeg er bange for det. Det fører nemlig ikke til noget, er jeg sikker på. De laver sikkert bare en lov, som gi’r lidt til os og lidt til arbejdsgiverne – og sådan vil den fest ende.

Hun:
Du gi’r dig altså ?

Han:
Ja, jeg tror, det er det bedste, at vi holder. Ellers går der for meget i stykker, og jeg er er sikker på, at de laver et eller andet ovre i Folketinget, som gør, at vi bli’r pålagt at genoptage arbejdet og arbejde den pukkel af, som strejken har oparbejdet. Sådan ender storkonflikter nemlig altid her i landet.

Hun:
Du har da tabt troen på, at det nytter.

Han:
Jeg er bange for det. Så …

Hun:
Så hva’?

Han:
Så ingenting. Ska’ vi ikke bare tage ud og se på skoven. Den er jo allerpænest her i begyndelsen af maj, plejer du at sige. Vi kunne tage et par øl med, og sætte os og …

Hun:
Hva’ si’r du? Nu har jeg aldrig. Jeg må lige tænke mig om.

(Hun grunder)
Ja, lad os det, det er en rigtig god ide. Og når vi så er derude, så taler vi ikke ét ord mere om konflikten.

Han:
Storkonflikten. Husk det. Storkonflikten.

Hun:
Som kun kommer til at rokke en lille bitte smule ved tingene.

Han:
Men sådan er det altid. Og så har jeg igen haft besøg af ham Berg. Sær gammel støder.

Hun:
Det var underligt. Jeg har også set ham.

Han:
Vi må være blevet tossede begge to.

Hun:
Tror du? Men skidt bare vi er to om det, så går det nok.

(de går ud)

(Berg kommer ind)

Så er krigen åbenbart endt. Underligt som folk er indrettet. Lidt tossede i deres hoveder virkede de nu. Men flinke nok.

(Gå hen og banker på fjernsynet)

Kom så. Jeg vil se noget.

(Han banker hårdere på det. Der sker ikke noget. Til sidst opgiver an, griber sin stok og svinger den en anelse hidsigt og spankulerer ud, idet han siger:)

Berg:
Farvel, og jeg siger med vilje ikke ’på gensyn’. Jeg synes, I er nogle … Ja, jeg ved ikke rigtig, hva’ I er, men nu går jeg først hen og får et bad i Varmbadeanstalten, og så går jeg hen til Skaftes Konditori og får lidt til at muntre mig op med. Den kage, jeg fik i går herhenne, var aldeles glimrende. Maren kunne ikke ha’ lavet den bedre, selv om jeg ikke kan beklage mig over hverken hendes kødssuppe eller over hendes bagværk. Især hendes nøddekage kan jeg ta’ mig selv i at længes efter …

(Går ud, svingende med stokken)

Slut

20
apr
09

Billeder fra 1990-1999

 

Økologien kom ind i byfornyelsen i karréen Sydbanegade, Kongebrogade,  Hollændervej, Dalbygade og Fredensgade med 40 ejendomme. Den mest synlige del var glaspyramiden i midten af karréen med biologisk renseanlæg. Der var fokus på spildevand og udnyttelse af solvarme.

Økologien kom ind i byfornyelsen i karréen Sydbanegade, Kongebrogade, Hollændervej, Dalbygade og Fredensgade med 40 ejendomme. Den mest synlige del var glaspyramiden i midten af karréen med biologisk renseanlæg. Der var fokus på spildevand og udnyttelse af solvarme.

I april 1994 ankom en gammel, rusten russisk ubåd til Kolding Havn. Modtagelsen af ubåden var en del af beskæftigelsesprojektet ”Det rullende Galleri”. I 1997 blev den overdraget til Nakskov. Meningerne i Kolding om ubåden var stærkt delte.

I april 1994 ankom en gammel, rusten russisk ubåd til Kolding Havn. Modtagelsen af ubåden var en del af beskæftigelsesprojektet ”Det rullende Galleri”. I 1997 blev den overdraget til Nakskov. Meningerne i Kolding om ubåden var stærkt delte.

 

Det tidligere julemærkesanatorium blev indviet som hotel i april 1990. Frem til 1983 havde der været behandlingshjem for psykisk handicappede børn i bygningerne. Komplekset blev i 1989 købt af Sygeplejerskernes Pensionskasse og i 1999 åbnede et nyt  sygeplejemuseum i en del af komplekset.

Det tidligere julemærkesanatorium blev indviet som hotel i april 1990. Frem til 1983 havde der været behandlingshjem for psykisk handicappede børn i bygningerne. Komplekset blev i 1989 købt af Sygeplejerskernes Pensionskasse og i 1999 åbnede et nyt sygeplejemuseum i en del af komplekset.

 

I januar 1991 blev det ny Kolding Teater i tilknytning til Hotel Scanticon indviet. Den ny teaterbygning afløste en ældre bygning i Jernbanegade.

I januar 1991 blev det ny Kolding Teater i tilknytning til Hotel Scanticon indviet. Den ny teaterbygning afløste en ældre bygning i Jernbanegade.

 

Kolding fik en ny sang i 1998. LOF havde taget initiativ til Kolding som Sangens By med udgivelse af en lokal sangbog, der blev husstandsomdelt, og afholdelse af alsang.

Kolding fik en ny sang i 1998. LOF havde taget initiativ til Kolding som Sangens By med udgivelse af en lokal sangbog, der blev husstandsomdelt, og afholdelse af alsang.

 

Den gamle Kolding virksomhed Slotsmøllen blev gradvis opkøbt af bryggeriet Albani. I 1998 blev produktionen flyttet til Fyn og i 2004 blev pladsen ryddet for at give plads til blandt andet nærværende bibliotek.

Den gamle Kolding virksomhed Slotsmøllen blev gradvis opkøbt af bryggeriet Albani. I 1998 blev produktionen flyttet til Fyn og i 2004 blev pladsen ryddet for at give plads til blandt andet nærværende bibliotek.

 

Kolding Seminarium var startet i  1952. I 1989 blev det besluttet at nedlægge og sammenlægge en lang række seminarier. Kolding Seminarium opløstes som selvstændig institution i 1992.

Kolding Seminarium var startet i 1952. I 1989 blev det besluttet at nedlægge og sammenlægge en lang række seminarier. Kolding Seminarium opløstes som selvstændig institution i 1992.




Forfatter oversigt

Simon Fruelund
Skriver om 1908 i august 2008

Pablo Llambías
Skriver om 1918 i september 2008

Maria Helleberg
Skriver om 1928 i oktober 2008

Merete Pryds Helle
Skriver om 1938 i november 2008

Lars Frost
Skriver om 1948 i december 2008

Thorstein Thomsen
Skriver om 1958 i januar 2009

Louis Jensen
Skriver om 1968 i februar 2009

Gretelise Holm
Skriver om 1978 i marts 2009

Jeppe Brixvold
Skriver om 1988 i april 2009

Mette Winge
Skriver om 1998 i maj 2009

Marianne Gade
Skriver om 2008 i juni 2009