Author Archive for



07
apr
09

Maria Helleberg: Martinus [1928]

Karetmagerens søn var en rigtig skidt knægt. Om det havde der altid hersket enighed i byen. Og karetmageren selv var heller ikke et af Guds bedste børn. Han havde været yngste søn fra en af gårdene ved Taps, og søgte til byen, men så mange kareter var der nu heller ikke brug for i Kolding år 1880. I stedet for at drage videre til Århus eller sydpå til tyskerne holdt han sig i sin lille bolig og forsøgte at holde skindet på næsen.
Pæne folk indvendte, at han da sagtens kunne have fået arbejde i byen. Men Kolding år 1880 var endnu ikke den blomstrende by omkring 1930, hvor hans søn vendte hjem.
Da han døde, blev hans familie sat på gaden – enkelte ældre mennesker huskede endnu scenerne fra Brostræde. Sønnen Martinus kom i tjenesteforhold hos en købmand og stjal. Han gjorde en pige gravid. Han gjorde folk utrygge: han drak, turede og spillede. Vandt og tabte og satte sin gevinst til.
Alt dette ophørte gudskelov da han forsvandt fra byen uden at efterlade sig andre spor end et par ulykkelige piger. For meget kunne man sige om Martinus, køn, det var han: sortkrøllet, tateragtig at se på, og charmerende.
Martinus’ forsvinden gjorde byen mindre larmende. Mindre risikabel. Men også lidt mere kedelig.
Og så var det, nogen begyndte at udsprede det rygte, at Martinus havde røvet en bank og var draget af sted som udvandrer til Amerika for at starte et nyt og bedre liv for de penge, han havde taget fra ordentlige mennesker. Det var ikke til at sige, hvem der først havde nævnt dette rygte, men det hang ved.
Ingen kunne dog sætte navn på banken. Og det var sikkert også sket i København, inde på moderen til alle tiders stenbro.
Nu var Martinus bare noget, ældre mennesker engang imellem talte om. Kunne man huske, dengang han stjal borgmesterens vogn og kørte hestene løbsk gennem Sct. Jørgens Gade, lige til de løb ned i en kælderhals og standsede…
Nu var det oktober 1928 og byen var blevet en ganske anden end i Martinus’ dage.

Mr. Artie Martin havde tænkt sig at leje et automobil i Danmark, men havde opgivet, for her ejede man sit automobil, eller man tog med toget. Han efterlod sin kone Hertha på hotellet i København og steg på toget for at køre over til Jylland, so, det hed her på øen.
Det var kun anden gang i sit liv, han så København. Sejlede i den modsatte, ildevarslende retning og gik i land igen med kone og børn. Drengene lod til at sive så snart de nåede D’Angleterre. Arthur Martin steg på toget og belavede sig på en længere tur til hovedlandet. Nogen bro havde de endnu ikke fået bygget, så man måtte i den grad sejle. Man lærte tålmodighed. Måske skulle de engang begynde at bygge jernbaner som i Vesten.
Vaskerierne var i en jammerlig forfatning. De var kun indrettede på de rige. Alle andre vaskede selv. Det skrev han sig bag øret.
Han havde egentlig ikke lyst til at tænke på gamle dage, de var tilbagelagt. Her vendte han tilbage, ikke hjem, for at se alt det, som han havde hadet så længe. Og som havde spyttet ham ud.
Uden en øre på lommen var han nået til Ellis Island. Han havde set dybere nød end han kunne fatte, dybere armod, værre synd end nogen missionsk mand kunne forestille sig. Og det var i det nye land, i håbets og mulighedernes land.
Her så det ud som om alle havde nok i deres eget. Som om de i den grad havde nok.
Mr. Martin havde nok af meget, men ikke mere tid at give af.

Mr. Martin stod helt forladt på banegården og så sig om.
Noget uopretteligt var sket med byen. Det var ikke jernbanen, som havde forvandlet byen, den var stadig kronet af en ruin og ellers en lilleput med forvoksninger. Han gav sig til at vandre, modvilligt og undrende, for hvad havde de dog gjort? De små gader, ja, og hans fars hjem, hans barndomshjem, og ruinen og Slotssøen og åen nede sydpå, men ellers?
Nogen havde taget byen ved vingebenet.
Nicolai kirke, ja. Dengang havde det slet og ret været Koldings kirke. Folk var måske blevet mere gudsfrygtige siden han efterlod dem.
Byens lærde centrum. Latinskolen hvor han aldrig kom ind. Rådhuset. Tungt af værdighed og vilje. Han var alligevel gået i den rigtige retning, selve byen havde ingen kunnet lave om på, det var sådan set kun omgivelserne, som de havde forøvet ravage på.
Torvet, ja, intakt. Akseltorvet. Han huskede ikke navnet, lingeriforretningen havde skiftet ejer, men lignede sig selv. Han huskede stedet, fordi dets indehaver havde kaldt ham en rotteunge. Djævelsskarn. Måske havde hun haft ret. Han huskede den sorteste tænkelige vrede i sin krop, en eksplosiv vrede, der ikke kunne nå sit mål.
Den aften, han stak af fra det hele, havde han taget afstand fra hadet. Det var, som om han havde klippet sig selv over, i den gamle Martinus som boede her og hadede alt og alle, og den nye Martin, et ubeskrevet blad. Derfor havde han valgt sit nye fornavn, Arthur som kongesønnen der levede gemt og ukendt og måtte kaldes frem af intetheden. Sådan havde han fundet sin indre Martin. Han var blevet et menneske. Hvis han var blevet her, ville han være død ung og bitter, uden at ane, at han havde noget som helst godt i sig.
Han strejfede lidt rundt og blev underligt stakåndet, så fra hus til hus, var det virkelig ikke større? Denne hans verden. Så truende og stærk og afvisende.
Hans krop ville ikke acceptere kravene mere. Den satte grænser og tilføjede ham smerte og gjorde ham træt.
Han havde egentlig ikke turdet frisere sine forventninger. Han var bare taget af sted fordi Hertha så gerne ville: nu var hendes familie jo blevet danskere igen. For Herthas skyld, ja. Men så var de begge døde, Herthas gamle forældre, og rejsen var købt og betalt og han stod på Akseltorv og var i nød og både hjemme og ude. Uforberedt og skamfuld.
Og hvad var dette? Han genkendte uden at vide, at han nogensinde havde husket end sige kendt. Det var jo her: Børnebespisningen, lugten alene tændte ham, en slags forsinket sult. Børnebespisningen. Far sendte ham herned, for at han kunne få fyldt maven. Han var sikker på, at hans far selv næsten intet spiste, for de havde jo intet.
De var flyttet ind i stadig mindre lejligheder. Til sidst boede de i baghuset. Gadens værste hus. Martinus spiste hver dag her. Men de boede i Brostræde, og de ældste kaldte endnu gaden for Rakkerstræde, når de skulle ramme ham og hans far. Rakkerstrædet var der, hvor bødlen havde boet i gamle dage. Yderkanten af byen. Her havde han forsøgt at leve. Siddet på trætrappen der førte op til forhusets lejlighed, lige til han blev sparket væk. Hans far havde ikke ønsket, at hans eneste barn skulle ud at tjene, så han gik for lud og koldt vand og uden sko.
Hvor han dog huskede. Det var fandeme ikke nogen behagelig oplevelse.
Men havde han en eneste dag i sit eksil mindedes dette sted? Nej. Ikke bevidst. Ikke ønsket. Og dog var netop dette sted det sandeste udtryk for hans liv som barn og ung.
Han søgte hen til det gamle hotel Thomsen, der hvor hans veninde havde boet og arbejdet, Hotel Kolding på Torvet var alt for fornemt til ham, de havde aldrig lukket Martinus ind, men Thomsens stod åbent, og han havde siddet dér og spillet, blanket folk af, anstillet sig naiv, en bondedreng som var kommet ind på stenbroen, og turde de spille med ham?
Nej, det var ikke længere Thomsens, hotellet i Helligkorsgade, han havde efterforsket ved hjælp af vejviser og skattebog, nu hed hoteldirektøren Lysgaard, og der var kommet penge til byen, hoteller var ikke længere brunt i brunt, nu var marmor, elektriske lamper, elegante fortovsrestauranter og konditorier vandret ind i Martinus’ Kolding.
Han så sig om og sammenlignede med de hoteller, hvor han nu tog ind, i Staterne. Det var jo et godt hotel, det kunne han se på priserne, men stadig tabt bag Torvets Hotel Kolding. Og han mindedes huset i Philadelphia, Herthas stolthed. Hun havde det så godt med at være hjemme, her kunne hun bare være Hertha igen, hjemme kaldte folk hende ”Heather”. Men hun havde ikke så meget hastværk med at komme til Aabenraa som han havde med sin hjemby.
Han stillede sig foran receptionens skranke og så frem for sig. Intet menneskeligt rørte sig i dette rum. Der var mørkt af gammeldags portierer. Var jazzmusikken monstro nået til hans hjemby? Han tvivlede altså. Josephine Baker?
I dette hotel havde hans elskede arbejdet, hvis nogen ellers huskede hende, Juliane med det røde hår som skulle flettes og anbringes i en knold i nakken for at gøre ejerne tilfredse. Hende huskede han i alle detaljer, lige ned til fregnerne på hendes bryst og kindben.
Han havde skrevet til hende og bedt hende komme med. Han havde så sandelig gjort sit. Men det havde altså ikke været nok.
Her ville han bo, søreme, her og intet andet sted i byen.
Så han ringede på den lille klokke og lagde mærke til at han var både svimmel og tør i munden og slet ikke havde lyst til at tale dansk.
Hun kom ud, den nydelige dame, og så ham an, ingen bagage, så var han vel strandet og ville spørge om vej? Ingenlunde, han havde sandelig råd til at købe sig et nyt sæt tøj og tandbørste. Hvis den ellers var nået til Kolding. Hun så ud, som om ingen før havde lejet et værelse uden bagage. Hotellets bedste værelse, forlangte han. Måske skulle han have taget sin høje skorstenshat på, den han tog med, når Hertha insisterede på, at de opsøgte Metropolitan, en eneste gang om året gav han efter for denne unyttige luksus.
Juliane, min engang så elskede nære, min Juliane, han læste alderdommen af hendes ansigt, drak tiden af hendes frossenhed.
– Hvis De ønsker noget, skal De bare kalde, sagde damen, og da Martinus grundede over betydningen, løftede hun instruktivt telefonrøret. Der var altså også telefon på værelserne.
Den ene bevægelse forrådte hende, og han turde næppe hæve blikket til hendes ansigt, for det var hende. Hans Juliane havde været her hele tiden, nu som kontorist, der tog imod i receptionen når ingen andre havde tid. Det var dog et konstant liv. Konstant og trofast, og han havde troet at han kunne lokke hende med til Amerikas Forenede Stater.

Værelset var godt nok. Han så ud ad vinduet og ned på folk i gaden og trak vejret lettere. Telefonbogen satte ham i gang med det vigtigste: han måtte have sig et køretøj og skiftetøj og en gave til Hertha. Forbavsende nok var der brugte Ford automobiler til leje, gennemkontrollerede og funktionsduelige. Ja, hvad ellers? Og skrædderen var ikke længere den eneste mulighed her ellers, konfektioneringen havde ramt Kolding. Om det så var en god guldsmed, kunne det arrangeres: han opsøgte Lyster i Adelgade, købte kontant et smykke til Hertha og klappede Lysters hund Wolle, der tronede på sin egen stol.
Han kunne godt magte denne by, lod det til.
Engang havde han vidst, at hans eneste chance var at søge arbejde hos hesteslagteren, eller at drage ud på svineslagteriet, et liv omgivet af død og kødstank. Han havde endda søgt arbejde på slagteriet den dag han tog beslutningen om at stikke af. På havnen lå et snavset skib, hvor man havde brug for folk til at laste, og Martinus havde været mere end beredt. Sådan kom han til København og derfra til Amerika. Og hvorfra fik han pengene til billetten? Det ragede ingen. Allermindst borgerne i hans hjemby!
Han havde gode ideer til Kolding, nu drejede det sig bare om at få stadsingeniøren i tale, Lassen skulle være for sin by hvad Moses var for New York City hjemme.
Men først ville Martinus have Koldinghus genopført og indrettet til museum. Så havde byen noget at byde på. Snart ville turisterne jo vælte ind fra alle lande, der var dyb fred i Europa og i hele verden, USA ville aldrig mere gå i krig, og overalt var der fremgang og lystighed, se bare på aktiemarkedet i New York! En skønne dag ville møntvaskerierne også invadere Kolding!
Det så ud som om byen var i udvikling, omsider. Som om driftige unge mennesker med den helt forkerte baggrund omsider kunne forlange at få en chance.
Men allermest undrede det ham, at han følte sig så velsignet hjemme. Det undrede ham, kvalmede ham, for han havde begravet Kolding under bjerge af gennemtygget modvilje, men nu stod han her og så ud over Søndergade og travle mennesker og følte sig ufattelig tryg. Det burde ikke være sådan.
I 25 år havde han stræbt for at presse de sidste dråber Kolding ud af sig selv. Og nu så dette. Han vidste ikke, om det nyttede at stritte imod, eller om han bare skulle gå ud på gaden og op til det konditori Saxildhus, som han passerede lige efter Banegården – det virkede acceptabelt for en mand med hans baggrund, at lade sig beværte med hvad de havde. Granita? Næppe. Der var endnu intet Little Italy i Kolding.

Stadsingeniør Lassen havde indrettet sit kontor funktionelt. Martinus tvivlede på, om mange i hans hjemby kendte betydningen af dette ord, den nye betydning. Alt var praktisk, kun en enkelt udstoppet fugl henlevede sit evige liv på toppen af et dokumentskab. Fuglen boede på sin pind fordi det ville tage for lang tid at fjerne den, gik Martinus ud fra.
En mand i det, man kaldte den bedste alder, men i virkeligheden sært berøvet alder, tog imod Martinus med et fast håndtryk og et lige så fast blik direkte i øjnene. Lassen var kommet til Kolding efter Martinus’ rejse. Og dette var byens egentlige hersker. Hvor borgmesteren var en jovial hersker over personerne, styrede Lassen alt det nagelfaste: havn, by, bygninger.
Lassen styrede det håndgribelige og timelige. Hvem borgerne end var: strikkersker, rentricer, brøndborere, cigarsorterere, dugmagere, slumsøstre, træskomagere eller hesteslagtere, kom de i kontakt med denne mand. Han var den praktiske magt. Derfor havde Martinus sendt ham et brev, og derfor sad han her.
Foran ham på Lassens skrivebord stod en lampe, som Martinus ikke havde set magen til. Den mindede om lignende frembringelser hjemme i Staterne. Den var et fremmedlegeme, men gav ypperligt lys denne uklare dag. Lassen tændte, skønt lyset baldrede ind ad ruderne, og så betydningsfuldt på sin gæst, forstod han budskabet?
– Jeg ser, De udviser interesse for min lampe, sagde Lassen stolt, som fremviste han sit opvakte barns regneopgaver, – De har vel hørt om Poul Henningsen?
Martinus tabte tråden, nej, han havde intet forhold til en herre af det navn, hvem han end var, så var hans ry endnu ikke nået til Pennsylvania. Men han kunne forstå, at denne lampe, som måske endda var udstyret med menneskenavn, var selve symbolet på fremsynethed.

Martinus gik gennem byen med selvtilfredshedens forstoppelse siddende i kroppen efter mødet med Lassen. Han var jo kommet her for at delagtiggøre sin gamle verden i sin egen store plan. Lassen havde lyttet til ham og smilet et par gange. I princippet var de to herrer enige. Det var kun tiden, han havde imod sig, og den førte jo alskens vraggods bort. Tiden var ikke hans fjende.
Han kom til sit hotel og bad om at låne telefonen og bestilte en samtale til København, på Herthas hotel, så hun fik tid til at sunde sig. Juliane så konsekvent forbi hans ansigt, som om hun tilbageholdt sin eneste vigtige information, at de to havde kendt hinanden endog særdeles dybt engang. Han beundrede jo hendes valg, han ville gerne høre hendes historie, langt hellere end at genfortælle sin egen.
De ville jo spørge hvorfra pengene var kommet.
Lassen var praktiker.
Og Martinus bad om han kunne låne Vejviseren med Skattebogen, så han kunne se, hvad hans gamle bekendte var blevet til. Juliane løftede øjenbrynene, men adlød. Hendes hånd kunne han kende, med alle de små rødspætteunger af fregner. Den var fin og velbevaret, kun alderen havde sat sit præg, udstående årer og tør hud. Uvist hvorfor fremkaldte synet af denne hærgede, men dog fine og velplejede hånd, en stor svaghed hos ham, som han kun kunne betegne som ømhed.
I stedet for at stille noget som helst op, gik han tilbage til receptionen, hvor to bønder i stadstøjet var ved at blive indskrevet. Juliane øjede ham og nikkede venligt. Om de ville behage at se, hotellet havde skam gæster fra Amerika!
– Men jeg stammer oprindelig fra Kolding, indvendte han og rakte hånden ud til et fast tryk, de var yngre end ham gik han ud fra, om end vejrbidte og lidt foroverbøjede, han gik ud fra at de stadig anvendte heste i marken, og måtte bruge masser af kræfter. Det arbejde havde aldrig tiltalt ham.
– Fra Taps, tilføjede han, men de kom fra andre egne, Taps var dem vist lige så intetsigende som Philadelphia.
Juliane, derimod, skrev foroverbøjet og sammenbidt i sin store hotelbog. Han skulle ikke se hendes ansigt.
Det var en flugt, da han trådte ud på gaden og skråede op mod Torvet. Vendte sig mod øst og gik til Saxildhus og den udendørs servering, uden appetit, men der ville være mennesker, masser af ligegyldige og ukendte anonyme ansigter, og det havde han brug for, det var en plage at skulle forholde sig til enhver person man mødte. Det var udmærket i hans eget firma, men her gik det ham på nerverne.
Da han vendte hjem en time senere, stod Juliane og så skarpt på ham. Der var telefon fra København, Hertha havde ringet flere gange. Uden at tøve tog han røret fra hendes hånd og blev stående dér i fuld offentlighed, lidt ludende, og tog imod. Hun havde det godt, drengene havde det godt, hotellet var dejligt, vejret dejligt, hun elskede København, hun havde købt hatte og hun havde været på konditori. Alene, gik han ud fra, det gjorde fine damer vist endnu ikke i København, endnu mindre her i Kolding, når ægtefolk gik ud at spise fik manden alene spisekortet.
– Jeg er ikke helt færdig med mine forretninger, indskød Martinus, mens sveden dampede fra ham, så kraven, skuldrene, ærmegabene, bæltet, bukserne gnavede ham.
Så nej, han var slet ikke færdig til at tage hjem, eller hvad hun kaldte det.
Måske ville det alt sammen være lettere, hvis han havde taget hende med. Var det for sent? Så kunne de vel leje den brugte Ford i Vamdrup og køre til Skamlingsbanken. Eller var stedet slet bog ret gået af mode efter det, alle her kaldte Genforeningen?
Men han kom for sent. Hun lød adspredt og uinteresseret og bad ham bare ringe igen i morgen.
Han så lige ind i Julianes grå øjne og smilede, og hun rykkede sig væk. Nøglen i hånden og op ad trappen og ind i fangehullet.
Han var lige så meget en borger af denne by, som han havde været den aften, han gav op og besluttede sig til at flygte. Den var i hans blod og fyldte hans erindring, han kunne genkende dørtrin og vinduer og lyden af latter, det hele var unikt og dog trivielt, og alle andre var blevet lige så gamle som han selv. Det var de unge mennesker, hvis ansigter han studerede, for da han forlod byen, havde han selv været ung. De værdige mænd og fruer på 50, dem interesserede han sig ikke for, det var hans generation, dem havde han gået i skole med, spillet kort med, forført og forladt. De var hinandens fortid, og måske hans, men ikke hans nutid. I Kolding ville han for evigt vedblive at være ung.

Der blev ringet hjemmefra, og telegraferet, det var souschefen som bekymrede sig, og Mr. Martin talte længe og indgående med ham på sit nye sprog og nød at arbejde med sin metier. Tage beslutninger og indgyde folk mod, det var han god til, det og intet andet.
Efter endt samtale satte han sig til at ryge og læse avis, mens han afventede Lassens invitation til at diskutere forslagene. Men der kom ingen bud fra Lassen. Han mistede tålmodigheden og gik igen ud i byen og ned på Torvet og stod ved Rådhuset og betragtede nogle slumsøstre, der sang. Til sin egen store forundring blev han antastet af ingen ringere end byens hersker Lassen, der lod en hvid, velformet og fast hånd hvile på hans skulder, som om de var gamle bekendte.
– Kolding er jo just ikke Philadelphia eller New York, sagde han med et smil i det ellers så alvorligt stramme ansigt, – men jeg takker for ideerne. Jeg er nok bange for, at det vil tage lang tid, før Kolding får – hvad kalder De det, indkøbs-centre, mønt-vaskerier med selvbetjening, Koldinghus genopbygget under tag og et stort bibliotek i bymidten på bryggeriets grund!
– Må jeg forbeholde mig retten til at vende tilbage? Til at kontakte Dem, hvis jeg får brug for gode råd fra den anden side af Dammen? spurgte Lassen.
Martinus tænkte sit – han skulle vide, at der var alt for kort tid tilbage.
Siden han forlod denne by havde de fattige bevæget sig op fra smuds og elendighed til Låsbyhøjs lyksaligheder, De Gamles Hjem lå nu som et mindre bypalæ for enden af gaden og tilbød sig med lys, luft og mangel på fromhed.
– Så vidt jeg forstår, stammer De oprindeligt fra denne by, fortsatte Lassen, – må jeg spørge, hvad der fik Dem til at udvandre? Manglende muligheder?
Hvad skulle han dog sige? At der ikke havde været den ringeste mulighed for en mand som ham, at alle vidste hvem og hvad han var, og at hans rolle havde været fastlagt fra første færd. Den ubrugelige sorthårede taterknægt fra Rakkerstræde. Dømt til at snyde i kortspil og have byens elendigste arbejde. Dømt til foragt og udstødelse. Ingen havde spurgt efter hans fortid i Amerika. Der så man kun på evner og forbindelser. En enkelt god forbindelse havde banet ham vejen. Et eneste job i et vaskeri havde afgjort hans skæbne. Et eneste menneske havde vist ham tillid og gjort ham til sin kompagnon. Levet på en sten havde han, og talt dårligt engelsk, en af hundredtusinder af indvandrere, og måske kun tyve ud af tusinde klarede sig godt, men han havde spinket og sparet og levet af slagteriaffald og gammelt brød.
Den dag, han blev statsborger, havde han følt en rørelse, som aldrig før havde så meget som strejfet hans sind. Han var blevet hærdet og kold af modgang, men med højre hånd på hjertet, mens han sang om the home of the free and the brave, havde han følt, at denne dør stod åben for ham. Nådeporten, som de sang om i missionen. Nådeporten havde været New York City, den mest nådesløse af byer.
– Jeg var fattig og ugleset og en slet karl uden baggrund, tilstod Martinus, med stive kinder og et vist ubehag, han havde slet ikke lyst til at blotte sig. Lassen så ham smilløst ind i øjnene.
– Det tænkte jeg nok, sagde Lassen, – og alligevel står De her i Kolding i dag og vil byen kun det bedste. Vi har alle et indre Kolding i os. Hjembyen, om man vil. Det sted, hvor sjælen finder ro, om ikke i andet, så i erindringen. Jeg har været her siden 11, og jeg bliver her nok til min død.
– Jeg vender aldrig tilbage, sagde Martinus.
Men han var ikke helt sikker i sin sag.
Nu omsider kunne han magte sin hjemby, magte sin fortid, sætte den i perspektiv og forstå sig selv.

Hertha sad på sofaen i receptionen i hotellet da han kom hjem.
Hun sad dér i sin knælange kjole uden talje, den enkle og yndefulde kjole som var det sidste hun havde købt i Philadelphia inden rejsen. Med pagehåret og den blege ansigtssminke og udsendte en bedøvende skøn duft af liljekonval. Hun var hans erindring om hjemme, så uimodsigelig at han havde svært ved bare at gå hende i møde, tage hendes hænder og kysse hende på kinden.
– Nå, det var vist en overraskelse, hvad? Spurgte hun glad.
Det bekræftede han, og så over på Juliane, der var endnu mere stramtandet end før, hun havde brug for at læse hvad der stod i hotelbogen, med pen i hånden, hun talte op, ikke et sekund ville hun gå glip af.
Så Martinus gik hen og præsenterede sin kone for Juliane, der så dem begge an og gav dem et syrligt smil.
Gudskelov for Herthas dårlige antenner. Hun opfattede kun venlighed.
– Har du det godt, min ven? spurgte hun ømt og lagde armene om ham. Hans krop nægtede at tage imod. Han havde det ikke spor godt. Men det var alt sammen helt som det skulle være. Hun lagde sin hånd mod hans hjerte, der havde begået mytteri, og han smilede og nikkede. Ingen anfald siden han kom tilbage til Kolding.

Engang havde han været en stakkels kriminel indvandrer. Hvis han havde været straffet, så havde han fået besvær med at slippe ind. Herregud, også Amerika var jo forvandlet til uigenkendelighed siden hans ankomst! Udmattet og med dårlig mave og dårlig samvittighed steg han i land og stillede sig i kø. Frihedsgudinden havde han næppe lagt mærke til, men hvad han huskede var modtagelsen på Ellis Island. Selv havde han været elendig og bange, men de fleste andre var lusebefængte, skræmte, analfabetiske polakker og russere.
Han havde jo taget chancen da den bød sig. Hvis ikke, hvad så? Han havde så småt håbet på at blive stevedore, om ikke i Koldings havn, så i Århus. Så var det, manden fra Horsens uforklarligt vandt over ham i kortspil. Her på Thomsens hotel af alle steder. Juliane havde ikke engang kunnet se, at manden snød. Men Martinus havde vidst det!
For Martinus snød, den gamle Martinus. Koldings Martinus kendte kun til snyd og svindel, han regnede med at kun gennem ondt kunne man vinde.
Enhver har et indre Kolding. Men han kunne ikke afsky sin hjemby, ikke mere. Den var til stede i hver en handling, hver en blodsdråbe, hver en tanke som fandtes i ham.
Og Kolding bragte ikke længere den skidte knægt frem i ham. Han genså snarere alt det, som han kunne have gjort, alle de udstrakte hænder som han havde spyttet i, og al den venlighed, som havde gjort ham forlegen, fordi han vidste, den var ufortjent.

Smerten kom til ham mens han lå ganske stille i sengen på hotellet i Helligkorsgade 1. Hertha sov sødt og kærligt i hans arme, duftende af parfume og velvære, og han åbnede sine øjne og modtog smerten og dens følge med venlighed. Dette var både forudsigeligt og forklarligt.
Han åbnede øjnene og så op i loftet, vendte hovedet og så ud ad vinduet og mærkede kærligheden i al sin naive simpelhed vælde op igennem sig. Dette var hans by, hans hjem, hans udgangspunkt, og der var en vis rimelighed i, at han skulle slutte just her, det sted som havde formet ham.
Og han huskede manden, som hånede ham, den sidste aften. Han huskede sin egen desperate vrede. Han havde slået manden med knytnæve ned bagfra. Han kunne være blevet morder. I stedet blev han heldig. Hans forbrydelse tjente et godt formål. Tusindvis af mennesker havde arbejde på grund af ham. Han huskede sin egen halvhjertethed, da han slog til: han slog ikke for at dræbe, men for at overtage. Fra da af havde han aldrig gjort noget halvhjertet.
Byen vågnede derude, og han vendte sig i sengen og lyttede, med hånden over sit trætte hjerte, der lige havde svigtet ham igen, og snart ville sende ham bort fra både Kolding og alt andet, som var hans. Dette var hans by, og alligevel ikke. Kolding som byen boede i ham var tilintetgjort, og fremmede mennesker færdedes i hans erindrings kulisser, sorgløst overbevist om at de ejede stedet.
Sandheden var jo, at han var vendt hjem for at komme i jorden her. Men hans hjerte slog stadig, uroligt og uregelmæssigt, og han lyttede til huset og gaden og byen og til sin hustrus regelmæssige åndedræt og følte sig hjemme.

Juliane var intet sted at se, da Martinus gik gennem receptionen og ud på Helligkorsgade. Solen havde fået overtaget, alt omkring ham glimrede og glitrede af morgenregn. Folk var for længst i gang med deres nyttige liv.
Måske skulle han gå over til Lassen og forklare præcis hvordan det hang sammen med hans besøg – men han havde slet ikke lyst. Bare op til Slotssøen og finde en bænk. De måtte have anbragt bænke, så pæne mennesker kunne tage pause med den skønne udsigt foran sig. Hvis ikke der var bænke, måtte Lassen købe et par stykker og anbringe dem de bedste steder.
Men der var Juliane, hun kom op ad gaden med en mand på sin egen alder. De gik ikke hånd i hånd, for det var en pæn by og de var pæne mennesker, men Martinus kunne se, at de var et par. Hænderne var så nær, gangarten så velkoordineret som man kun så det hos par. De skiltes uden for hotellet og hun kyssede ham på kinden. Den stramtandede Juliane var helt borte. Han så hende igen som sin gamle elskede: al den tid, som var gået siden de kendte hinanden, bulnede ud og viste sig for ham, alle de dage som havde formet hendes skæbne, og hans. Som byen var forvandlet var alle liv uigenkaldeligt ændret.
Martinus var vendt hjem, men der var ingen som drog ham til ansvar for noget som helst. En svindler var engang vågnet op med voldsom hovedpine, frastjålet sin gevinst. En ung utilpasset mand var flygtet, og ingen havde savnet ham nok til at lede efter ham.
Han var vendt hjem alt for sent. Han var overbevist om, at han var vendt hjem for at dø, men det var som om hans plagede korpus nægtede at overgive sig til skæbnen her i byen. Der var så meget, han endnu ikke havde fået hold på. Så mange mennesker, han gerne ville se, og høre hvordan det var gået i livet. De var jo harmløse nu, som han selv.
Kolding var stadig hans hjemby.
Han ville hvile her, men ikke endnu. Ikke endnu.

Reklamer
07
apr
09

Pablo Llambias: Dagbog KK [1918]

[1. september]

Projektet
30. august 2008

Jeg har i forvejen en idé om, hvad jeg skal lave. Til forfatteren og ungdomsvennen Katrine Grünfelds fyrreårs fødselsdag i København bliver jeg introduceret for Kristian Lykkebo. Han er koordinator for kulturcentret Nicolai i Kolding. Jeg fortæller ham, hvad min idé er. Kolding bymidte ser ud til at lide af åndenød, siger jeg. Det er, som om nogle af butikkerne klamrer sig til adressen med det yderste af neglene, eller som om de er ulykkelige. Jeg kigger på ham. Så fandt jeg ud af det med storcentret, siger jeg. Vi svajer lidt, mens folk leende og storsnakkende presser sig forbi med drinks og snacks. Kristian Lykkebo fortæller, at man søger at afhjælpe bymidtens problemer ved hjælp af blandt andet kultur. At det er kultur, der skal være med til at skabe liv i bymidten, få folk til at komme der. I København er det designbutikker, tænker jeg. Der bliver flere og flere designbutikker i byens centrum. Om fredagen var der en mand, der fortalte mig, at for hver Bilka, der blev opført i byens udkant, kvaltes der ti dagligvarebutikker i byen. Det var det tal, han brugte. Jeg ved ikke, om det er sandt, men det lød voldsomt. Det er noget, de gør bevidst, fortalte Kristian Lykkebo. Det er en slags kompensation. Kommunen ønsker kultur i centrum for at kompensere for afvandringen til storcentret. Ved de, tænker jeg, på teatret Mungo Park, som snart får en filial i byen, at de skal kompensere for virkningerne af Kolding Storcenter, ved de det? Bykernen som en underholdningszone. København omkring Axeltorv. Jeg ved ikke, hvad jeg skal synes om det. Det kan godt føles lidt mærkeligt at gå gennem Kolding midt på dagen. Allerede før jeg hørte om storcentret og hørte om grunden til affolkningen, mærkede jeg, at der var en lidt mat stemning. Er der noget galt i, at midtbyen er lidt mat? Det er ikke sikkert. Det kan være, det er mig, der er galt på den. Selv kan jeg godt lide at handle i storcentre. Det er så praktisk, at man kan få det hele på ét sted. Jeg kan også godt lide den idiotiske stemning, men det er sikkert, fordi jeg er opvokset i en forstad i provinsen. Den idiotiske, provinsielle stemning får mig til at føle mig hjemme. Det er noget, jeg bør være på vagt overfor. Der er ingen tvivl om, at den idiotiske, provinsielle stemning er farlig. Ensretningen i kulturudbuddet, fattigdommen i selve udbuddet, samt en fuldkommen kommerciel holdning til, hvad kultur er. Hvad mener jeg, når jeg siger kultur i et storcenter? Jeg mener det, som man hører på lydsiden; musik der bliver spillet i butikkerne eller live på storcentrets pladser. Jeg tænker på det, som man ser på billedsiden; musikvideoer eller reklamer afspillet i butikker og på fællesarealer, eller i storcentrets biograf. Jeg tænker på det, som man kan stimulere smags- og lugtesanserne med, og som tilbydes i storcentrets restauranter og caféer. Jeg tænker også på alt det, som man ikke får i et storcenter, fordi det som mikrosamfund på ingen måde er reguleret af samfundet på samme måde, som de gamle bykerner var. I de gamle bykerner var der museer, udstillingssteder, koncertsale, teatre og biblioteker. De var blandet op med handlen, produktionen og offentlige funktioner. I storcentrene får vi handlen i et særskilt og kulturelt set fuldkommen kontrolleret og ensartet rum, langt uden for bycentrene, mens kulturen forbliver i sit eget reservat inde i det, som man forestiller sig er en kulturel underholdningszone inde i bycentrene. I storcentrene er der flest, der kommer. I storcentrene har folk ingen chance for at stifte bekendtskab med den kultur, som velfærdsstaten engang mente, de skulle have glæde og gavn af. Mener velfærdsstaten stadig, at folket har glæde og gavn af nuanceret, rig kultur? I så fald burde velfærdsstaten leje sig ind i storcentrene og ombygge nogle af butikslokalerne til koncertsale, udstillingssteder, litteraturhuse, biblioteker og teatre.

En ung mand
1. september 2008

Der kommer en ung mand ind, høj med en opsøgende eller åbenhjertig fremtoning. Hej, det er dig, der er forfatteren? siger han. Ja, siger jeg. Må jeg se, hvad du laver? spørger han. Jeg er først lige begyndt, siger jeg. Jeg er kommet i dag, siger jeg og viser nogle bøger frem, som jeg har siddet og bladret i, om Koldings historie. Hvor er du fra? spørger jeg. Fra IBC. Tilfældigvis ved jeg lige præcis, hvad IBC er. Jeg har netop haft besøg af en lærer fra IBC, siger jeg og viser et papir, hvor lærerens navn står på. Erik, siger jeg, og peger på navnet. Kender du ham? Manden ryster på hovedet. Nå, hvad så, er du lige begyndt, eller har du været i gang længe? spørger jeg. Jeg går på andet år, siger han. Vi kigger hinanden i øjnene. Hvad med dig? Lever du af det? spørger han. Ja, jeg lever af det, og så underviser jeg også. Jeg underviser på universitetet her i byen. Hvad underviser du i? spørger han. Skønlitterær skrivning, siger jeg. Nå, skønlitterær? Jeg har ikke læst noget af dig, siger manden. Det gør ikke noget, siger jeg. Bøgerne ligger lige derude. Du er velkommen til at læse i dem. Ja, siger han. Nå, siger han, jeg kom bare for at hilse på dig. Han rækker hånden frem med et smil. Jeg smiler tilbage. Han går ud. Jeg kigger efter ham. Senere ser jeg ham sidde ved en af bibliotekets computere.

Påskuddet
30. august 2008

Min idé er at sammenligne byens handelsliv anno 2008 med byens handelsliv anno 1918, råber jeg til Kristian Lykkebo, mens jeg prøver at overdøve musikken. Jeg håber, at der findes noget om byens handelsliv 1918. At der måske er noget med, at byens handelsstandsforening blev dannet i årene omkring 1918. Et eller andet. Jeg har brug for et påskud, en konkret anledning for at kunne foretage sammenligningen. Kristian Lykkebo fortæller om byens Stadsarkiv. At jeg er velkommen til at besøge Stadsarkivet, der er en del af den kulturinstitution, han er koordinator for. Jeg lyser op. Det er en god idé. Det kan være, at jeg finder mit påskud netop dér. Jeg takker ham mange gange. Han giver mig sit kort. Vi aftaler, at jeg kontakter ham, når jeg kommer til Kolding. Så mingler jeg videre til festen, der er tæt pakket med folk og drinks og dans til den lyse morgen. Jeg kommer først hjem klokken halv syv om morgenen.

Trotskij
1. september 2008

Jeg sætter mig til at læse … om hvad? Ja, om Koldings handelsliv omkring 1918. Det ser ganske rigtigt ud til, at der var et levende handelsliv i byens centrum omkring 1918. Jeg læser aviser. Avisernes forsider er fulde af nyheder fra krigen, Første Verdenskrig. Det irriterer mig. Det er klart, at det er svært at se bort fra Første Verdenskrig, når man får udstukket et årstal som 1918. Jeg læser om forskellige troppebevægelser. Om fredsforhandlingerne. Der er daglige bulletiner fra fredsforhandlingerne i Brest-Litovsk. De forskellige fredsforslag, forhandlingernes gang, afvisningerne, tilbuddene. Der er rapporter fra u-bådskrigen, om amerikanernes indtræden i krigen. I en artikel skrevet af en unavngiven polsk korrespondent læser jeg om Trotskij, den sovjetiske udenrigsminister, som korrespondenten har mødt personligt. Jeg tænker, at det er bemærkelsesværdigt, så meget stof der er om udenrigsministerens fremtræden og udseende, om det indtryk, han gør på den benovede korrespondent. Intet kabinet er evigt, siger Trotskij, heller ikke vort; men nutiden og fremtiden, under en eller en anden form, tilhører vort parti. Jeg bladrer videre, følger løseligt Trotskij som et spor, hans rabiate udtalelser, hans bombastiske proklamationer. Det er en selvsikker revolutionær, der taler. Hvilken magt har de intellektuelle, spørger han, når de ikke har masserne bag sig. De er kun generalstabe uden armeer. Lidt senere, under to danskeres tilfældige besøg i det sovjetiske udenrigsministerium; de får øje på den sovjetiske udenrigsminister og betragter hans usoignerede ydre og siger, at han trænger til at blive barberet. Hvortil udenrigsministeren på dansk svarer, at han har så meget om ørerne, at han ikke altid bliver barberet regelmæssigt. Notitsen slutter af med at fortælle, at Trotskij skal have opholdt sig et par år i Danmark.

Gymnasielæreren
1. september 2008

Han går direkte hen til mig, som om han kender mig. Han er tiltalende, venlig, snakkesalig. Jeg kigger ned i hans pose. Jeg ved, at han har noget med til mig. Erik Voss, siger han. Han er lærer på IBC, International Business College, tror jeg, det står for. Han siger det så hurtigt, at jeg har svært ved at fatte det. Jeg har travlt med at opfatte situationen, ham, med at gætte på, hvad han har i posen. Han har skrevet noget om lige præcis den tid, det handler om. Han trækker en stak papirer op af posen. Det handler om bruddet mellem Socialdemokratiet og Socialdemokratisk Ungdomsforbund, SUF, i 1919. Det er meget spændende, siger han på en måde, så det lyder spændende. Han bladrer i papirerne. Der er også noget om den krig. Og om fremtrædende personligheder. Han fortæller anekdoter om flere af dem. Om, hvordan de havde medlemsblade fra århundredskiftet liggende endnu, da han besøgte dem som tussegamle mænd. Dem havde de haft lige siden. Jeg har ingen anelse om, hvorvidt jeg vil bruge dette materiale. Han lægger det på bordet til mig. Han snakker om sin skole. Om studieture, de forskellige klasser. Jeg tilbyder ham at komme forbi. Vi udveksler telefonnumre, emailadresser. Det kan være, vi ses senere.

IT-medarbejder
1. september 2008

IT-medarbejder. Jeg kan ikke huske, hvad han hedder. Var det Peter? Det var Peter. Vil han snakke med mig? Vil han være venlig? Du er altid så paranoid. Har du lagt mærke til det? siger en af mine venner. Når du møder nye mennesker, tænker du altid, at de ikke kan lide dig, at de kun gør noget, fordi de mener, de skal. Prøv at se ham, han er sandsynligvis bare venlig, han vil bare sludre, han synes, det er rart at snakke med dig. Mens jeg sender slige svidende tanker mod mig selv, stiller Peter sig op ved vinduet. Han fortæller om parkeringspolitikken i Kolding bymidte. At det er noget af dén, der har skabt problemerne for bymidten. Han ved godt, at det er noget, man gør over det hele, men hvis man skal betale ni kroner i parkering per time i bymidten, og man ikke skal betale noget ved storcentret, hvor tror du så, man tager hen? Peter fortæller, at han bor et stykke fra Kolding. De dér parkeringspladser er gratis, siger han og peger ud af vinduet. De er altid besat. De dér er betalings. Vi kigger ud på søen og over mod Koldinghus. Så siger han, at han nok skal komme med et netkabel til min computer i morgen tidlig. Jeg siger, at det er printeren, der er det vigtigste problem. Jeg kan altid gå på nettet på den faste computer. Den her skriver jeg bare på, siger jeg.

Lejlighedens bowle
1. september 2008

Det øs-sjask-regner udenfor. Dagen er ved at være omme. Jeg spekulerer på, om jeg skal leje film eller se tv. Jeg føler mig træt. Jeg er bange for at være alene på det hotelværelse. Det er en hotellejlighed. Man har søkig fra lejlighedens rundede vinduer. Man føler sig som en akvariefisk i bowle. Alle kan se de mærkelige ting, man gør i det. Det er ikke mærkelige ting, man gør, men almindelige. Almindelige ting bliver mærkelige, når man ser dem som på en udstilling.

[2. september]

Vejret
2. september 2008

Vejret her i Kolding denne formiddag, udsigt over Slotssøen: Lyst, diset, blæsende fra vest, efteråret ankommet, tydeligt, med kølig, krystalklar luft, et løfte om vinter, piletræerne vrider sig i vinden, folk har vindjakker på, de skynder sig over fodgængerfeltet, på vej steder hen, efteråret er koncentration, arbejde, at samle sig efter sommeren, alvor, død og virkelyst.

Lejligheden
1. september 2008

Hotellejligheden er rund, den udgør hele første sal i et selvstændigt beliggende hus. Huset ligger i en klynge af små huse i hver sin usædvanlige form. Kolding Byferie ligger lige ud til Slotssøen. Jeg har udsigt til søen fra lænestolen ved det rundede vindue. Der er kun ét rum i den lille suite, der er firkantet. Toilettet ligger som en oase i midten, hvor man kan søge hen, hvis man bliver rundtosset.

Det lokalhistoriske projekt
1. september 2008

Jeg læser gymnasielærerens projekt om aftenen, efter at jeg er kommet hjem i lejligheden. Det handler om 1917-1919, om Socialdemokratisk Ungdomsforbunds brud med Socialdemokratiet. Bruddet finder slet ikke sted i Kolding, sådan som man måske skulle tro, men andre steder i landet. Bruddet skyldes ikke begivenheder i Kolding, men revolutionære strømninger fra udlandet, fortrinsvis Rusland og Tyskland. Den eneste grund til, at teksten handler om Kolding, er, at gymnasielæreren flytter til Kolding, mens han samtidig interesserer sig for historie. Han spejler den store historie i den lille historie: Hvordan ser bruddet ud i Kolding?
Lokalhistorieskrivning kræver ingen begrundelse. Lokalhistorie er interessant an sich. Lokalhistorie er lokalhistorie for lokalhistoriens skyld. Gymnasielæreren gennemgår de vigtigste aktører i Koldings Socialdemokratisk Ungdomsforbund og deres aktiviteter op til bruddet. Det var dét, der skete. Dét og dét. Vi behøver ikke begrunde, hvorfor det er vigtigt at fortælle det. For slægtninge, bysbørn og lokalhistorisk interesserede er det vigtigt. Punktum.

Hvorfor brød Koldings Socialdemokratisk Ungdomsforbund med Socialdemokratiet?
1. september 2008

Det gjorde de, fordi de fulgte nationale strømninger. Gymnasielæreren beskriver, hvorledes de lokale medlemmer af Socialdemokratisk Ungdomsforbund debatterer bruddet i medlemsbladet.

Koldings fremtrædende personer (mænd) anno 1916
2. september 2008

Den venlige bibliotekar fra i går, Anne-Meta Brunsborg, stikker hovedet ind og rækker mig en bog med titlen ”Danske Byer og deres Mænd, Kolding By,” Aarhus Stiftsbogtrykkeri 1916. Bogen er bemærkelsesværdig af flere grunde, men især reklamerne i bogens begyndelse og slutning falder i øjnene. Bogen gennemgår byens historie, samt dens fremtrædende personer, alle sammen mænd. Der er billeder af mændene. Her er de, uden billeder: C.A. Lassen, Stads- og Havneingeniør samt Bygningsinspektør, A.M.G. Friis, Tandlæge, R. af D., Jacob Ræder, Grosserer, J.O. Brandorff, Kæmner (nogen har streget navnet over og erstattet det med P. Lauridsen, Direktør), O.C.L. Espersen, lærer, Edv. Lau, en af byens populæreste mænd, tidligere Borgmester, Konrad Jørgensen, Bogtrykker og Udgiver af Højskolebladet, C.F. Jørgensen, Telegrafbestyrer, C. Olsen, Postmester, R.D. Dbmd., Emil Rømeling, Oberstløjtnant, H.L. Hansen, Tømrermester, N.P. Tradsborg, Skoleinspektør, Vilhelm Klemp, Katolsk Præst, H. Petersen, Skræddermester, Viggo Eriksen, Detailhandler, K. Konstantin-Hansen, Direktør, H. Jacobsen, Sagfører og Sparekassedirektør, J.P. Dreyer, Leder af Dansk Frøhandel i Kolding, K. Høwinghoff-Petersen, Direktør for Kolding Laane og Discontobank, P. Christensen, Slagteridirektør, M. Hansen, Manufakturhandler, V. Behrens, Direktør, S. Winkler, Fabrikant, Chr. Henrichsen, Købmand, V. Utzon, Farver, R. af D., Th. Lund Petersen, Direktør, M.H. Burchardt, Fabrikant, L. Dreyer, Prokurist, Fr. Lumbye, Bogtrykker, Martin Jensen, Fabrikant, P.J. Schultz, Manufakturhandler, August Have, Købmand, V. Kjærsgaard, Mejeribestyrer, Julius Petersen, Købmand, N. Clausen, Købmand, J. Møller Nielsen, Ølbrygger, P.M. Lomholt, Musikdirektør, Conrad Andersen, Købmand, Holger Kyster, Guldsmed, Harald Nielsen, Billedhugger, Im. Jørgensen, Cyklehandler, A.S. Petersen, Handelsgartner, J.J. Pors, Købmand, Jens Ebbesen, Manufakturhandler, V. Schæffer, Bogtrykker, S. Dreyer, Direktør, Harald Andersen, Købmand, A. Brask, Direktør, Carl Petersen, Manufakturhandler, Carl Lindgren, Hotelejer, Einar Hansen, ”Alhambra”s Ejer, C. Thrane, Gartner, J. Bertelsen, Slagtermester, C. Levinson, Gartner, L. Wiese, Barber, Th. Knudsen, Fabrikant, Peter Meier, Handskefabrikant, Gumme Nørgaard, Automobilhandler, Peter Heick, Maskinhandler, Jakob Brems, Mekaniker, L. Knudsen, Tricotagehandler, Peter Lauritsen, Optiker, N.K. Faaborg, Vognmand, R.H. Lind, Snedkermester, L.M. Berntsen, Skræddermester, M. Nielsen, Købmand, Hans Nielsen, Glarmester, S. Mortensen, Tandtekniker, Arthur Jensen, Købmand, P. Blicher, Boghandler, P. Lauridsen, Direktør (nogen har streget navnet over og erstattet det med J.O. Brandorff, Kæmner), H.P.B. Rasmussen, Direktør.

Lokalplanen
1. september 2008

Om aftenen læser jeg den lokalplan, som bibliotekaren med det usædvanlige fornavn har givet mig. Lokalplan nr. 0123-12 af 15. juli 1993. Jeg håber at få noget at vide om, hvorfor man gerne vil have et storcenter uden for Koldings centrum. Jeg bladrer i lokalplanen. På allerførste side har bibliotekaren skrevet i hånden, hvornår storcentret blev åbnet. Indviet 22. september 1993, står der. Jeg bladrer. Hmm. Bumbumbum. Begrundelsen for at opføre et storcenter er tilsyneladende, at Vejle Amt i 1989 havde offentliggjort et såkaldt regionsplantillæg for dagligvarehandel, hvilket muliggjorde opførelsen af store butikscentre uden for de fire store byers bymidter. Hvilke fire store byer? Kolding, Vejle, Fredericia … og? Horsens? Jeg googler. Ja, Horsens. Altså, begrundelsen for at opføre et storcenter er, at der må opføres et storcenter. Lidt senere hedder det, at man i det nye område kan opføre store, arealkrævende butikker, som der ikke er plads til i Koldings bykerne, og at centret fortrinsvis henvender sig til bilkunder. That’s it. Ikke et særlig åndeligt stykke papir.

Folkeskoleelevbesøg
2. september 2008

Fire piger og en dreng fra folkeskolens måske niende klasse. En lærer, en bibliotekar. På rundvisning på biblioteket. Det er så en forfatter, siger bibliotekaren. Ja, jeg skriver på Kolding Krøniken, siger jeg. Jeg sidder i dette glasbur og skriver en af de bøger, der skal stå på biblioteket. Der er elleve forfattere, siger jeg og får som sædvanlig rollen som krønikens krønikeskriver. De får hvert et årti i århundredet at skrive om. Det er helt op til hver enkelt forfatter, hvordan man vil gribe det an. Simon Fruelund, siger jeg og nævner den forfatter, der er gået forud for mig, og som sad i glasburet i august måned, Simon Fruelund har skrevet en kærlighedshistorie, der foregår oppe på gågaden i det første årti i det tyvende århundrede. Jeg har fået årene fra 1910-1920, og jeg skriver om Kolding Storcenter. Om Kolding Storcenter? udbryder læreren. Ja. Jeg kigger på eleverne. Jeg underviser jo oppe på universitetet hver onsdag, forklarer jeg, og så gik jeg gennem byen fra banegården og til universitetet og undrede mig over, hvorfor det så ud til, at butikkerne i bymidten havde det svært, hvorfor der var en lidt stille stemning, og hvorfor der var så få butikskæder til stede. Jeg kunne jo for eksempel ikke få en elektronisk dims, som jeg manglede. Der var ikke de sædvanlige kæder til stede, som handler med den slags, Merlin, Fona, Computercity. Så opdagede jeg, at der findes et storcenter uden for byen, og at det var forklaringen. Og hvordan hænger det så sammen med 1910-1920? spurgte jeg retorisk. Jo, fordi det var dengang, der kom liv i bymidten. Det var dengang, de store købmandsgårde blev afløst af specialbutikkerne, og der var butikker over det hele. Det var strøglivet. Det strøgliv er truet nu. Det er det, jeg skriver om. Udviklingen, siger jeg. En af bibliotekarerne vil gerne vise lidt af det materiale, jeg sidder med. Jeg går hen til aviserne. De er fra 1918. I må gerne komme og røre ved dem. Jeg slår op på en side og lægger min hånd på den. Nogle af eleverne rører. Alle forsiderne handler om Første Verdenskrig, siger jeg. Der er malet Første Verdenskrig ud over alle forsiderne, helt ud til hjørnerne. Eleverne kigger, mens fuglen flyver for et par stykker af dem. Mødet er ved at være slut. Jeg fortæller om, hvordan man omhyggeligt beskriver, hvordan en minister ser ud og tænker på Trotskij. At han har sådan og sådan et overskæg. Det skyldes nok, siger jeg, at der ikke var fotos i avisen. Så flyver den sidste fugl, og eleverne går ud. Jeg smiler til et par af dem, da de vender sig om i døren for at sige hej.

Forskellen på at skrinlægge og at sige nej
2. september 2008

I dagene op til den kommunale vedtagelse af storcentret i Kolding i januar 1991 mente Venstres gruppeformand, Jørgen Jessen, at der var forskel på ordene skrinlægge og nej. Hvis der havde været tale om et nej til et storcenter i den følgende fireårige valgperiode, havde det betydet et nej til et storcenter. Nu havde han i valgkampen derimod kun sagt, at han ville skrinlægge planerne om et storcenter, hvilket ikke var det samme. Man må give ham ret. Enhver kan høre, at ordene skrinlægge og nej ikke er ens. I ordet skrinlægge indgår vokalerne i og æ foruden det e, der som den eneste vokal optræder i ordet nej. Desuden er der ti bogstaver i skrinlægge mod tre i nej.

Forhandlingspartner
2. september 2008

Borgmesteren i Kolding har besluttet, at Dansk Supermarked A/S og ikke for eksempel FDB skal have lov at udfylde den 1500 kvadratmeter store dagligvarebutik i det nye storcenter. Sammen med hele den socialdemokratiske gruppe, tre venstrefolk, hele den konservative gruppe og Fremskridtspartiet stemmer borgmesteren ved afstemning den 15. januar 1991 for, at storcentrets grund ikke udbydes i offentlig licitation. Borgmesteren har den 7. januar udtalt, at såfremt man udbyder grunden i åben licitation, er der stor risiko for, at Dansk Supermarked vil opfatte Kolding Kommune som en så useriøs forhandlingspartner, at man vil betakke sig og gå andre steder hen, for eksempel til Taulov. Borgmesteren er selv denne forhandlingspartner.

Forudsigelse
2. september 2008

Fire dage inden den afgørende afstemning blander Ole Kerndal, direktør for Institut for Centerforskning, der laver analyse- og konsulentarbejde for storcentre, sig i den korte, ophedede debat. Jeg kan blot konstatere, siger han, at det altid har været sådan, at et nyetableret storcenter uden for en bykerne altid har trukket kunder til, men på bekostning af den eksisterende detailhandel i området. Ved at bygge centrene inde i byen bevarer man handelen i bykernen, og folk bliver ikke trukket ud fra cityområderne. På den måde bevarer man bymiljøet med sin hyggelige atmosfære og folkeliv i stedet for at skabe konkurrence til det, siger Ole Kerndal. SF fremfører ved Villy Søvndal under den afgørende debat i byrådssalen den 15. januar 1991 Ole Kerndals ekspertudsagn som argument for helt at skrinlægge planerne om et storcenter. Borgmesteren afviser SF’s kritik med henvisning til andre rapporter, som han er besiddelse af. Storcentret bliver vedtaget i den udformning, han har aftalt med Dansk Supermarked A/S, en lokal bank og en lokal entreprenør.

Grotesk intermezzo
2. september 2008

Dagen efter at borgmesteren i et læserbrev den 7. januar 1991 er blevet voldsomt kritiseret for at have handlet på en måde, der oser af korridoraftaler, politiske studehandler og magtfordrejning, dukker et hidtil ukendt og meget flamboyant projekt op, som hidtil kun borgmesteren og kommunaldirektøren har haft kendskab til. Projektet sætter mediernes dagsorden i tre afgørende dage op til den sidste weekend inden afstemningen. I den periode glider debatten om borgmesterens fremgangsmåde, spørgsmålet om licitation og centrets indvirkning på bymidtens handelsliv helt ud af billedet. Det nye flamboyante projekt er på intet tidspunkt i nærheden af at blive realitetsbehandlet i byrådet, men skaber så tilstrækkelig megen ravage i debatforløbet, at selv efter, at projektet er blevet afvist, bruger medierne yderligere to dage på at beskrive den forvirring, der er opstået. Da man når om på den anden side af weekenden, er sagen så godt som afsluttet. Der er ingen, der taler om det alternative projekt længere. Heller ikke de rapporter, som borgmesteren henviser til eller de rapporter, som SF bruger i den afsluttende debat, bliver gransket i medierne.

Årbogen
2. september 2008

Koldingbogen er en årbog, der udgives af Stadsarkivet med støtte fra Kolding Kommunes Kulturudvalg og diverse sponsorer. Den indeholder fortrinsvis artikler om Koldings historie, men sidst i bogen findes en optegnelse over årets vigtigste begivenheder i byen inddelt efter for eksempel ”uddannelse” og ”sport”. I sektionen for ”erhverv” finder man notitser for vigtige erhvervsmæssige begivenheder:
1994: Kolding Storcenter åbner 22. september 1993. 68.000 deltog i åbningen. Bilka er storcentrets dynamo. Det første halve år med Kolding Storcenter viser en omsætning, der ligger ud over det budgetterede, samtidig med at Kolding bykerne har genvundet sin gamle omsætning efter i den første periode at have mistet 13-18% af omsætningen.
1995: Der er ved at komme mere liv i Jernbanegades smalle del og færre tomme forretninger. Ejendomsmæglerfirmaet Sindbjerg & Martinsen har fået dispensation til at indrette sig i gadeplan i Jernbanegade 19, og over for åbner Sportmaster ny butik.
1996: Efter storcentrets etablering har Kolding Kommune samlet haft en fremgang i detailomsætningen på 30%: Stigningen på landsplan er kun på 5%. Den øvrige del af kommunens detailhandel har imidlertid haft en nedgang på 5% og midtbyen en nedgang på 12%.
1999: Kolding Storcenter har betydet, at halvdelen af omsætningen i Koldings butikker går til udenbys kunder mod kun 13% i 1993. Til gengæld er omsætningen i midtbyen faldet med 10%, og hver femte butik er lukket i den sydlige bydel, fremgår det af en rapport fra firmaet Erik Agergård Aps.
Købmand Arnold Petersen har lukket købmandsforretningen i Låsbygade.
Ved Sønderbro åbner firmaet Bahne i nyopført bygning.
Endnu en rapport om detailhandlen i Kolding viser, at mellem 1992 og 1997 har indbyggerne i lokalområderne været trofaste over for deres lokale indkøbssteder på trods af Bilka og Kolding Storcenter.
Magasin og Intersport starter i det udvidede Storcenter allerede 30. august, tre uger før indvielsen.
Udvidelsen af storcentret forventes at medføre mindst 200 ekstra jobs.
Modebutikken Prip i Søndergade lukker med udgangen af juni måned.
Fra og med årbogen fra år 2000 er der ingen kronologisk optegnelse over vigtige begivenheder i Kolding. Først fra år 2006 finder artikler om nyeste tids historie vej til bogen (katastrofen i Seest, 2004), men ingen om Kolding Storcenter.

[3. september]

Vejret II
3. september 2008

De er i gang alle tre, de to IT-medarbejdere plus en tredje person, som jeg ikke kender. De er næsten færdige med at trække kabel til internet til mig. Det er godt nok omfattende, siger jeg til ham, der hedder Tommy. Han står på en stige og trækker et kabel ned fra loftet. Han har vippet en loftsplade op. De har trukket kabel hele vejen fra den anden ende af biblioteket. Jeg følger med Tommy ind på mit kontor. Peter sidder ved computeren, mens en tredje, for mig ukendt person står og kigger på. Peter rejser sig og lader Tommy komme til. Tommy sætter ledningen i bibliotekets computer. Det var mærkeligt, siger han. Jeg kigger på dem. Jeg går ned og henter noget kaffe, siger jeg. Da jeg kommer tilbage, står Peter og klemmer sammen om kablets stik med en tang. Den ukendte mand kigger på. Tommy er ingen steder at se. Peter sætter kablet i bibliotekets computer igen. Sådan, siger han, nu virker det. I mellemtiden har jeg tændt min egen medbragte computer. Det er en hvid Macintosh. Jeg siger, at jeg er gået over til Mac for nylig. Jeg har ellers altid været pc-bruger. Nå, hvorfor det? spørger ham, som jeg ikke ved, hvem er. På grund af stabiliteten, siger jeg. Jeg fortæller, at jeg har haft to bærbare pc’er, der begge gik i stykker på grund af transporten. Der har ikke været nogen problemer med den her, siger jeg. Peter sætter stikket i min computer. Han bakser lidt med indstillingerne frem og tilbage. Der vil ikke komme hul igennem. Jeg siger, at det ikke gør noget. Jeg vil gerne i gang. Den fremmede mand siger hej og går. Peter bliver ved med at rode med computeren. Lige meget hjælper det. Jeg kender ikke så meget til Mac, siger han. Han rejser sig. Han stiller sig samme sted, som han stod i går. Han kigger ud af vinduet. Det er gråt og trist udenfor. Han kigger ned mod parkeringspladsen. Det er sjovt, så lavt svalerne flyver, siger han. Ja, siger jeg. Det bliver helt sikkert dårligt vejr, siger jeg. Det er allerede dårligt vejr. Jeg har svært ved at se, hvordan det kan blive dårligere. Det kommer til at regne, siger jeg. Der var en dag, siger Peter, hvor svalerne fløj helt nede ved jorden inde mellem bilerne på parkeringspladsen. Da måtte jeg have mit kamera frem. Jeg kigger på ham. Jeg tænker, at han hele tiden får føjet nye sider til sin personlighed. I går var det, at han fik fortalt, at han boede relativt langt væk. I dag, at han godt kan lide at fotografere. Jeg ser ham for mig med et fotografiapparat i hænderne. Hvem viser han billederne til? Ok, siger jeg. Vi kigger på svalerne. De cirkler rundt i lav højde omkring et træ, der står ganske tæt ved vinduerne. Det er utroligt, siger jeg, at de ikke flyver ind i vinduerne. Jeg mener, de kunne jo godt tro, at de kunne flyve igennem her. Ja, siger Peter. Han viser med en armbevægelse, hvordan svalerne nemt kunne tro, de kunne skrå ind gennem huset, ind omkring hjørnets bærende søjle; der er vinduer fra gulv til loft. Men det gør de ikke, siger jeg. Nej, siger Peter. Vi kigger lidt. Nogle få minutter efter, at han er gået, kommer regnen. Svalerne jager uanfægtet videre. Jeg iagttager, hvordan de styrer hver enkel fjer i halevingen, når de tager farten af og ændrer retning, hvordan de nøjagtigt spreder viften, så den giver dén opdrift eller drejning, som fuglen ønsker. Jeg ser, hvordan de samler vingerne omkring kroppen til et pludseligt fald. De ved præcis, hvor husets hjørne er, selvom det er af glas og forekommer usynligt. De bøjer af med centimeters margen, inden de kaster sig ud over krydset for at vende og flyve tilbage mod træet. Det er i træets læ og inde mellem bladene, at insekterne skjuler sig for vinden. Det er her og inde under grenene, at svalerne snapper efter føde til efterårets komme.

Suburban Paradise
2. september 2008

Jeg føler stadig ubehag i kroppen. Det har været en hård weekend. Det har været en hård uge. Det har været en hård og eksistentielt belastende sommer. Jeg er udslidt. Min krop værker, og jeg har svært ved at komme af med kvalmen. Det skal være slut nu, har jeg sagt. Det må være nok med den sorg. Nu mærker jeg den. Den er blevet en ven. Jeg kan tage den med mig. Jeg kan se den i øjnene. Nu er det på tide at komme videre. Fordi jeg kan se den, er det muligt at tage et skridt ind i fremtiden. Jeg har ikke noget imod, at det er efterår. Jeg er glad for, at det er efterår. Jeg er glad for at komme videre.
Jeg har lyst til at komme af med den kvalme. Det er nærmest i trods, at jeg forlader bowlen og begiver mig ud i den sene eftermiddags lys for at løbe en tur. Først så går jeg. Jeg går forbi svømmehallen, som jeg har lovet mig selv at besøge en af dagene. Jeg går op ad bakken, en stejl bakke med et hårnålesving, noterer jeg mig. Først da jeg er oppe over bakken, begynder jeg at løbe. Jeg løber til venstre. Jeg når ud til en gade, der engang har været indfaldsvej. Det kan man se på husenes alder og den måde, de ligger, helt ud til gaden, som om der engang har været livlig trafik her. Nu er det en blind vej. Jeg slår ind på den blinde del af vejen. Den løber ud af byen. For enden af vejen fører en sti ud til en omfartsvej. Det er her, den nye del af byen begynder. Industriområdet, og dét som min ven Morten Reintoft kalder Suburban Paradise; store detailhuse med møbler, byggematerialer, planter, som man kan transportere hjem med trailer og virkelyst. Der er også benzinstationer og burgerkæder. Der er lagt rigelige områder ud til parkeringspladser. Det ligner et sted, hvor der godt kunne ligge et storcenter. Jeg sætter farten op. Det er begyndt at støvregne. Jeg spekulerer på, om jeg har kræfter til at løbe helt ud til storcentret og tilbage igen. Jeg spekulerer på, om det ligger efter krydset derude i det fjerne, hvor jeg kan se lysreguleringen skifte fra rødt til grønt og til rødt igen, og hvor bilerne samler sig i kolonner, der tømmes med jævne mellemrum.
Der er ingen, der bruger det her fortov. Det hele foregår i biler. Der er seks sekunder til at nå over vejen. Jeg løber. Jeg er efterhånden våd. Jeg løber ind og ud mellem bilerne på parkeringspladsen. Jeg når frem til vindfanget, indgangspartiet i glas. De roterende døre fejer mig ind i bygningen. Der sidder en ung pige på en bænk. Hun har placeret sine fødder på bænken, så skødet står frem som en blød bue bag gamachebukserne. Det er det første, jeg får øje på i Kolding Storcenter. En pige, hvis skød peger direkte mod indgangspartiet.
Jeg går forbi pigen. Jeg leder efter et sted, hvor jeg kan se, hvornår centret er åbent. Der er ingen informationstavle. Jeg kaster et blik ned ad én af gangene. Det ser ud til, at de fleste butikker er lukkede. Jeg går tilbage til indgangspartiet. Pigen sidder der stadig. Der er ingen åbningstider trykt på glasdørene. Bilka-butikken ser ud til at være åben. Jeg går ned ad en af de lange, tavse gange. Nogle butikker er skoddede helt til, så man ikke kan se de varer, der er stillet frem bag vinduerne. Andre har nøjedes med at slå alarmen til og præsentere varerne i natbelysning. Jeg når frem til et torv. En bemandet informationsstand er lukket. Der står brochurer fremme om attraktioner så langt væk som Århus og Aalborg. Der er et bykort over Odense. Der er intet kort over Kolding. Intet, der fortæller om storcentrets åbningstider. Jeg finder en lille brochure på informationsstandens disk. I den kan man se den enkelte butiks beliggenhed i centret. Der er mange kædebutikker. Jeg får lyst til at tælle antallet af kædebutikker og sammenligne med antallet af kædebutikker i bymidten. Jeg går hen mod Bilka. Der er stillet møbler i udvalg frem på det, der hedder Bilka-torv. Der er bagerbutik, sandwichbutik.
Jeg finder et katalog ved centrets indgangsparti. Det ligner en turistbrochure. Det er ikke alle butikker, der er repræsenterede i kataloget, det er formentlig kun dé, som har betalt tilstrækkelig mange penge for at være med. På bagsiden af kataloget finder jeg det, som jeg har ledt efter, centrets åbningstider. I København ville det være utænkeligt, at et center ikke holdt åbent helt frem til klokken otte. Dette center lukkede, konstaterer jeg, klokken halv seks.
Jeg går udenfor. Det er begyndt at regne rigtigt nu. Jeg løber hele vejen tilbage, idet jeg slår om i gang på det stejle stykke ned mod byens gamle centrum. På det sted, hvor jeg bor, har der engang ligget en maskinfabrik. Kedelsmedgangen hedder den vej, der skærer sig gennem hotelkomplekset. Er det bare udviklingen? tænker jeg. Er det i virkeligheden noget, man ikke skal beklage sig over? Det kan godt være, at bymidten virker en smule livløs. Men har borgmesteren ikke hele tiden haft ret? Har han ikke skaffet så og så mange nye kunder til Kolding med sit storcenter? Har han ikke skaffet så og så mange arbejdspladser? Vidste han ikke bedre, da han satsede på Bilka og ikke på FDB? Er det i virkeligheden ikke meget godt, dét som han har gjort? Er der ikke altid en pris, der skal betales? Den pris er noget af midtbyens liv. Er det ikke det værd? Er det måske i virkeligheden ikke uundgåeligt? Jeg er plaskvåd, da jeg svømmer ind i bowlen igen.

Optælling af kædebutikker med udvalgsvarer i Kolding Storcenter
3. september 2008

Alfred Lunds Eftf.. Artshop. Bang & Olufsen. BeautyTeam. Bertoni. Bianco Footwear. Bikbok. Bingo Foto. B.O. Bøger. Body Shop. Bog & Idé. Build A Bear. B-Young. Casa Decor. Claire. Deichmann. Deres. Design Cykler. Didi. EB Games. Esprit. Exit. Feet Me. Flexa. Fona. Fætter BR. Glitter. Guldsmed Scheelke. Gundtoft. Hennes & Mauritz. Hunkemöller. ICHI. Imerco. Inspiration. Intersport. Jack & Jones. Jefferson. Kaufmann. Krea. Lurifax. Merlin. Naked. Newyorker. Neye. Nielsen’s. Nike Shop. O.N.L.Y.. Panduro Hobby. Paw Sko. Pieces. Pilgrim. ProfilOptik. Quint. Quintess. Samsøe & Samsøe. Sandwich. Sisters Point. Skoringen. Solo. Sonofon. Sparkz. Spendser Guld-Sølv-Ure. Stadium. Stereo Studio. Stof 2000. Sv. Michelsen Chokolade. Synoptik. Søstrene Grene. TDC. Telia. Thiele. Tiger. TripTrap. Triumph. Tufra Dyrecenter. Tøjeksperten. Vero Moda. Vila. Wagner. Zizzi. 80 butikker.

Optælling af kædebutikker med udvalgsvarer i Kolding bymidte
3. september 2008

Bang & Olufsen. Bianco Footwear. Bikbok. Bog & Idé. Buddy. Carlings. Change. Ecco. Fabric. Femilet. Fætter BR. Good Games. Gundtoft. Hennes & Mauritz. Hi-fi Klubben. Imerco. Inspiration. Intersport. Japan Photo. Ketshop. Louis Nielsen. Marcus. Matas. Men. Missya. Neye. Nielsen’s. O.N.L.Y.. Photo Care. ProfilOptik. Second Female. Sinnerup. Skoringen. Solid. Sparkz. Spejder Sport. Sportigan. Stereo Studio. Synoptik. Telekæden. Telia. Thiele. Tiger. Triumph. Trævarefabrikkernes Udsalg. Tøjeksperten. Vero Moda. Wagner. Zjoos. 49 butikker.

[4. september 2008]

Vejret III
4. september 2008

Nogle solstrejf kastedes fra morgenstunden ind gennem vandet i bowlen. Jeg havde lidt svært ved at vågne, nedsunket under vandets overflade; søvnen havde ikke været så god som de foregående dage. Lidt hvidvin aftenen før havde fået mig op at tisse to gange. Jeg havde svært ved at blive organiseret. At finde mine ting frem. Jeg kom selvfølgelig ud af bowlen uden at få det hele med mig. Jeg måtte svømme tilbage senere og hente nogle ting. Vejret er om muligt endnu mere gråt end i går. Solstrejfene er forsvundet for længst, der er vanddråber i luften, uden at det regner. Svalerne fortsætter deres kredsen om træet uden for mit vindue. Deres flyvning er besværet af vinden, der er endnu stærkere end i går. Det er lavtryk, og lavtrykket kommer nærmere. Et eller andet sted er der nogle børn, der hviner af ophidselse. En formildende omstændighed denne torsdag morgen.

Hvad skønlitteratur er
3. september 2008

Jeg har fået nye elever. Det er det nye hold på Skrivekunst, som jeg underviser i. Skrivekunst er et tilvalgsfag på Syddansk Universitet. Undervisningen finder sted i det gamle sygehus på Engstien, hvor Koldings afdeling af Syddansk Universitet holder til. Jeg siger goddag til dem. Jeg fortæller dem om, hvad der skal ske i løbet af dagen. Jeg fortæller lidt om mig selv. Jeg siger lidt om, hvad Skrivekunst handler om. Skrivekunst, siger jeg, handler først og fremmest om at lære at læse. Vi skal lære, siger jeg, at lade være med at læse intentionen og i stedet læse teksten. Vi er enormt gode, siger jeg, til at aflæse intentionen i løbet af nul komma fem og så se bort fra, at det rent faktisk ikke er det, der står. Vi godtager manglen på præcision, fordi vi godt forstår meningen med det. Det, som vi skal lære, siger jeg, er ikke at godtage manglen på præcision, men i stedet interessere os indgående for præcision. Det er i detaljen, at kunsten findes. Jeg kigger på eleverne. Jeg har travlt med at afkode deres signaler. Det er umuligt. Der er omkring tyve elever. De udstråler noget forskelligt hver især. De har alle mulige grunde til at være her. De har alle mulige rimelige og urimelige forventninger til, hvad det her går ud på. Lad mig slå fast med syvtommersøm, siger jeg, da jeg har hørt dem hver især fortælle, hvad deres baggrund og forventninger til kurset er, at det kun og udelukkende går ud på skønlitteratur, det her. Der er ingen retoriske fif, som man kan lære hos mig, ingen fast opskrift på, hvordan man gør, når man vil skrive skønlitteratur. Det her, det handler om opmærksomhed. I skal lære at blive opmærksomme på den mindste detalje. Det vil I sandsynligvis kunne bruge i andre sammenhænge også. Men dét her, det er meget sværere end journalistik og faglitteratur. Dét her er det allersværeste overhovedet. Her er alt muligt, også det ulovlige. Anvendes det ulovlige på en præcis og i bedste forstand rigtig måde, så er det lige pludselig lovligt, set fra et kunstnerisk synspunkt. Her er vi på den anden side af god formidling, godt sprog og retoriske tricks og fif.

Portrætter af koldingensere og nogle tilrejsende
3. september 2008

Jeg giver mine nye elever en opgave. De får tyve minutter til at løse den. Imens sidder jeg og prøver at memorere deres navne. Jeg skriver små portrætter ud for deres navne, så jeg bedre kan huske dem. Da jeg beder dem læse op af opgaverne bagefter, kan jeg huske alle deres navne.
Pernille. Hun er mørkhåret. Cirka 25 år. Hendes hår er klippet i en skæv, måske protesterende, delvis barberet frisure. Hun har læst design og kulturøkonomi. Hun er reserveret eller virker på en måde, så jeg har svært ved at aflæse hendes signaler. Jeg kan mærke, at jeg håber, hun vil blive på holdet. Jeg vil gerne se, hvad hun skriver. Det gælder dem alle sammen, men jeg registrerer følelsen, straks jeg retter fokus mod den første.
Jeannie. Hun bærer mange smykker. Lange halskæder, der hænger ned over brystet. Hun har også smykker om håndledene og i ørerne. Hun har meget blå øjne og lyst hår. Hun er på min alder eller yngre. Hun er eller har været bibliotekar. Jeg husker ikke, om hun er eller har været det. Hun har også læst spansk. Hun vil gerne skrive rejseartikler. Udmærket, tænker jeg. Det er noget, jeg kan forholde mig til. Hun ved endnu ikke, at hun vil komme til at skrive rejselitteratur og ikke rejseartikler, men det vil hun opdage.
Anne Mette. Jeg kender hende. Hun har været på mit hold tidligere. Hun har fået barn for nylig. Hendes tekster er stærkt bekendende. Også den tekst hun læser op afslutningsvist denne dag. Hun skal være velkommen, tænker jeg, bare hun selv kan holde til det.
Inge Line, som kalder sig selv Line. Hun er mørkhåret, håret går hende til skuldrene. Hun har brune øjne, der på en og samme tid er trodsige og sårbare. Det er ikke sikkert, hun vil blive på holdet. Det var ikke hendes førstevalg. Hun kommer fra engelsk. Hun beskæftiger sig med oversættelser, webartikler.
Elsebet. Lyst, kort hår, måske krøllet lidt indad. Hun er på min egen alder. Hun prøver at komme ting i forkøbet. Hun skynder sig. Hun har også en varm side. Hun vil gerne være varm. Men må hun det? Hun har læst historie.
Charlotte kender jeg. Hun er ligeledes på min alder. Hun er et tekstligt damplokomotiv. Hun fik optur, da hun mærkede, at teksterne blev respekteret, sidste gang hun gik hos mig. Kan hun vende tilbage til teksterne og arbejde videre med dem? De handler om hende selv. Det er ikke altid nemt at skelne stof fra sandhed.
Sebastian. Mørkt hår, en smule rødligt. Hans frisure er skævt klippet, tror jeg, den minder mig i hvert fald om Pernilles. Er hans øjne brune? Jeg tror det. Han går tidligt, han skal nå et eller andet. Vil han blive hængende?
Elin. Hun holder tale, da det er hendes tur til at fortælle om sig selv. Hun er vant til at introducere. Hun siger, at hun er lærer på stedet og remser ting op, som fortæller om hendes kompetencer. Handelshøjskolen. Phd. Marketing. Forbrugerkultur. Fagbøger. Videnskabelige artikler. Hun siger, at det er lidt mærkeligt for hende at sidde på den anden side af bordet. Jeg siger til hende, at hun så bare kan slappe af og overlade ansvaret til mig. Hun har lyst, pageklippet hår. Hun er i trediverne. Hun har briller og hurtige, intelligente øjne.
Tina E. Historiker. Hun bruger læsebriller. Hun har langt, gråt hår. Hun virker mild og klog. Håndvæver, en mild og klog beskæftigelse. Også pædagog. Der er noget, der siger mig, at det er noget, hun hár været. Det er ikke sikkert. Hun fortæller først det ene, så det andet. Folk kan godt blive forvirrede, når de skal fortælle til en stor forsamling. Som bier, der jager tankerne rundt fra den ene side af hovedet til den anden.
Hans P. Han har langt, mørkt hår, der falder på en filmisk måde. Han har et stort ansigt. Hans øjne er levende. Han er historiker. Han interesserer sig for Star Wars, spillet World of Warcraft og fanfiction, altså fiktion skrevet ind i spillenes eller filmenes universer og med de figurer, der optræder der. Han siger kontrafaktisk historieskrivning. Jeg skal ikke udelukke, at det kan lade sig gøre. Det er meget store ambitioner.
Tina P. Vånder hun sig, da jeg læser en af mine egne tekster op med klar, kritisk adresse til højrefløjen i dansk politik? Det er ikke sikkert. Hun er velplejet med tendens til det sirlige, omhyggelig med tendens til det perfektionistiske. Hendes øjne er store. Hun har lyst pagehår. Hun er i trediverne og har HD i afsætning, har erfaringer fra erhvervslivet, har været redaktør for et fagtidsskrift i Esbjerg og beskæftiger sig med kommunikation og journalistik. Jeg skal overbevise hende om, kan jeg mærke, at der ikke findes nogen opskrift. Hun vil gerne være effektiv. Der findes ingen effektiv vej ind i skønlitteraturen. Jeg er det mest effektive, man kan få. Det kræver tålmodighed. Og langsom, langsom nedbrydning af, hvad det er, man troede, det handlede om.
Kamilla. Hende kender jeg. Jeg har ikke haft hende som elev før, men flere af mine kolleger har haft hende på Testrup Højskole. Hun har skrevet målrettet i flere år. Hun vil udgive bøger. Hun har erfaringer. Jeg er glad for at have nogen med erfaringer på holdet. Hun har langt, kommunefarvet hår. Hendes ansigt er aflangt. Hendes øjne er intelligente. Hun er kommet udelukkende til dette kursus for at have mig. Det er jeg glad for.
Malene. Mørkt, kraftigt hår. Store mørke øjne. I det hele taget mørkt. Hun siger ikke meget. Stærkt liv bag øjnene. Hun tænker. Hun føler. Hun lader ikke meget komme ud. Det er et udgangspunkt. Det kan være fint. Det er ikke til at vide. Jeg er spændt på at se, hvad hun skriver. Hvis hun skriver. Hun vil være en af dem, der vil have svært ved at lægge tekster frem. Jeg gætter. Hun kommer fra dansk.
Anne. Jeg har set hende før. På Testrup Højskole? Jeg tror det. Jeg er ikke sikker. Hun er høj, har langt, mørkt, lidt viltert og uregerligt hår. Hendes øjne er store, skinnende, levende. Hun taler en smule hurtigt, glemmer at trække vejret. Hun er også fra dansk.
Anette. Hun er nem at huske. Flammerødt pagehår. Jeg har helt sikkert set hende på Testrup Højskole. Og hun mig. Hun er også fra dansk.
Sarah. Kommunefarvet hår sat op bagtil. Hun har stærke øjne, ligner en, der ved, hvad hun vil. Det kan også snyde. Hun vil gerne arbejde på forlag, som tekstforfatter. Er hun allerede tekstforfatter? Det går hurtigt. Hun taler hurtigt. Hun taler om formuleringer. Hun er her for at lære noget. Jeg håber, at jeg ikke skuffer hende.
Maria. Fanfiction, tegneserier. Det meste skrevet på engelsk. Hun har mest skrevet på engelsk. Hun er goth. Det er det, jeg tror, det hedder. Hun har ringe forskellige steder. Hun går i sort, hullet tøj, har læderjakke på eller noget, der minder om det. Hun har helt hvidt hår.
Martin. Han bliver sikkert fornærmet, hvis jeg kalder ham goth. Jeg aner ikke, hvad det hedder. Hvis det overhovedet hedder noget. Piercinger i ansigtet. Fipskæg. Langt lyst hår i hestehale. Et lille ansigt. Jeg kan ikke få navnet til at passe på ansigtet. Han er en af de få, der rent faktisk har skrevet før. Poesi, prosa, siger han.
Søren. Kortklippet, lyst eller kommunefarvet hår. Den eneste af mændene indtil videre, der har en almindelig frisure. Han har skrevet fiktion engang, fortæller han. At han er kommet bort fra det igen. At han godt kunne tænke sig, at … Han fuldender ikke sætningen. Jeg siger ja og nikker.
Jonathan. Han er nem at huske, hvis han ikke barberer sig. Han er den eneste elev med fuldskæg. Han skriver sangtekster til sit eget band. Han skriver også noveller. Han sidder lige ved siden af mig. Han er en engageret elev, tænker jeg.
Vi læser en tekst, som jeg har haft med. Nogle af eleverne taler om, hvad forfatteren har villet med teksten. De taler om, hvad forfatteren har tænkt, hvordan teksten skulle virke på sin læser. Jeg siger, at der ikke er noget sted i en tekst, hvor man kan se, hvad en forfatter har villet med sin tekst, eller hvad han eller hun har tænkt med henblik på, hvordan den skulle virke på en læser. Det er fuldkommen uvedkommende problemstillinger, siger jeg. Jeg bliver en smule studs, jeg kan godt høre det, men det er nødvendigt at slå ned på dette med samme. Hvis undervisningen kommer til at dreje sig om, hvordan en tekst virker og om, hvad en forfatter har tænkt, kommer man til at tale om alt andet end teksten, nemlig hvad man tror, der foregår inde i andre menneskers hoveder, og det er rent gætteri.

Frokost med værten
4. september 2008

Hun er projektleder. Hun repræsenterer værten. Værten er Kolding Bibliotek med nogle sponsorer i ryggen, nemlig Jens Holms Biblioteksfond, Sparekassen Koldings Fond, First Hotel, Kolding Byferie, Styrelsen for Bibliotek og Medier, Kultur i Kolding og Edvard Pedersens Biblioteksfond. Over hende sidder projektets ophavsmand, bibliotekets kulturkonsulent Lars Kristiansen, samt bibliotekets chef Kirsten Sparvath. Men hun er værten. Hun hedder Ellen Ravn Bertelsen. Hun er knap tredive, måske yngre. Hun er gravid med sit andet barn. Hun bor i Kolding bymidte. Hun arbejder også på Munkevængets Skole. Hvordan går det? spørger hun, da vi har fået serveret vores mad. Jeg får maden leveret morgen, middag og aften af Restaurant Berg som en del af eller udgørende det sponsorat, som First Hotel har doneret til projektet. Vi har lige sat os til at spise. Jo, det går udmærket. Jeg har fået skrevet en del, siger jeg. Jeg kunne godt tænke mig … Jeg går i stå. Jeg vil gerne skrive om arbejderne i Kolding i årene omkring 1918, siger jeg. De levede under kummerlige forhold. Arbejdet var usundt og farligt. Der var stor arbejdsløshed. De måtte hver morgen lade sig skrive op som daglejere i håb om at få en tjans den dag, som for eksempel lossere af et skib. Dengang blev skibene ikke losset med kran, men ved hjælp af håndkraft. Så måtte nogle arbejdere stå nede i skibets lastrum og skovle for eksempel stærkt støvende kul op på trillebøre, mens andre måtte køre trillebørene op over rælingen og ned på kajen via interimistiske træramper, bygget til formålet. Det var usundt, opslidende og farligt. Det var ofte under en tredjedel af de fremmødte, der fik arbejde den dag. Arbejdsgiverne undertrykte arbejdernes forsøg på at etablere fagforeninger. I løbet af tyverne kom det til direkte opstande i Kolding blandt arbejderne. Ellen fortæller, at en borger har ringet ind og fortalt, at hendes mor var involveret i en drabsepisode under en bolschevikisk opstand i tyverne. Det var gået hårdt for sig. Det var ikke for sjov. I dag siger vi, siger jeg, at der ikke findes arbejderklasse i Danmark, og at arbejderne ikke bliver udbyttet, men selvfølgelig findes og gør der det. Hvor mange tror du, spørger jeg, skal der hver nat rykke ind i Storcentret, hvor der er 120 butikker, en 1500 kvadratmeter stor Bilka, samt flere kilometer gangarealer, for at gøre rent? Halvtreds, hundrede, flere? Jeg kunne godt tænke mig at få kontakt med disse rengøringsfolk, siger jeg. Jeg spekulerer på, hvordan jeg får kontakt med dem. Jeg kigger på Ellen. Hun har altid fugtige øjne. Det får hende til at virke drømmende. Jeg ved godt, at hun ikke kan være alt for drømmende med dette job som projektleder. Hun virker ærlig talt også effektiv og pligtopfyldende. Jeg er sikker på, at hun altid holder, hvad hun lover. Hun er en kvinde, man kan stole på. Jeg kigger ud af vinduet. Jeg forestiller mig, hvordan der hver nat rykker en hær bevæbnet med rengøringsvogne ind i Storcentret. Hvordan de taler alle mulige sprog. Hvordan det muligvis ikke er alle, der har opholdstilladelse, men bare er her på turistvisum; at det muligvis ikke er alle, der er her på lovligt ophold. Dét er vor tids arbejderklasse. De er ikke organiserede. De har samfundets dårligste jobs. De kan udnyttes. De har løs tilknytning til arbejdsmarkedet, til landet, til tilværelsen i det hele taget. De bøjer sig for en arbejdsgiver bare for at have noget. De har ikke noget imod ikke at lade sig organisere. De gør, som man siger. Det er slet ikke sikkert, at det er sådan i Kolding eller i Kolding Storcenter. Det er noget, jeg forestiller mig. Jeg forestiller mig, at hele folkeslag bliver arbejderklasse for andre folkeslag. Jeg forestiller mig, at hele folkeslag gør rent for andre folkeslag, mens sidstnævnte hygger sig med indkøb og behagelige adspredelser.

Beverly Hills Kolding
3. september 2008

Det er mørkt. Det drypregner. Jeg cykler op ad Fynsvej, indtil jeg når rampen til højre ned mod havnen. Jeg svinger ned mod havnen og drejer straks efter til venstre ud af byen. Strandvejen. Jeg er på vej ud mod Koldingfjord Hotel. Jeg skal besøge en veninde, der bor på hotellet, Marianne Grønnow. Hun er billedkunstner. Hun er kommet til byen for at sætte en udstilling op på Kunstmuseet Trapholt. Trapholt og Koldingfjord Hotel ligger i nærheden af det tidligere fiskerleje Strandhuse, der nu er Koldings dyreste område. Et hus hedder Akademiet. Parklamper foran huset. Svungne jerngitterdøre. Det er ikke ualmindeligt at have sat belysning på eget hus, så det tager sig smukt ud set fra vejen. Mange af husene er holdt i nye, arkitektfundne materialer. Der er glascarporte, sandstensmure, vinduesfacader med udsigt ud over fjorden. I carportene holder der biler af mærkerne BMW og Mercedes, nogle af dem i særligt toptunede udgaver. Det er hér, man bor, hvis man vil vise, at man har penge. Kilometer efter kilometer af pragthuse, det ene efter det andet. Jeg er på en blå damecykel og føler mig fremmed i kvarteret.
Alt ved Koldingfjord Hotel er arrangeret ned til mindste detalje. Det ligner et slot, en herregård. De toppede brosten på gårdspladsen er fejede. Der er omhyggeligt plejet dekorativ beplantning i symmetrisk ordning langs bygningerne. Foran hovedbygningen et stejlt faldende haveanlæg ned mod fjorden. Bag hovedbygningen bygninger der minder om stalde. Jeg er ikke sikker på, at en cykel indgår i denne detaljerigdom, men jeg beslutter mig for at parkere den op ad porten. Jeg går ind i receptionen, spørger efter restauranten, slår om et hjørne og tager mit regntøj af. Jeg sveder. Jeg går ned ad det guldlakerede trappeanlæg, der fører ned gennem bygningen og ned mod restauranten og haven. Det er et konferencehotel. Det ligner en mellemting mellem Peder Paars og Titanic. Hotellet genlyder af mænd, der griner, mænd der drikker øl, mænd der sender lange blikke efter kvindelige kolleger. Jeg træder ind i restauranten. Min veninde sidder alene ved et stort, rundt bord. Hun er glad for at se mig. Jeg sætter mig ved bordet. Vi snakker om tjenerne. De siger De til os og kalder os Herren og Damen og tiltaler os i tredje person. Det er, som om vi er med i noget af Morten Korch. Tjenerne har begge højt rejst hår, som om de protesterer. Vi bestiller hvidvin og begynder at snakke.

Kolding i globaliseringens tidsalder
4. september 2008

Ellen fortæller, at de bor i Skovparken og et andet sted, som jeg ikke kan huske, indvandrerne. Jeg brygger stadig på min teori om, at der rykker halvtreds uorganiserede indvandrere ind i Kolding Storcenter om natten for at gøre rent. Et symbol på globaliseringen. Hvad kan jeg gøre? Skal jeg stille mig op uden for storcentret om natten og vente på, at denne tavse hob møder op? Skal jeg opsøge dem i Skovparken? Ellen giver mig et nummer til administrationschefen i Biocentret i Kolding Storcenter, Claus Thygesen. Han vil kunne fortælle mig noget om rengøringen i centret. Jeg ringer til ham med det samme. Claus Thygesen siger, at han har set en to-tre stykker, der går rundt og gør rent på gangene, tømmer skraldespande og så videre. Han fortæller også, at hver butik i centret sørger for sin egen rengøring. Jeg indser med det samme, at jeg har været dum. Der er ikke nogen butiksejer, der er dum nok til at lade en centralt ansat og for dem fuldkommen ukendt rengøringspersonale gå rundt mellem deres varer og gøre rent. Selvfølgelig sørger de selv for at gøre rent. Det gør biografen også, siger Claus Thygesen. Vi har et par stykker ansat til at gøre rent, siger han. De er ikke organiserede og ansat direkte af os. Han bruger ordet organiserede, da jeg har sagt noget om uorganiserede indvandrere. Han har intet problem med at sige, at hans ansatte er uorganiserede. Hvorfor skulle han også have det? Med mindre han har en eksklusivaftale med en fagforening, kan han gøre, hvad han vil. Jeg siger tusind tak for hans hjælp. Hele min fiktion om den natlige horde falder fra hinanden. Centrets to-tre medarbejdere er fra ISS. Der er givetvis ingen problemer med deres ansættelsesforhold. Det hele er formentlig, som det skal være. Luften går af ballonen.

Runa Kähler
4. september 2008

Forfatteren Runa Kähler stikker hovedet ind. Hvor gammel er hun? Halvfjerds? Yngre? Mørkt pagehår. Levende mørke øjne af samme farve som håret. Jeg gør plads til hende i en af lænestolene. Hun fortæller, at hun lever af at rejse rundt og holde foredrag. Om hvad, spørger jeg, om dine bøger? Ja, og om kærlighed. Jeg har ikke læst noget af hende. Hun siger, at hun har mødt mig engang i Forfatterforeningen. Det kan jeg ikke huske. Jeg tror ikke, at hun har læst noget af mig. Det gør heller ikke noget. Det er et hyggeligt besøg. Hun spørger, om ikke jeg synes, at Kolding er en livlig by. Jo, det synes jeg. Kolding er dejlig. Slotssøen er dejlig. Kolding Byferie er dejlig. Biblioteket er dejligt. Bymidten er dejlig. Jeg er efterhånden begyndt at se på selv storcentret med milde øjne. Jeg ender vel med at synes, at det hele ok. Runa Kähler rejser sig. Denne venlige ældre dame. Jeg følger hende ud. Jeg siger tak for besøget.

På Stadsarkivet
4. september 2008

Jeg famler mig frem på Stadsarkivet. Jeg hilser på Kristian. Han introducerer mig for Anders, en af Stadsarkivets arkivarer. Jeg fortæller Anders om mine planer med at sammenligne byens handelsliv anno 1918 med byens handelsliv anno 2008. Anders finder ting frem til mig. Jeg føler mig utilpas. Jeg kan mærke, at jeg måske har mistet den røde tråd. Fandens, siger jeg til mig selv. Jeg fortæller ham om mine planer om at sammenligne daglejernes situation anno 1918 med ulovlige indvandreres liv og arbejdsforhold i 2008. Hvordan man finder ud af noget om dem? Arbejdsgiverne, der hyrer ulovlig arbejdskraft, vil ikke sige noget. De illegale indvandrere vil ikke sige noget. Ingen vil sige noget. De er usynlige for os. De går rundt bag kulisserne og ordner ting for os. Om natten. Hyret af nogen, der ikke vil stå frem. De bor under kummerlige forhold, ti i én lille lejlighed ligesom daglejerne og deres familier gjorde i 1918. Jeg tænker på politiet. Ved de noget? Hvordan med dagbladene? Jeg kommer til at tænke på, at biblioteket muligvis har Infomedia. Det er et tyndt spor. Sporet bliver tyndere og tyndere. Jeg burde skrive fiktion. Om to elskende, der svømmer ud i Slotssøen og drukner sig, fordi de elsker hinanden for meget. Det øs-sjask-regner udenfor.

[6. september 2008]

Besked på viceborgmesterens telefonsvarer
5.-6. september 2008

Jeg har fået nummeret af Ellen. Lis Ravn Ebbesen sad i byrådet for SF under det tumultariske forløb, der ledte op til storcentrets beslutning. Nu er hun 1. Viceborgmester. Måske kan hun fortælle mig noget om kommunens planer for bymidten, samt om globaliseringens betydning for Kolding? Hun tager ikke telefonen. Jeg lægger en besked på hendes svarer. I mellemtiden er det blevet weekend. Jeg er taget til København for at ordne forskellige sager. Jeg håber, at jeg får fat i hende, når jeg kommer tilbage til Kolding mandag.

Til shrink
5. september 2008

Om to elskende, der svømmer ud i Slotssøen og drukner sig, fordi de elsker hinanden for meget. Jeg sidder over for min psykolog. Det har faktisk været en ganske fin uge i Kolding, siger jeg. Bibliotekarerne er søde. Jeg føler, at vi er sammen om det her. Vi er ganske almindelige mennesker. Vi deler de samme grundlæggende kår. De problemer, som jeg har, skiller sig ikke ud fra deres problemer. Det er ganske almindelige problemer. Kærlighed. Sorg. Glæde. Angst for ikke at være elsket. Det deler vi dér på biblioteket. Det gør det dejligt at være der. Jeg må sige, at jeg faktisk har haft en ret god uge i Kolding.

Til shrink II
5. september 2008

Jeg har været bange for hotelværelset. Bange at være alene og føle mig ensom. Jeg har haft det godt. Jeg har arbejdet let om aftenen, set en lille smule tv, og så læst i sengen. Det har været aftener, jeg har glædet mig til. Jeg troede slet ikke, at det kunne være sådan. Jeg er helt sikker på, at det ikke er Kolding, der gør det, men jeg er glad for, at jeg fik muligheden for at rejse ud lige dér og konfrontere mig med mig selv.

Til shrink III
5. september 2008

Nu prøver du at trække vejret rigtig dybt, mærke dine fødder mod gulvet, hver gang du mærker panikken komme. Hvordan tror du, det vil være? Svært, siger jeg. Prøv det. Ja, siger jeg.

Findes der illegal arbejdskraft i Kolding?
4. september 2008

Kolding Bibliotek har et abonnement på Infomedia, som alle brugere af biblioteket kan bruge. Det er et herligt og dyrt stykke legetøj, der normalt kun stilles til rådighed for journalister. Her kan alle bruge det. Med søgeordene ”illegal arbejdskraft,” ”ulovlig indvandring,” ”kvindehandel” og ”udenlandske prostituerede” finder jeg frem til følgende artikler. Resultatet er begrænset til artikler i Jydske Vestkysten inden for det seneste år.
To tyrkiske statsborgere bosat i Schweiz blev mandag stoppet ved grænsen, da de kom kørende i en minibus fyldt med syv irakiske kurdere uden pas eller papirer. Jydske Vestkysten 12.09.2007
4,7 millioner kroner i manglende skat på illegal udenlandsk arbejdskraft vidner om, at private virksomheder i Skattecenter Esbjergs område er driftige misbrugere af billige østeuropæere. Jydske Vestkysten 20.09.2007
Aktioner på 23 byggepladser i Kolding og Haderslev i sidste uge afslørede blandt andet udenlandske håndværkere, der bliver groft underbetalt og bor under kummerlige forhold. Jydske Vestkysten 02.10.2007
Tre dages intensiv byggepladskontrol i Grindsted, Billund, Jelling, Vejle og Vejen gav Skattecenter Billunds folk rigeligt at se til. Jydske Vestkysten 09.10.2007
Tre mænd har gennem flere år drevet bordeller på Nørrebro og Amager med udenlandske prostituerede, som angiveligt er kommet til landet gennem kvindehandel, mener Københavns Politi. Jydske Vestkysten 13.10.2007
En række bordeller i Syd- og Sønderjylland har det seneste døgn haft besøg af politiet. Det skriver dr.dk/syd. På 19 bordeller fandt politiet fire kvinder uden lovlige arbejds- og opholdstilladelser. Jydske Vestkysten 27.10.2007
I weekenden satte tysk politi igen en stopper for en formodet menneskesmugling af en stor gruppe irakere. Myndighederne fattede mistanke til en Ford Transit, der viste sig at have 22 irakere i varerummet, en kvinde med tre børn og 18 mænd. De mange personer blev fundet, da bilen holdt på rastepladsen Hüttener Berge. For en uge siden afslørede tysk politi i en tilsvarende sag en minibus med 23 irakere lige syd for grænsen. I begge tilfælde er det tyrkere, der menes at stå bag menneskesmuglerforsøgene. Jydske Vestkysten 06.11.2007
En tysk menneskesmugler fra Kassel blev i går varetægtsfængslet i fire uger for forsøg på indsmugling af fire illegale indvandrere. Jydske Vestkysten 20.12.2007
Grænsepolitiet har haft et særdeles travlt år og anholdt næsten 20 procent flere illegale indvandrere end sidste år. […] I løbet af året har grænsepolitiet anholdt ikke færre end 886 illegale indvandrere, hvilket er næsten 20 procent flere end sidste år. – Og det er ikke, fordi vi har brugt flere ressourcer på kontrollen, fastslår Palle Linné. Jydske Vestkysten 03.01.2008
Politiets udlændingekontrolafdeling, UKA, anholdt torsdag morgen to illegale indvandrere, der kom til Danmark med morgentoget til Padborg. Det var en marokkaner og en statsløs palæstinenser. Jydske Vestkysten 18.01.2008
Politiets udlændingekontrolafdeling anholdt seks illegale indvandrere, der alle kom kørende med morgentoget kl. 06.20 til Padborg. Det var fire afghanere, en statsløs palæstinenser og en iraker. Jydske Vestkysten 22.01.2008
Grænsepolitiet fangede tirsdag morgen fire illegale indvandrere og en menneskesmugler. Menneskesmugleren, en mand fra Surinam med hollandsk statsborgerskab, blev stoppet ved Frøslev Grænse kl. 04.30, da han forsøgte at smugle en afghansk familie på to voksne og en 14-årig dreng ind i Danmark. Han tiltales for menneskesmugling. Efterfølgende blev en irakisk statsborger stoppet, da han kom med morgentoget kl. 06.15 til Padborg uden at medbringe pas eller papirer. Jydske Vestkysten 30.01.2008
De danske prostituerede er lige så stille ved at forsvinde fra Kolding. Udenlandske kvinder tager over, og det betyder, at der på otte ud af kommunens 13 bordeller overvejende arbejder udenlandske kvinder. I 2001 var langt størstedelen af de prostituerede danske kvinder. Dengang var to tredjedele danske, men det tal er i dag svundet ind, så de danske kvinder kun udgør en tredjedel af de prostituerede. Jydske Vestkysten 05.02.2008
I sin dagligdag som prostitueret mærker Karoline meget til det stadigt stigende antal udenlandske kvinder i miljøet, der er ligeglade med beskyttelse. Jydske Vestkysten 05.02.2008
En taxachauffør fra Flensborg skal i dag fremstilles i grundlovsforhør, hvor han formentlig vil blive sigtet for menneskesmugling. Ved 18-tiden i aftes blev han standset i Padborg med tre illegale indvandrere i bilen. Jydske Vestkysten 28.02.2008
Udlændingekontrolafdelingen anholdt fredag ved ottetiden en somalisk mand. Han blev standset i en engelsk indregistreret bil, og i den havde han fem somaliere – to kvinder, en mand og to børn. Ingen af dem havde papirer af nogen art på sig. Jydske Vestkysten 12.04.2008
En 39-årig mand og en 44-årig kvinde blev i går anholdt i det sydlige Århus og sigtet for handel med prostituerede kvinder. Jydske Vestkysten 22.05.2008
Mandag morgen forsøgte en såkaldt sluser at smugle fem illegale indvandrere over grænsen til Danmark. De blev stoppet af grænsepolitiet, som nu er i gang med at behandle sagen. Indtil videre formoder man, at grænseoverløberne kommer fra Irak. Jydske Vestkysten 10.06.2008
Udlændingekontrolafdelingen fik tirsdag aften et tip om, at en egyptisk mand opholdt sig ulovligt i Danmark. Ifølge anmelderen befandt manden sig i en beboelsesejendom i Egernsund. Da betjente tjekkede efter, viste det sig, at tippet var korrekt. Politiet er i gang med at behandle sagen om det illegale ophold. Jydske Vestkysten 07.08.2008
Ulovlig indførsel af varer, illegal udenlandsk arbejdskraft og inddrivelse af gæld var noget af det, som Skattecenter Tønder og politi- og toldgruppen i Padborg undersøgte i går formiddag. Jydske Vestkysten 19.08.2008
Udlændingekontrolafdelingen rykkede i går formiddags ud efter et tip om, at en ung mand opholdt sig ulovligt i Danmark. Tippet viste sig at være rigtigt. På en adresse i Aabenraa fandt politiet en 19-årig somalisk mand, som havde taget ophold hos en psykisk syg. Politiet tog manden med og er nu ved at behandle sagen. Jydske Vestkysten 21.08.2008
Udlændingekontrolafdelingen stoppede i går kort før middagstid en mand, som kom gående foran det gamle posthus i Padborg. Manden er statsløs og formentlig palæstinenser. Han havde ikke gyldige indrejsepapirer på sig, og derfor tog politiet ham med. Det er nu ved at behandle sagen. Jydske Vestkysten 21.08.2008
En 28-årig kvinde og hendes tre børn er anholdt, da de kom med toget ind i Danmark. På billetten kan politiet se, at hun kommer fra Holland, men oprindelig er den lille familie fra Hongkong. Udlændingekontrollen i Padborg vil nu finde ud af, hvad der skal ske med kvinden og hendes børn. Det samme er tilfældet med en 21-årig iraker, der ligeledes kom med toget lørdag morgen. Og så arbejder politiet i Padborg med en mand fra Ukraine, som betjente har hentet i Haderslev. Der er formentlig tale om ulovligt ophold. Jydske Vestkysten 31.08.2008

U-Turn
5. september 2008

Til fernisering på U-Turn, den største danske billedkunstneriske satsning i adskillige år. Et stort anlagt internationalt udstilingskoncept med fokus på kunstnere, der viderefører den avantgarde, der hverken i billedkunsten eller litteraturen har fundet nogen plads i Danmark og Danmarks kanon. Nogle få enkeltstående værker i tyverne og trediverne, så fuldkommen mørklægning og total dominans af inden for litteraturen centrallyrikken, dernæst igen nogle forsøg omkring 1970, så tavshed igen. Jeg elsker udstillingen. Jeg kan godt se, at der er noget andet på færde. Det er en vigtig udstilling. Den er vigtig for Danmark. Jeg håber, den får betydning. Jeg cirkulerer rundt, mens jeg med jævne mellemrum trækker vejret dybt og mærker gulvet under mine fødder. Jeg husker at lade være med at gøre de ting, jeg plejer, når jeg går i panik. Det går godt hele aftenen, og jeg kommer hjem uden følelsen at have løbet væk fra mig selv.

[8. september 2008]

Vejret IV
8. september 2008

Vejret overskyet, grå stemning, mandag, ænderne svømmer langsomt. Jeg er træt i kroppen. Champagne. Vi så Den Tredje Mand i bowlen. Wien i efterkrigstiden. Blomsterne, der står på bordet foran mig, lugter. Jeg stiller dem hen i vinduet, hvor de kan kigge på deres slægtninge, træerne. Der er ingen svaler. Jeg ved ikke, hvor svalerne er. Jeg bruger dagen på at læse det igennem, som jeg har skrevet hidtil. Jeg forsøger at få kontakt med viceborgmesteren. Min tidligere elev, Kristine Rex, kigger ind. Min professor fra universitetet, Anne-Marie Mai, ligeså. Vi taler om universitetet. Om projektet. Det ender med, at viceborgmesteren ringer tilbage. Jeg taler længe i telefon med hende. Jeg tager notater. Jeg ved ikke, hvordan det skal slutte. Hvad er halen? Hvordan ender den her tekst?

[9. september 2008]

Vejret V
9. september 2008

Vejret ånder lettet op med sol og fuglesang. Jeg kigger ud af vinduet fra min bowle. Lyset glimter i Slotssøen. Luften er klar og morgenren. Radioen, den lokale udgave af Danmarks Radio, P4, skulle have stukket sit ekkolod ned til mig og spurgt mig om mit projekt, men Bendt Bendtsen og hans afgang kom i vejen. Jeg vasker cykeltøj og hænger det op på den franske altan. Jeg håber, det når at tørre til middag.

Viceborgmesteren
8. september 2008

Et af problemerne, siger viceborgmesteren, er, at mens storcentrets butikker står sammen med nye initiativer, så opererer bymidtens butikker ofte mere selvstændigt. Det har for eksempel været tilfældet med åbningstider. Vi har som kommune, siger viceborgmesteren, lyttet til nogle af de ting, som butikkerne er kommet med, for eksempel angående parkering. Vi har ændret parkeringsbestemmelserne nogle steder, således at parkeringen er tidsbegrænset, og med afgift, så kommunalt ansatte ikke optager pladser, som kunder har brug for. Viceborgmesteren fortæller, at kommunen gerne rækker en hjælpende hånd til bymidten, men at bymidtens butikker nogle gange også skal hjælpe til selv, for eksempel hvad angår rengøring og snerydning. Hun fortæller, at det ikke altid er nemt at iværksætte planer i bymidten til afhjælpning af dens problemer, for modsat storcentret er man omfattet af mange restriktioner og regulativer. Viceborgmesteren siger, at der måske har været en tyrkertro på, at vækst i kommunen også skaber vækst i bymidten. Vi snakker om forskellen på bymidtens og storcentrets kulturer. At Hr. og Fru Danmark kommer i storcentret, mens det måske er andre, der benytter bymidtens kulturtilbud. Det er måske uhensigtsmæssigt, er vi enige om. Hun fortæller om bymidtens tanker med outletbutikker, specialbutikker, mærkevarer. Og så teatret, Mungo Park. Men skal vi overhovedet konkurrere med storcentret? spørger viceborgmesteren. Jeg siger, at det er sjovt at tænke på, at der ude i storcentret er opstået et mikrosamfund, som det offentlige Danmark slet ingen indflydelse har på. Altså at kommunen og det offentlige Danmark slet ikke kan iværksætte initiativer i storcentret, hvis det ville. Hvis for eksempel det offentlige Danmark mente, at der skulle kultur ud til folket, så kunne det ikke komme til det i storcentrene. Det er en travl samtale. Viceborgmesteren er meget talende, venlig. Vi taler om daglejerne. Jeg har skiftet emne. Hun fortæller om tysk arbejdskraft, der bliver hentet til Danmark af Business Kolding, en lokal organisation, måske på basis af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Hvad sker der med disse tyskere og deres familier, hvis udviklingen pludselig vender? Hvem skal så tage sig af dem? Jeg takker mange gange for samtalen. Bagefter så tænker jeg på, at samfundet med vilje har placeret sine kulturinstitutioner omkring handelslivet, bymidterne, for at være dér, hvor folk er. Hvad med biblioteket, tænker jeg, burde det i virkeligheden ikke have været placeret ved Koldings egentlige centrum? Burde det ikke have ligget ved storcentret?

På Stadsarkivet II
9. september 2008

Jeg sætter mig ved bordet i Stadsarkivets læsesal. Jeg åbner den første arkivmappe. Udklip om Storcentret. ”Butikscentret er blevet det nye gadekær, hvor vi kommer for at møde andre mennesker, blive underholdt og slappe af.” Jydske Vestkysten, 10. maj 2005. ”– Storcentret har overtaget en del af byens liv. Alle slags mennesker kommer der. Pensionister, unge og de arbejdende. Og de er glade for det, konstaterer kultursociolog Eva Brendstrup, der har forsket i storcentre som samlingssteder. Tror den lokale købmand og tøjbutik, at de skal konkurrere på pris eller kvalitet, taber de kampen. For folk kommer ikke kun i butikscentrene for at bruge penge. Det er også gået op for storcentrene. Tidligere undgik man at have siddepladser undtagen på caféer og restauranter, husker direktør Per Nyborg fra rådgivningsfirmaet Institut for Centerplanlægning. Tanken var, at folk skulle bruge penge hele tiden, så længe de var i centret. I dag er trenden skiftet. – Vi sætter bænke op dér, hvor folk kan lide at opholde sig, og de er altid optaget. Der er et socialt islæt i den måde, folk bruger centret på, bekræfter Kolding Storcenters centerchef, Ivan Johansen. Storcentrene er ifølge Eva Brendstrup blevet så populære, fordi de opfylder to – modsatrettede – behov; overraskelser og tryghed. – Man kan lege turist og gå på opdagelse efter noget uventet. Men samtidig er der kontrol med både lys, varme og ballade. Det opfatter folk som tryghed, noterer hun.”
I en artikel af 29. august 1999 i Søndagsavisen godter daværende Centerchef i Kolding Storcenter, Ivan Johansen, sig over planloven af 1997. Den gør det nemlig umuligt for andre kommuner at etablere eller udvide storcentre. Planloven af 1997 fastslår nemlig, at butikker i de mindre byer skal have bedre mulighed for at konkurrere, at bymidterne skal styrkes, og at afhængigheden af biler skal mindskes. Men Kolding Storcenter ligger i lighed med City 2 i Tåstrup og Rosengårdscenteret ved Odense inde med en gammel lokalplanlov. Den gør det muligt at udbygge netop disse storcentre, mens andre på grund af loven af 1997 ikke har den mulighed.
Det udvidede Kolding Storcenter er så stort, at det virker ind på handlen i hele Syd- og Sønderjylland. I 2006 besøgte 6,3 millioner mennesker Kolding Storcenter.

En beskrivelse af strøglivet anno 1916
9. september 2008

”I få byer pulserer der så rigt liv på gaderne som her. Kolding er nemlig forretningsbyen par excellence. Et flygtigt blik på de handlendes vinduer viser tydeligt, at her gøres business. Manufakturhandlerne fører an, ikke blot hvad store og smagfulde vinduer angår, men også med hensyn til den hurtige omskiften. Otte dage – længere ”står” strøgets manufakturvinduer sjældent, og dette turde være en sikker målestok for, at der er liv i geschäften. I hælene på manufakturhandlerne kommer isenkram- og udstyrsforretningerne, for ikke at tale om guldsmedene. Men mest af alt lægger den fremmede dog vistnok mærke til de usædvanlig rigt pyntede og smagfuldt arrangerede blomstervinduer, som er en virkelig pryd for byen. De handlendes anstrengelser på dette punkt vidner tydeligt om, at strøghandelen spiller en stor rolle. Og dette igen, at der er livligt med folk på gaderne. Det er der da også dagen lang og ugen igennem. Stærkest er trafikken om tirsdagene, da de ugentlige eksportmarkeder drager landboerne ind i tætte skarer, og da byen vrimler af fremmede opkøbere, som med deres hvide kitler – hvad enten de nu har dem på kroppen eller går med dem slængt over armen – for nogle timer giver gadelivet karakter. Men selv om tirsdagen således i udpræget grad er landbo-dagen, er tilstrømningen ude fra omegnen dog så stærk også de andre af ugens dage, at gaderne i formiddags- og middagstimerne præges af landboerne. Hen på eftermiddagen – Kolding har tilløb til en ”strøgtid” – møder bourgeoisiets fruer og frøkener frem, udfoldende en ofte ikke helt ringe toilettepragt, og ud på aftenen tropper det jævnere borgerskabs døtre og sønner op. Der rører sig i de tidlige aftentimer et storstadsliv, i lommeformat ganske vist, under hvilket der udfoldes en vis folkelig gemytlighed. Ud på natten – nå schwamm d’rüber! Dette skal blot tangeres for at fuldstændiggøre billedet.” (Redaktør Fr. Aubeck i ”Danske Byer og deres Mænd, Kolding By.”)

[10. september 2008]

Vejret VI
10. september 2008

Det øs-sjask-regner igen. Jeg er en guldfisk i min bowle. Jeg slår et stort slag med halen og tager en runde i Slotssøen. Det er dejligt at være i Kolding. Jeg læser teksten igennem. Det er ikke sikkert, der kommer så meget mere nu. Jeg skal printe teksten ud og vise den til dem, der er med i den.

[11. september 2008]

Vejret VII
11. september 2008

Jeg har det helt og aldeles pragtfuldt. Solen skinner udenfor, det er varmt. Jeg sidder og kigger ud over søen. Besøgende kommer og går. De siger farvel og tak for denne gang, dem der ikke er her fredag. Der er en god, varm stemning over det hele. Jeg har det godt i Kolding. Alle de søde mennesker, jeg har mødt.

Sammenhængen
11. september 2008

Jeg sidder og retter det sidste til. Jeg kontrollerer oplysninger. Ændrer formuleringer hist og pist. Der skal være en slutning til sidst. En hale. Jeg gør mig ingen forhåbninger om, at det hele går op med en fin lille sløjfe. Det hænger ikke sammen. Ikke på den måde. 1918 og 2008. På en måde er der en forbindelse og så alligevel ikke. Forbindelsen er flosset, mangetydig. Hvordan hænger dén og dén beslutning i 1918 sammen med dén og dén begivenhed i 2008? På en måde er der en sammenhæng, på en anden måde er der ikke. Det er noget, vi lever med. Det er sådan, livet er. Det er dét, vi deler, dér på biblioteket. Det er dét, vi deler her i byen, her i landet. Det er dét, vi deler over hele verden. At der er en sammenhæng og så alligevel ikke. Det er sådan, vores liv er. Stykket sammen af små brudstykker, stablet op ved siden af hinanden på daglig basis. Nogle gange falder de fra hinanden. Andre gange ikke. Når det ramler, skal vi bruge tid på at stykke det sammen igen. Det sker ind i mellem. Små og store gange. Det er noget, vi må leve med. Det er sådan, det er. Det er sådan, det er. Også denne dag, den 11. september.

Om to elskende
11. september 2008

Om to elskende, der svømmer ud i Slotssøen og drukner sig, fordi de elsker hinanden for meget.

[12. september 2008]

På café
9. september 2008

Jeg er gæstelærer på en af mine tidligere elever, Rikke Linds, kursus på biblioteket. Det er et skrivekursus for unge skriveinteresserede. Der er en god stemning i lokalet. Bagefter går vi på café nogle stykker. Det bliver en rigtig god dag.

Vejret VIII
12. september 2008

Det er min sidste dag i Kolding. Det er overskyet. Det blæser kraftigt fra nord. Varmen, der har præget de seneste dage, er afløst af en kold, gennemtrængende vind. Jeg skal optræde i aften. Jeg er træt. Jeg har ikke sovet ret meget i nat. Jeg kunne ikke falde i søvn. Der har været så mange ting. Der er så mange ting, jeg tænker på. Jeg glæder mig til at komme hjem. Jeg glæder mig til denne den sidste aften. Jeg glæder mig til, at det nu skal være, som det kan. Der er ingen andre måder. Der er ingen andre måder, det kan være på. Jeg ønsker det velkommen. Hvad end det måtte være. Kom i mine arme. Jeg skal nok passe rigtig godt på dig.

07
apr
09

Simon Fruelund: Simpelt tyveri [1908]

I det seneste nummer af Hjemmet havde Emilie læst en notits om ”en ekstravagant millionær i New York” som havde indrettet en badeanstalt for kvinder hvor de kunne nedsænke deres legemer i mælk, og da det om morgenen den 29.7. 1908 var blevet klart at hendes mor måtte melde forfald på grund af en grim sommerforkølelse og en krebsrød næse, løb hun selv ned til mælkehandlerske Amalie Blume og bad om at få bragt 25 flasker over med det samme.
Hun var derefter løbet over til manufakturhandler Stotz i Adelgade 4 og havde klaget sin nød.
Hr. Stotz havde vist hende hvad der var på lager af silke, og de var hurtigt enedes om den bronzefarvede og om et tækkeligt, men også særdeles festligt dessin. Han havde taget hendes mål, og i skyndingen havde de end ikke nået at tale om prisen. Hans hænder havde også været mindre påpasselige end de plejede at være.
– Den skal være færdig klokken tre, havde han sagt, og så var hun småløbet henover torvet og ned til Margrethe Buhl i Østergade med en lille stofprøve. De havde sammen fundet en meget sommerlig stråhat med et flor af silkeblomster i lysegul, perlemorshvid og bronze.
Derpå var turen gået over til Hanna Schmidt hvor hun havde fremvist prøven, fortalt om hatten og anbragt sin albue på en høj pude der lå på disken.
Handskemagersken havde fundet et par lange kridhvide bomuldshandsker.
Således mere rolig (nu manglede hun blot sko, og de hvide fra sidste sommer kunne til nød bruges) var hun gået hjem og havde bedt kokkepigen varme den netop ankomne mælk op til en behagelig håndvarm temperatur.
Hun havde spist lidt brød og drukket en kop kaffe, havde set på sin fars galla der hang til luftning i spisestuen, og var til sidst gået oven på hvor badet nu var klar.
Hun havde klædt sig af og sat sig på det kølige toiletsæde.
De var ikke de første i byen der havde fået vandkloset, men det var alligevel noget der var blevet talt om og vist frem, især når hendes mors familie ude fra Vejen kom på visit. Selv kunne hun slet ikke forstå at de nogensinde havde kunnet holde det gamle uhumske ud.
Hun havde stukket en tå i den lune mælk, og selvom lugten var hende lidt imod, havde hun ikke tøvet med at lægge sig ned i karret. Der var ikke tilstrækkeligt til at dække hende helt, så hun havde måtte supplere med vand.
Mens hun lå i karret, havde hun tænkt på Stotz’ hænder og på den unge musiklærer Antonsens der havde holdt så fast om hendes skuldre forrige søndag på estraden ude ved Marielund.
Hendes egne hænder var nær kommet på afveje, men så havde hun taget sig i det og tænkt: Ikke i dag!
Hun havde været meget omhyggelig med at bruse sig over for at fjerne ethvert spor af mælken: Den ville jo blive sur før eller siden.
Dagen havde været et rend af ærinder, hun havde jo også lige måtte fortælle sine to hjerteveninder hvad der var på færde, og med ét var klokken ti minutter i fire, og hendes far havde taget hende under armen og ført hende ned ad trappen, ud på gaden og op på Akseltorv hvor det øvrige byråd med gamle borgmester Schjørring i spidsen stod og ventede. Fru Ræder, fru Outzen, fru Hempel og fru Daugaard var der også, de tre førstnævnte med overdådige buketter.
Efter de behørigt havde hilst på alle, og de havde noteret sig at de tre socialdemokratiske medlemmer som ventet var udeblevet, var man i mageligt tempo gået ned til banegården.
På pladsen foran havde der været et mylder af mennesker, og politiet måtte bane vejen for dem hen til indgangen hvor afspærringen var etableret. Emilie havde fået et glimt af sine to veninder lige før hun var trådt ind i ventesalen.
Her havde en række af byens embedsmænd været opmarcheret: postmester Olsen, oberst Rømeling, herredsfoged Ferslev, den gamle præst, pastor Deichman-Branth, som var nyslået ridder, og stationsforstander von Späth med datter, sidstnævnte iklædt en elfenbensfarvet silkekjole med så stram en talje og så åben en kavalergang at hun lignede en isvaffel der var i færd med at kæntre.
Emilie havde overvundet sin modvilje og var gået over til hende.
– Sikke da en kjole, havde hun sagt, og frk. von Späth havde smilet og gengældt komplimenten:
– I lige måde da.
– Den er fra Stotz, havde Emilie helt unødigt pralet og i den efterfølgende tavshed mærket at modet lige så stille begyndte at pible ud af hende.
Selskabet var begyndt at bevæge sig ud på perronen, og hun havde benyttet lejligheden til at sakke lidt bagud og slå følgeskab med sin far.
Ude på perronen havde de ventet en rum tid.
Først var Våbenbrødrene, ledet af hospitalsforstander Jens Jensen, ankommet, og siden musikdirektør Christensen med orkester.
Hendes far og Borgmesteren havde vekslet et par ord om Politikens hetz mod P.A. Alberti og det moralsk forkastelige deri.
Der var blevet rettet på hatte og jakker og kjoler, og Emilies snøreliv var begyndt at klø og snære. Måske havde hun alligevel ikke fået al mælken vasket af?
Så et minut før den bebudede ankomst var toget kommet listende derude og havde sagtnet farten yderligere, så det præcis på det angivne tidspunkt kunne gøre holdt på perronen.
En dør var blevet åbnet, orkestret var faldet i med Fanemarchen, og dér havde han pludselig stået, kong Frederik d. 8., Kongen, og hans dronning Louise, Dronningen, med prinsesse Thyra, prinsesse Dagmar og prins Gustav. Konseilspræsident J.C. Christensen var fulgt lige efter.
Kongen havde været i generalsuniform og Dronningen og prinsesserne i grå spadseredragter.
Borgmesteren havde taget ordet:
– Deres Majestæter Kongen og Dronningen! Må det være mig tilladt på Kolding Byråds vegne at byde Dem hjertelig velkommen til Jylland. Der bliver fest hvor Kongen kommer frem. Vi glæder os over besøget som i høj grad vil bidrage til at styrke det gode forhold mellem konge og folk. Det har glædet os at hilse på Deres Majestæter under dette korte ophold, det kunne jo være at der engang blev tid til et længere.
Kongen havde svaret:
– Det har været os en glæde at gøre et lille ophold her i det smukke Kolding. Forholdene har jo medført at dette denne gang må blive meget kort. Men også vi ønsker at det en anden gang må blive længere. Jeg er glad for at Borgmesteren omtalte at en sådan rejse kan styrke det gode forhold.
Så havde Schjørring udbragt et leve, og damerne havde overrakt deres buketter: Fru Outzen en overdådig buket Kejserinde Victoria-roser til Dronningen, fru Hempel havde medbragt store røde nelliker til prinsesse Thyra og fru Daugaard Caroline Testout-roser til prinsesse Dagmar. Kongen havde hilst på byrådsmedlemmerne, embedsmændene og våbenbrødrene en for en, og Dronningen havde konverseret først med fru Ræder og dernæst med Emilies far.
De to prinsesser var fulgt efter og var kommet til at stå lige ved siden af Emilie.
Det var lykkedes hende at fremstamme et par banaliteter om vejret, og så var sagfører Lau kommet hende til undsætning. Han havde spurgt prinsesse Thyra om Jyllands-rejsen, og det var hun netop i færd med at svare på da Emilie mærkede prins Gustavs blik på sig og glemte at høre efter. Hun havde set antydningen af et smil krølle i hans mundvig og var rødmet så dybt at prinsesserne måtte have bemærket det.
Gudskelov havde Jens Jensen taget ordet og holdt en lille tale på vegne af Våbenbrødrene, og Kongen havde svaret og takket på den mest elskværdige måde.
Derpå var kongefamilien begyndt at tage afsked, og Emilies ansigt havde akkurat genvundet sin vante kulør da Prinsen pludselig stod foran hende og rakte hånden frem.
Hun havde nejet, og han havde sagt:
– Farvel og på gensyn,
og hun var nær besvimet.
Han havde derpå trykket sagfører Lau i hånden og var gået hen til frk. von Späth og vekslet et par ord med hende.
De havde været uden for hørevidde, men det blik han kort efter havde sendt frøkenen idet han trådte op i toget, var ikke til at tage fejl af.
Kongen havde taget afsked med borgmester Schjørring:
– Farvel! Det glæder mig at se Dem så rask og livlig. Årene går, men alligevel er De, hr. Borgmester, rask og ungdommelig.
Toget havde sat sig i bevægelse igen, og præcis ti minutter efter ankomsten fortsatte det mod vest under høje leveråb.
Kongefamilien havde hilst dem fra åbne kupévinduer, og Emilie havde skævet over til frk. von Späth som med stor iver havde råbt hurra og vinket og strakt sig på tæer.
Siden havde der været en udflugt med byrådet til Elvighøj hvor man havde spist til aften, og siden havde der været et væld af mennesker som havde passet hende op på gaden, veninderne som ville vide hvordan det var at tale med en af majestæterne, og hele tiden havde hun set Prinsen for sig og det blik han havde sendt frk. von Späth.
Nu lørdag morgen hvor hun sad med avisen og læste om Kongens besøg på heden og forgæves søgte efter beskrivelser af Prinsens gøren og laden, var det det samme hun så for sig.
Han som havde så særlige kår og tillige sådan et fint ansigt med sådan et udsøgt og måske endda lidt sart udtryk, han var præcis som alle de andre.
Hvordan skulle en pige som hende nogensinde blive gift?
Dagen før Kongens besøg var et får blevet dræbt af lynet på en mark lidt uden for byen. To andre var besvimet.
Dagen efter var der omkommet 20.000 mennesker i forbindelse med en tyfon i Hong Kong.
Alberti havde skrevet et brev til de sjællandske bønder hvor han takkede for deres opbakning gennem mange år.
En uge før, da han var gået af, havde Emilie spurgt sin far hvad han mente.
Han havde mødt Alberti og brød sig ikke om ham, men mente bestemt at han både var en dygtig og retskaffen mand. Ellers ville J.C. Christensen vel ikke ansætte ham som Justitsminister?
Han havde fortalt at Alberti havde haft en forfærdelig Influenza samme vinter som han havde haft megen besvær med at komme sig over, og at hans læge havde anbefalet ham at tilbringe et par måneder sydpå hver vinter.
Hvem ville ikke gerne det?
Emilie kiggede under avertissementer og kunne se at man på Sommerteateret dagen efter opførte et stykke af Erik Bøgh med titlen ”Et enfoldigt pigebarn”.
Der var koncerter på Tivoli, Marienlund og Alhambra.
Det kunne ikke nytte noget at opgive håbet.
Når alt kom til alt, var jo hun jo også bare treogtyve. Hendes tid var ikke forbi.

Efter at have tilbragt morgenen i gaderne syd for åen og gradvist udskænkningssted for udskænkningssted at have lettet byrden for sine to jyske heste, Dagmar og Ferdinand, og efter ud på formiddagen på Alhambra at have tømt vognen helt (Dobbeltbryg, Eksportpilsner, Slotsbryg og Mørk Skattefri i store mængder – der skulle jo være politisk møde dagen efter) var Wilhelm på vej ned ad Frederiksgade da han mødte sin tidligere kollega, nu medlem af byrådet og lokalredaktør på Kolding Social-Demokrat, Knud Hansen der til fods var på vej indefter.
Wilhelm holdt de to heste an, og Knud sprang trods sin trinde form adræt op på bukken hvor han hjemmevant satte sig til rette og på sin sædvanlige rolige facon gav sig til at spørge Wilhelm ud om forholdene på Slotsmøllen.
Wilhelm fortalte om mineralvandsfabrikken, de tre dampmaskiner og det elektriske lys.
– Er gamle Jens stadig i gærkælderen? ville Knud vide.
– Jo, jo, det er han endnu, han passer den som om det var hans egen.
– Er han ved godt helbred?
Så vidt Wilhelm vidste:
– Jo.
De nåede kirkegården, og Wilhelm som havde både en datter og begge sine forældre derinde (samt en del fjernere slægtninge som for længst måtte være blevet til muld), fiskede en lille flaske stikkelsbærsjus op af lommen og gav den til Knud.
Han greb den uden en lyd og drak.
Han var fynbo og havde, så vidt Wilhelm vidste, ikke nogen liggende derinde.
Han rakte flasken tilbage.
Wilhelm tog sig en dram og puttede den ned i lommen igen.
De svingede til venstre ind ad Søndergade, og Wilhelm hilste på en af sine mere vanskelige kunder, kolonialhandler Fischer, der stod foran butikken i samtale med lotterikollektør Warming.
Det var markedsdag, og der var en tæt trafik af vogne med bønder, deres familier, karle og piger.
– Var du så nede at trykke Kongen i hånden? spurgte Wilhelm idet de passerede gæstgiveriet i nummer 26.
– Det kan jeg ikke sige jeg var. Den slags er mig vældig i mod.
Wilhelm havde onsdag efter den sidste levering kunne gøre et kort holdt i Havnegade lige efter fem, og han havde set toget passere på få meters afstand og vinket til Majestæten og hans familie og set en bortvendt skikkelse der lignede Konseilspræsidenten.
Dagen efter havde han, på grund af den sparsomme dækning i partiavisen, købt Kolding Avis og læst Møllers grundige reportage.
– Det viser sig at Borgmesterens og Hospitalsforstanderens taler var en tur i København til godkendelse først.
– I Ministeriet?
– I Hofmarskallatet. Og Sagfører Lau er åbenbart forfærdelig skuffet. Ude i Askov faldt der jo en del ordener af.
– Ja, ja, sagde Wilhelm.
Han delte Knuds holdninger i mangt og meget, og han var meget tilfreds med de forbedringer bevægelsen havde skabt. På Slotsmøllen fik man nu løn under sygdom. Men han hang lidt ved Kongehuset. Det var som om en fe havde svunget sin tryllestav over byen den dag. Der var musik, og folk smilede. Han havde haft noget at berette da han vendte hjem til den stegte flæsk og Pouline.
De kørte over banen og hen over Sønderbro hvor nogle drenge stod og smed sten i åen.
– Der er jo møde i morgen. Kommer du?
– Det var da tanken.
– Borgbjerg taler. Og Sundbo. Der bliver dans bagefter. Du kunne jo tage Pouline med?
Wilhelm nikkede.
Pouline interesserede sig ikke synderligt for den slags.
– Jeg har nok at se til, sagde hun som regel.
Kvindfolk og tyende havde jo netop fået stemmeret, og Wilhelm havde sagt til hende at det var vigtigt at hun fulgte lidt med.
Hun havde været i huset hos Enevold Sørensens som ung og havde fra den tid visse sympatier for Venstrereformpartiet, så på sæt og vis håbede han ikke at hun ville gøre brug af sin stemme.
– Hvor langt skal du? spurgte han.
– Op til torvet. Svendborgdrengen er blevet taget igen. Jeg vil gerne have en snak med ham. Jeg kendte jo hans far.
– Men er han ikke lige kommet ud?
– Jo, de slap ham løs så snart Kongen var draget videre. Nu er han er anklaget for samme aften at have taget ur og penge fra en arbejdskarl der lå og sov i en grøft.
Wilhelm rystede på hovedet.
Trafikken tog til.
De kunne høre lirekassemusik, en harmonika, varer der blev faldbudt, hammerslag og klokkeklemt fra en styrkeprøve.
– Jeg tror det bliver trangt op ad Østergade, men vi kan prøve Slotsgade.
– Jeg kan gå, hvis det er
– Lad os nu se, sagde Wilhelm.
Knud hilste på bogtrykker Erik Klixbüll der stod på hjørnet af Slotsgade og talte med enkefru Nyholm, og lidt efter på arbejdsmand Zakarias Knudsen.
Der var en del vogne parkeret, og fortovet var tæt af folk. De passerede skomager Jeppe Mortensens værksted og Fiskehandler Holdts butik.
Wilhelm standsede vognen på hjørnet af Jernbanegade.
Knud rakte hånden frem, takkede og sprang ned fra bukken, og Wilhelm fulgte hans brede ryg med øjnene indtil den forsvandt i menneskemængden.
Han kunne se at teltene var stillet op på to rækker hen over torvet.
Han havde set en ægte kannibal året før, et andet år en dværg og en svævende guldlokket dame. Der havde også været en hvidskægget mand der hævede at han var over 400 år gammel. Han havde været bådsmand på Christian IV’s skibe og gode venner med kongen selv.
Wilhelm var fristet til at smutte hen efter en honningkage og måske lige et kig ind i Kysters gård for at se om kæmpedamen Viola skulle være der igen.
Men det var en forsømmelse den slags, det vidste han, og han satte de to tunge heste i bevægelse med et lille rap med tømmen og drejede ned ad Jernbanegade.
De ventede ham på bryggeriet. Byen var fuld af tørstige folk.

Laurids havde onsdag hen under aften været på vej hjem fra Louisehøj hvor han nu i nogle uger var gået til hånde med gravearbejdet og piloteringen til det nye julemærkesanatorium, og havde netop passeret svineslagteriet da han løb ind i fire af sine gamle soldebrødre, Christoffer, Jens Peder, Søren Smed og Halte-Marius, som sad foran mindestøtten for husarangrebet og drak brændevin.
De havde rakt flasken frem imod ham, og en enkelt slurk kunne da aldrig skade, men så havde han sat sig ned i blandt dem, og flasken var gået på omgang, og måske var det trætheden efter en tolvtimers arbejdsdag eller tanken om de skrigende småbørn derhjemme eller fordi han øjeblikkeligt havde mærket hvor godt deres selskab bekom ham, i hvert fald var han snart nået til det punkt hvor alle bekymringer, alle andre hensyn, var gledet i baggrunden.
De havde berettet om hvordan toget med Kongen og hans familie var trillet forbi dem i lav fart bare en time før.
Jens Peder var gået af sted efter friske forsyninger, og da han kom tilbage, medbragte han ikke bare brændevin og rom, men også Svendborgdrengen, som netop var blevet løsladt.
Laurids havde altid været en smule bange for ham, men rommen smagte af puddersukker, og Svendborgdrengen var i godt lune.
Han havde fortalt om sin tid i arresten og om en bagersvend fra Sdr. Bjært som netop var blevet taget for omgængelse mod naturen.
Snakken var gået om den slags uterligheder, og så havde Halte-Marius fisket et stykke kul op af lommen, forceret den lille stensætning og ved at rette et enkelt bogstav på den store kampesten ændret inskriptionen:

Til Minde om Angrebet på de tyske Svanser 23de April 1849

Han havde kysset den husarchakot i bronze der lå oven på stenen, og kort efter var hele byrådet kommet forbi i en char-a-banc med to kraftige heste, øjensynligt på vej på udflugt, og Laurids og de fem andre havde rejst sig og bukket og lettet på deres kasketter og hilst på Borgmesteren med den allerstørste ærbødighed.
Laurids var faldet i søvn i grøften et par timer senere, og da han vågnede før solopgang, var han ikke bare kold og havde voldsomme hovedsmerter, han var også blevet lettet for både ur og snørepung.
For at spare tid, var han gået vejen om ad Staldgaarden og Slotsruinen hvor der sådan en sommernat ikke var så skummelt endda, og han havde listet sig ind i lejligheden hjemme i Laasbygade kort før Sct. Nikolaj slog fire.
Hensynet til de sovende børn havde hindret Thea i at skælde og smælde, men hun havde haft små kuglelyn i øjnene, og hvad ville hun ikke sige når hun fandt ud af at pengene og uret var væk?
Han havde opsøgt Søren Smed straks fra morgenstunden og fået hans forklaring: Søren, Jens Peder og Halte-Marius var vaklet hjemad ved ellevetiden og havde efterladt Christoffer og Svendborgdrengen ude ved mindestøtten.
Derpå var Laurids gået den lange vej ud til Louisehøj hvor han havde skovlet jord en hel dag.
Om aftenen havde han spurgt efter Christoffer ved kreaturstaldene nede på havnen, og formanden havde sagt at Christoffer ikke var mødt på arbejde den dag, og at det ikke var noget de så på med milde øjne: Han kunne hilse og sige at han ikke længere var ønsket dernede.
Laurids havde så kigget efter Svendborgdrengen på de første ti udskænkningssteder midt i byen indtil han på et tip fra en slagtersvend havde fundet ham sovende neden for ruinen og med det samme genkendt urkæden der dinglede fra hans bukselomme.
Han havde forsøgt at lempe uret fra ham, men Svendborgdrengen var vågnet og havde med et knæ til tindingen sendt Laurids bagover.
Lynhurtigt havde han været over ham, og selv om Laurids i drøjde og styrke var overlegen, havde han ikke kunnet hamle op med drengens hurtighed eller med den foldekniv som med et var blevet draget.
Han havde trukket sig og var vendt hjem til Thea med et blåt øje og uden sine ting, og hun havde truet ham til at melde det: Hvis ikke ville hun rejse hjem til sine forældre på Als og tage børnene med sig.
Fredag morgen havde Laurids så indfundet sig på Rådhuset på Axeltorv hvor han havde meldt tyveriet til politiassistent Reeh som havde lyttet tålmodigt og mumlet:
– Vi havde jo bare lige sluppet ham.
Og lidt efter tilføjet:
– Du må nok vælge dit selskab med lidt større omhu en anden gang.
Laurids var kommet for sent på arbejde, men var blevet taget til nåde da han fortalte hvad årsagen var.
De havde grinet af hans blå øje:
– Er det fruen?
Samme aften havde han så mødt Halte-Marius i Jernbanegade, og han kunne fortælle at betjent Grøn havde anholdt Svendborgdrengen ude på Sønder Landevej, og at Christoffer var blevet taget med som vidne.
Laurids var stukket forbi Rådhuset næste morgen for at få sine ting, men var blevet afvist med den begrundelse at der var tale om bevismateriale. Han måtte vente til onsdag som var den ordinære retsdag.
Der havde været mange mennesker på gaden fra morgenstunden, og da Laurids nu vendte hjem lørdag aften, kunne han høre sang og musik oppe fra byen.
Han passerede Slotsmøllens Fabrikker hvor portene var smækket i, men de formåede ikke at holde den lokkende duft af humle inden døre.
Han kunne se indtil flere tæt omslyngede par nede ved Slotssøen.
Han satte farten en smule op – han var tørstig efter den lange gåtur. Han havde ganske vist ingen penge, men nede hos Vendelboe i Blæsbjerggade kunne han som regel få det skrevet.
En enkelt kunne aldrig skade.

03
apr
09

Kolding krøniken – ud i et

Her vil du kunne læse hele Krøniken i kronologisk rækkefølge efterhånden, som forfatterne afslutter deres bidrag.

Simon Fruelund Pablo Llambías Maria Helleberg Merete Pryds Helle Jeppe Brixvold
Lars Frost Thorstein Thomsen Louis jensen Gretelise Holm Mette Winge 
Marianne Gade

 

Simon Fruelund
Simpelt tyveri

I det seneste nummer af Hjemmet havde Emilie læst en notits om ”en ekstravagant millionær i New York” som havde indrettet en badeanstalt for kvinder hvor de kunne nedsænke deres legemer i mælk, og da det om morgenen den 29.7. 1908 var blevet klart at hendes mor måtte melde forfald på grund af en grim sommerforkølelse og en krebsrød næse, løb hun selv ned til mælkehandlerske Amalie Blume og bad om at få bragt 25 flasker over med det samme.
Hun var derefter løbet over til manufakturhandler Stotz i Adelgade 4 og havde klaget sin nød.
Hr. Stotz havde vist hende hvad der var på lager af silke, og de var hurtigt enedes om den bronzefarvede og om et tækkeligt, men også særdeles festligt dessin. Han havde taget hendes mål, og i skyndingen havde de end ikke nået at tale om prisen. Hans hænder havde også været mindre påpasselige end de plejede at være.
– Den skal være færdig klokken tre, havde han sagt, og så var hun småløbet henover torvet og ned til Margrethe Buhl i Østergade med en lille stofprøve. De havde sammen fundet en meget sommerlig stråhat med et flor af silkeblomster i lysegul, perlemorshvid og bronze.
Derpå var turen gået over til Hanna Schmidt hvor hun havde fremvist prøven, fortalt om hatten og anbragt sin albue på en høj pude der lå på disken.
Handskemagersken havde fundet et par lange kridhvide bomuldshandsker.
Således mere rolig (nu manglede hun blot sko, og de hvide fra sidste sommer kunne til nød bruges) var hun gået hjem og havde bedt kokkepigen varme den netop ankomne mælk op til en behagelig håndvarm temperatur.
Hun havde spist lidt brød og drukket en kop kaffe, havde set på sin fars galla der hang til luftning i spisestuen, og var til sidst gået oven på hvor badet nu var klar.
Hun havde klædt sig af og sat sig på det kølige toiletsæde.
De var ikke de første i byen der havde fået vandkloset, men det var alligevel noget der var blevet talt om og vist frem, især når hendes mors familie ude fra Vejen kom på visit. Selv kunne hun slet ikke forstå at de nogensinde havde kunnet holde det gamle uhumske ud.
Hun havde stukket en tå i den lune mælk, og selvom lugten var hende lidt imod, havde hun ikke tøvet med at lægge sig ned i karret. Der var ikke tilstrækkeligt til at dække hende helt, så hun havde måtte supplere med vand.
Mens hun lå i karret, havde hun tænkt på Stotz’ hænder og på den unge musiklærer Antonsens der havde holdt så fast om hendes skuldre forrige søndag på estraden ude ved Marielund.
Hendes egne hænder var nær kommet på afveje, men så havde hun taget sig i det og tænkt: Ikke i dag!
Hun havde været meget omhyggelig med at bruse sig over for at fjerne ethvert spor af mælken: Den ville jo blive sur før eller siden.
Dagen havde været et rend af ærinder, hun havde jo også lige måtte fortælle sine to hjerteveninder hvad der var på færde, og med ét var klokken ti minutter i fire, og hendes far havde taget hende under armen og ført hende ned ad trappen, ud på gaden og op på Akseltorv hvor det øvrige byråd med gamle borgmester Schjørring i spidsen stod og ventede. Fru Ræder, fru Outzen, fru Hempel og fru Daugaard var der også, de tre førstnævnte med overdådige buketter.
Efter de behørigt havde hilst på alle, og de havde noteret sig at de tre socialdemokratiske medlemmer som ventet var udeblevet, var man i mageligt tempo gået ned til banegården.
På pladsen foran havde der været et mylder af mennesker, og politiet måtte bane vejen for dem hen til indgangen hvor afspærringen var etableret. Emilie havde fået et glimt af sine to veninder lige før hun var trådt ind i ventesalen.
Her havde en række af byens embedsmænd været opmarcheret: postmester Olsen, oberst Rømeling, herredsfoged Ferslev, den gamle præst, pastor Deichman-Branth, som var nyslået ridder, og stationsforstander von Späth med datter, sidstnævnte iklædt en elfenbensfarvet silkekjole med så stram en talje og så åben en kavalergang at hun lignede en isvaffel der var i færd med at kæntre.
Emilie havde overvundet sin modvilje og var gået over til hende.
– Sikke da en kjole, havde hun sagt, og frk. von Späth havde smilet og gengældt komplimenten:
– I lige måde da.
– Den er fra Stotz, havde Emilie helt unødigt pralet og i den efterfølgende tavshed mærket at modet lige så stille begyndte at pible ud af hende.
Selskabet var begyndt at bevæge sig ud på perronen, og hun havde benyttet lejligheden til at sakke lidt bagud og slå følgeskab med sin far.
Ude på perronen havde de ventet en rum tid.
Først var Våbenbrødrene, ledet af hospitalsforstander Jens Jensen, ankommet, og siden musikdirektør Christensen med orkester.
Hendes far og Borgmesteren havde vekslet et par ord om Politikens hetz mod P.A. Alberti og det moralsk forkastelige deri.
Der var blevet rettet på hatte og jakker og kjoler, og Emilies snøreliv var begyndt at klø og snære. Måske havde hun alligevel ikke fået al mælken vasket af?
Så et minut før den bebudede ankomst var toget kommet listende derude og havde sagtnet farten yderligere, så det præcis på det angivne tidspunkt kunne gøre holdt på perronen.
En dør var blevet åbnet, orkestret var faldet i med Fanemarchen, og dér havde han pludselig stået, kong Frederik d. 8., Kongen, og hans dronning Louise, Dronningen, med prinsesse Thyra, prinsesse Dagmar og prins Gustav. Konseilspræsident J.C. Christensen var fulgt lige efter.
Kongen havde været i generalsuniform og Dronningen og prinsesserne i grå spadseredragter.
Borgmesteren havde taget ordet:
– Deres Majestæter Kongen og Dronningen! Må det være mig tilladt på Kolding Byråds vegne at byde Dem hjertelig velkommen til Jylland. Der bliver fest hvor Kongen kommer frem. Vi glæder os over besøget som i høj grad vil bidrage til at styrke det gode forhold mellem konge og folk. Det har glædet os at hilse på Deres Majestæter under dette korte ophold, det kunne jo være at der engang blev tid til et længere.
Kongen havde svaret:
– Det har været os en glæde at gøre et lille ophold her i det smukke Kolding. Forholdene har jo medført at dette denne gang må blive meget kort. Men også vi ønsker at det en anden gang må blive længere. Jeg er glad for at Borgmesteren omtalte at en sådan rejse kan styrke det gode forhold.
Så havde Schjørring udbragt et leve, og damerne havde overrakt deres buketter: Fru Outzen en overdådig buket Kejserinde Victoria-roser til Dronningen, fru Hempel havde medbragt store røde nelliker til prinsesse Thyra og fru Daugaard Caroline Testout-roser til prinsesse Dagmar. Kongen havde hilst på byrådsmedlemmerne, embedsmændene og våbenbrødrene en for en, og Dronningen havde konverseret først med fru Ræder og dernæst med Emilies far.
De to prinsesser var fulgt efter og var kommet til at stå lige ved siden af Emilie.
Det var lykkedes hende at fremstamme et par banaliteter om vejret, og så var sagfører Lau kommet hende til undsætning. Han havde spurgt prinsesse Thyra om Jyllands-rejsen, og det var hun netop i færd med at svare på da Emilie mærkede prins Gustavs blik på sig og glemte at høre efter. Hun havde set antydningen af et smil krølle i hans mundvig og var rødmet så dybt at prinsesserne måtte have bemærket det.
Gudskelov havde Jens Jensen taget ordet og holdt en lille tale på vegne af Våbenbrødrene, og Kongen havde svaret og takket på den mest elskværdige måde.
Derpå var kongefamilien begyndt at tage afsked, og Emilies ansigt havde akkurat genvundet sin vante kulør da Prinsen pludselig stod foran hende og rakte hånden frem.
Hun havde nejet, og han havde sagt:
– Farvel og på gensyn,
og hun var nær besvimet.
Han havde derpå trykket sagfører Lau i hånden og var gået hen til frk. von Späth og vekslet et par ord med hende.
De havde været uden for hørevidde, men det blik han kort efter havde sendt frøkenen idet han trådte op i toget, var ikke til at tage fejl af.
Kongen havde taget afsked med borgmester Schjørring:
– Farvel! Det glæder mig at se Dem så rask og livlig. Årene går, men alligevel er De, hr. Borgmester, rask og ungdommelig.
Toget havde sat sig i bevægelse igen, og præcis ti minutter efter ankomsten fortsatte det mod vest under høje leveråb.
Kongefamilien havde hilst dem fra åbne kupévinduer, og Emilie havde skævet over til frk. von Späth som med stor iver havde råbt hurra og vinket og strakt sig på tæer.
Siden havde der været en udflugt med byrådet til Elvighøj hvor man havde spist til aften, og siden havde der været et væld af mennesker som havde passet hende op på gaden, veninderne som ville vide hvordan det var at tale med en af majestæterne, og hele tiden havde hun set Prinsen for sig og det blik han havde sendt frk. von Späth.
Nu lørdag morgen hvor hun sad med avisen og læste om Kongens besøg på heden og forgæves søgte efter beskrivelser af Prinsens gøren og laden, var det det samme hun så for sig.
Han som havde så særlige kår og tillige sådan et fint ansigt med sådan et udsøgt og måske endda lidt sart udtryk, han var præcis som alle de andre.
Hvordan skulle en pige som hende nogensinde blive gift?
Dagen før Kongens besøg var et får blevet dræbt af lynet på en mark lidt uden for byen. To andre var besvimet.
Dagen efter var der omkommet 20.000 mennesker i forbindelse med en tyfon i Hong Kong.
Alberti havde skrevet et brev til de sjællandske bønder hvor han takkede for deres opbakning gennem mange år.
En uge før, da han var gået af, havde Emilie spurgt sin far hvad han mente.
Han havde mødt Alberti og brød sig ikke om ham, men mente bestemt at han både var en dygtig og retskaffen mand. Ellers ville J.C. Christensen vel ikke ansætte ham som Justitsminister?
Han havde fortalt at Alberti havde haft en forfærdelig Influenza samme vinter som han havde haft megen besvær med at komme sig over, og at hans læge havde anbefalet ham at tilbringe et par måneder sydpå hver vinter.
Hvem ville ikke gerne det?
Emilie kiggede under avertissementer og kunne se at man på Sommerteateret dagen efter opførte et stykke af Erik Bøgh med titlen ”Et enfoldigt pigebarn”.
Der var koncerter på Tivoli, Marienlund og Alhambra.
Det kunne ikke nytte noget at opgive håbet.
Når alt kom til alt, var jo hun jo også bare treogtyve. Hendes tid var ikke forbi.

Efter at have tilbragt morgenen i gaderne syd for åen og gradvist udskænkningssted for udskænkningssted at have lettet byrden for sine to jyske heste, Dagmar og Ferdinand, og efter ud på formiddagen på Alhambra at have tømt vognen helt (Dobbeltbryg, Eksportpilsner, Slotsbryg og Mørk Skattefri i store mængder – der skulle jo være politisk møde dagen efter) var Wilhelm på vej ned ad Frederiksgade da han mødte sin tidligere kollega, nu medlem af byrådet og lokalredaktør på Kolding Social-Demokrat, Knud Hansen der til fods var på vej indefter.
Wilhelm holdt de to heste an, og Knud sprang trods sin trinde form adræt op på bukken hvor han hjemmevant satte sig til rette og på sin sædvanlige rolige facon gav sig til at spørge Wilhelm ud om forholdene på Slotsmøllen.
Wilhelm fortalte om mineralvandsfabrikken, de tre dampmaskiner og det elektriske lys.
– Er gamle Jens stadig i gærkælderen? ville Knud vide.
– Jo, jo, det er han endnu, han passer den som om det var hans egen.
– Er han ved godt helbred?
Så vidt Wilhelm vidste:
– Jo.
De nåede kirkegården, og Wilhelm som havde både en datter og begge sine forældre derinde (samt en del fjernere slægtninge som for længst måtte være blevet til muld), fiskede en lille flaske stikkelsbærsjus op af lommen og gav den til Knud.
Han greb den uden en lyd og drak.
Han var fynbo og havde, så vidt Wilhelm vidste, ikke nogen liggende derinde.
Han rakte flasken tilbage.
Wilhelm tog sig en dram og puttede den ned i lommen igen.
De svingede til venstre ind ad Søndergade, og Wilhelm hilste på en af sine mere vanskelige kunder, kolonialhandler Fischer, der stod foran butikken i samtale med lotterikollektør Warming.
Det var markedsdag, og der var en tæt trafik af vogne med bønder, deres familier, karle og piger.
– Var du så nede at trykke Kongen i hånden? spurgte Wilhelm idet de passerede gæstgiveriet i nummer 26.
– Det kan jeg ikke sige jeg var. Den slags er mig vældig i mod.
Wilhelm havde onsdag efter den sidste levering kunne gøre et kort holdt i Havnegade lige efter fem, og han havde set toget passere på få meters afstand og vinket til Majestæten og hans familie og set en bortvendt skikkelse der lignede Konseilspræsidenten.
Dagen efter havde han, på grund af den sparsomme dækning i partiavisen, købt Kolding Avis og læst Møllers grundige reportage.
– Det viser sig at Borgmesterens og Hospitalsforstanderens taler var en tur i København til godkendelse først.
– I Ministeriet?
– I Hofmarskallatet. Og Sagfører Lau er åbenbart forfærdelig skuffet. Ude i Askov faldt der jo en del ordener af.
– Ja, ja, sagde Wilhelm.
Han delte Knuds holdninger i mangt og meget, og han var meget tilfreds med de forbedringer bevægelsen havde skabt. På Slotsmøllen fik man nu løn under sygdom. Men han hang lidt ved Kongehuset. Det var som om en fe havde svunget sin tryllestav over byen den dag. Der var musik, og folk smilede. Han havde haft noget at berette da han vendte hjem til den stegte flæsk og Pouline.
De kørte over banen og hen over Sønderbro hvor nogle drenge stod og smed sten i åen.
– Der er jo møde i morgen. Kommer du?
– Det var da tanken.
– Borgbjerg taler. Og Sundbo. Der bliver dans bagefter. Du kunne jo tage Pouline med?
Wilhelm nikkede.
Pouline interesserede sig ikke synderligt for den slags.
– Jeg har nok at se til, sagde hun som regel.
Kvindfolk og tyende havde jo netop fået stemmeret, og Wilhelm havde sagt til hende at det var vigtigt at hun fulgte lidt med.
Hun havde været i huset hos Enevold Sørensens som ung og havde fra den tid visse sympatier for Venstrereformpartiet, så på sæt og vis håbede han ikke at hun ville gøre brug af sin stemme.
– Hvor langt skal du? spurgte han.
– Op til torvet. Svendborgdrengen er blevet taget igen. Jeg vil gerne have en snak med ham. Jeg kendte jo hans far.
– Men er han ikke lige kommet ud?
– Jo, de slap ham løs så snart Kongen var draget videre. Nu er han er anklaget for samme aften at have taget ur og penge fra en arbejdskarl der lå og sov i en grøft.
Wilhelm rystede på hovedet.
Trafikken tog til.
De kunne høre lirekassemusik, en harmonika, varer der blev faldbudt, hammerslag og klokkeklemt fra en styrkeprøve.
– Jeg tror det bliver trangt op ad Østergade, men vi kan prøve Slotsgade.
– Jeg kan gå, hvis det er
– Lad os nu se, sagde Wilhelm.
Knud hilste på bogtrykker Erik Klixbüll der stod på hjørnet af Slotsgade og talte med enkefru Nyholm, og lidt efter på arbejdsmand Zakarias Knudsen.
Der var en del vogne parkeret, og fortovet var tæt af folk. De passerede skomager Jeppe Mortensens værksted og Fiskehandler Holdts butik.
Wilhelm standsede vognen på hjørnet af Jernbanegade.
Knud rakte hånden frem, takkede og sprang ned fra bukken, og Wilhelm fulgte hans brede ryg med øjnene indtil den forsvandt i menneskemængden.
Han kunne se at teltene var stillet op på to rækker hen over torvet.
Han havde set en ægte kannibal året før, et andet år en dværg og en svævende guldlokket dame. Der havde også været en hvidskægget mand der hævede at han var over 400 år gammel. Han havde været bådsmand på Christian IV’s skibe og gode venner med kongen selv.
Wilhelm var fristet til at smutte hen efter en honningkage og måske lige et kig ind i Kysters gård for at se om kæmpedamen Viola skulle være der igen.
Men det var en forsømmelse den slags, det vidste han, og han satte de to tunge heste i bevægelse med et lille rap med tømmen og drejede ned ad Jernbanegade.
De ventede ham på bryggeriet. Byen var fuld af tørstige folk.

Laurids havde onsdag hen under aften været på vej hjem fra Louisehøj hvor han nu i nogle uger var gået til hånde med gravearbejdet og piloteringen til det nye julemærkesanatorium, og havde netop passeret svineslagteriet da han løb ind i fire af sine gamle soldebrødre, Christoffer, Jens Peder, Søren Smed og Halte-Marius, som sad foran mindestøtten for husarangrebet og drak brændevin.
De havde rakt flasken frem imod ham, og en enkelt slurk kunne da aldrig skade, men så havde han sat sig ned i blandt dem, og flasken var gået på omgang, og måske var det trætheden efter en tolvtimers arbejdsdag eller tanken om de skrigende småbørn derhjemme eller fordi han øjeblikkeligt havde mærket hvor godt deres selskab bekom ham, i hvert fald var han snart nået til det punkt hvor alle bekymringer, alle andre hensyn, var gledet i baggrunden.
De havde berettet om hvordan toget med Kongen og hans familie var trillet forbi dem i lav fart bare en time før.
Jens Peder var gået af sted efter friske forsyninger, og da han kom tilbage, medbragte han ikke bare brændevin og rom, men også Svendborgdrengen, som netop var blevet løsladt.
Laurids havde altid været en smule bange for ham, men rommen smagte af puddersukker, og Svendborgdrengen var i godt lune.
Han havde fortalt om sin tid i arresten og om en bagersvend fra Sdr. Bjært som netop var blevet taget for omgængelse mod naturen.
Snakken var gået om den slags uterligheder, og så havde Halte-Marius fisket et stykke kul op af lommen, forceret den lille stensætning og ved at rette et enkelt bogstav på den store kampesten ændret inskriptionen:

Til Minde om Angrebet på de tyske Svanser 23de April 1849

Han havde kysset den husarchakot i bronze der lå oven på stenen, og kort efter var hele byrådet kommet forbi i en char-a-banc med to kraftige heste, øjensynligt på vej på udflugt, og Laurids og de fem andre havde rejst sig og bukket og lettet på deres kasketter og hilst på Borgmesteren med den allerstørste ærbødighed.
Laurids var faldet i søvn i grøften et par timer senere, og da han vågnede før solopgang, var han ikke bare kold og havde voldsomme hovedsmerter, han var også blevet lettet for både ur og snørepung.
For at spare tid, var han gået vejen om ad Staldgaarden og Slotsruinen hvor der sådan en sommernat ikke var så skummelt endda, og han havde listet sig ind i lejligheden hjemme i Laasbygade kort før Sct. Nikolaj slog fire.
Hensynet til de sovende børn havde hindret Thea i at skælde og smælde, men hun havde haft små kuglelyn i øjnene, og hvad ville hun ikke sige når hun fandt ud af at pengene og uret var væk?
Han havde opsøgt Søren Smed straks fra morgenstunden og fået hans forklaring: Søren, Jens Peder og Halte-Marius var vaklet hjemad ved ellevetiden og havde efterladt Christoffer og Svendborgdrengen ude ved mindestøtten.
Derpå var Laurids gået den lange vej ud til Louisehøj hvor han havde skovlet jord en hel dag.
Om aftenen havde han spurgt efter Christoffer ved kreaturstaldene nede på havnen, og formanden havde sagt at Christoffer ikke var mødt på arbejde den dag, og at det ikke var noget de så på med milde øjne: Han kunne hilse og sige at han ikke længere var ønsket dernede.
Laurids havde så kigget efter Svendborgdrengen på de første ti udskænkningssteder midt i byen indtil han på et tip fra en slagtersvend havde fundet ham sovende neden for ruinen og med det samme genkendt urkæden der dinglede fra hans bukselomme.
Han havde forsøgt at lempe uret fra ham, men Svendborgdrengen var vågnet og havde med et knæ til tindingen sendt Laurids bagover.
Lynhurtigt havde han været over ham, og selv om Laurids i drøjde og styrke var overlegen, havde han ikke kunnet hamle op med drengens hurtighed eller med den foldekniv som med et var blevet draget.
Han havde trukket sig og var vendt hjem til Thea med et blåt øje og uden sine ting, og hun havde truet ham til at melde det: Hvis ikke ville hun rejse hjem til sine forældre på Als og tage børnene med sig.
Fredag morgen havde Laurids så indfundet sig på Rådhuset på Axeltorv hvor han havde meldt tyveriet til politiassistent Reeh som havde lyttet tålmodigt og mumlet:
– Vi havde jo bare lige sluppet ham.
Og lidt efter tilføjet:
– Du må nok vælge dit selskab med lidt større omhu en anden gang.
Laurids var kommet for sent på arbejde, men var blevet taget til nåde da han fortalte hvad årsagen var.
De havde grinet af hans blå øje:
– Er det fruen?
Samme aften havde han så mødt Halte-Marius i Jernbanegade, og han kunne fortælle at betjent Grøn havde anholdt Svendborgdrengen ude på Sønder Landevej, og at Christoffer var blevet taget med som vidne.
Laurids var stukket forbi Rådhuset næste morgen for at få sine ting, men var blevet afvist med den begrundelse at der var tale om bevismateriale. Han måtte vente til onsdag som var den ordinære retsdag.
Der havde været mange mennesker på gaden fra morgenstunden, og da Laurids nu vendte hjem lørdag aften, kunne han høre sang og musik oppe fra byen.
Han passerede Slotsmøllens Fabrikker hvor portene var smækket i, men de formåede ikke at holde den lokkende duft af humle inden døre.
Han kunne se indtil flere tæt omslyngede par nede ved Slotssøen.
Han satte farten en smule op – han var tørstig efter den lange gåtur. Han havde ganske vist ingen penge, men nede hos Vendelboe i Blæsbjerggade kunne han som regel få det skrevet.
En enkelt kunne aldrig skade.


Dagbog KK
Pablo Llambías

[1. september]

Projektet
30. august 2008

Jeg har i forvejen en idé om, hvad jeg skal lave. Til forfatteren og ungdomsvennen Katrine Grünfelds fyrreårs fødselsdag i København bliver jeg introduceret for Kristian Lykkebo. Han er koordinator for kulturcentret Nicolai i Kolding. Jeg fortæller ham, hvad min idé er. Kolding bymidte ser ud til at lide af åndenød, siger jeg. Det er, som om nogle af butikkerne klamrer sig til adressen med det yderste af neglene, eller som om de er ulykkelige. Jeg kigger på ham. Så fandt jeg ud af det med storcentret, siger jeg. Vi svajer lidt, mens folk leende og storsnakkende presser sig forbi med drinks og snacks. Kristian Lykkebo fortæller, at man søger at afhjælpe bymidtens problemer ved hjælp af blandt andet kultur. At det er kultur, der skal være med til at skabe liv i bymidten, få folk til at komme der. I København er det designbutikker, tænker jeg. Der bliver flere og flere designbutikker i byens centrum. Om fredagen var der en mand, der fortalte mig, at for hver Bilka, der blev opført i byens udkant, kvaltes der ti dagligvarebutikker i byen. Det var det tal, han brugte. Jeg ved ikke, om det er sandt, men det lød voldsomt. Det er noget, de gør bevidst, fortalte Kristian Lykkebo. Det er en slags kompensation. Kommunen ønsker kultur i centrum for at kompensere for afvandringen til storcentret. Ved de, tænker jeg, på teatret Mungo Park, som snart får en filial i byen, at de skal kompensere for virkningerne af Kolding Storcenter, ved de det? Bykernen som en underholdningszone. København omkring Axeltorv. Jeg ved ikke, hvad jeg skal synes om det. Det kan godt føles lidt mærkeligt at gå gennem Kolding midt på dagen. Allerede før jeg hørte om storcentret og hørte om grunden til affolkningen, mærkede jeg, at der var en lidt mat stemning. Er der noget galt i, at midtbyen er lidt mat? Det er ikke sikkert. Det kan være, det er mig, der er galt på den. Selv kan jeg godt lide at handle i storcentre. Det er så praktisk, at man kan få det hele på ét sted. Jeg kan også godt lide den idiotiske stemning, men det er sikkert, fordi jeg er opvokset i en forstad i provinsen. Den idiotiske, provinsielle stemning får mig til at føle mig hjemme. Det er noget, jeg bør være på vagt overfor. Der er ingen tvivl om, at den idiotiske, provinsielle stemning er farlig. Ensretningen i kulturudbuddet, fattigdommen i selve udbuddet, samt en fuldkommen kommerciel holdning til, hvad kultur er. Hvad mener jeg, når jeg siger kultur i et storcenter? Jeg mener det, som man hører på lydsiden; musik der bliver spillet i butikkerne eller live på storcentrets pladser. Jeg tænker på det, som man ser på billedsiden; musikvideoer eller reklamer afspillet i butikker og på fællesarealer, eller i storcentrets biograf. Jeg tænker på det, som man kan stimulere smags- og lugtesanserne med, og som tilbydes i storcentrets restauranter og caféer. Jeg tænker også på alt det, som man ikke får i et storcenter, fordi det som mikrosamfund på ingen måde er reguleret af samfundet på samme måde, som de gamle bykerner var. I de gamle bykerner var der museer, udstillingssteder, koncertsale, teatre og biblioteker. De var blandet op med handlen, produktionen og offentlige funktioner. I storcentrene får vi handlen i et særskilt og kulturelt set fuldkommen kontrolleret og ensartet rum, langt uden for bycentrene, mens kulturen forbliver i sit eget reservat inde i det, som man forestiller sig er en kulturel underholdningszone inde i bycentrene. I storcentrene er der flest, der kommer. I storcentrene har folk ingen chance for at stifte bekendtskab med den kultur, som velfærdsstaten engang mente, de skulle have glæde og gavn af. Mener velfærdsstaten stadig, at folket har glæde og gavn af nuanceret, rig kultur? I så fald burde velfærdsstaten leje sig ind i storcentrene og ombygge nogle af butikslokalerne til koncertsale, udstillingssteder, litteraturhuse, biblioteker og teatre.

En ung mand
1. september 2008

Der kommer en ung mand ind, høj med en opsøgende eller åbenhjertig fremtoning. Hej, det er dig, der er forfatteren? siger han. Ja, siger jeg. Må jeg se, hvad du laver? spørger han. Jeg er først lige begyndt, siger jeg. Jeg er kommet i dag, siger jeg og viser nogle bøger frem, som jeg har siddet og bladret i, om Koldings historie. Hvor er du fra? spørger jeg. Fra IBC. Tilfældigvis ved jeg lige præcis, hvad IBC er. Jeg har netop haft besøg af en lærer fra IBC, siger jeg og viser et papir, hvor lærerens navn står på. Erik, siger jeg, og peger på navnet. Kender du ham? Manden ryster på hovedet. Nå, hvad så, er du lige begyndt, eller har du været i gang længe? spørger jeg. Jeg går på andet år, siger han. Vi kigger hinanden i øjnene. Hvad med dig? Lever du af det? spørger han. Ja, jeg lever af det, og så underviser jeg også. Jeg underviser på universitetet her i byen. Hvad underviser du i? spørger han. Skønlitterær skrivning, siger jeg. Nå, skønlitterær? Jeg har ikke læst noget af dig, siger manden. Det gør ikke noget, siger jeg. Bøgerne ligger lige derude. Du er velkommen til at læse i dem. Ja, siger han. Nå, siger han, jeg kom bare for at hilse på dig. Han rækker hånden frem med et smil. Jeg smiler tilbage. Han går ud. Jeg kigger efter ham. Senere ser jeg ham sidde ved en af bibliotekets computere.

Påskuddet
30. august 2008

Min idé er at sammenligne byens handelsliv anno 2008 med byens handelsliv anno 1918, råber jeg til Kristian Lykkebo, mens jeg prøver at overdøve musikken. Jeg håber, at der findes noget om byens handelsliv 1918. At der måske er noget med, at byens handelsstandsforening blev dannet i årene omkring 1918. Et eller andet. Jeg har brug for et påskud, en konkret anledning for at kunne foretage sammenligningen. Kristian Lykkebo fortæller om byens Stadsarkiv. At jeg er velkommen til at besøge Stadsarkivet, der er en del af den kulturinstitution, han er koordinator for. Jeg lyser op. Det er en god idé. Det kan være, at jeg finder mit påskud netop dér. Jeg takker ham mange gange. Han giver mig sit kort. Vi aftaler, at jeg kontakter ham, når jeg kommer til Kolding. Så mingler jeg videre til festen, der er tæt pakket med folk og drinks og dans til den lyse morgen. Jeg kommer først hjem klokken halv syv om morgenen.

Trotskij
1. september 2008

Jeg sætter mig til at læse … om hvad? Ja, om Koldings handelsliv omkring 1918. Det ser ganske rigtigt ud til, at der var et levende handelsliv i byens centrum omkring 1918. Jeg læser aviser. Avisernes forsider er fulde af nyheder fra krigen, Første Verdenskrig. Det irriterer mig. Det er klart, at det er svært at se bort fra Første Verdenskrig, når man får udstukket et årstal som 1918. Jeg læser om forskellige troppebevægelser. Om fredsforhandlingerne. Der er daglige bulletiner fra fredsforhandlingerne i Brest-Litovsk. De forskellige fredsforslag, forhandlingernes gang, afvisningerne, tilbuddene. Der er rapporter fra u-bådskrigen, om amerikanernes indtræden i krigen. I en artikel skrevet af en unavngiven polsk korrespondent læser jeg om Trotskij, den sovjetiske udenrigsminister, som korrespondenten har mødt personligt. Jeg tænker, at det er bemærkelsesværdigt, så meget stof der er om udenrigsministerens fremtræden og udseende, om det indtryk, han gør på den benovede korrespondent. Intet kabinet er evigt, siger Trotskij, heller ikke vort; men nutiden og fremtiden, under en eller en anden form, tilhører vort parti. Jeg bladrer videre, følger løseligt Trotskij som et spor, hans rabiate udtalelser, hans bombastiske proklamationer. Det er en selvsikker revolutionær, der taler. Hvilken magt har de intellektuelle, spørger han, når de ikke har masserne bag sig. De er kun generalstabe uden armeer. Lidt senere, under to danskeres tilfældige besøg i det sovjetiske udenrigsministerium; de får øje på den sovjetiske udenrigsminister og betragter hans usoignerede ydre og siger, at han trænger til at blive barberet. Hvortil udenrigsministeren på dansk svarer, at han har så meget om ørerne, at han ikke altid bliver barberet regelmæssigt. Notitsen slutter af med at fortælle, at Trotskij skal have opholdt sig et par år i Danmark.

Gymnasielæreren
1. september 2008

Han går direkte hen til mig, som om han kender mig. Han er tiltalende, venlig, snakkesalig. Jeg kigger ned i hans pose. Jeg ved, at han har noget med til mig. Erik Voss, siger han. Han er lærer på IBC, International Business College, tror jeg, det står for. Han siger det så hurtigt, at jeg har svært ved at fatte det. Jeg har travlt med at opfatte situationen, ham, med at gætte på, hvad han har i posen. Han har skrevet noget om lige præcis den tid, det handler om. Han trækker en stak papirer op af posen. Det handler om bruddet mellem Socialdemokratiet og Socialdemokratisk Ungdomsforbund, SUF, i 1919. Det er meget spændende, siger han på en måde, så det lyder spændende. Han bladrer i papirerne. Der er også noget om den krig. Og om fremtrædende personligheder. Han fortæller anekdoter om flere af dem. Om, hvordan de havde medlemsblade fra århundredskiftet liggende endnu, da han besøgte dem som tussegamle mænd. Dem havde de haft lige siden. Jeg har ingen anelse om, hvorvidt jeg vil bruge dette materiale. Han lægger det på bordet til mig. Han snakker om sin skole. Om studieture, de forskellige klasser. Jeg tilbyder ham at komme forbi. Vi udveksler telefonnumre, emailadresser. Det kan være, vi ses senere.

IT-medarbejder
1. september 2008

IT-medarbejder. Jeg kan ikke huske, hvad han hedder. Var det Peter? Det var Peter. Vil han snakke med mig? Vil han være venlig? Du er altid så paranoid. Har du lagt mærke til det? siger en af mine venner. Når du møder nye mennesker, tænker du altid, at de ikke kan lide dig, at de kun gør noget, fordi de mener, de skal. Prøv at se ham, han er sandsynligvis bare venlig, han vil bare sludre, han synes, det er rart at snakke med dig. Mens jeg sender slige svidende tanker mod mig selv, stiller Peter sig op ved vinduet. Han fortæller om parkeringspolitikken i Kolding bymidte. At det er noget af dén, der har skabt problemerne for bymidten. Han ved godt, at det er noget, man gør over det hele, men hvis man skal betale ni kroner i parkering per time i bymidten, og man ikke skal betale noget ved storcentret, hvor tror du så, man tager hen? Peter fortæller, at han bor et stykke fra Kolding. De dér parkeringspladser er gratis, siger han og peger ud af vinduet. De er altid besat. De dér er betalings. Vi kigger ud på søen og over mod Koldinghus. Så siger han, at han nok skal komme med et netkabel til min computer i morgen tidlig. Jeg siger, at det er printeren, der er det vigtigste problem. Jeg kan altid gå på nettet på den faste computer. Den her skriver jeg bare på, siger jeg.

Lejlighedens bowle
1. september 2008

Det øs-sjask-regner udenfor. Dagen er ved at være omme. Jeg spekulerer på, om jeg skal leje film eller se tv. Jeg føler mig træt. Jeg er bange for at være alene på det hotelværelse. Det er en hotellejlighed. Man har søkig fra lejlighedens rundede vinduer. Man føler sig som en akvariefisk i bowle. Alle kan se de mærkelige ting, man gør i det. Det er ikke mærkelige ting, man gør, men almindelige. Almindelige ting bliver mærkelige, når man ser dem som på en udstilling.

[2. september]

Vejret
2. september 2008

Vejret her i Kolding denne formiddag, udsigt over Slotssøen: Lyst, diset, blæsende fra vest, efteråret ankommet, tydeligt, med kølig, krystalklar luft, et løfte om vinter, piletræerne vrider sig i vinden, folk har vindjakker på, de skynder sig over fodgængerfeltet, på vej steder hen, efteråret er koncentration, arbejde, at samle sig efter sommeren, alvor, død og virkelyst.

Lejligheden
1. september 2008

Hotellejligheden er rund, den udgør hele første sal i et selvstændigt beliggende hus. Huset ligger i en klynge af små huse i hver sin usædvanlige form. Kolding Byferie ligger lige ud til Slotssøen. Jeg har udsigt til søen fra lænestolen ved det rundede vindue. Der er kun ét rum i den lille suite, der er firkantet. Toilettet ligger som en oase i midten, hvor man kan søge hen, hvis man bliver rundtosset.

Det lokalhistoriske projekt
1. september 2008

Jeg læser gymnasielærerens projekt om aftenen, efter at jeg er kommet hjem i lejligheden. Det handler om 1917-1919, om Socialdemokratisk Ungdomsforbunds brud med Socialdemokratiet. Bruddet finder slet ikke sted i Kolding, sådan som man måske skulle tro, men andre steder i landet. Bruddet skyldes ikke begivenheder i Kolding, men revolutionære strømninger fra udlandet, fortrinsvis Rusland og Tyskland. Den eneste grund til, at teksten handler om Kolding, er, at gymnasielæreren flytter til Kolding, mens han samtidig interesserer sig for historie. Han spejler den store historie i den lille historie: Hvordan ser bruddet ud i Kolding?
Lokalhistorieskrivning kræver ingen begrundelse. Lokalhistorie er interessant an sich. Lokalhistorie er lokalhistorie for lokalhistoriens skyld. Gymnasielæreren gennemgår de vigtigste aktører i Koldings Socialdemokratisk Ungdomsforbund og deres aktiviteter op til bruddet. Det var dét, der skete. Dét og dét. Vi behøver ikke begrunde, hvorfor det er vigtigt at fortælle det. For slægtninge, bysbørn og lokalhistorisk interesserede er det vigtigt. Punktum.

Hvorfor brød Koldings Socialdemokratisk Ungdomsforbund med Socialdemokratiet?
1. september 2008

Det gjorde de, fordi de fulgte nationale strømninger. Gymnasielæreren beskriver, hvorledes de lokale medlemmer af Socialdemokratisk Ungdomsforbund debatterer bruddet i medlemsbladet.

Koldings fremtrædende personer (mænd) anno 1916
2. september 2008

Den venlige bibliotekar fra i går, Anne-Meta Brunsborg, stikker hovedet ind og rækker mig en bog med titlen ”Danske Byer og deres Mænd, Kolding By,” Aarhus Stiftsbogtrykkeri 1916. Bogen er bemærkelsesværdig af flere grunde, men især reklamerne i bogens begyndelse og slutning falder i øjnene. Bogen gennemgår byens historie, samt dens fremtrædende personer, alle sammen mænd. Der er billeder af mændene. Her er de, uden billeder: C.A. Lassen, Stads- og Havneingeniør samt Bygningsinspektør, A.M.G. Friis, Tandlæge, R. af D., Jacob Ræder, Grosserer, J.O. Brandorff, Kæmner (nogen har streget navnet over og erstattet det med P. Lauridsen, Direktør), O.C.L. Espersen, lærer, Edv. Lau, en af byens populæreste mænd, tidligere Borgmester, Konrad Jørgensen, Bogtrykker og Udgiver af Højskolebladet, C.F. Jørgensen, Telegrafbestyrer, C. Olsen, Postmester, R.D. Dbmd., Emil Rømeling, Oberstløjtnant, H.L. Hansen, Tømrermester, N.P. Tradsborg, Skoleinspektør, Vilhelm Klemp, Katolsk Præst, H. Petersen, Skræddermester, Viggo Eriksen, Detailhandler, K. Konstantin-Hansen, Direktør, H. Jacobsen, Sagfører og Sparekassedirektør, J.P. Dreyer, Leder af Dansk Frøhandel i Kolding, K. Høwinghoff-Petersen, Direktør for Kolding Laane og Discontobank, P. Christensen, Slagteridirektør, M. Hansen, Manufakturhandler, V. Behrens, Direktør, S. Winkler, Fabrikant, Chr. Henrichsen, Købmand, V. Utzon, Farver, R. af D., Th. Lund Petersen, Direktør, M.H. Burchardt, Fabrikant, L. Dreyer, Prokurist, Fr. Lumbye, Bogtrykker, Martin Jensen, Fabrikant, P.J. Schultz, Manufakturhandler, August Have, Købmand, V. Kjærsgaard, Mejeribestyrer, Julius Petersen, Købmand, N. Clausen, Købmand, J. Møller Nielsen, Ølbrygger, P.M. Lomholt, Musikdirektør, Conrad Andersen, Købmand, Holger Kyster, Guldsmed, Harald Nielsen, Billedhugger, Im. Jørgensen, Cyklehandler, A.S. Petersen, Handelsgartner, J.J. Pors, Købmand, Jens Ebbesen, Manufakturhandler, V. Schæffer, Bogtrykker, S. Dreyer, Direktør, Harald Andersen, Købmand, A. Brask, Direktør, Carl Petersen, Manufakturhandler, Carl Lindgren, Hotelejer, Einar Hansen, ”Alhambra”s Ejer, C. Thrane, Gartner, J. Bertelsen, Slagtermester, C. Levinson, Gartner, L. Wiese, Barber, Th. Knudsen, Fabrikant, Peter Meier, Handskefabrikant, Gumme Nørgaard, Automobilhandler, Peter Heick, Maskinhandler, Jakob Brems, Mekaniker, L. Knudsen, Tricotagehandler, Peter Lauritsen, Optiker, N.K. Faaborg, Vognmand, R.H. Lind, Snedkermester, L.M. Berntsen, Skræddermester, M. Nielsen, Købmand, Hans Nielsen, Glarmester, S. Mortensen, Tandtekniker, Arthur Jensen, Købmand, P. Blicher, Boghandler, P. Lauridsen, Direktør (nogen har streget navnet over og erstattet det med J.O. Brandorff, Kæmner), H.P.B. Rasmussen, Direktør.

Lokalplanen
1. september 2008

Om aftenen læser jeg den lokalplan, som bibliotekaren med det usædvanlige fornavn har givet mig. Lokalplan nr. 0123-12 af 15. juli 1993. Jeg håber at få noget at vide om, hvorfor man gerne vil have et storcenter uden for Koldings centrum. Jeg bladrer i lokalplanen. På allerførste side har bibliotekaren skrevet i hånden, hvornår storcentret blev åbnet. Indviet 22. september 1993, står der. Jeg bladrer. Hmm. Bumbumbum. Begrundelsen for at opføre et storcenter er tilsyneladende, at Vejle Amt i 1989 havde offentliggjort et såkaldt regionsplantillæg for dagligvarehandel, hvilket muliggjorde opførelsen af store butikscentre uden for de fire store byers bymidter. Hvilke fire store byer? Kolding, Vejle, Fredericia … og? Horsens? Jeg googler. Ja, Horsens. Altså, begrundelsen for at opføre et storcenter er, at der må opføres et storcenter. Lidt senere hedder det, at man i det nye område kan opføre store, arealkrævende butikker, som der ikke er plads til i Koldings bykerne, og at centret fortrinsvis henvender sig til bilkunder. That’s it. Ikke et særlig åndeligt stykke papir.

Folkeskoleelevbesøg
2. september 2008

Fire piger og en dreng fra folkeskolens måske niende klasse. En lærer, en bibliotekar. På rundvisning på biblioteket. Det er så en forfatter, siger bibliotekaren. Ja, jeg skriver på Kolding Krøniken, siger jeg. Jeg sidder i dette glasbur og skriver en af de bøger, der skal stå på biblioteket. Der er elleve forfattere, siger jeg og får som sædvanlig rollen som krønikens krønikeskriver. De får hvert et årti i århundredet at skrive om. Det er helt op til hver enkelt forfatter, hvordan man vil gribe det an. Simon Fruelund, siger jeg og nævner den forfatter, der er gået forud for mig, og som sad i glasburet i august måned, Simon Fruelund har skrevet en kærlighedshistorie, der foregår oppe på gågaden i det første årti i det tyvende århundrede. Jeg har fået årene fra 1910-1920, og jeg skriver om Kolding Storcenter. Om Kolding Storcenter? udbryder læreren. Ja. Jeg kigger på eleverne. Jeg underviser jo oppe på universitetet hver onsdag, forklarer jeg, og så gik jeg gennem byen fra banegården og til universitetet og undrede mig over, hvorfor det så ud til, at butikkerne i bymidten havde det svært, hvorfor der var en lidt stille stemning, og hvorfor der var så få butikskæder til stede. Jeg kunne jo for eksempel ikke få en elektronisk dims, som jeg manglede. Der var ikke de sædvanlige kæder til stede, som handler med den slags, Merlin, Fona, Computercity. Så opdagede jeg, at der findes et storcenter uden for byen, og at det var forklaringen. Og hvordan hænger det så sammen med 1910-1920? spurgte jeg retorisk. Jo, fordi det var dengang, der kom liv i bymidten. Det var dengang, de store købmandsgårde blev afløst af specialbutikkerne, og der var butikker over det hele. Det var strøglivet. Det strøgliv er truet nu. Det er det, jeg skriver om. Udviklingen, siger jeg. En af bibliotekarerne vil gerne vise lidt af det materiale, jeg sidder med. Jeg går hen til aviserne. De er fra 1918. I må gerne komme og røre ved dem. Jeg slår op på en side og lægger min hånd på den. Nogle af eleverne rører. Alle forsiderne handler om Første Verdenskrig, siger jeg. Der er malet Første Verdenskrig ud over alle forsiderne, helt ud til hjørnerne. Eleverne kigger, mens fuglen flyver for et par stykker af dem. Mødet er ved at være slut. Jeg fortæller om, hvordan man omhyggeligt beskriver, hvordan en minister ser ud og tænker på Trotskij. At han har sådan og sådan et overskæg. Det skyldes nok, siger jeg, at der ikke var fotos i avisen. Så flyver den sidste fugl, og eleverne går ud. Jeg smiler til et par af dem, da de vender sig om i døren for at sige hej.

Forskellen på at skrinlægge og at sige nej
2. september 2008

I dagene op til den kommunale vedtagelse af storcentret i Kolding i januar 1991 mente Venstres gruppeformand, Jørgen Jessen, at der var forskel på ordene skrinlægge og nej. Hvis der havde været tale om et nej til et storcenter i den følgende fireårige valgperiode, havde det betydet et nej til et storcenter. Nu havde han i valgkampen derimod kun sagt, at han ville skrinlægge planerne om et storcenter, hvilket ikke var det samme. Man må give ham ret. Enhver kan høre, at ordene skrinlægge og nej ikke er ens. I ordet skrinlægge indgår vokalerne i og æ foruden det e, der som den eneste vokal optræder i ordet nej. Desuden er der ti bogstaver i skrinlægge mod tre i nej.

Forhandlingspartner
2. september 2008

Borgmesteren i Kolding har besluttet, at Dansk Supermarked A/S og ikke for eksempel FDB skal have lov at udfylde den 1500 kvadratmeter store dagligvarebutik i det nye storcenter. Sammen med hele den socialdemokratiske gruppe, tre venstrefolk, hele den konservative gruppe og Fremskridtspartiet stemmer borgmesteren ved afstemning den 15. januar 1991 for, at storcentrets grund ikke udbydes i offentlig licitation. Borgmesteren har den 7. januar udtalt, at såfremt man udbyder grunden i åben licitation, er der stor risiko for, at Dansk Supermarked vil opfatte Kolding Kommune som en så useriøs forhandlingspartner, at man vil betakke sig og gå andre steder hen, for eksempel til Taulov. Borgmesteren er selv denne forhandlingspartner.

Forudsigelse
2. september 2008

Fire dage inden den afgørende afstemning blander Ole Kerndal, direktør for Institut for Centerforskning, der laver analyse- og konsulentarbejde for storcentre, sig i den korte, ophedede debat. Jeg kan blot konstatere, siger han, at det altid har været sådan, at et nyetableret storcenter uden for en bykerne altid har trukket kunder til, men på bekostning af den eksisterende detailhandel i området. Ved at bygge centrene inde i byen bevarer man handelen i bykernen, og folk bliver ikke trukket ud fra cityområderne. På den måde bevarer man bymiljøet med sin hyggelige atmosfære og folkeliv i stedet for at skabe konkurrence til det, siger Ole Kerndal. SF fremfører ved Villy Søvndal under den afgørende debat i byrådssalen den 15. januar 1991 Ole Kerndals ekspertudsagn som argument for helt at skrinlægge planerne om et storcenter. Borgmesteren afviser SF’s kritik med henvisning til andre rapporter, som han er besiddelse af. Storcentret bliver vedtaget i den udformning, han har aftalt med Dansk Supermarked A/S, en lokal bank og en lokal entreprenør.

Grotesk intermezzo
2. september 2008

Dagen efter at borgmesteren i et læserbrev den 7. januar 1991 er blevet voldsomt kritiseret for at have handlet på en måde, der oser af korridoraftaler, politiske studehandler og magtfordrejning, dukker et hidtil ukendt og meget flamboyant projekt op, som hidtil kun borgmesteren og kommunaldirektøren har haft kendskab til. Projektet sætter mediernes dagsorden i tre afgørende dage op til den sidste weekend inden afstemningen. I den periode glider debatten om borgmesterens fremgangsmåde, spørgsmålet om licitation og centrets indvirkning på bymidtens handelsliv helt ud af billedet. Det nye flamboyante projekt er på intet tidspunkt i nærheden af at blive realitetsbehandlet i byrådet, men skaber så tilstrækkelig megen ravage i debatforløbet, at selv efter, at projektet er blevet afvist, bruger medierne yderligere to dage på at beskrive den forvirring, der er opstået. Da man når om på den anden side af weekenden, er sagen så godt som afsluttet. Der er ingen, der taler om det alternative projekt længere. Heller ikke de rapporter, som borgmesteren henviser til eller de rapporter, som SF bruger i den afsluttende debat, bliver gransket i medierne.

Årbogen
2. september 2008

Koldingbogen er en årbog, der udgives af Stadsarkivet med støtte fra Kolding Kommunes Kulturudvalg og diverse sponsorer. Den indeholder fortrinsvis artikler om Koldings historie, men sidst i bogen findes en optegnelse over årets vigtigste begivenheder i byen inddelt efter for eksempel ”uddannelse” og ”sport”. I sektionen for ”erhverv” finder man notitser for vigtige erhvervsmæssige begivenheder:
1994: Kolding Storcenter åbner 22. september 1993. 68.000 deltog i åbningen. Bilka er storcentrets dynamo. Det første halve år med Kolding Storcenter viser en omsætning, der ligger ud over det budgetterede, samtidig med at Kolding bykerne har genvundet sin gamle omsætning efter i den første periode at have mistet 13-18% af omsætningen.
1995: Der er ved at komme mere liv i Jernbanegades smalle del og færre tomme forretninger. Ejendomsmæglerfirmaet Sindbjerg & Martinsen har fået dispensation til at indrette sig i gadeplan i Jernbanegade 19, og over for åbner Sportmaster ny butik.
1996: Efter storcentrets etablering har Kolding Kommune samlet haft en fremgang i detailomsætningen på 30%: Stigningen på landsplan er kun på 5%. Den øvrige del af kommunens detailhandel har imidlertid haft en nedgang på 5% og midtbyen en nedgang på 12%.
1999: Kolding Storcenter har betydet, at halvdelen af omsætningen i Koldings butikker går til udenbys kunder mod kun 13% i 1993. Til gengæld er omsætningen i midtbyen faldet med 10%, og hver femte butik er lukket i den sydlige bydel, fremgår det af en rapport fra firmaet Erik Agergård Aps.
Købmand Arnold Petersen har lukket købmandsforretningen i Låsbygade.
Ved Sønderbro åbner firmaet Bahne i nyopført bygning.
Endnu en rapport om detailhandlen i Kolding viser, at mellem 1992 og 1997 har indbyggerne i lokalområderne været trofaste over for deres lokale indkøbssteder på trods af Bilka og Kolding Storcenter.
Magasin og Intersport starter i det udvidede Storcenter allerede 30. august, tre uger før indvielsen.
Udvidelsen af storcentret forventes at medføre mindst 200 ekstra jobs.
Modebutikken Prip i Søndergade lukker med udgangen af juni måned.
Fra og med årbogen fra år 2000 er der ingen kronologisk optegnelse over vigtige begivenheder i Kolding. Først fra år 2006 finder artikler om nyeste tids historie vej til bogen (katastrofen i Seest, 2004), men ingen om Kolding Storcenter.

[3. september]

Vejret II
3. september 2008

De er i gang alle tre, de to IT-medarbejdere plus en tredje person, som jeg ikke kender. De er næsten færdige med at trække kabel til internet til mig. Det er godt nok omfattende, siger jeg til ham, der hedder Tommy. Han står på en stige og trækker et kabel ned fra loftet. Han har vippet en loftsplade op. De har trukket kabel hele vejen fra den anden ende af biblioteket. Jeg følger med Tommy ind på mit kontor. Peter sidder ved computeren, mens en tredje, for mig ukendt person står og kigger på. Peter rejser sig og lader Tommy komme til. Tommy sætter ledningen i bibliotekets computer. Det var mærkeligt, siger han. Jeg kigger på dem. Jeg går ned og henter noget kaffe, siger jeg. Da jeg kommer tilbage, står Peter og klemmer sammen om kablets stik med en tang. Den ukendte mand kigger på. Tommy er ingen steder at se. Peter sætter kablet i bibliotekets computer igen. Sådan, siger han, nu virker det. I mellemtiden har jeg tændt min egen medbragte computer. Det er en hvid Macintosh. Jeg siger, at jeg er gået over til Mac for nylig. Jeg har ellers altid været pc-bruger. Nå, hvorfor det? spørger ham, som jeg ikke ved, hvem er. På grund af stabiliteten, siger jeg. Jeg fortæller, at jeg har haft to bærbare pc’er, der begge gik i stykker på grund af transporten. Der har ikke været nogen problemer med den her, siger jeg. Peter sætter stikket i min computer. Han bakser lidt med indstillingerne frem og tilbage. Der vil ikke komme hul igennem. Jeg siger, at det ikke gør noget. Jeg vil gerne i gang. Den fremmede mand siger hej og går. Peter bliver ved med at rode med computeren. Lige meget hjælper det. Jeg kender ikke så meget til Mac, siger han. Han rejser sig. Han stiller sig samme sted, som han stod i går. Han kigger ud af vinduet. Det er gråt og trist udenfor. Han kigger ned mod parkeringspladsen. Det er sjovt, så lavt svalerne flyver, siger han. Ja, siger jeg. Det bliver helt sikkert dårligt vejr, siger jeg. Det er allerede dårligt vejr. Jeg har svært ved at se, hvordan det kan blive dårligere. Det kommer til at regne, siger jeg. Der var en dag, siger Peter, hvor svalerne fløj helt nede ved jorden inde mellem bilerne på parkeringspladsen. Da måtte jeg have mit kamera frem. Jeg kigger på ham. Jeg tænker, at han hele tiden får føjet nye sider til sin personlighed. I går var det, at han fik fortalt, at han boede relativt langt væk. I dag, at han godt kan lide at fotografere. Jeg ser ham for mig med et fotografiapparat i hænderne. Hvem viser han billederne til? Ok, siger jeg. Vi kigger på svalerne. De cirkler rundt i lav højde omkring et træ, der står ganske tæt ved vinduerne. Det er utroligt, siger jeg, at de ikke flyver ind i vinduerne. Jeg mener, de kunne jo godt tro, at de kunne flyve igennem her. Ja, siger Peter. Han viser med en armbevægelse, hvordan svalerne nemt kunne tro, de kunne skrå ind gennem huset, ind omkring hjørnets bærende søjle; der er vinduer fra gulv til loft. Men det gør de ikke, siger jeg. Nej, siger Peter. Vi kigger lidt. Nogle få minutter efter, at han er gået, kommer regnen. Svalerne jager uanfægtet videre. Jeg iagttager, hvordan de styrer hver enkel fjer i halevingen, når de tager farten af og ændrer retning, hvordan de nøjagtigt spreder viften, så den giver dén opdrift eller drejning, som fuglen ønsker. Jeg ser, hvordan de samler vingerne omkring kroppen til et pludseligt fald. De ved præcis, hvor husets hjørne er, selvom det er af glas og forekommer usynligt. De bøjer af med centimeters margen, inden de kaster sig ud over krydset for at vende og flyve tilbage mod træet. Det er i træets læ og inde mellem bladene, at insekterne skjuler sig for vinden. Det er her og inde under grenene, at svalerne snapper efter føde til efterårets komme.

Suburban Paradise
2. september 2008

Jeg føler stadig ubehag i kroppen. Det har været en hård weekend. Det har været en hård uge. Det har været en hård og eksistentielt belastende sommer. Jeg er udslidt. Min krop værker, og jeg har svært ved at komme af med kvalmen. Det skal være slut nu, har jeg sagt. Det må være nok med den sorg. Nu mærker jeg den. Den er blevet en ven. Jeg kan tage den med mig. Jeg kan se den i øjnene. Nu er det på tide at komme videre. Fordi jeg kan se den, er det muligt at tage et skridt ind i fremtiden. Jeg har ikke noget imod, at det er efterår. Jeg er glad for, at det er efterår. Jeg er glad for at komme videre.
Jeg har lyst til at komme af med den kvalme. Det er nærmest i trods, at jeg forlader bowlen og begiver mig ud i den sene eftermiddags lys for at løbe en tur. Først så går jeg. Jeg går forbi svømmehallen, som jeg har lovet mig selv at besøge en af dagene. Jeg går op ad bakken, en stejl bakke med et hårnålesving, noterer jeg mig. Først da jeg er oppe over bakken, begynder jeg at løbe. Jeg løber til venstre. Jeg når ud til en gade, der engang har været indfaldsvej. Det kan man se på husenes alder og den måde, de ligger, helt ud til gaden, som om der engang har været livlig trafik her. Nu er det en blind vej. Jeg slår ind på den blinde del af vejen. Den løber ud af byen. For enden af vejen fører en sti ud til en omfartsvej. Det er her, den nye del af byen begynder. Industriområdet, og dét som min ven Morten Reintoft kalder Suburban Paradise; store detailhuse med møbler, byggematerialer, planter, som man kan transportere hjem med trailer og virkelyst. Der er også benzinstationer og burgerkæder. Der er lagt rigelige områder ud til parkeringspladser. Det ligner et sted, hvor der godt kunne ligge et storcenter. Jeg sætter farten op. Det er begyndt at støvregne. Jeg spekulerer på, om jeg har kræfter til at løbe helt ud til storcentret og tilbage igen. Jeg spekulerer på, om det ligger efter krydset derude i det fjerne, hvor jeg kan se lysreguleringen skifte fra rødt til grønt og til rødt igen, og hvor bilerne samler sig i kolonner, der tømmes med jævne mellemrum.
Der er ingen, der bruger det her fortov. Det hele foregår i biler. Der er seks sekunder til at nå over vejen. Jeg løber. Jeg er efterhånden våd. Jeg løber ind og ud mellem bilerne på parkeringspladsen. Jeg når frem til vindfanget, indgangspartiet i glas. De roterende døre fejer mig ind i bygningen. Der sidder en ung pige på en bænk. Hun har placeret sine fødder på bænken, så skødet står frem som en blød bue bag gamachebukserne. Det er det første, jeg får øje på i Kolding Storcenter. En pige, hvis skød peger direkte mod indgangspartiet.
Jeg går forbi pigen. Jeg leder efter et sted, hvor jeg kan se, hvornår centret er åbent. Der er ingen informationstavle. Jeg kaster et blik ned ad én af gangene. Det ser ud til, at de fleste butikker er lukkede. Jeg går tilbage til indgangspartiet. Pigen sidder der stadig. Der er ingen åbningstider trykt på glasdørene. Bilka-butikken ser ud til at være åben. Jeg går ned ad en af de lange, tavse gange. Nogle butikker er skoddede helt til, så man ikke kan se de varer, der er stillet frem bag vinduerne. Andre har nøjedes med at slå alarmen til og præsentere varerne i natbelysning. Jeg når frem til et torv. En bemandet informationsstand er lukket. Der står brochurer fremme om attraktioner så langt væk som Århus og Aalborg. Der er et bykort over Odense. Der er intet kort over Kolding. Intet, der fortæller om storcentrets åbningstider. Jeg finder en lille brochure på informationsstandens disk. I den kan man se den enkelte butiks beliggenhed i centret. Der er mange kædebutikker. Jeg får lyst til at tælle antallet af kædebutikker og sammenligne med antallet af kædebutikker i bymidten. Jeg går hen mod Bilka. Der er stillet møbler i udvalg frem på det, der hedder Bilka-torv. Der er bagerbutik, sandwichbutik.
Jeg finder et katalog ved centrets indgangsparti. Det ligner en turistbrochure. Det er ikke alle butikker, der er repræsenterede i kataloget, det er formentlig kun dé, som har betalt tilstrækkelig mange penge for at være med. På bagsiden af kataloget finder jeg det, som jeg har ledt efter, centrets åbningstider. I København ville det være utænkeligt, at et center ikke holdt åbent helt frem til klokken otte. Dette center lukkede, konstaterer jeg, klokken halv seks.
Jeg går udenfor. Det er begyndt at regne rigtigt nu. Jeg løber hele vejen tilbage, idet jeg slår om i gang på det stejle stykke ned mod byens gamle centrum. På det sted, hvor jeg bor, har der engang ligget en maskinfabrik. Kedelsmedgangen hedder den vej, der skærer sig gennem hotelkomplekset. Er det bare udviklingen? tænker jeg. Er det i virkeligheden noget, man ikke skal beklage sig over? Det kan godt være, at bymidten virker en smule livløs. Men har borgmesteren ikke hele tiden haft ret? Har han ikke skaffet så og så mange nye kunder til Kolding med sit storcenter? Har han ikke skaffet så og så mange arbejdspladser? Vidste han ikke bedre, da han satsede på Bilka og ikke på FDB? Er det i virkeligheden ikke meget godt, dét som han har gjort? Er der ikke altid en pris, der skal betales? Den pris er noget af midtbyens liv. Er det ikke det værd? Er det måske i virkeligheden ikke uundgåeligt? Jeg er plaskvåd, da jeg svømmer ind i bowlen igen.

Optælling af kædebutikker med udvalgsvarer i Kolding Storcenter
3. september 2008

Alfred Lunds Eftf.. Artshop. Bang & Olufsen. BeautyTeam. Bertoni. Bianco Footwear. Bikbok. Bingo Foto. B.O. Bøger. Body Shop. Bog & Idé. Build A Bear. B-Young. Casa Decor. Claire. Deichmann. Deres. Design Cykler. Didi. EB Games. Esprit. Exit. Feet Me. Flexa. Fona. Fætter BR. Glitter. Guldsmed Scheelke. Gundtoft. Hennes & Mauritz. Hunkemöller. ICHI. Imerco. Inspiration. Intersport. Jack & Jones. Jefferson. Kaufmann. Krea. Lurifax. Merlin. Naked. Newyorker. Neye. Nielsen’s. Nike Shop. O.N.L.Y.. Panduro Hobby. Paw Sko. Pieces. Pilgrim. ProfilOptik. Quint. Quintess. Samsøe & Samsøe. Sandwich. Sisters Point. Skoringen. Solo. Sonofon. Sparkz. Spendser Guld-Sølv-Ure. Stadium. Stereo Studio. Stof 2000. Sv. Michelsen Chokolade. Synoptik. Søstrene Grene. TDC. Telia. Thiele. Tiger. TripTrap. Triumph. Tufra Dyrecenter. Tøjeksperten. Vero Moda. Vila. Wagner. Zizzi. 80 butikker.

Optælling af kædebutikker med udvalgsvarer i Kolding bymidte
3. september 2008

Bang & Olufsen. Bianco Footwear. Bikbok. Bog & Idé. Buddy. Carlings. Change. Ecco. Fabric. Femilet. Fætter BR. Good Games. Gundtoft. Hennes & Mauritz. Hi-fi Klubben. Imerco. Inspiration. Intersport. Japan Photo. Ketshop. Louis Nielsen. Marcus. Matas. Men. Missya. Neye. Nielsen’s. O.N.L.Y.. Photo Care. ProfilOptik. Second Female. Sinnerup. Skoringen. Solid. Sparkz. Spejder Sport. Sportigan. Stereo Studio. Synoptik. Telekæden. Telia. Thiele. Tiger. Triumph. Trævarefabrikkernes Udsalg. Tøjeksperten. Vero Moda. Wagner. Zjoos. 49 butikker.

[4. september 2008]

Vejret III
4. september 2008

Nogle solstrejf kastedes fra morgenstunden ind gennem vandet i bowlen. Jeg havde lidt svært ved at vågne, nedsunket under vandets overflade; søvnen havde ikke været så god som de foregående dage. Lidt hvidvin aftenen før havde fået mig op at tisse to gange. Jeg havde svært ved at blive organiseret. At finde mine ting frem. Jeg kom selvfølgelig ud af bowlen uden at få det hele med mig. Jeg måtte svømme tilbage senere og hente nogle ting. Vejret er om muligt endnu mere gråt end i går. Solstrejfene er forsvundet for længst, der er vanddråber i luften, uden at det regner. Svalerne fortsætter deres kredsen om træet uden for mit vindue. Deres flyvning er besværet af vinden, der er endnu stærkere end i går. Det er lavtryk, og lavtrykket kommer nærmere. Et eller andet sted er der nogle børn, der hviner af ophidselse. En formildende omstændighed denne torsdag morgen.

Hvad skønlitteratur er
3. september 2008

Jeg har fået nye elever. Det er det nye hold på Skrivekunst, som jeg underviser i. Skrivekunst er et tilvalgsfag på Syddansk Universitet. Undervisningen finder sted i det gamle sygehus på Engstien, hvor Koldings afdeling af Syddansk Universitet holder til. Jeg siger goddag til dem. Jeg fortæller dem om, hvad der skal ske i løbet af dagen. Jeg fortæller lidt om mig selv. Jeg siger lidt om, hvad Skrivekunst handler om. Skrivekunst, siger jeg, handler først og fremmest om at lære at læse. Vi skal lære, siger jeg, at lade være med at læse intentionen og i stedet læse teksten. Vi er enormt gode, siger jeg, til at aflæse intentionen i løbet af nul komma fem og så se bort fra, at det rent faktisk ikke er det, der står. Vi godtager manglen på præcision, fordi vi godt forstår meningen med det. Det, som vi skal lære, siger jeg, er ikke at godtage manglen på præcision, men i stedet interessere os indgående for præcision. Det er i detaljen, at kunsten findes. Jeg kigger på eleverne. Jeg har travlt med at afkode deres signaler. Det er umuligt. Der er omkring tyve elever. De udstråler noget forskelligt hver især. De har alle mulige grunde til at være her. De har alle mulige rimelige og urimelige forventninger til, hvad det her går ud på. Lad mig slå fast med syvtommersøm, siger jeg, da jeg har hørt dem hver især fortælle, hvad deres baggrund og forventninger til kurset er, at det kun og udelukkende går ud på skønlitteratur, det her. Der er ingen retoriske fif, som man kan lære hos mig, ingen fast opskrift på, hvordan man gør, når man vil skrive skønlitteratur. Det her, det handler om opmærksomhed. I skal lære at blive opmærksomme på den mindste detalje. Det vil I sandsynligvis kunne bruge i andre sammenhænge også. Men dét her, det er meget sværere end journalistik og faglitteratur. Dét her er det allersværeste overhovedet. Her er alt muligt, også det ulovlige. Anvendes det ulovlige på en præcis og i bedste forstand rigtig måde, så er det lige pludselig lovligt, set fra et kunstnerisk synspunkt. Her er vi på den anden side af god formidling, godt sprog og retoriske tricks og fif.

Portrætter af koldingensere og nogle tilrejsende
3. september 2008

Jeg giver mine nye elever en opgave. De får tyve minutter til at løse den. Imens sidder jeg og prøver at memorere deres navne. Jeg skriver små portrætter ud for deres navne, så jeg bedre kan huske dem. Da jeg beder dem læse op af opgaverne bagefter, kan jeg huske alle deres navne.
Pernille. Hun er mørkhåret. Cirka 25 år. Hendes hår er klippet i en skæv, måske protesterende, delvis barberet frisure. Hun har læst design og kulturøkonomi. Hun er reserveret eller virker på en måde, så jeg har svært ved at aflæse hendes signaler. Jeg kan mærke, at jeg håber, hun vil blive på holdet. Jeg vil gerne se, hvad hun skriver. Det gælder dem alle sammen, men jeg registrerer følelsen, straks jeg retter fokus mod den første.
Jeannie. Hun bærer mange smykker. Lange halskæder, der hænger ned over brystet. Hun har også smykker om håndledene og i ørerne. Hun har meget blå øjne og lyst hår. Hun er på min alder eller yngre. Hun er eller har været bibliotekar. Jeg husker ikke, om hun er eller har været det. Hun har også læst spansk. Hun vil gerne skrive rejseartikler. Udmærket, tænker jeg. Det er noget, jeg kan forholde mig til. Hun ved endnu ikke, at hun vil komme til at skrive rejselitteratur og ikke rejseartikler, men det vil hun opdage.
Anne Mette. Jeg kender hende. Hun har været på mit hold tidligere. Hun har fået barn for nylig. Hendes tekster er stærkt bekendende. Også den tekst hun læser op afslutningsvist denne dag. Hun skal være velkommen, tænker jeg, bare hun selv kan holde til det.
Inge Line, som kalder sig selv Line. Hun er mørkhåret, håret går hende til skuldrene. Hun har brune øjne, der på en og samme tid er trodsige og sårbare. Det er ikke sikkert, hun vil blive på holdet. Det var ikke hendes førstevalg. Hun kommer fra engelsk. Hun beskæftiger sig med oversættelser, webartikler.
Elsebet. Lyst, kort hår, måske krøllet lidt indad. Hun er på min egen alder. Hun prøver at komme ting i forkøbet. Hun skynder sig. Hun har også en varm side. Hun vil gerne være varm. Men må hun det? Hun har læst historie.
Charlotte kender jeg. Hun er ligeledes på min alder. Hun er et tekstligt damplokomotiv. Hun fik optur, da hun mærkede, at teksterne blev respekteret, sidste gang hun gik hos mig. Kan hun vende tilbage til teksterne og arbejde videre med dem? De handler om hende selv. Det er ikke altid nemt at skelne stof fra sandhed.
Sebastian. Mørkt hår, en smule rødligt. Hans frisure er skævt klippet, tror jeg, den minder mig i hvert fald om Pernilles. Er hans øjne brune? Jeg tror det. Han går tidligt, han skal nå et eller andet. Vil han blive hængende?
Elin. Hun holder tale, da det er hendes tur til at fortælle om sig selv. Hun er vant til at introducere. Hun siger, at hun er lærer på stedet og remser ting op, som fortæller om hendes kompetencer. Handelshøjskolen. Phd. Marketing. Forbrugerkultur. Fagbøger. Videnskabelige artikler. Hun siger, at det er lidt mærkeligt for hende at sidde på den anden side af bordet. Jeg siger til hende, at hun så bare kan slappe af og overlade ansvaret til mig. Hun har lyst, pageklippet hår. Hun er i trediverne. Hun har briller og hurtige, intelligente øjne.
Tina E. Historiker. Hun bruger læsebriller. Hun har langt, gråt hår. Hun virker mild og klog. Håndvæver, en mild og klog beskæftigelse. Også pædagog. Der er noget, der siger mig, at det er noget, hun hár været. Det er ikke sikkert. Hun fortæller først det ene, så det andet. Folk kan godt blive forvirrede, når de skal fortælle til en stor forsamling. Som bier, der jager tankerne rundt fra den ene side af hovedet til den anden.
Hans P. Han har langt, mørkt hår, der falder på en filmisk måde. Han har et stort ansigt. Hans øjne er levende. Han er historiker. Han interesserer sig for Star Wars, spillet World of Warcraft og fanfiction, altså fiktion skrevet ind i spillenes eller filmenes universer og med de figurer, der optræder der. Han siger kontrafaktisk historieskrivning. Jeg skal ikke udelukke, at det kan lade sig gøre. Det er meget store ambitioner.
Tina P. Vånder hun sig, da jeg læser en af mine egne tekster op med klar, kritisk adresse til højrefløjen i dansk politik? Det er ikke sikkert. Hun er velplejet med tendens til det sirlige, omhyggelig med tendens til det perfektionistiske. Hendes øjne er store. Hun har lyst pagehår. Hun er i trediverne og har HD i afsætning, har erfaringer fra erhvervslivet, har været redaktør for et fagtidsskrift i Esbjerg og beskæftiger sig med kommunikation og journalistik. Jeg skal overbevise hende om, kan jeg mærke, at der ikke findes nogen opskrift. Hun vil gerne være effektiv. Der findes ingen effektiv vej ind i skønlitteraturen. Jeg er det mest effektive, man kan få. Det kræver tålmodighed. Og langsom, langsom nedbrydning af, hvad det er, man troede, det handlede om.
Kamilla. Hende kender jeg. Jeg har ikke haft hende som elev før, men flere af mine kolleger har haft hende på Testrup Højskole. Hun har skrevet målrettet i flere år. Hun vil udgive bøger. Hun har erfaringer. Jeg er glad for at have nogen med erfaringer på holdet. Hun har langt, kommunefarvet hår. Hendes ansigt er aflangt. Hendes øjne er intelligente. Hun er kommet udelukkende til dette kursus for at have mig. Det er jeg glad for.
Malene. Mørkt, kraftigt hår. Store mørke øjne. I det hele taget mørkt. Hun siger ikke meget. Stærkt liv bag øjnene. Hun tænker. Hun føler. Hun lader ikke meget komme ud. Det er et udgangspunkt. Det kan være fint. Det er ikke til at vide. Jeg er spændt på at se, hvad hun skriver. Hvis hun skriver. Hun vil være en af dem, der vil have svært ved at lægge tekster frem. Jeg gætter. Hun kommer fra dansk.
Anne. Jeg har set hende før. På Testrup Højskole? Jeg tror det. Jeg er ikke sikker. Hun er høj, har langt, mørkt, lidt viltert og uregerligt hår. Hendes øjne er store, skinnende, levende. Hun taler en smule hurtigt, glemmer at trække vejret. Hun er også fra dansk.
Anette. Hun er nem at huske. Flammerødt pagehår. Jeg har helt sikkert set hende på Testrup Højskole. Og hun mig. Hun er også fra dansk.
Sarah. Kommunefarvet hår sat op bagtil. Hun har stærke øjne, ligner en, der ved, hvad hun vil. Det kan også snyde. Hun vil gerne arbejde på forlag, som tekstforfatter. Er hun allerede tekstforfatter? Det går hurtigt. Hun taler hurtigt. Hun taler om formuleringer. Hun er her for at lære noget. Jeg håber, at jeg ikke skuffer hende.
Maria. Fanfiction, tegneserier. Det meste skrevet på engelsk. Hun har mest skrevet på engelsk. Hun er goth. Det er det, jeg tror, det hedder. Hun har ringe forskellige steder. Hun går i sort, hullet tøj, har læderjakke på eller noget, der minder om det. Hun har helt hvidt hår.
Martin. Han bliver sikkert fornærmet, hvis jeg kalder ham goth. Jeg aner ikke, hvad det hedder. Hvis det overhovedet hedder noget. Piercinger i ansigtet. Fipskæg. Langt lyst hår i hestehale. Et lille ansigt. Jeg kan ikke få navnet til at passe på ansigtet. Han er en af de få, der rent faktisk har skrevet før. Poesi, prosa, siger han.
Søren. Kortklippet, lyst eller kommunefarvet hår. Den eneste af mændene indtil videre, der har en almindelig frisure. Han har skrevet fiktion engang, fortæller han. At han er kommet bort fra det igen. At han godt kunne tænke sig, at … Han fuldender ikke sætningen. Jeg siger ja og nikker.
Jonathan. Han er nem at huske, hvis han ikke barberer sig. Han er den eneste elev med fuldskæg. Han skriver sangtekster til sit eget band. Han skriver også noveller. Han sidder lige ved siden af mig. Han er en engageret elev, tænker jeg.
Vi læser en tekst, som jeg har haft med. Nogle af eleverne taler om, hvad forfatteren har villet med teksten. De taler om, hvad forfatteren har tænkt, hvordan teksten skulle virke på sin læser. Jeg siger, at der ikke er noget sted i en tekst, hvor man kan se, hvad en forfatter har villet med sin tekst, eller hvad han eller hun har tænkt med henblik på, hvordan den skulle virke på en læser. Det er fuldkommen uvedkommende problemstillinger, siger jeg. Jeg bliver en smule studs, jeg kan godt høre det, men det er nødvendigt at slå ned på dette med samme. Hvis undervisningen kommer til at dreje sig om, hvordan en tekst virker og om, hvad en forfatter har tænkt, kommer man til at tale om alt andet end teksten, nemlig hvad man tror, der foregår inde i andre menneskers hoveder, og det er rent gætteri.

Frokost med værten
4. september 2008

Hun er projektleder. Hun repræsenterer værten. Værten er Kolding Bibliotek med nogle sponsorer i ryggen, nemlig Jens Holms Biblioteksfond, Sparekassen Koldings Fond, First Hotel, Kolding Byferie, Styrelsen for Bibliotek og Medier, Kultur i Kolding og Edvard Pedersens Biblioteksfond. Over hende sidder projektets ophavsmand, bibliotekets kulturkonsulent Lars Kristiansen, samt bibliotekets chef Kirsten Sparvath. Men hun er værten. Hun hedder Ellen Ravn Bertelsen. Hun er knap tredive, måske yngre. Hun er gravid med sit andet barn. Hun bor i Kolding bymidte. Hun arbejder også på Munkevængets Skole. Hvordan går det? spørger hun, da vi har fået serveret vores mad. Jeg får maden leveret morgen, middag og aften af Restaurant Berg som en del af eller udgørende det sponsorat, som First Hotel har doneret til projektet. Vi har lige sat os til at spise. Jo, det går udmærket. Jeg har fået skrevet en del, siger jeg. Jeg kunne godt tænke mig … Jeg går i stå. Jeg vil gerne skrive om arbejderne i Kolding i årene omkring 1918, siger jeg. De levede under kummerlige forhold. Arbejdet var usundt og farligt. Der var stor arbejdsløshed. De måtte hver morgen lade sig skrive op som daglejere i håb om at få en tjans den dag, som for eksempel lossere af et skib. Dengang blev skibene ikke losset med kran, men ved hjælp af håndkraft. Så måtte nogle arbejdere stå nede i skibets lastrum og skovle for eksempel stærkt støvende kul op på trillebøre, mens andre måtte køre trillebørene op over rælingen og ned på kajen via interimistiske træramper, bygget til formålet. Det var usundt, opslidende og farligt. Det var ofte under en tredjedel af de fremmødte, der fik arbejde den dag. Arbejdsgiverne undertrykte arbejdernes forsøg på at etablere fagforeninger. I løbet af tyverne kom det til direkte opstande i Kolding blandt arbejderne. Ellen fortæller, at en borger har ringet ind og fortalt, at hendes mor var involveret i en drabsepisode under en bolschevikisk opstand i tyverne. Det var gået hårdt for sig. Det var ikke for sjov. I dag siger vi, siger jeg, at der ikke findes arbejderklasse i Danmark, og at arbejderne ikke bliver udbyttet, men selvfølgelig findes og gør der det. Hvor mange tror du, spørger jeg, skal der hver nat rykke ind i Storcentret, hvor der er 120 butikker, en 1500 kvadratmeter stor Bilka, samt flere kilometer gangarealer, for at gøre rent? Halvtreds, hundrede, flere? Jeg kunne godt tænke mig at få kontakt med disse rengøringsfolk, siger jeg. Jeg spekulerer på, hvordan jeg får kontakt med dem. Jeg kigger på Ellen. Hun har altid fugtige øjne. Det får hende til at virke drømmende. Jeg ved godt, at hun ikke kan være alt for drømmende med dette job som projektleder. Hun virker ærlig talt også effektiv og pligtopfyldende. Jeg er sikker på, at hun altid holder, hvad hun lover. Hun er en kvinde, man kan stole på. Jeg kigger ud af vinduet. Jeg forestiller mig, hvordan der hver nat rykker en hær bevæbnet med rengøringsvogne ind i Storcentret. Hvordan de taler alle mulige sprog. Hvordan det muligvis ikke er alle, der har opholdstilladelse, men bare er her på turistvisum; at det muligvis ikke er alle, der er her på lovligt ophold. Dét er vor tids arbejderklasse. De er ikke organiserede. De har samfundets dårligste jobs. De kan udnyttes. De har løs tilknytning til arbejdsmarkedet, til landet, til tilværelsen i det hele taget. De bøjer sig for en arbejdsgiver bare for at have noget. De har ikke noget imod ikke at lade sig organisere. De gør, som man siger. Det er slet ikke sikkert, at det er sådan i Kolding eller i Kolding Storcenter. Det er noget, jeg forestiller mig. Jeg forestiller mig, at hele folkeslag bliver arbejderklasse for andre folkeslag. Jeg forestiller mig, at hele folkeslag gør rent for andre folkeslag, mens sidstnævnte hygger sig med indkøb og behagelige adspredelser.

Beverly Hills Kolding
3. september 2008

Det er mørkt. Det drypregner. Jeg cykler op ad Fynsvej, indtil jeg når rampen til højre ned mod havnen. Jeg svinger ned mod havnen og drejer straks efter til venstre ud af byen. Strandvejen. Jeg er på vej ud mod Koldingfjord Hotel. Jeg skal besøge en veninde, der bor på hotellet, Marianne Grønnow. Hun er billedkunstner. Hun er kommet til byen for at sætte en udstilling op på Kunstmuseet Trapholt. Trapholt og Koldingfjord Hotel ligger i nærheden af det tidligere fiskerleje Strandhuse, der nu er Koldings dyreste område. Et hus hedder Akademiet. Parklamper foran huset. Svungne jerngitterdøre. Det er ikke ualmindeligt at have sat belysning på eget hus, så det tager sig smukt ud set fra vejen. Mange af husene er holdt i nye, arkitektfundne materialer. Der er glascarporte, sandstensmure, vinduesfacader med udsigt ud over fjorden. I carportene holder der biler af mærkerne BMW og Mercedes, nogle af dem i særligt toptunede udgaver. Det er hér, man bor, hvis man vil vise, at man har penge. Kilometer efter kilometer af pragthuse, det ene efter det andet. Jeg er på en blå damecykel og føler mig fremmed i kvarteret.
Alt ved Koldingfjord Hotel er arrangeret ned til mindste detalje. Det ligner et slot, en herregård. De toppede brosten på gårdspladsen er fejede. Der er omhyggeligt plejet dekorativ beplantning i symmetrisk ordning langs bygningerne. Foran hovedbygningen et stejlt faldende haveanlæg ned mod fjorden. Bag hovedbygningen bygninger der minder om stalde. Jeg er ikke sikker på, at en cykel indgår i denne detaljerigdom, men jeg beslutter mig for at parkere den op ad porten. Jeg går ind i receptionen, spørger efter restauranten, slår om et hjørne og tager mit regntøj af. Jeg sveder. Jeg går ned ad det guldlakerede trappeanlæg, der fører ned gennem bygningen og ned mod restauranten og haven. Det er et konferencehotel. Det ligner en mellemting mellem Peder Paars og Titanic. Hotellet genlyder af mænd, der griner, mænd der drikker øl, mænd der sender lange blikke efter kvindelige kolleger. Jeg træder ind i restauranten. Min veninde sidder alene ved et stort, rundt bord. Hun er glad for at se mig. Jeg sætter mig ved bordet. Vi snakker om tjenerne. De siger De til os og kalder os Herren og Damen og tiltaler os i tredje person. Det er, som om vi er med i noget af Morten Korch. Tjenerne har begge højt rejst hår, som om de protesterer. Vi bestiller hvidvin og begynder at snakke.

Kolding i globaliseringens tidsalder
4. september 2008

Ellen fortæller, at de bor i Skovparken og et andet sted, som jeg ikke kan huske, indvandrerne. Jeg brygger stadig på min teori om, at der rykker halvtreds uorganiserede indvandrere ind i Kolding Storcenter om natten for at gøre rent. Et symbol på globaliseringen. Hvad kan jeg gøre? Skal jeg stille mig op uden for storcentret om natten og vente på, at denne tavse hob møder op? Skal jeg opsøge dem i Skovparken? Ellen giver mig et nummer til administrationschefen i Biocentret i Kolding Storcenter, Claus Thygesen. Han vil kunne fortælle mig noget om rengøringen i centret. Jeg ringer til ham med det samme. Claus Thygesen siger, at han har set en to-tre stykker, der går rundt og gør rent på gangene, tømmer skraldespande og så videre. Han fortæller også, at hver butik i centret sørger for sin egen rengøring. Jeg indser med det samme, at jeg har været dum. Der er ikke nogen butiksejer, der er dum nok til at lade en centralt ansat og for dem fuldkommen ukendt rengøringspersonale gå rundt mellem deres varer og gøre rent. Selvfølgelig sørger de selv for at gøre rent. Det gør biografen også, siger Claus Thygesen. Vi har et par stykker ansat til at gøre rent, siger han. De er ikke organiserede og ansat direkte af os. Han bruger ordet organiserede, da jeg har sagt noget om uorganiserede indvandrere. Han har intet problem med at sige, at hans ansatte er uorganiserede. Hvorfor skulle han også have det? Med mindre han har en eksklusivaftale med en fagforening, kan han gøre, hvad han vil. Jeg siger tusind tak for hans hjælp. Hele min fiktion om den natlige horde falder fra hinanden. Centrets to-tre medarbejdere er fra ISS. Der er givetvis ingen problemer med deres ansættelsesforhold. Det hele er formentlig, som det skal være. Luften går af ballonen.

Runa Kähler
4. september 2008

Forfatteren Runa Kähler stikker hovedet ind. Hvor gammel er hun? Halvfjerds? Yngre? Mørkt pagehår. Levende mørke øjne af samme farve som håret. Jeg gør plads til hende i en af lænestolene. Hun fortæller, at hun lever af at rejse rundt og holde foredrag. Om hvad, spørger jeg, om dine bøger? Ja, og om kærlighed. Jeg har ikke læst noget af hende. Hun siger, at hun har mødt mig engang i Forfatterforeningen. Det kan jeg ikke huske. Jeg tror ikke, at hun har læst noget af mig. Det gør heller ikke noget. Det er et hyggeligt besøg. Hun spørger, om ikke jeg synes, at Kolding er en livlig by. Jo, det synes jeg. Kolding er dejlig. Slotssøen er dejlig. Kolding Byferie er dejlig. Biblioteket er dejligt. Bymidten er dejlig. Jeg er efterhånden begyndt at se på selv storcentret med milde øjne. Jeg ender vel med at synes, at det hele ok. Runa Kähler rejser sig. Denne venlige ældre dame. Jeg følger hende ud. Jeg siger tak for besøget.

På Stadsarkivet
4. september 2008

Jeg famler mig frem på Stadsarkivet. Jeg hilser på Kristian. Han introducerer mig for Anders, en af Stadsarkivets arkivarer. Jeg fortæller Anders om mine planer med at sammenligne byens handelsliv anno 1918 med byens handelsliv anno 2008. Anders finder ting frem til mig. Jeg føler mig utilpas. Jeg kan mærke, at jeg måske har mistet den røde tråd. Fandens, siger jeg til mig selv. Jeg fortæller ham om mine planer om at sammenligne daglejernes situation anno 1918 med ulovlige indvandreres liv og arbejdsforhold i 2008. Hvordan man finder ud af noget om dem? Arbejdsgiverne, der hyrer ulovlig arbejdskraft, vil ikke sige noget. De illegale indvandrere vil ikke sige noget. Ingen vil sige noget. De er usynlige for os. De går rundt bag kulisserne og ordner ting for os. Om natten. Hyret af nogen, der ikke vil stå frem. De bor under kummerlige forhold, ti i én lille lejlighed ligesom daglejerne og deres familier gjorde i 1918. Jeg tænker på politiet. Ved de noget? Hvordan med dagbladene? Jeg kommer til at tænke på, at biblioteket muligvis har Infomedia. Det er et tyndt spor. Sporet bliver tyndere og tyndere. Jeg burde skrive fiktion. Om to elskende, der svømmer ud i Slotssøen og drukner sig, fordi de elsker hinanden for meget. Det øs-sjask-regner udenfor.

[6. september 2008]

Besked på viceborgmesterens telefonsvarer
5.-6. september 2008

Jeg har fået nummeret af Ellen. Lis Ravn Ebbesen sad i byrådet for SF under det tumultariske forløb, der ledte op til storcentrets beslutning. Nu er hun 1. Viceborgmester. Måske kan hun fortælle mig noget om kommunens planer for bymidten, samt om globaliseringens betydning for Kolding? Hun tager ikke telefonen. Jeg lægger en besked på hendes svarer. I mellemtiden er det blevet weekend. Jeg er taget til København for at ordne forskellige sager. Jeg håber, at jeg får fat i hende, når jeg kommer tilbage til Kolding mandag.

Til shrink
5. september 2008

Om to elskende, der svømmer ud i Slotssøen og drukner sig, fordi de elsker hinanden for meget. Jeg sidder over for min psykolog. Det har faktisk været en ganske fin uge i Kolding, siger jeg. Bibliotekarerne er søde. Jeg føler, at vi er sammen om det her. Vi er ganske almindelige mennesker. Vi deler de samme grundlæggende kår. De problemer, som jeg har, skiller sig ikke ud fra deres problemer. Det er ganske almindelige problemer. Kærlighed. Sorg. Glæde. Angst for ikke at være elsket. Det deler vi dér på biblioteket. Det gør det dejligt at være der. Jeg må sige, at jeg faktisk har haft en ret god uge i Kolding.

Til shrink II
5. september 2008

Jeg har været bange for hotelværelset. Bange at være alene og føle mig ensom. Jeg har haft det godt. Jeg har arbejdet let om aftenen, set en lille smule tv, og så læst i sengen. Det har været aftener, jeg har glædet mig til. Jeg troede slet ikke, at det kunne være sådan. Jeg er helt sikker på, at det ikke er Kolding, der gør det, men jeg er glad for, at jeg fik muligheden for at rejse ud lige dér og konfrontere mig med mig selv.

Til shrink III
5. september 2008

Nu prøver du at trække vejret rigtig dybt, mærke dine fødder mod gulvet, hver gang du mærker panikken komme. Hvordan tror du, det vil være? Svært, siger jeg. Prøv det. Ja, siger jeg.

Findes der illegal arbejdskraft i Kolding?
4. september 2008

Kolding Bibliotek har et abonnement på Infomedia, som alle brugere af biblioteket kan bruge. Det er et herligt og dyrt stykke legetøj, der normalt kun stilles til rådighed for journalister. Her kan alle bruge det. Med søgeordene ”illegal arbejdskraft,” ”ulovlig indvandring,” ”kvindehandel” og ”udenlandske prostituerede” finder jeg frem til følgende artikler. Resultatet er begrænset til artikler i Jydske Vestkysten inden for det seneste år.
To tyrkiske statsborgere bosat i Schweiz blev mandag stoppet ved grænsen, da de kom kørende i en minibus fyldt med syv irakiske kurdere uden pas eller papirer. Jydske Vestkysten 12.09.2007
4,7 millioner kroner i manglende skat på illegal udenlandsk arbejdskraft vidner om, at private virksomheder i Skattecenter Esbjergs område er driftige misbrugere af billige østeuropæere. Jydske Vestkysten 20.09.2007
Aktioner på 23 byggepladser i Kolding og Haderslev i sidste uge afslørede blandt andet udenlandske håndværkere, der bliver groft underbetalt og bor under kummerlige forhold. Jydske Vestkysten 02.10.2007
Tre dages intensiv byggepladskontrol i Grindsted, Billund, Jelling, Vejle og Vejen gav Skattecenter Billunds folk rigeligt at se til. Jydske Vestkysten 09.10.2007
Tre mænd har gennem flere år drevet bordeller på Nørrebro og Amager med udenlandske prostituerede, som angiveligt er kommet til landet gennem kvindehandel, mener Københavns Politi. Jydske Vestkysten 13.10.2007
En række bordeller i Syd- og Sønderjylland har det seneste døgn haft besøg af politiet. Det skriver dr.dk/syd. På 19 bordeller fandt politiet fire kvinder uden lovlige arbejds- og opholdstilladelser. Jydske Vestkysten 27.10.2007
I weekenden satte tysk politi igen en stopper for en formodet menneskesmugling af en stor gruppe irakere. Myndighederne fattede mistanke til en Ford Transit, der viste sig at have 22 irakere i varerummet, en kvinde med tre børn og 18 mænd. De mange personer blev fundet, da bilen holdt på rastepladsen Hüttener Berge. For en uge siden afslørede tysk politi i en tilsvarende sag en minibus med 23 irakere lige syd for grænsen. I begge tilfælde er det tyrkere, der menes at stå bag menneskesmuglerforsøgene. Jydske Vestkysten 06.11.2007
En tysk menneskesmugler fra Kassel blev i går varetægtsfængslet i fire uger for forsøg på indsmugling af fire illegale indvandrere. Jydske Vestkysten 20.12.2007
Grænsepolitiet har haft et særdeles travlt år og anholdt næsten 20 procent flere illegale indvandrere end sidste år. […] I løbet af året har grænsepolitiet anholdt ikke færre end 886 illegale indvandrere, hvilket er næsten 20 procent flere end sidste år. – Og det er ikke, fordi vi har brugt flere ressourcer på kontrollen, fastslår Palle Linné. Jydske Vestkysten 03.01.2008
Politiets udlændingekontrolafdeling, UKA, anholdt torsdag morgen to illegale indvandrere, der kom til Danmark med morgentoget til Padborg. Det var en marokkaner og en statsløs palæstinenser. Jydske Vestkysten 18.01.2008
Politiets udlændingekontrolafdeling anholdt seks illegale indvandrere, der alle kom kørende med morgentoget kl. 06.20 til Padborg. Det var fire afghanere, en statsløs palæstinenser og en iraker. Jydske Vestkysten 22.01.2008
Grænsepolitiet fangede tirsdag morgen fire illegale indvandrere og en menneskesmugler. Menneskesmugleren, en mand fra Surinam med hollandsk statsborgerskab, blev stoppet ved Frøslev Grænse kl. 04.30, da han forsøgte at smugle en afghansk familie på to voksne og en 14-årig dreng ind i Danmark. Han tiltales for menneskesmugling. Efterfølgende blev en irakisk statsborger stoppet, da han kom med morgentoget kl. 06.15 til Padborg uden at medbringe pas eller papirer. Jydske Vestkysten 30.01.2008
De danske prostituerede er lige så stille ved at forsvinde fra Kolding. Udenlandske kvinder tager over, og det betyder, at der på otte ud af kommunens 13 bordeller overvejende arbejder udenlandske kvinder. I 2001 var langt størstedelen af de prostituerede danske kvinder. Dengang var to tredjedele danske, men det tal er i dag svundet ind, så de danske kvinder kun udgør en tredjedel af de prostituerede. Jydske Vestkysten 05.02.2008
I sin dagligdag som prostitueret mærker Karoline meget til det stadigt stigende antal udenlandske kvinder i miljøet, der er ligeglade med beskyttelse. Jydske Vestkysten 05.02.2008
En taxachauffør fra Flensborg skal i dag fremstilles i grundlovsforhør, hvor han formentlig vil blive sigtet for menneskesmugling. Ved 18-tiden i aftes blev han standset i Padborg med tre illegale indvandrere i bilen. Jydske Vestkysten 28.02.2008
Udlændingekontrolafdelingen anholdt fredag ved ottetiden en somalisk mand. Han blev standset i en engelsk indregistreret bil, og i den havde han fem somaliere – to kvinder, en mand og to børn. Ingen af dem havde papirer af nogen art på sig. Jydske Vestkysten 12.04.2008
En 39-årig mand og en 44-årig kvinde blev i går anholdt i det sydlige Århus og sigtet for handel med prostituerede kvinder. Jydske Vestkysten 22.05.2008
Mandag morgen forsøgte en såkaldt sluser at smugle fem illegale indvandrere over grænsen til Danmark. De blev stoppet af grænsepolitiet, som nu er i gang med at behandle sagen. Indtil videre formoder man, at grænseoverløberne kommer fra Irak. Jydske Vestkysten 10.06.2008
Udlændingekontrolafdelingen fik tirsdag aften et tip om, at en egyptisk mand opholdt sig ulovligt i Danmark. Ifølge anmelderen befandt manden sig i en beboelsesejendom i Egernsund. Da betjente tjekkede efter, viste det sig, at tippet var korrekt. Politiet er i gang med at behandle sagen om det illegale ophold. Jydske Vestkysten 07.08.2008
Ulovlig indførsel af varer, illegal udenlandsk arbejdskraft og inddrivelse af gæld var noget af det, som Skattecenter Tønder og politi- og toldgruppen i Padborg undersøgte i går formiddag. Jydske Vestkysten 19.08.2008
Udlændingekontrolafdelingen rykkede i går formiddags ud efter et tip om, at en ung mand opholdt sig ulovligt i Danmark. Tippet viste sig at være rigtigt. På en adresse i Aabenraa fandt politiet en 19-årig somalisk mand, som havde taget ophold hos en psykisk syg. Politiet tog manden med og er nu ved at behandle sagen. Jydske Vestkysten 21.08.2008
Udlændingekontrolafdelingen stoppede i går kort før middagstid en mand, som kom gående foran det gamle posthus i Padborg. Manden er statsløs og formentlig palæstinenser. Han havde ikke gyldige indrejsepapirer på sig, og derfor tog politiet ham med. Det er nu ved at behandle sagen. Jydske Vestkysten 21.08.2008
En 28-årig kvinde og hendes tre børn er anholdt, da de kom med toget ind i Danmark. På billetten kan politiet se, at hun kommer fra Holland, men oprindelig er den lille familie fra Hongkong. Udlændingekontrollen i Padborg vil nu finde ud af, hvad der skal ske med kvinden og hendes børn. Det samme er tilfældet med en 21-årig iraker, der ligeledes kom med toget lørdag morgen. Og så arbejder politiet i Padborg med en mand fra Ukraine, som betjente har hentet i Haderslev. Der er formentlig tale om ulovligt ophold. Jydske Vestkysten 31.08.2008

U-Turn
5. september 2008

Til fernisering på U-Turn, den største danske billedkunstneriske satsning i adskillige år. Et stort anlagt internationalt udstilingskoncept med fokus på kunstnere, der viderefører den avantgarde, der hverken i billedkunsten eller litteraturen har fundet nogen plads i Danmark og Danmarks kanon. Nogle få enkeltstående værker i tyverne og trediverne, så fuldkommen mørklægning og total dominans af inden for litteraturen centrallyrikken, dernæst igen nogle forsøg omkring 1970, så tavshed igen. Jeg elsker udstillingen. Jeg kan godt se, at der er noget andet på færde. Det er en vigtig udstilling. Den er vigtig for Danmark. Jeg håber, den får betydning. Jeg cirkulerer rundt, mens jeg med jævne mellemrum trækker vejret dybt og mærker gulvet under mine fødder. Jeg husker at lade være med at gøre de ting, jeg plejer, når jeg går i panik. Det går godt hele aftenen, og jeg kommer hjem uden følelsen at have løbet væk fra mig selv.

[8. september 2008]

Vejret IV
8. september 2008

Vejret overskyet, grå stemning, mandag, ænderne svømmer langsomt. Jeg er træt i kroppen. Champagne. Vi så Den Tredje Mand i bowlen. Wien i efterkrigstiden. Blomsterne, der står på bordet foran mig, lugter. Jeg stiller dem hen i vinduet, hvor de kan kigge på deres slægtninge, træerne. Der er ingen svaler. Jeg ved ikke, hvor svalerne er. Jeg bruger dagen på at læse det igennem, som jeg har skrevet hidtil. Jeg forsøger at få kontakt med viceborgmesteren. Min tidligere elev, Kristine Rex, kigger ind. Min professor fra universitetet, Anne-Marie Mai, ligeså. Vi taler om universitetet. Om projektet. Det ender med, at viceborgmesteren ringer tilbage. Jeg taler længe i telefon med hende. Jeg tager notater. Jeg ved ikke, hvordan det skal slutte. Hvad er halen? Hvordan ender den her tekst?

[9. september 2008]

Vejret V
9. september 2008

Vejret ånder lettet op med sol og fuglesang. Jeg kigger ud af vinduet fra min bowle. Lyset glimter i Slotssøen. Luften er klar og morgenren. Radioen, den lokale udgave af Danmarks Radio, P4, skulle have stukket sit ekkolod ned til mig og spurgt mig om mit projekt, men Bendt Bendtsen og hans afgang kom i vejen. Jeg vasker cykeltøj og hænger det op på den franske altan. Jeg håber, det når at tørre til middag.

Viceborgmesteren
8. september 2008

Et af problemerne, siger viceborgmesteren, er, at mens storcentrets butikker står sammen med nye initiativer, så opererer bymidtens butikker ofte mere selvstændigt. Det har for eksempel været tilfældet med åbningstider. Vi har som kommune, siger viceborgmesteren, lyttet til nogle af de ting, som butikkerne er kommet med, for eksempel angående parkering. Vi har ændret parkeringsbestemmelserne nogle steder, således at parkeringen er tidsbegrænset, og med afgift, så kommunalt ansatte ikke optager pladser, som kunder har brug for. Viceborgmesteren fortæller, at kommunen gerne rækker en hjælpende hånd til bymidten, men at bymidtens butikker nogle gange også skal hjælpe til selv, for eksempel hvad angår rengøring og snerydning. Hun fortæller, at det ikke altid er nemt at iværksætte planer i bymidten til afhjælpning af dens problemer, for modsat storcentret er man omfattet af mange restriktioner og regulativer. Viceborgmesteren siger, at der måske har været en tyrkertro på, at vækst i kommunen også skaber vækst i bymidten. Vi snakker om forskellen på bymidtens og storcentrets kulturer. At Hr. og Fru Danmark kommer i storcentret, mens det måske er andre, der benytter bymidtens kulturtilbud. Det er måske uhensigtsmæssigt, er vi enige om. Hun fortæller om bymidtens tanker med outletbutikker, specialbutikker, mærkevarer. Og så teatret, Mungo Park. Men skal vi overhovedet konkurrere med storcentret? spørger viceborgmesteren. Jeg siger, at det er sjovt at tænke på, at der ude i storcentret er opstået et mikrosamfund, som det offentlige Danmark slet ingen indflydelse har på. Altså at kommunen og det offentlige Danmark slet ikke kan iværksætte initiativer i storcentret, hvis det ville. Hvis for eksempel det offentlige Danmark mente, at der skulle kultur ud til folket, så kunne det ikke komme til det i storcentrene. Det er en travl samtale. Viceborgmesteren er meget talende, venlig. Vi taler om daglejerne. Jeg har skiftet emne. Hun fortæller om tysk arbejdskraft, der bliver hentet til Danmark af Business Kolding, en lokal organisation, måske på basis af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Hvad sker der med disse tyskere og deres familier, hvis udviklingen pludselig vender? Hvem skal så tage sig af dem? Jeg takker mange gange for samtalen. Bagefter så tænker jeg på, at samfundet med vilje har placeret sine kulturinstitutioner omkring handelslivet, bymidterne, for at være dér, hvor folk er. Hvad med biblioteket, tænker jeg, burde det i virkeligheden ikke have været placeret ved Koldings egentlige centrum? Burde det ikke have ligget ved storcentret?

På Stadsarkivet II
9. september 2008

Jeg sætter mig ved bordet i Stadsarkivets læsesal. Jeg åbner den første arkivmappe. Udklip om Storcentret. ”Butikscentret er blevet det nye gadekær, hvor vi kommer for at møde andre mennesker, blive underholdt og slappe af.” Jydske Vestkysten, 10. maj 2005. ”– Storcentret har overtaget en del af byens liv. Alle slags mennesker kommer der. Pensionister, unge og de arbejdende. Og de er glade for det, konstaterer kultursociolog Eva Brendstrup, der har forsket i storcentre som samlingssteder. Tror den lokale købmand og tøjbutik, at de skal konkurrere på pris eller kvalitet, taber de kampen. For folk kommer ikke kun i butikscentrene for at bruge penge. Det er også gået op for storcentrene. Tidligere undgik man at have siddepladser undtagen på caféer og restauranter, husker direktør Per Nyborg fra rådgivningsfirmaet Institut for Centerplanlægning. Tanken var, at folk skulle bruge penge hele tiden, så længe de var i centret. I dag er trenden skiftet. – Vi sætter bænke op dér, hvor folk kan lide at opholde sig, og de er altid optaget. Der er et socialt islæt i den måde, folk bruger centret på, bekræfter Kolding Storcenters centerchef, Ivan Johansen. Storcentrene er ifølge Eva Brendstrup blevet så populære, fordi de opfylder to – modsatrettede – behov; overraskelser og tryghed. – Man kan lege turist og gå på opdagelse efter noget uventet. Men samtidig er der kontrol med både lys, varme og ballade. Det opfatter folk som tryghed, noterer hun.”
I en artikel af 29. august 1999 i Søndagsavisen godter daværende Centerchef i Kolding Storcenter, Ivan Johansen, sig over planloven af 1997. Den gør det nemlig umuligt for andre kommuner at etablere eller udvide storcentre. Planloven af 1997 fastslår nemlig, at butikker i de mindre byer skal have bedre mulighed for at konkurrere, at bymidterne skal styrkes, og at afhængigheden af biler skal mindskes. Men Kolding Storcenter ligger i lighed med City 2 i Tåstrup og Rosengårdscenteret ved Odense inde med en gammel lokalplanlov. Den gør det muligt at udbygge netop disse storcentre, mens andre på grund af loven af 1997 ikke har den mulighed.
Det udvidede Kolding Storcenter er så stort, at det virker ind på handlen i hele Syd- og Sønderjylland. I 2006 besøgte 6,3 millioner mennesker Kolding Storcenter.

En beskrivelse af strøglivet anno 1916
9. september 2008

”I få byer pulserer der så rigt liv på gaderne som her. Kolding er nemlig forretningsbyen par excellence. Et flygtigt blik på de handlendes vinduer viser tydeligt, at her gøres business. Manufakturhandlerne fører an, ikke blot hvad store og smagfulde vinduer angår, men også med hensyn til den hurtige omskiften. Otte dage – længere ”står” strøgets manufakturvinduer sjældent, og dette turde være en sikker målestok for, at der er liv i geschäften. I hælene på manufakturhandlerne kommer isenkram- og udstyrsforretningerne, for ikke at tale om guldsmedene. Men mest af alt lægger den fremmede dog vistnok mærke til de usædvanlig rigt pyntede og smagfuldt arrangerede blomstervinduer, som er en virkelig pryd for byen. De handlendes anstrengelser på dette punkt vidner tydeligt om, at strøghandelen spiller en stor rolle. Og dette igen, at der er livligt med folk på gaderne. Det er der da også dagen lang og ugen igennem. Stærkest er trafikken om tirsdagene, da de ugentlige eksportmarkeder drager landboerne ind i tætte skarer, og da byen vrimler af fremmede opkøbere, som med deres hvide kitler – hvad enten de nu har dem på kroppen eller går med dem slængt over armen – for nogle timer giver gadelivet karakter. Men selv om tirsdagen således i udpræget grad er landbo-dagen, er tilstrømningen ude fra omegnen dog så stærk også de andre af ugens dage, at gaderne i formiddags- og middagstimerne præges af landboerne. Hen på eftermiddagen – Kolding har tilløb til en ”strøgtid” – møder bourgeoisiets fruer og frøkener frem, udfoldende en ofte ikke helt ringe toilettepragt, og ud på aftenen tropper det jævnere borgerskabs døtre og sønner op. Der rører sig i de tidlige aftentimer et storstadsliv, i lommeformat ganske vist, under hvilket der udfoldes en vis folkelig gemytlighed. Ud på natten – nå schwamm d’rüber! Dette skal blot tangeres for at fuldstændiggøre billedet.” (Redaktør Fr. Aubeck i ”Danske Byer og deres Mænd, Kolding By.”)

[10. september 2008]

Vejret VI
10. september 2008

Det øs-sjask-regner igen. Jeg er en guldfisk i min bowle. Jeg slår et stort slag med halen og tager en runde i Slotssøen. Det er dejligt at være i Kolding. Jeg læser teksten igennem. Det er ikke sikkert, der kommer så meget mere nu. Jeg skal printe teksten ud og vise den til dem, der er med i den.

[11. september 2008]

Vejret VII
11. september 2008

Jeg har det helt og aldeles pragtfuldt. Solen skinner udenfor, det er varmt. Jeg sidder og kigger ud over søen. Besøgende kommer og går. De siger farvel og tak for denne gang, dem der ikke er her fredag. Der er en god, varm stemning over det hele. Jeg har det godt i Kolding. Alle de søde mennesker, jeg har mødt.

Sammenhængen
11. september 2008

Jeg sidder og retter det sidste til. Jeg kontrollerer oplysninger. Ændrer formuleringer hist og pist. Der skal være en slutning til sidst. En hale. Jeg gør mig ingen forhåbninger om, at det hele går op med en fin lille sløjfe. Det hænger ikke sammen. Ikke på den måde. 1918 og 2008. På en måde er der en forbindelse og så alligevel ikke. Forbindelsen er flosset, mangetydig. Hvordan hænger dén og dén beslutning i 1918 sammen med dén og dén begivenhed i 2008? På en måde er der en sammenhæng, på en anden måde er der ikke. Det er noget, vi lever med. Det er sådan, livet er. Det er dét, vi deler, dér på biblioteket. Det er dét, vi deler her i byen, her i landet. Det er dét, vi deler over hele verden. At der er en sammenhæng og så alligevel ikke. Det er sådan, vores liv er. Stykket sammen af små brudstykker, stablet op ved siden af hinanden på daglig basis. Nogle gange falder de fra hinanden. Andre gange ikke. Når det ramler, skal vi bruge tid på at stykke det sammen igen. Det sker ind i mellem. Små og store gange. Det er noget, vi må leve med. Det er sådan, det er. Det er sådan, det er. Også denne dag, den 11. september.

Om to elskende
11. september 2008

Om to elskende, der svømmer ud i Slotssøen og drukner sig, fordi de elsker hinanden for meget.

[12. september 2008]

På café
9. september 2008

Jeg er gæstelærer på en af mine tidligere elever, Rikke Linds, kursus på biblioteket. Det er et skrivekursus for unge skriveinteresserede. Der er en god stemning i lokalet. Bagefter går vi på café nogle stykker. Det bliver en rigtig god dag.

Vejret VIII
12. september 2008

Det er min sidste dag i Kolding. Det er overskyet. Det blæser kraftigt fra nord. Varmen, der har præget de seneste dage, er afløst af en kold, gennemtrængende vind. Jeg skal optræde i aften. Jeg er træt. Jeg har ikke sovet ret meget i nat. Jeg kunne ikke falde i søvn. Der har været så mange ting. Der er så mange ting, jeg tænker på. Jeg glæder mig til at komme hjem. Jeg glæder mig til denne den sidste aften. Jeg glæder mig til, at det nu skal være, som det kan. Der er ingen andre måder. Der er ingen andre måder, det kan være på. Jeg ønsker det velkommen. Hvad end det måtte være. Kom i mine arme. Jeg skal nok passe rigtig godt på dig.


Maria Helleberg
MARTINUS

Karetmagerens søn var en rigtig skidt knægt. Om det havde der altid hersket enighed i byen. Og karetmageren selv var heller ikke et af Guds bedste børn. Han havde været yngste søn fra en af gårdene ved Taps, og søgte til byen, men så mange kareter var der nu heller ikke brug for i Kolding år 1880. I stedet for at drage videre til Århus eller sydpå til tyskerne holdt han sig i sin lille bolig og forsøgte at holde skindet på næsen.
Pæne folk indvendte, at han da sagtens kunne have fået arbejde i byen. Men Kolding år 1880 var endnu ikke den blomstrende by omkring 1930, hvor hans søn vendte hjem.
Da han døde, blev hans familie sat på gaden – enkelte ældre mennesker huskede endnu scenerne fra Brostræde. Sønnen Martinus kom i tjenesteforhold hos en købmand og stjal. Han gjorde en pige gravid. Han gjorde folk utrygge: han drak, turede og spillede. Vandt og tabte og satte sin gevinst til.
Alt dette ophørte gudskelov da han forsvandt fra byen uden at efterlade sig andre spor end et par ulykkelige piger. For meget kunne man sige om Martinus, køn, det var han: sortkrøllet, tateragtig at se på, og charmerende.
Martinus’ forsvinden gjorde byen mindre larmende. Mindre risikabel. Men også lidt mere kedelig.
Og så var det, nogen begyndte at udsprede det rygte, at Martinus havde røvet en bank og var draget af sted som udvandrer til Amerika for at starte et nyt og bedre liv for de penge, han havde taget fra ordentlige mennesker. Det var ikke til at sige, hvem der først havde nævnt dette rygte, men det hang ved.
Ingen kunne dog sætte navn på banken. Og det var sikkert også sket i København, inde på moderen til alle tiders stenbro.
Nu var Martinus bare noget, ældre mennesker engang imellem talte om. Kunne man huske, dengang han stjal borgmesterens vogn og kørte hestene løbsk gennem Sct. Jørgens Gade, lige til de løb ned i en kælderhals og standsede…
Nu var det oktober 1928 og byen var blevet en ganske anden end i Martinus’ dage.

Mr. Artie Martin havde tænkt sig at leje et automobil i Danmark, men havde opgivet, for her ejede man sit automobil, eller man tog med toget. Han efterlod sin kone Hertha på hotellet i København og steg på toget for at køre over til Jylland, so, det hed her på øen.
Det var kun anden gang i sit liv, han så København. Sejlede i den modsatte, ildevarslende retning og gik i land igen med kone og børn. Drengene lod til at sive så snart de nåede D’Angleterre. Arthur Martin steg på toget og belavede sig på en længere tur til hovedlandet. Nogen bro havde de endnu ikke fået bygget, så man måtte i den grad sejle. Man lærte tålmodighed. Måske skulle de engang begynde at bygge jernbaner som i Vesten.
Vaskerierne var i en jammerlig forfatning. De var kun indrettede på de rige. Alle andre vaskede selv. Det skrev han sig bag øret.
Han havde egentlig ikke lyst til at tænke på gamle dage, de var tilbagelagt. Her vendte han tilbage, ikke hjem, for at se alt det, som han havde hadet så længe. Og som havde spyttet ham ud.
Uden en øre på lommen var han nået til Ellis Island. Han havde set dybere nød end han kunne fatte, dybere armod, værre synd end nogen missionsk mand kunne forestille sig. Og det var i det nye land, i håbets og mulighedernes land.
Her så det ud som om alle havde nok i deres eget. Som om de i den grad havde nok.
Mr. Martin havde nok af meget, men ikke mere tid at give af.

Mr. Martin stod helt forladt på banegården og så sig om.
Noget uopretteligt var sket med byen. Det var ikke jernbanen, som havde forvandlet byen, den var stadig kronet af en ruin og ellers en lilleput med forvoksninger. Han gav sig til at vandre, modvilligt og undrende, for hvad havde de dog gjort? De små gader, ja, og hans fars hjem, hans barndomshjem, og ruinen og Slotssøen og åen nede sydpå, men ellers?
Nogen havde taget byen ved vingebenet.
Nicolai kirke, ja. Dengang havde det slet og ret været Koldings kirke. Folk var måske blevet mere gudsfrygtige siden han efterlod dem.
Byens lærde centrum. Latinskolen hvor han aldrig kom ind. Rådhuset. Tungt af værdighed og vilje. Han var alligevel gået i den rigtige retning, selve byen havde ingen kunnet lave om på, det var sådan set kun omgivelserne, som de havde forøvet ravage på.
Torvet, ja, intakt. Akseltorvet. Han huskede ikke navnet, lingeriforretningen havde skiftet ejer, men lignede sig selv. Han huskede stedet, fordi dets indehaver havde kaldt ham en rotteunge. Djævelsskarn. Måske havde hun haft ret. Han huskede den sorteste tænkelige vrede i sin krop, en eksplosiv vrede, der ikke kunne nå sit mål.
Den aften, han stak af fra det hele, havde han taget afstand fra hadet. Det var, som om han havde klippet sig selv over, i den gamle Martinus som boede her og hadede alt og alle, og den nye Martin, et ubeskrevet blad. Derfor havde han valgt sit nye fornavn, Arthur som kongesønnen der levede gemt og ukendt og måtte kaldes frem af intetheden. Sådan havde han fundet sin indre Martin. Han var blevet et menneske. Hvis han var blevet her, ville han være død ung og bitter, uden at ane, at han havde noget som helst godt i sig.
Han strejfede lidt rundt og blev underligt stakåndet, så fra hus til hus, var det virkelig ikke større? Denne hans verden. Så truende og stærk og afvisende.
Hans krop ville ikke acceptere kravene mere. Den satte grænser og tilføjede ham smerte og gjorde ham træt.
Han havde egentlig ikke turdet frisere sine forventninger. Han var bare taget af sted fordi Hertha så gerne ville: nu var hendes familie jo blevet danskere igen. For Herthas skyld, ja. Men så var de begge døde, Herthas gamle forældre, og rejsen var købt og betalt og han stod på Akseltorv og var i nød og både hjemme og ude. Uforberedt og skamfuld.
Og hvad var dette? Han genkendte uden at vide, at han nogensinde havde husket end sige kendt. Det var jo her: Børnebespisningen, lugten alene tændte ham, en slags forsinket sult. Børnebespisningen. Far sendte ham herned, for at han kunne få fyldt maven. Han var sikker på, at hans far selv næsten intet spiste, for de havde jo intet.
De var flyttet ind i stadig mindre lejligheder. Til sidst boede de i baghuset. Gadens værste hus. Martinus spiste hver dag her. Men de boede i Brostræde, og de ældste kaldte endnu gaden for Rakkerstræde, når de skulle ramme ham og hans far. Rakkerstrædet var der, hvor bødlen havde boet i gamle dage. Yderkanten af byen. Her havde han forsøgt at leve. Siddet på trætrappen der førte op til forhusets lejlighed, lige til han blev sparket væk. Hans far havde ikke ønsket, at hans eneste barn skulle ud at tjene, så han gik for lud og koldt vand og uden sko.
Hvor han dog huskede. Det var fandeme ikke nogen behagelig oplevelse.
Men havde han en eneste dag i sit eksil mindedes dette sted? Nej. Ikke bevidst. Ikke ønsket. Og dog var netop dette sted det sandeste udtryk for hans liv som barn og ung.
Han søgte hen til det gamle hotel Thomsen, der hvor hans veninde havde boet og arbejdet, Hotel Kolding på Torvet var alt for fornemt til ham, de havde aldrig lukket Martinus ind, men Thomsens stod åbent, og han havde siddet dér og spillet, blanket folk af, anstillet sig naiv, en bondedreng som var kommet ind på stenbroen, og turde de spille med ham?
Nej, det var ikke længere Thomsens, hotellet i Helligkorsgade, han havde efterforsket ved hjælp af vejviser og skattebog, nu hed hoteldirektøren Lysgaard, og der var kommet penge til byen, hoteller var ikke længere brunt i brunt, nu var marmor, elektriske lamper, elegante fortovsrestauranter og konditorier vandret ind i Martinus’ Kolding.
Han så sig om og sammenlignede med de hoteller, hvor han nu tog ind, i Staterne. Det var jo et godt hotel, det kunne han se på priserne, men stadig tabt bag Torvets Hotel Kolding. Og han mindedes huset i Philadelphia, Herthas stolthed. Hun havde det så godt med at være hjemme, her kunne hun bare være Hertha igen, hjemme kaldte folk hende ”Heather”. Men hun havde ikke så meget hastværk med at komme til Aabenraa som han havde med sin hjemby.
Han stillede sig foran receptionens skranke og så frem for sig. Intet menneskeligt rørte sig i dette rum. Der var mørkt af gammeldags portierer. Var jazzmusikken monstro nået til hans hjemby? Han tvivlede altså. Josephine Baker?
I dette hotel havde hans elskede arbejdet, hvis nogen ellers huskede hende, Juliane med det røde hår som skulle flettes og anbringes i en knold i nakken for at gøre ejerne tilfredse. Hende huskede han i alle detaljer, lige ned til fregnerne på hendes bryst og kindben.
Han havde skrevet til hende og bedt hende komme med. Han havde så sandelig gjort sit. Men det havde altså ikke været nok.
Her ville han bo, søreme, her og intet andet sted i byen.
Så han ringede på den lille klokke og lagde mærke til at han var både svimmel og tør i munden og slet ikke havde lyst til at tale dansk.
Hun kom ud, den nydelige dame, og så ham an, ingen bagage, så var han vel strandet og ville spørge om vej? Ingenlunde, han havde sandelig råd til at købe sig et nyt sæt tøj og tandbørste. Hvis den ellers var nået til Kolding. Hun så ud, som om ingen før havde lejet et værelse uden bagage. Hotellets bedste værelse, forlangte han. Måske skulle han have taget sin høje skorstenshat på, den han tog med, når Hertha insisterede på, at de opsøgte Metropolitan, en eneste gang om året gav han efter for denne unyttige luksus.
Juliane, min engang så elskede nære, min Juliane, han læste alderdommen af hendes ansigt, drak tiden af hendes frossenhed.
– Hvis De ønsker noget, skal De bare kalde, sagde damen, og da Martinus grundede over betydningen, løftede hun instruktivt telefonrøret. Der var altså også telefon på værelserne.
Den ene bevægelse forrådte hende, og han turde næppe hæve blikket til hendes ansigt, for det var hende. Hans Juliane havde været her hele tiden, nu som kontorist, der tog imod i receptionen når ingen andre havde tid. Det var dog et konstant liv. Konstant og trofast, og han havde troet at han kunne lokke hende med til Amerikas Forenede Stater.

Værelset var godt nok. Han så ud ad vinduet og ned på folk i gaden og trak vejret lettere. Telefonbogen satte ham i gang med det vigtigste: han måtte have sig et køretøj og skiftetøj og en gave til Hertha. Forbavsende nok var der brugte Ford automobiler til leje, gennemkontrollerede og funktionsduelige. Ja, hvad ellers? Og skrædderen var ikke længere den eneste mulighed her ellers, konfektioneringen havde ramt Kolding. Om det så var en god guldsmed, kunne det arrangeres: han opsøgte Lyster i Adelgade, købte kontant et smykke til Hertha og klappede Lysters hund Wolle, der tronede på sin egen stol.
Han kunne godt magte denne by, lod det til.
Engang havde han vidst, at hans eneste chance var at søge arbejde hos hesteslagteren, eller at drage ud på svineslagteriet, et liv omgivet af død og kødstank. Han havde endda søgt arbejde på slagteriet den dag han tog beslutningen om at stikke af. På havnen lå et snavset skib, hvor man havde brug for folk til at laste, og Martinus havde været mere end beredt. Sådan kom han til København og derfra til Amerika. Og hvorfra fik han pengene til billetten? Det ragede ingen. Allermindst borgerne i hans hjemby!
Han havde gode ideer til Kolding, nu drejede det sig bare om at få stadsingeniøren i tale, Lassen skulle være for sin by hvad Moses var for New York City hjemme.
Men først ville Martinus have Koldinghus genopført og indrettet til museum. Så havde byen noget at byde på. Snart ville turisterne jo vælte ind fra alle lande, der var dyb fred i Europa og i hele verden, USA ville aldrig mere gå i krig, og overalt var der fremgang og lystighed, se bare på aktiemarkedet i New York! En skønne dag ville møntvaskerierne også invadere Kolding!
Det så ud som om byen var i udvikling, omsider. Som om driftige unge mennesker med den helt forkerte baggrund omsider kunne forlange at få en chance.
Men allermest undrede det ham, at han følte sig så velsignet hjemme. Det undrede ham, kvalmede ham, for han havde begravet Kolding under bjerge af gennemtygget modvilje, men nu stod han her og så ud over Søndergade og travle mennesker og følte sig ufattelig tryg. Det burde ikke være sådan.
I 25 år havde han stræbt for at presse de sidste dråber Kolding ud af sig selv. Og nu så dette. Han vidste ikke, om det nyttede at stritte imod, eller om han bare skulle gå ud på gaden og op til det konditori Saxildhus, som han passerede lige efter Banegården – det virkede acceptabelt for en mand med hans baggrund, at lade sig beværte med hvad de havde. Granita? Næppe. Der var endnu intet Little Italy i Kolding.

Stadsingeniør Lassen havde indrettet sit kontor funktionelt. Martinus tvivlede på, om mange i hans hjemby kendte betydningen af dette ord, den nye betydning. Alt var praktisk, kun en enkelt udstoppet fugl henlevede sit evige liv på toppen af et dokumentskab. Fuglen boede på sin pind fordi det ville tage for lang tid at fjerne den, gik Martinus ud fra.
En mand i det, man kaldte den bedste alder, men i virkeligheden sært berøvet alder, tog imod Martinus med et fast håndtryk og et lige så fast blik direkte i øjnene. Lassen var kommet til Kolding efter Martinus’ rejse. Og dette var byens egentlige hersker. Hvor borgmesteren var en jovial hersker over personerne, styrede Lassen alt det nagelfaste: havn, by, bygninger.
Lassen styrede det håndgribelige og timelige. Hvem borgerne end var: strikkersker, rentricer, brøndborere, cigarsorterere, dugmagere, slumsøstre, træskomagere eller hesteslagtere, kom de i kontakt med denne mand. Han var den praktiske magt. Derfor havde Martinus sendt ham et brev, og derfor sad han her.
Foran ham på Lassens skrivebord stod en lampe, som Martinus ikke havde set magen til. Den mindede om lignende frembringelser hjemme i Staterne. Den var et fremmedlegeme, men gav ypperligt lys denne uklare dag. Lassen tændte, skønt lyset baldrede ind ad ruderne, og så betydningsfuldt på sin gæst, forstod han budskabet?
– Jeg ser, De udviser interesse for min lampe, sagde Lassen stolt, som fremviste han sit opvakte barns regneopgaver, – De har vel hørt om Poul Henningsen?
Martinus tabte tråden, nej, han havde intet forhold til en herre af det navn, hvem han end var, så var hans ry endnu ikke nået til Pennsylvania. Men han kunne forstå, at denne lampe, som måske endda var udstyret med menneskenavn, var selve symbolet på fremsynethed.

Martinus gik gennem byen med selvtilfredshedens forstoppelse siddende i kroppen efter mødet med Lassen. Han var jo kommet her for at delagtiggøre sin gamle verden i sin egen store plan. Lassen havde lyttet til ham og smilet et par gange. I princippet var de to herrer enige. Det var kun tiden, han havde imod sig, og den førte jo alskens vraggods bort. Tiden var ikke hans fjende.
Han kom til sit hotel og bad om at låne telefonen og bestilte en samtale til København, på Herthas hotel, så hun fik tid til at sunde sig. Juliane så konsekvent forbi hans ansigt, som om hun tilbageholdt sin eneste vigtige information, at de to havde kendt hinanden endog særdeles dybt engang. Han beundrede jo hendes valg, han ville gerne høre hendes historie, langt hellere end at genfortælle sin egen.
De ville jo spørge hvorfra pengene var kommet.
Lassen var praktiker.
Og Martinus bad om han kunne låne Vejviseren med Skattebogen, så han kunne se, hvad hans gamle bekendte var blevet til. Juliane løftede øjenbrynene, men adlød. Hendes hånd kunne han kende, med alle de små rødspætteunger af fregner. Den var fin og velbevaret, kun alderen havde sat sit præg, udstående årer og tør hud. Uvist hvorfor fremkaldte synet af denne hærgede, men dog fine og velplejede hånd, en stor svaghed hos ham, som han kun kunne betegne som ømhed.
I stedet for at stille noget som helst op, gik han tilbage til receptionen, hvor to bønder i stadstøjet var ved at blive indskrevet. Juliane øjede ham og nikkede venligt. Om de ville behage at se, hotellet havde skam gæster fra Amerika!
– Men jeg stammer oprindelig fra Kolding, indvendte han og rakte hånden ud til et fast tryk, de var yngre end ham gik han ud fra, om end vejrbidte og lidt foroverbøjede, han gik ud fra at de stadig anvendte heste i marken, og måtte bruge masser af kræfter. Det arbejde havde aldrig tiltalt ham.
– Fra Taps, tilføjede han, men de kom fra andre egne, Taps var dem vist lige så intetsigende som Philadelphia.
Juliane, derimod, skrev foroverbøjet og sammenbidt i sin store hotelbog. Han skulle ikke se hendes ansigt.
Det var en flugt, da han trådte ud på gaden og skråede op mod Torvet. Vendte sig mod øst og gik til Saxildhus og den udendørs servering, uden appetit, men der ville være mennesker, masser af ligegyldige og ukendte anonyme ansigter, og det havde han brug for, det var en plage at skulle forholde sig til enhver person man mødte. Det var udmærket i hans eget firma, men her gik det ham på nerverne.
Da han vendte hjem en time senere, stod Juliane og så skarpt på ham. Der var telefon fra København, Hertha havde ringet flere gange. Uden at tøve tog han røret fra hendes hånd og blev stående dér i fuld offentlighed, lidt ludende, og tog imod. Hun havde det godt, drengene havde det godt, hotellet var dejligt, vejret dejligt, hun elskede København, hun havde købt hatte og hun havde været på konditori. Alene, gik han ud fra, det gjorde fine damer vist endnu ikke i København, endnu mindre her i Kolding, når ægtefolk gik ud at spise fik manden alene spisekortet.
– Jeg er ikke helt færdig med mine forretninger, indskød Martinus, mens sveden dampede fra ham, så kraven, skuldrene, ærmegabene, bæltet, bukserne gnavede ham.
Så nej, han var slet ikke færdig til at tage hjem, eller hvad hun kaldte det.
Måske ville det alt sammen være lettere, hvis han havde taget hende med. Var det for sent? Så kunne de vel leje den brugte Ford i Vamdrup og køre til Skamlingsbanken. Eller var stedet slet bog ret gået af mode efter det, alle her kaldte Genforeningen?
Men han kom for sent. Hun lød adspredt og uinteresseret og bad ham bare ringe igen i morgen.
Han så lige ind i Julianes grå øjne og smilede, og hun rykkede sig væk. Nøglen i hånden og op ad trappen og ind i fangehullet.
Han var lige så meget en borger af denne by, som han havde været den aften, han gav op og besluttede sig til at flygte. Den var i hans blod og fyldte hans erindring, han kunne genkende dørtrin og vinduer og lyden af latter, det hele var unikt og dog trivielt, og alle andre var blevet lige så gamle som han selv. Det var de unge mennesker, hvis ansigter han studerede, for da han forlod byen, havde han selv været ung. De værdige mænd og fruer på 50, dem interesserede han sig ikke for, det var hans generation, dem havde han gået i skole med, spillet kort med, forført og forladt. De var hinandens fortid, og måske hans, men ikke hans nutid. I Kolding ville han for evigt vedblive at være ung.

Der blev ringet hjemmefra, og telegraferet, det var souschefen som bekymrede sig, og Mr. Martin talte længe og indgående med ham på sit nye sprog og nød at arbejde med sin metier. Tage beslutninger og indgyde folk mod, det var han god til, det og intet andet.
Efter endt samtale satte han sig til at ryge og læse avis, mens han afventede Lassens invitation til at diskutere forslagene. Men der kom ingen bud fra Lassen. Han mistede tålmodigheden og gik igen ud i byen og ned på Torvet og stod ved Rådhuset og betragtede nogle slumsøstre, der sang. Til sin egen store forundring blev han antastet af ingen ringere end byens hersker Lassen, der lod en hvid, velformet og fast hånd hvile på hans skulder, som om de var gamle bekendte.
– Kolding er jo just ikke Philadelphia eller New York, sagde han med et smil i det ellers så alvorligt stramme ansigt, – men jeg takker for ideerne. Jeg er nok bange for, at det vil tage lang tid, før Kolding får – hvad kalder De det, indkøbs-centre, mønt-vaskerier med selvbetjening, Koldinghus genopbygget under tag og et stort bibliotek i bymidten på bryggeriets grund!
– Må jeg forbeholde mig retten til at vende tilbage? Til at kontakte Dem, hvis jeg får brug for gode råd fra den anden side af Dammen? spurgte Lassen.
Martinus tænkte sit – han skulle vide, at der var alt for kort tid tilbage.
Siden han forlod denne by havde de fattige bevæget sig op fra smuds og elendighed til Låsbyhøjs lyksaligheder, De Gamles Hjem lå nu som et mindre bypalæ for enden af gaden og tilbød sig med lys, luft og mangel på fromhed.
– Så vidt jeg forstår, stammer De oprindeligt fra denne by, fortsatte Lassen, – må jeg spørge, hvad der fik Dem til at udvandre? Manglende muligheder?
Hvad skulle han dog sige? At der ikke havde været den ringeste mulighed for en mand som ham, at alle vidste hvem og hvad han var, og at hans rolle havde været fastlagt fra første færd. Den ubrugelige sorthårede taterknægt fra Rakkerstræde. Dømt til at snyde i kortspil og have byens elendigste arbejde. Dømt til foragt og udstødelse. Ingen havde spurgt efter hans fortid i Amerika. Der så man kun på evner og forbindelser. En enkelt god forbindelse havde banet ham vejen. Et eneste job i et vaskeri havde afgjort hans skæbne. Et eneste menneske havde vist ham tillid og gjort ham til sin kompagnon. Levet på en sten havde han, og talt dårligt engelsk, en af hundredtusinder af indvandrere, og måske kun tyve ud af tusinde klarede sig godt, men han havde spinket og sparet og levet af slagteriaffald og gammelt brød.
Den dag, han blev statsborger, havde han følt en rørelse, som aldrig før havde så meget som strejfet hans sind. Han var blevet hærdet og kold af modgang, men med højre hånd på hjertet, mens han sang om the home of the free and the brave, havde han følt, at denne dør stod åben for ham. Nådeporten, som de sang om i missionen. Nådeporten havde været New York City, den mest nådesløse af byer.
– Jeg var fattig og ugleset og en slet karl uden baggrund, tilstod Martinus, med stive kinder og et vist ubehag, han havde slet ikke lyst til at blotte sig. Lassen så ham smilløst ind i øjnene.
– Det tænkte jeg nok, sagde Lassen, – og alligevel står De her i Kolding i dag og vil byen kun det bedste. Vi har alle et indre Kolding i os. Hjembyen, om man vil. Det sted, hvor sjælen finder ro, om ikke i andet, så i erindringen. Jeg har været her siden 11, og jeg bliver her nok til min død.
– Jeg vender aldrig tilbage, sagde Martinus.
Men han var ikke helt sikker i sin sag.
Nu omsider kunne han magte sin hjemby, magte sin fortid, sætte den i perspektiv og forstå sig selv.

Hertha sad på sofaen i receptionen i hotellet da han kom hjem.
Hun sad dér i sin knælange kjole uden talje, den enkle og yndefulde kjole som var det sidste hun havde købt i Philadelphia inden rejsen. Med pagehåret og den blege ansigtssminke og udsendte en bedøvende skøn duft af liljekonval. Hun var hans erindring om hjemme, så uimodsigelig at han havde svært ved bare at gå hende i møde, tage hendes hænder og kysse hende på kinden.
– Nå, det var vist en overraskelse, hvad? Spurgte hun glad.
Det bekræftede han, og så over på Juliane, der var endnu mere stramtandet end før, hun havde brug for at læse hvad der stod i hotelbogen, med pen i hånden, hun talte op, ikke et sekund ville hun gå glip af.
Så Martinus gik hen og præsenterede sin kone for Juliane, der så dem begge an og gav dem et syrligt smil.
Gudskelov for Herthas dårlige antenner. Hun opfattede kun venlighed.
– Har du det godt, min ven? spurgte hun ømt og lagde armene om ham. Hans krop nægtede at tage imod. Han havde det ikke spor godt. Men det var alt sammen helt som det skulle være. Hun lagde sin hånd mod hans hjerte, der havde begået mytteri, og han smilede og nikkede. Ingen anfald siden han kom tilbage til Kolding.

Engang havde han været en stakkels kriminel indvandrer. Hvis han havde været straffet, så havde han fået besvær med at slippe ind. Herregud, også Amerika var jo forvandlet til uigenkendelighed siden hans ankomst! Udmattet og med dårlig mave og dårlig samvittighed steg han i land og stillede sig i kø. Frihedsgudinden havde han næppe lagt mærke til, men hvad han huskede var modtagelsen på Ellis Island. Selv havde han været elendig og bange, men de fleste andre var lusebefængte, skræmte, analfabetiske polakker og russere.
Han havde jo taget chancen da den bød sig. Hvis ikke, hvad så? Han havde så småt håbet på at blive stevedore, om ikke i Koldings havn, så i Århus. Så var det, manden fra Horsens uforklarligt vandt over ham i kortspil. Her på Thomsens hotel af alle steder. Juliane havde ikke engang kunnet se, at manden snød. Men Martinus havde vidst det!
For Martinus snød, den gamle Martinus. Koldings Martinus kendte kun til snyd og svindel, han regnede med at kun gennem ondt kunne man vinde.
Enhver har et indre Kolding. Men han kunne ikke afsky sin hjemby, ikke mere. Den var til stede i hver en handling, hver en blodsdråbe, hver en tanke som fandtes i ham.
Og Kolding bragte ikke længere den skidte knægt frem i ham. Han genså snarere alt det, som han kunne have gjort, alle de udstrakte hænder som han havde spyttet i, og al den venlighed, som havde gjort ham forlegen, fordi han vidste, den var ufortjent.

Smerten kom til ham mens han lå ganske stille i sengen på hotellet i Helligkorsgade 1. Hertha sov sødt og kærligt i hans arme, duftende af parfume og velvære, og han åbnede sine øjne og modtog smerten og dens følge med venlighed. Dette var både forudsigeligt og forklarligt.
Han åbnede øjnene og så op i loftet, vendte hovedet og så ud ad vinduet og mærkede kærligheden i al sin naive simpelhed vælde op igennem sig. Dette var hans by, hans hjem, hans udgangspunkt, og der var en vis rimelighed i, at han skulle slutte just her, det sted som havde formet ham.
Og han huskede manden, som hånede ham, den sidste aften. Han huskede sin egen desperate vrede. Han havde slået manden med knytnæve ned bagfra. Han kunne være blevet morder. I stedet blev han heldig. Hans forbrydelse tjente et godt formål. Tusindvis af mennesker havde arbejde på grund af ham. Han huskede sin egen halvhjertethed, da han slog til: han slog ikke for at dræbe, men for at overtage. Fra da af havde han aldrig gjort noget halvhjertet.
Byen vågnede derude, og han vendte sig i sengen og lyttede, med hånden over sit trætte hjerte, der lige havde svigtet ham igen, og snart ville sende ham bort fra både Kolding og alt andet, som var hans. Dette var hans by, og alligevel ikke. Kolding som byen boede i ham var tilintetgjort, og fremmede mennesker færdedes i hans erindrings kulisser, sorgløst overbevist om at de ejede stedet.
Sandheden var jo, at han var vendt hjem for at komme i jorden her. Men hans hjerte slog stadig, uroligt og uregelmæssigt, og han lyttede til huset og gaden og byen og til sin hustrus regelmæssige åndedræt og følte sig hjemme.

Juliane var intet sted at se, da Martinus gik gennem receptionen og ud på Helligkorsgade. Solen havde fået overtaget, alt omkring ham glimrede og glitrede af morgenregn. Folk var for længst i gang med deres nyttige liv.
Måske skulle han gå over til Lassen og forklare præcis hvordan det hang sammen med hans besøg – men han havde slet ikke lyst. Bare op til Slotssøen og finde en bænk. De måtte have anbragt bænke, så pæne mennesker kunne tage pause med den skønne udsigt foran sig. Hvis ikke der var bænke, måtte Lassen købe et par stykker og anbringe dem de bedste steder.
Men der var Juliane, hun kom op ad gaden med en mand på sin egen alder. De gik ikke hånd i hånd, for det var en pæn by og de var pæne mennesker, men Martinus kunne se, at de var et par. Hænderne var så nær, gangarten så velkoordineret som man kun så det hos par. De skiltes uden for hotellet og hun kyssede ham på kinden. Den stramtandede Juliane var helt borte. Han så hende igen som sin gamle elskede: al den tid, som var gået siden de kendte hinanden, bulnede ud og viste sig for ham, alle de dage som havde formet hendes skæbne, og hans. Som byen var forvandlet var alle liv uigenkaldeligt ændret.
Martinus var vendt hjem, men der var ingen som drog ham til ansvar for noget som helst. En svindler var engang vågnet op med voldsom hovedpine, frastjålet sin gevinst. En ung utilpasset mand var flygtet, og ingen havde savnet ham nok til at lede efter ham.
Han var vendt hjem alt for sent. Han var overbevist om, at han var vendt hjem for at dø, men det var som om hans plagede korpus nægtede at overgive sig til skæbnen her i byen. Der var så meget, han endnu ikke havde fået hold på. Så mange mennesker, han gerne ville se, og høre hvordan det var gået i livet. De var jo harmløse nu, som han selv.
Kolding var stadig hans hjemby.
Han ville hvile her, men ikke endnu. Ikke endnu.

Merete Pryds Helle
Værelset vender ud mod gaden. I et hjørne af værelset hænger et par sætninger fast i en tanke. Lyset falder ind gennem de hvide gardiner og sitrer sammen med tanken og ordene og et par øjne, der fæstner sig ved tingene. En glasvase med tre lilla franske anemoner står på et bord ved sengen. Ved siden af vasen ligger et par bøger, en af dem er slået op og ligger med sin marmorerede forside opad. En mahognisokkel med en kæmpe grøn bregne. En trædesymaskine med en tom stol foran. Over stoleryggen hænger fire baner stof. Sort, lilla, grøn, rød. På væggen hænger et maleri af en ung kvinde foran Sacre Coeur. Hun er kraftig, har runde mørke øjne og en blå hat på.
 
 
 
 
 

 

Den unge kvinde på maleriet ligner kvinden i sengen, hvis ikke det var fordi hun var så meget tyndere og ligger uden hat. Håret klæber til panden af sved, huden virker tynd, hvid, helt modsat den solbrændte hud på maleriet.

Ordene, tanken sitrer ved, falder gennem den unge kvinde. Mi amos vin. Gîs la revido. Sproget er så fuld af håb. Det sitrer. Det vil binde jordens folk sammen i en enkel grammatik. Det hedder næsten selv håb. Esperanto. Jeg håber, jeg venter. Hvorfor er det så kun den ene grammatiske regel, der bliver ved at vende tilbage til den unge kvindes tanke, klatre op af den, le og forsvinde igen et kort øjeblik? Endestavelsen -et betegner formindskelsen eller den laveste grad af det i rodordet udtrykte.

Rodordet. Det er noget rod nu. Tankerne. Sproget. Mi amos vin. Jeg elsker dig. Hun hviskede det tilbage på dansk alligevel, da de lå i græsset ude ved fjorden under hybenroserne og det var tidligt om morgenen og fjorden og himlen var hvid selvom klokken var fem og han forsøgte at tale esperanto ind i hendes øre, men det var ikke det hun ville høre, hun ville høre vandet der gentog en sær lav klukken som et dyr der kunne bære hende væk. Det var alt hun tænkte på den sommer. At komme væk. Lige siden den eftermiddag den amerikanske ambassadør var kommet sejlende på besøg, og de satte sig ned i båden til hende, og hun gav den unge kvinde sin hånd og sagde, I am ambassador Bryan-Owen, og fornemmelsen af at kunne alting, selvom man var kvinde og kom fra Kolding, verden blev hvid og hun kunne tage sit håbesprog med sig i hånden og tage til Paris og sige Mi amos vin til maleren, der malede billedet af hende foran Sacre Coeur.
Hvordan kunne hun forklare det til manden, der lå under hybenroserne med hende, den morgen ved fjorden, hvor ingen vidste, hvor hun var? Der havde været høstbal og det er almindeligt at forsvinde til et høstbal, det er almindeligt med hænderne om livet, at blive løftet, det er almindeligt med en mund tæt til øret, og hvad ville hun egentlig dengang? Hun ville noget. Det var noget med et håb, med nogle ord, men det er som om det hele bliver formindsket, ikke kan udvide sig og hun vender tilbage til roden. Men der er noget galt med den rod.

Døren ind til værelset går op. Den unge kvinde i sengen lukker hurtigt øjnene og lader som om hun sover, mens hun lytter til skridtene. Det er ikke lægen. Ingen indsprøjtninger endnu. Hun åbner øjnene igen og betragter sin søster, der er standset op midt i værelset og betragter hende.
– Sov du? spørger Else.
Gertrud smiler.
– Jeg ville bare ikke stikkes, siger hun.
– Jeg vil gerne sy lidt, siger søsteren. – Hvis det ikke gør noget.
– Vil du ikke læse for mig først? beder Gertrud.
Søsteren bøjer sig over hende og kysser hende længe på hånden, der ligger på kanten af den mørke træramme om sengen. Søsteren sætter sig på knæ foran sengen. Lyset leger i hendes hår. Men man kan fornemme en skygge over det hjerteformede ansigt, den smalle høje krop, den vane hun har med at lægge hovedet til siden og se spørgende på den hun taler med, men aldrig spørge om det, der ser ud til at ligge hende sådan på sinde.
– Har du fået læst avisen i dag, hvisker hun til Gertrud.
– Marie har ikke været her endnu, hvisker Gertrud tilbage. – Men det er spændende.
– Der er digtene, far fik af Dalsgaard, siger Gertrud. – Jeg har forsøgt at læse dem, men det flimrer.
– Bor der ikke fugle i dit bryst, griner Else. – Er det ikke det, hun siger? Fugle bag brystet. Det har jeg altså aldrig prøvet.

Gertrud svarer ikke. Hun kender det godt. Når det spænder. Når det er som fugle. Men der har været jagt på fuglene bag hendes spændte bryster, de løftede sig, de lagde sig i hænder, de sukkede, men nu er fuglene blodige, skamskudte, hænger med næbbet, afpillede, skrigende.
Gertrud sukker, og som om de sønderskudte fugle kan læse hendes tanker, kommer fugleskriget, hosten fra bunden af lungerne. Ingen blod denne gang, kun en hul rallen, et skamskudt bytte der forsøger at få luft.

– Lad mig bare læse hende, siger Else, og tager den nye digtsamling af Bodil Bech, da hosten har lagt sig, som fjorden nogle gange lægger sig blikstille efter en efterårsstorm, som om den lægger låg på sin vrede.

Seks træer har jeg her i verden, som er mine –
Et lindetræ i Gaarden, hvor jeg fødtes,
Et Bjerg det er,
der kupler sig mod Himlen
med Grenearme, stille grønne Hænder
og lyse Blomsters urodufte.
Som Pusling leged jeg for Foden af det Træ,
jeg hørte paa dets milde Hvisken,
og i de hede Sommeraftner sov jeg ind
i Lindeduftens Drømmearme.

Gertrud har lukkede øjne. Der er en lindeduft et sted. Uret slår inde i stuen. Else lægger bogen, ser på søsteren, det er ikke til at se, om hun sover eller er vågen, om hun er der, og Gertrud er der, er der ikke, hendes bevidsthed kravler rundt på et bjerg i Harzen, hvor hun gik og hun gik, den ene fod foran den anden, kroppens fylde, levende, sundheden. Al den sundhed i skridtene, i deres vandrenåle, i træerne i luften, og så de ting, der blev sagt, som Gertrud først ikke havde forstået, at de dog, hvad de sagde, de tyske piger. En sætning der var som en mønt landet med en ildglimt hvor den faldt. Som da Heike erklærede, mens hun snørede sine vandrestøvler, at den jødiske marxisme er en kræftsvulst i folkets organisme, ødelæggende, livsnedbrydende for vores folks storhed. Over dem susede granerne. Under dem løb bækken. I bækken var der haletudser. Mosset foldede sig blødt om stenene, violerne duftede.
– Vores folkelegeme skal renses for utøj, sagde Theresa.
Så gik de videre. Gertrud og Else og Bodil bagest, og det var som om de aldrig indhentede de andre piger igen. Og Gertrud havde læst esperanto hos Zoffmann. Han havde givet hende sin bog om Marx, der allerede stod i farens reol, men hun havde fået sit eget eksemplar.
Først Socialismens Gennemførelse vil gøre de enkelte Samfundsmedlemmer til virkelig frie borgere, sluttede bogen.
Det var det Gertrud havde tænkt. Frihed. Hun havde tænkt; den frie tanke, ordet der kom rullende ned ad bakken, græsset ved fjorden, de andre piger i skolen, fletningen hun løste op om aftenen og redte håret, friheden når hun åbnede tøjet og krøb ned mellem de kolde lagner og fornemmelsen af varmen der langsomt bredte sig fra kulbækkenet, og det var næsten som at flyve. Og friheden ved symaskinen og i samtalerne med Bodil, hvor hun kunne sige alting, følge tanken hele vejen ud til den ikke længere holdt og fange den igen og forestille sig nye samfund, forestille sig at de alle forstod hinanden, og gå med hinanden under armen ned til Saxildhus og vælge kager, en frihed af kager, af nougatnøje og Sarah Bernhard og sidde med Bodil og Else og Randi rundt om et af de runde borde og planlægge deres fremtid.

Og så pludselig opdage, at frihed betød ikke det samme for alle. At de piger, hun og Else og Bodil havde kendt gennem så mange år i vandrelauget, mente noget andet med frihed. At frihed for dem var muligheden for at ændre sindene, så de passede til nye tyske tanker.

Det var som om Gertrud var blevet fri i sygdommen igen. Fri til at betragte lyset, der havde fortættet sig lidt. Til at lytte til symaskinen, Elses fødder mod gulvet, hendes bøjede ryg.
– De siger, havde Else sagt, da hun satte vasen med blomsterne ved siden af sengen, – at kjolerne i år skal være som en buket franske anemoner. Sort og røgblå og mosgrøn og blommerød. Jeg vil sy en til dig.
– Det er ikke umagen værd, sagde Gertrud. Men Else vil ikke lytte. Else forestiller sig, at Gertrud bliver rask, at hun rejser sig, håber igen, går en ny verden i møde med sine nye ord, den simpleste grammatik. Men Gertrud er fri for det nu. Fri for at håbe. Fri for at have mistet troen på, det kan lade sig gøre at forandre verden gennem sproget, gennem ungdommens lange seje samtale, hvor alle forstår hinanden helt og fuldt.

Hun havde været så ung. Stået der på Gare du Nord med sin kuffert, sine handsker, sin hat og frakke og et brev på esperanto og et på fransk i tasken. Fornemmelsen af at trække hele byen, dens lugte og mennesker og oste og boulevarder og rødternede duge og cafeer dybt ned i et lungerne i et eneste sug. Som var Paris en gigantisk cigaret hun kunne ryge nonchalant trods sine provinskjoler, sine kraftige sko, sit mærkelige hår. Det første hun havde gjort var at købe den blå hat. Nu ligger den i skabet, og hun fik suget noget ned i lungerne, der har skudt dem i stykker. De spændte fugle; de frie fasaner hakket ned mod en hvid himmel.

Gertrud sover. Else syr på de franske anemoner. Lyset sitrer. Gertrud drømmer, at hun er et lokomotiv der forsøger at komme op af et blåt bjerg, men der er ingen skinner på bjerget, kun en storm der skubber hende tilbage. Gulvet er af brede, lyse træplanker, der ligger et kludetæppe foran sengen, hænger en glaslampe i loftet. Tapetet er hvidt med små buketter af kornblomster. Det ringer på døren et sted langt inde i huset. De hører skridt, stemmer. Det banker på døren og Gertrud forsøger at komme ud af sin drøm.
– Kom ind, siger Else og vender sig.
Det er frk. Nielsen, lægen. Hun tager sine handsker af, lægger dem i sin sorte taske, der ser ud til at rumme alt. Gertrud og Elses mor kommer ind med en stol til frk. Nielsen, så går hun igen. Hun skal tilbage til køkkenet. Frk. Nielsen tager om Gertruds håndled, hendes kolde, bløde hånd vækker den unge kvinde helt. Hun ser på lyset over lægens ansigt. På hendes smalle næse, der er dækket af fregner. På de blå øjne, der ser alt for langt ind i hende.
– Hvordan har du det?
– Jeg hoster, siger Gertrud. – Men kun lidt blod.
– Jeg synes, du skal på sanatoriet, siger frk. Nielsen. – Det har jeg sagt til din far.
– Han vil have mig her, siger Gertrud tamt. – Nu han endelig fik mig hjem.
– Du kan smitte. Du skal ikke tro, at sanatoriet er for de syge.
– Det er ikke mig, der bestemmer, siger Gertrud træt. Og så kommer hosten, som om den havde ventet på en kvalificeret tilskuer for at vise, hvor skøn den er, hvor meget magt den har, dens sikkerhed, præcision, blodbåren, sønderskudt, en ivrig, længselsfuld fugl i kramper.
Frk. Nielsen holder fast i Gertruds hånd imens. Det er som om rummet har forvandlet sig til en lunge, der sprøjter blå blomster på væggene. Else knuger det blommerøde stof i hænderne. Det skal være en kjole i et enkelt snit, uden kantebånd, den vil klæde Gertrud, hendes brune øjne, hendes runde kinder.
De skal stå på skøjter sammen på fjorden. De skal gå i sneen og se på butikker. De skal gå sammen til rådhuset og hente far. De skal ud til Martha på gården og plukke nødder. De skal ikke være i det her rum der hoster sig blåt hen over en hvid hals, ikke tørre blodet op med en stofserviet som frk. Nielsen bagefter lægger i en spand. Så tager hun en sprøjte frem. Hun jager nålen i Gertruds overarm så det svimler, og et øjeblik trækker hosten sig fornærmet tilbage til sin rede.
– Jeg kommer igen i morgen, siger frk. Nielsen. – Prøv i alle fald at spise noget.

Maden kommer ind på en sort lakbakke. Far er kommet hjem og har lagt sin borgmesterværdighed fra sig i entreen og nu står han og vipper frem og tilbage på fødderne og betragter Gertrud, der betragter bakken og maden.
– Vil du spise alene? spørger han.
– Jeg vil gerne have Marie herind, siger hun. – Hun kan læse for mig.
– Af hvad? spørger han og brummer. Han ved det godt, men hvad skal han sige. De holder jo ikke Jyske Tidende, det gør kun naboen. De holder hans avis, Socialdemokraten. Den rigtige avis. Den der forstår, hvad det er Hitler vil. Jyske Tidende forstår det ikke, brummer han. Om Gertrud forstår, hvor meget der skal til fra hans side for at tilkalde Marie med den avis? Gertrud forstår. Hun smiler til ham. Han kan blive så vred, og så kan han være så mild, som et føl der ikke ved, hvor det skal gøre af sine ben. Han brummer og går ind til de andre og så hører hun gadedøren smække og så ligger hun og kigger ud i rummet, hvor lyset er blevet en stor lyslilla pensel, der farver tingene. Det lille bord ved sengen med de opslåede bøger. Trædesymaskinen. Mahogniopsatsen med den store bregne. Glasvasen med de lilla blomster der åbner sig mod det mørkere lys, som ville de trække det ind i sig. Gulvet med kludetæppet. Det blomstrede tapet. I hjørnet det grå skab med hendes tøj og hatten fra Paris. Gadedøren smækker igen. Gertrud ser ned på sin bakke. Kærnemælksvælling med pærer. Kold steg med sovs, kartofler og lidt grøn salat. Gertrud har altid elsket mad. Det er det værste. Hendes ven appetitten er løbet sin vej. Hun kan nærmest høre skridtene. Men det er ikke appetitten. Det er Marie, hendes naboveninde, der altid har været der. Marie, hvis far døde, da han faldt ned fra en loftsstige med en tung sæk over skulderen. Hvis mor er på dampvaskeriet. Som har en enkel købekjole på, hun har fået af sin søster. Som bringer hele verden med sig ind i sygeværelset, og ikke mindst Jyske Tidende. Med føljetonen. Døden på Nilen er det, og Gertrud kan knap vente. Når Marie læser, er hun jo i Ægypten. Værelset forvandler sig til sandørken og kamel og rige kvinder med ægte perlekæder og had og druk og menneskelige svagheder.
– Du skal spise, siger Marie bestemt og peger på bakken. – Jeg læser ikke, før du har spist op.
Gertrud sukker. Men hun ved det virker og begynder at spise, bid for bid. Hun skal styrke sig, så forsvinder sygdommen. Det siger hendes mor og lader som om hun ikke har grædt. Mens Gertrud spiser viser Marie de nye dansetrin hun har lært hos frk. Larsen, hun skubber kludetæppet til side med fødderne, ind under sengen med det, og så danser hun over de brede planker og snakker imens. Snakker som en mejse i en snebærbusk. Som svaler i spænd over marken. Om at de har arresteret Lise, kan du huske Lise, hun var altså også mærkelig, det må du indrømme, og så kom hun ind på hospitalet, det var Ruth der fortalte mig det, hun gør rent derovre nu, og blødte og de kunne da godt se hun havde født, men der var ikke noget barn vel, og så tog politiet hjem til hende og ved du hvad, så fandt de barnet inde i skabet, og det havde stadig den snor om halsen hun havde kvalt det med, og både hendes mor og søster er dømt for spædbørnsdrab, så man kan jo godt forestille sig hvad der foregår derhjemme, han er også uhyggelig, jeg løber hvis jeg møder ham inde i byen, og gårdejer Laugesen er også blevet anholdt fordi en af de nye karle klagede over han kom ind til ham i staldkammeret, og nu skal politiet tale med alle karlene der har været derude, og Jenny, ved du, hun blev passet op i forrige uge af en mand uden for Saxildhus, sådan en nydelig mand, siger hun og er helt henført, han gik bare hen til hende og sagde frøken, De er jo en helt skønhedsdronning, må jeg ikke invitere Dem på en drik, og så gik hun med ham ind og han er sporvognskonduktør i København, men vil snart arve 20.000 fra en slægtning i Amerika, og nu er de ringforlovede, selvom hendes far er rasende.
Marie holder en pause og står så med et brag på hænder op af døren så hendes nederdel falder ned om maven. Gertrud kommer til at le højt. Hun har næsten spist op. Marie kommer ned igen bukker og siger, – du må blive rask, så vi kan komme i Astoria og se ham tankelæseren, og så tager hun avisen frem fra sin taske og folder den ud.
– Det er ikke til at holde ud, avisen ikke kommer mandag, siger hun. Gertrud lægger sig tilbage i sengen og folder forventningsfuldt hænderne på dynen.
– Selvom alle dine historier, Marie; det er da næsten en hel kriminalroman. Du hører altid så meget, som jeg aldrig hører.
Marie svarer hende ikke. De ved det jo begge. Ingen fortæller borgmesterens datter noget.
Lyset har trukket sig helt tilbage fra vinduet, der kigger stift på dem med sit mørke øje. Marie rejser sig hurtigt igen fra stolen og tænder lyset i loftet. Så sætter hun sig og læste med sin lyse, faste stemme:

Mrs. Allerton så forfærdet på ham: – Det er da ikke Deres alvorlige mening?
– Jo, forudsat at et tilstrækkelig vægtigt Motiv forefindes – jo, svarede Poirot.
– Motivet afhænger dog af det enkelte Individ, ikke sandt?
– Ja, naturligvis, men ogsaa af Omstændighederne.
Mrs. Allerton sad lidt uden at sige noget – et lille smil spillede om hendes læber: – Maaske er jeg ogsaa en “mulig” Forbryder?
Poirot smilede: – Maaske — for Eksempel er det jo en Kendsgerning at Mødre let bliver desperate, naar deres Børn er i fare.

– Og vi, siger Gertrud. – Tror du vi kunne blive forbrydere?
– Onkel Hans hjalp en jøde over grænsen den anden dag, siger Marie og stryger over avisen. – Jeg tror stadig han er på gården. Så er han vel forbryder.
– Men mordere?
– Det tror jeg ikke, siger Marie. – Så ville vi vel ikke have lyst til at læse om det.
Så fortsætter hun med at læse, mens natten folder sin hånd om rummet, mens moren kommer og tilfreds fjerner bakken, mens faren tænder for pibe og radio og lytter med sin kone til nyhederne om Tjekkoslovakiet og Else kommer ind til Gertrud og Marie med strømper der skal stoppes, og kun tre hosteanfald forsøger at prale med deres magt.

Næste morgen er høsten i hus, bugner. Næste morgen er luften så klar man kan skære i den med sølvknive. Næste morgen kommer frk. Nielsen ikke, hun er kaldt ud til en vanskelig tvillingefødsel. Næste morgen ringer Gertruds mor til hr. Müller og spørger om ikke han kan hjælpe hende datter, som han har hjulpet så mange. Hun holder det tunge sorte rør i hånden og dækker for munden med den anden, så ingen i huset kan høre hende. Kun katten holder øje med hver af hendes bevægelser. Gertrud sover, Else er cyklet efter fisk, manden er til et ophidset møde i den socialdemokratiske forening. Hr. Müller lytter til hende og siger: Vent! Jeg ser noget. Der har været en læge hos Jer; en kvindelig læge, i går måske, hun bøjede sig over din datter, jeg kan se det, og ved siden af lægen stod en lægeengel og pustede hellig luft ud over din datter, jeg er sikker på, hvis hun har åndet den engleluft ind, at det er den bedste medicin. Lægeenglen er jo ikke misundelig på lægen, og giver gerne hende æren, og hvis din datter bliver rask, vil det være inden tre dage.
Gertruds mor takker ham og lægger røret på og går ud i køkkenet og begynder at pille kartofler, mens hun ser ud af vinduet. For en gangs skyld er der ingen på gaden, andre end et par barbenede børn, der løber med neg i hænderne som om de skal noget bestemt. Hun kan høre katten hoppe ned. Så kommer hosten, og moren løber ind til Gertrud, der knap kan komme op for hostens hånd, men heller ikke kan blive liggende og moren får hende hjulpet op og holder et stykke hvidt, nystrøget stof under hendes mund for at fange blodet.
– Du må ud, siger moren bestemt, – ud i luften, så dine lunger kan blive renset, og tænker er det mon virkelig sandt med den lægeengel og forsøger ikke at kigge sig over skulderen.
– Bodil kommer om lidt, siger Gertrud. – Så kan hun hjælpe mig ud.
Gertruds mor hjælper hende ud af det svedige nattøj, i en tør kjole, knapper uldkraven helt op i halsen, og så kommer Bodil da også, med en papirsæske med kager og en pose friskbrændt kaffe og barnevognen med Beth, der allerede er et halvt år gammel. De to unge kvinder ser på hinanden, den unge mor, den døende, de har vandret sammen i Harzen. Bodil havde vinket ved toget, da Gertrud kørte til Paris, hvor telegrammet var kommet om, at hun ventede sig og nu og derfor var gift, og da barnet var kommet, var Gertrud den første, der fik besked.
– Du må hellere holde hende fra mig, siger Gertrud.
– Hun sover, siger Bodil og tænder en cigaret. – Vi har været på badeanstalten, det gør hende træt. Kom, I skal ud i luften begge to.
Og så bliver barnevogn og liggestol sat under æbletræet i haven, og Gertruds mor kommer med tallerkener og kageskeer og hindbærsaft. Bodil synes, at Gertrud ser forfærdelig ud, men siger ingenting. Gertrud synes Bodil er blevet så rund på en rar måde, efter hun er blevet mor, og Bodil fortæller, at hun gik forbi sølvsmed Hansen bare for at se de ting, han udstillede i vinduet og som havde fået Hitlers ærespræmie ved udstillingen i Berlin. Det kommer de nok til at prale med i mange år, siger Bodil lidt ondskabsfuldt, hun kan ikke glemme, at sølvsmedens søn gav hende en kurv før han tog til København, men hun betragter alligevel forretningen lidt som hendes særlige område. – Der er et kaffestel af sølv med elfenbenshåndtag, tænk at have det på søndagsbordet, og de to unge kvinder ser op på himlen, der selv ligner sølv overtrukket af et så tyndt lag skyer, at solen nærmest bliver klarere, hvidere af dem. Gertrud vælter sin lugtesans i luften, det er som om man kan mærke både det tunge høstkorn i den og snerten af kulde og længslen i den, længslen kommer pludselig rullende tilbage over hende, mens Bodil snakker løs om Hans Hansen og en sølvring hun håber, Christen vil købe til hende og at plakaten fra udstillingen hang i vinduet, med en masse hænder, kunsthåndværk, du ved, men foran det hele vugger billedet af en mand. Ikke den mand, der havde hvisket Gertrud i øret den morgen ved fjorden, men maleren der havde givet hende hånden så formelt første gang de mødtes i esperantoklubben i Paris, men hvis blik hun havde mødt hver gang, hun kiggede hen hvor han sad, og som hun var endt med at elske til hun bogstaveligt talt ikke kunne stå på benene og måtte indlægges. Nu får hun postkort fra ham, et om ugen så regelmæssigt som urets tikken, og de postkort er både for meget og for lidt. Hun forsøger at rejse sig op.
– Jeg vil tilbage til Paris, siger hun. – Hvad laver jeg egentlig her?
Bodil ser på hende. Ikke forskrækket, men forundret, alvorlig.
– Du er for syg. Du må blive rask først.
– Jeg bliver jo aldrig rask, råber Gertrud og flår uldkraven af halsen. – Det må hellere gå hurtigt.
Og så begynder hun at hulke, lige så voldsomt som hosten er det, og Bodil sætter sig på kanten af liggestolen og tager Gertruds hoved mellem sine hænder og lægger det på sit lår og mærker tårerne trænge igennem bomulden og løbe ned ad hendes ben. Hun stryger Gertrud over håret.
– Gud har vel en mening med det, siger hun stille.
Gertrud løfter hovedet og stirrer vredt på hende.
– Har du set de dødsannoncer, han sov ind i troen på sin skaber. Det skal de ikke skrive om mig. Det er kun os selv, der skaber mening.
– Har du hørt at fru Larsen har modtaget anonyme breve, siger Bodil afledende. – Efter hun gik over til Oxfordbevægelsen. Som om der er nogen der hader hende, alt muligt modbydeligt. Hun har fået mindst 50 af dem.
Gertrud holder op med at hulke. Billedet af maleren svinder lidt ind; billedet af hende selv som et stykke sølv hamret ud og lagt i bunden af et vandfad. Og det er så evigheden, tænker hun, men alligevel. Fru Larsen.
– Der står vist nogle ret modbydelige antydninger i, fortsætter Bodil. – Og ham tjeneren på Hotel Kolding, ham Betty gik med sidste sommer, han har også fået en masse.
– Er han så også med i Oxfordbevægelsen?
Bodil rækker Gertrud sit lommetørklæde. Hun tørrer øjnene og giver det tilbage, og Bodil lægger det så diskret hun kan under hynden i liggestolen. En ting er at få tårer på sin kjole, en anden er på sit lommetørklæde.

Så kommer Else cyklende tilbage, vinker til Bodil og barnevognen og svinger ind på græsset foran Gertrud med et knyttet viskestykke i hånden.
– Se nu her, råber hun triumferende, – tømrer Paarup havde modne jordbær, og han gav mig nogen, jeg skulle give til dig, fordi du lærte Johannes esperanto.
– Har de hørt fra ham?
– De ved ikke engang om han er kommet til Spanien. I sidste uge kom Olav hjem, og han var aldrig nået længere end til Padborg.
Jordbær i september. Elses mund med de så ualmindeligt små hvide tænder. Himlen der stadig er en sølvmønt. Gertrud begynder at fryse. Hun ryster af kulde, og de må bære hende ind, moren og Else, mens Bodil går ned ad gaden med sin barnevogn, og i gangen kommer den igen, hosten, krampen, blodet, og så ligger hun på sin seng og falder i søvn, og Else sætter sig igen ved symaskinen og forsøger ikke at tænke at hun hellere må skynde sig at blive færdig med den kjole. Som en buket franske anemoner. Sort, lilla, blommerød, mosgrøn. Hun har farverne under hænderne. Sort tyndt kantebånd. Hun forsvinder ind i symaskinens rytme, fodens bevægelse, som at løbe på en stofeng med blomsterbånd og trådgræs. Hun bliver helt forvirret, Else, da hoveddøren går op med et brag og hendes far kommer råbende ind i huset. Han råber om demokratiet, og fallit og støvler og de forbandede køer og skolebørn og det giver ikke mening. Else fortsætter med at sy, men engen er væk. Gertrud vågner. De lytter begge til stemmen der brager og vælter sig i forbandelser og demokratiet og de forbandede køer.
– Hvad har køerne dog gjort? hvisker Gertrud.
– De er syge, siger Else. – Jeg hørte det godt. Børnene kan ikke engang komme i skole, politiet har spærret flere af gårdene af. De aflyser også høstfesterne, forestil dig hvor vrede karlene er.
– Og det andet han råber om?
– Det er K.U.’erne. De kommer i morgen, deres landsstævne.
– Hvorfor har han ikke sagt det før? siger Gertrud forskrækket. – Det er er da rædselsfuldt.
– Måske derfor. Han vil skåne dig.
– Sikke noget pjat.
For en gangs skyld falder han ikke ned. Ikke da K.U.’erne ankommer, og Gertrud insisterer på at sidde i haven hvor processionen kommer forbi, først om morgenen syngende med skaftestøvler, skrårem, skråhue og kasketter med sorte skygger, Hitlerdolk og pigerne i nationaldragter eller med grønne trekanter syet på ryggen. Der ligger grønne løbesedler overalt i græsset, som har farven vredet sig ud af stråene og står op som ny form. Over titusind mennesker går forbi og Gertrud tænker, det er kommet, nu er det kommet til os også. Hendes far brager videre, da de kommer tilbage forbi om aftenen med faklerne tændt, hadet tændt, flere tusinde fakler og det er som om de brænder hende op, steger den sidste kødfulde fugl hun har tilbage i sig. Men bagefter, da mødet endelig er slut, er han underligt stille, faren. Næsten ydmyg. – Det er sidste gang vi ser dem sådan, mumler han. – Men det er ikke fordi det er godt, nej, det er fordi de ikke tør længere.
Han kommer ind og sætter sig ved Gertruds seng. Hun har været længe ude, har kastet blod op i sengen. Det ligner en rød kat på lagnet.
– Det var skræmmende, siger hun.
– Christmas Møller bankede dem vist på plads, siger faren. – Men jeg ved ikke. I går blev alle de jødiske lærere og elever udelukket fra læreanstalterne i Italien. Det er mørke tider.
– Eller røde, siger Gertrud. – Røde som blod.
– Jeg kan ikke lide det blod, siger faren og peger på hendes sengelinned.
– I det mindste har jeg ikke børnelammelse, siger Gertrud. – Men ved du hvad jeg gerne ville? Jeg vil gerne se de sorte dådyr ude i zoologisk have.
Faren sætter sig på knæ ved sengen. Hans skæg ligger som en sølvhave på dynen.
– Det vil jeg også, siger han. – I næste uge.
– Jeg har ikke lyst til at dø, siger hun.
– Der så meget vi ikke har lyst til i livet, siger han. – Døden er vel også en forpligtelse vi må tage på os.
Gertrud tager hans hånd.
– Man skulle have en hædersmedalje, siger hun så.

Næste morgen er haverne i Riistoft tomme efter frugttyve. Næste morgen drukner en dreng i en bæk. Næste morgen regner det fra en tung sky. Næste morgen går Marie efter Jyske Tidende. Hun vil læse højt for Gertrud igen. Næste morgen kommer Gertruds bror Rasmus på besøg. Han drømmer om at komme i Folketinget en dag og bærer sin store krop med lette skridt ind i huset. Moren bliver glad over at se sin søn og sætter resten af den friskbrændte kaffe over, og han har købt Gertrud en af Hans Hansens sølvringe for sin opsparing, selvom hun ikke helt forstår hvorfor. Han burde give den til Elise, siger hun, men Elise skal nok få en anden ring en dag, siger Rasmus og er så let og alvorlig på en gang, og Gertrud føler sig næsten løftet op af al den lethed. Da han har fået talt politik med faren og røget cigar og går, siger han, at han vil komme igen i morgen, og det er helt let, at Gertrud får sagt, at han skal komme før klokken fire, for da er hun død. Rasmus når at hilse på Marie i døren, men ser misbilligende på avisen, hun har under armen, men Marie er ligeglad, hun løber ind til Gertrud og lukker døren for cigarrøgen og siger, er du klar, har du spist? Gertrud nikker og folder sine hænder over dynen, betrækket er skiftet igen, det er hvidt og nystrøget og Marie ser på det mørke vindue, der kigger sørgmodigt på dem og tænder lyset, der fylder værelset op. Den næsten færdige kjole hænger på en bøjle på skabet. Kludetæppet er luftet og lagt på plads. Tapetet blomstrer. De mørklilla franske anemoner er skiftet ud med en buket lyslilla asters. På bordet er en lukket bog med marmoreret indbinding. Bregnens blade hænger i luften. Stolen står stadig tæt ved sengen, Marie trækker den hen og begynder at læse.


Lars Frost

Kolding-krøniken

1948

De to mænd kører fra borde i Helsingør. Tågen, der har ligget tung og tæt over Danmark de sidste mange dage, er lettet. Det giver et lille ryk i lastbilen, da de kører ned fra færgerampen. Og et mere, da anhængeren kommer fri af færgen.
Der er syv tons i anhængeren, atten tons på ladet.

. . .

Erik har egen bil. Han henter Dorte hjemme foran hendes dør, hun står allerede og venter på fortovet, da han kommer, og de kører en tur. De taler om vejret. Det er smukt vejr. Erik taler om Jenny Holm-sagen. Han er umådeligt interesseret i den sag. Dorte er nærmest ligeglad. Erik har hat på. Den er meget smart, synes Dorte. De kører ned til fjorden, de kører til stranden ved Binderup, Dorte vil ud, han vil hellere blive siddende inde i bilen, men Dorte overtaler ham, og de går ned til vandet. Erik slår smut med et par sten. Dorte skutter sig i vinden og trækker sit sjal tæt ind om sig. Bagefter kører de helt til Christiansfeld. Erik smiler hele vejen, han er glad for sin bil, han er glad for at køre bil. Der går et lille gys gennem Dorte. Erik kører stærkt og taler igen om Jenny Holm. Hun har tilsyneladende forført den halve, mandlige, danske befolkning. På en uhyggelig måde. Og stukket dem.
De når lige matinéen i Christiansfeld biograf, de ser De korsikanske brødre med Douglas Fairbanks, og han får lov at kysse hende på munden, da han har stoppet bilen foran sygehuset. Hun har aftenvagt. Han er all right. Hun er træt, og hun er kun lige kommet i uniformen, den sidste hårnål er knap og nap på plads, da en forskrækket, panikramt kvinde griber fat i hende, hårdt, med neglene. Hun bærer et lille barn i favnen, lidt over et år gammel eller sådan, blålig i ansigtet.
Han bliver kvalt, råber hun.
Hjælp mig, råber hun, men Dorte forsøger at berolige hende. Der er intet at gøre. Hun er hysterisk og falder først til ro, da en læge har set på drengen og igen forklaret moderen, at der intet er at være bange for. Knægten er stadig lidt blålig, men den raske farve, livets farve, er på vej tilbage i kinderne.
Se, siger Dorte og rækker moderen barnet tilbage. Han smiler. Og moderen tørrer sine kinder og smiler.
Gudskelov, hvisker hun. Han er blevet sig selv igen, lyserød og bleg. Det bliver en lang nat. Dorte er udmattet, da hun kommer hjem. Alligevel ligger hun længe og tænker på Douglas Fairbanks, før hun falder i søvn.

. . .

I Nyborg skifter de to mænd plads, der kommer en ny, vågen chauffør bag rattet. Det giver et lille ryk i lastbilen, da de kører af færgen. Og et mere, da anhængeren kommer fri af færgen.
Lidt udenfor Middelfart holder de ind til siden. De strækker benene. De ryger.

. . .

Da han har sat Dorte af, kører Erik ned i havnen. Han elsker havnen. Han er kommet her hele livet. Hans far har haft ham med, han viste Erik skibene og fortalte ham om verden, hvor stor den er. Dér og dér kommer de og de varer fra. Dét og dét skib kommer med the eller kaffe eller dadler. Alle de eksotiske ting og sager, der ender på hylderne i butikken, fortalte faderen. Og Erik fik lov at sidde bag skrivebordet på faderens kontor i den store stol, hvor faderen sad lange aftener med regnskaberne.
Erik vil ud at se verden. Han vil sejle. Han vil være styrmand. Faderens butik og det lumre kontor, den store stol og papirnusseriet, det er ikke noget for Erik. Han er i lære på et rederi. Og om aftenen lærer han sig navigation.
Erik kører forbi Japos og Jan og Faders minde, de laster brunkul til København og Nakskov. Det er et værre svineri. Og ved siden af ligger Vera og losser kupolonmasse. Han stopper op og beundrer et øjeblik MS Essobalder. Sikke linier, sikken flydeevne, sikken volumen, et prægtigt skib. De pumper benzin fra Nyborg.
Et skibe har lige lagt til kaj. Ingeborg er kommet med 120 standards træ fra Katka i Finland, hun ligger stævn mod stævn med tyske Kolberg, her er man allerede godt i gang med at losse 258 standards. De har et forspring, de løb ind i går.
Erik parkerer bilen og springer op ad lejderen, han hilser på et par af folkene, gamle bekendte, der er stor aktivitet over hele skibet, han klemmer sig ind mellem kasser, tønder, sække og matroser og når frem til broen, hvor han hilser hjerteligt på kaptajnen.
Kaptajnen tager Erik under armen og gelejder ham med sig ned i sit lukaf. Her finder kaptajnen først en flaske giftigt udseende, udenlandsk sprit frem, derefter roder han en kasse frem fra under køjen.
Skål, siger han, de tømmer deres glas.
Værsgo, siger han. Erik hoster og tager imod kassen.
Der var ingen problemer undervejs? spørger han. Kaptajnen ryster på hovedet og skænker op.

Erik stillede kassen fra sig på kajen ved bilen og trak vejret dybt. Duftene i havnen frydede ham. Her lugter af den store verden, salten sø og verdenshav, her dufter af de fjerne kontinenter, som de så længe havde været afskåret fra, men nu igen har fået indenfor rækkevidde. Her stinker af diesel og fisk. Ude i havneløbet er Gustav på vej ud i mørket til Assens efter roesaft.
Så låser han op og stiller forsigtigt kassen fra sig i passagersædet, hvor Dorte sad for mindre end en time siden.

. . .

Julen sejler. Julesveskerne skvulper rundt på Atlantens urolige spejl. Appelsinerne svømmer i Middelhavet.
Fruen har haft besøg. Hele eftermiddagen har damerne slubret the og ævlet om Jenny Holm i privaten hos købmand Henriksen. Hvordan kunne hun? Og det nye andelsfryseri i Lunderskov. Man enes om, at det er en fremragende idé.
Jeg skrev mig gerne op til en boks, hvis de lavede sådan ét her, lover én af damerne, og det er hun ikke ene om, der bliver støttet op om ideen, og så er der én, der kommer for skade at bringe appelsinerne på banen. Og sveskerne.
Hvad skal man tro? Forleden kunne man læse, at de nåede frem, både appelsiner og svesker inden jul.
1100 tons svesker, der gerne skulle pynte gåsestegen til jul, ruller nu på Atlantens bølger, skrev Tiden. I mandags sejlede DFDS’s motorskib Columbia fra New York, og skibet forventes at ankomme til København d. 18. december, skrev de. Og i går, skrev de, afgik DFDS’s Samos fra Palermo med 45000 kasser appelsiner ombord.
Men så i dag, kunne man læse, at de måske først når frem mellem jul og nytår. Sveskerne. Og appelsinerne først efter nytår.
Man ved slet ikke, hvad man skal tro.
Og der er intet min mand kan stille op, siger værtinden.
Hvad skal jeg med svesker efter jul? spørger én. Til den tid er gåsen spist. Til den tid er det for sent at pynte gåsen med svesker.
Og så fortæller min mand mig i går, at han er blevet fortalt, at sveskerne, der er på vej, vil komme til at koste 55 øre for de 225 gram, som tildeles på hvert mærke. Og mere endnu, at sveskerne ikke har den størrelse, som svesker i almindelighed har. Det er ikke svesker, som vi kendte dem før krigen, fortalte han. De svesker, vi får i år er meget mindre. Det er dværgsvesker, simpelthen. Dværgsvesker.
Hvad skal jeg med svesker efter jul? spørger én igen. Uanset størrelsen.
Svesker er nu gode til så mange ting, mener én anden.
De skriver at Århus og København er sikre på at få, og det er da også bare typisk. Man skulle måske pakke bilen og gøre rejsen til Århus efter svesker og appelsiner. Det er da en tanke. Men det lader sig naturligvis ikke gøre.
Stemningen er ophidset. Men så kan man da glæde sig over at rationeringen på rugbrød, rugmel og sigtemel er ophævet, rugbrødet er frit igen. Der bliver nippet til sherryen. Humøret er genrejst, ruinen renoveret, det lille selskab er et stort smil, man skal ikke tage sorgerne på forskud, det husker man hinanden på, og det er sandt. Nu ikke så pessimistiske, de damer. Kold vand i blodet og den slags. Ikke mere røg uden ild og den slags. Smæk skuffen i. Lad æbler være æbler. Og slå ikke større brød op end til tænder står i vand til anklerne.
De skulle bare vide. Den 6. december løber Texas på grund på Lappegrunden med lasten fuld af mandlerne til jule-risengrøden.

Damerne er for længst gået hjem. Købmand Henriksen har lukket butikken og er kommet op i privaten. De har spist middag, og så kommer Erik hjem. Erik kysser sin mor på kinden og smiler fortroligt til sin far.
Godaften, siger han.
Hvor har du været? spørger hans mor.
I biografen, forklarer han. Og da moderen snart efter er gået i seng, for velsagtens at drømme om svesker og appelsiner og plukkede gæs, er han og faderen alene, og faderen spørger, om den var nået frem? Og Erik nikker.
Ja, svarer han. Den er nået frem. Den står i bilen.
I bilen, hvisker faderen. Har du efterladt den i bilen? Er du vanvittig. Løb ud og hent den. Bær den ind på kontoret.

. . .

De kommer ind ad Hovedvej 1, de kører mod Munkenborg, men så er de pludselig på Vejlevej.
Chaufføren ser det ikke i mørket, han aner ikke uråd. Hans kammerat er faldet i søvn i sædet ved siden af ham. De er svenskere. De bevæger sig gennem fremmede egne på ukendte veje i mørke. Og de er på vej mod en frygtelig ulykke.

. . .

Karen har været til kirkeaften i Nicolai kirke. Og på vejen hjem kommer en fremmed mand frem til hende, han passer hende op på åben gade.
Det var en missionær, der talte til dem i kirken. Der var fyldt helt op. Hun var heldig at få en plads nede bagved. Ingeborg havde været i god tid og spærret pladser til dem begge.
Der er en vej, sagde han. Nogle vandrer som Jesu Kristi kors venner og andre som dets fjender. Der er dem, som tror at de selv kan, andre er slået ind på vantroens vej, og så er der nogle, som griner ad det alt sammen. Det er betegnende for mennesket nu som fra før krigen – Man gnider sig i hænderne og siger, det går nok. Er der nogen der tror, at luftbroen over Berlin kan blive ved og hvor går vejen hen i Palæstina, ja, sådan kunne vi blive ved, og midt i alt dette er det, at Herrens ord kommer til os og siger:
Der er en vej, som verden ikke kender, og som ikke er gjort af hænder, og denne vej er det, at kirken og vi må prøve at vise. Jesus har selv sagt, at der er en vej, men kun én vej, der fører til himlen. Det er ikke syndfri mennesker, der vandrer der, det er syndere alle sammen, men de holder fast ved Guds ord. Bønnen er de frelstes åndedræt, og bliver brugt af dem, som vandrer på Himmelvejen. Er du inde på den vej? spurgte han og pegede ud over forsamlingen. For det er skam ikke nok, at vi kender den og ved, at den går der, vi må også ind på den vej og vandre der, lad os hver især, når vi kommer hjem prøve os selv overfor Herren og sige:
Herre, her er jeg, rens mig og prøv mig endnu engang.

Bagefter følges de gennem byen og den mørke, stjerneklare decemberaften, arm i arm. Ingeborg er begejstret. Hun mener bestemt hun så både bål og brand i missionærens øjne. Karen er forvirret. Det er ikke hendes kirke. Ingeborg havde inviteret. Det var smukt og opløftende, syntes hun, at komme ind i det store hvide kirkerum fra mørket udenfor, men nu, bagefter, er det mindst ligeså nedslående og trykkende, at komme ud i mørket igen. Mørket er mørkere nu. Dybere.
Så skilles de, og Karen bliver passet op af den her mand, hun ikke kender. En høj mand. Stor. Hun føler sig ærlig talt forulempet og skynder sig bort, op ad Låsbygade, hvor der lykkeligvis kommer et ældre par gående imod hende. Hun vender sig og ser, at manden er borte. Så skynder hun sig videre.
Hun forstår ikke altid, hvad det er, der får verden til at hænge sammen. Hvad skal det hele være godt for? Hun ligger længe og tænker over sin fremtid, hun kan ikke falde i søvn. Hun skæver uroligt til vækkeuret. Hun skal tidligt op i morgen tidlig. Det er næsten blevet midnat. Og så hører hun et forfærdeligt brag.

. . .

Erik stiller kassen fra sig på faderens skrivebord. Faderen har hentet en øl til dem hver. Der breder sig en andægtig stemning.
Og så linder faderen på låget. Forsigtigt. Med en skruetrækker.
Og der ligger den. Smukt svøbt i træuld. Funklende. En lysekrone fra det gamle Sankt Petersborg via Finland og med stort besvær fragtet til Danmark, til Kolding for at blive pakket ind i farvet papir og pakket ud igen af Eriks mor juleaften.

. . .

De er midt på bakken, halvvejs nede, på vej ind mod byen, da vacuumbremserne svigter. Under det mægtige tryk, som de atten tons på ladet udøver på lastvognen, giver bremsen efter, og det er umuligt at standse vognen. Hastigheden stiger og stiger på vej ned gennem Låsbygade. Anhængeren begynder at slingre, chaufføren har fuldstændigt mistet kontrollen over fartøjet. Vognen slår et sving over i den modsatte kørebane og videre op på fortovet. Chaufføren forsøger at rette op og torpederer købmand Henriksens butik.
Der holder de så. Halvvejs og sidelæns inde i butikken.

2008

I Ringsted rodede hun i sin taske efter en flaske vand, som hun vidste var der, for hulen, hun havde sgu da lige taget den i køleskabet og lagt den i tasken for mindre end tre kvarter siden. Eller en time. Max. Lise havde et værre bøvl med at finde flasken i det besynderlige, sammendyngede kaos, der fyldte hendes skuldertaske. Hun fandt den, endelig, og så fandt hun også Prebens gave, som han havde listet derned, mens hun var i bad. I lilla silkepapir, rød og hvid-stribede bånd, en voldsom sløjfe – han har ikke nogen veludviklet farvesans. Hun smilede, der var så meget andet, han var god til, hun slugte smilet og løste sløjfen op, mens hun med øjnene afsøgte omgivelserne for vidner. Man ved jo aldrig.
Åh, Preben, tænkte hun.
Han blev ved med at forære hende bøger, og hun blev ved, pligtskyldigt, at læse dem. Pentti Saarikoski, Brev til min hustru.
Hmm, meget velvalgt titel.
Hun er tidligt på den. Hun vil være der, når flyttebilen kommer. Tidligt op, et hurtigt bad og et forhastet farvel til Preben, lige de sidste instrukser, hun var næsten rolig ved at overlade ham ansvaret for at få tømt huset og fyldt flyttebilen. Et kys og så af sted til stationen.
Der ligger stadig en kold morgendis ude over markerne ved Slagelse. Kuldedis, der er frost i luften, men solen stiger og stiger. Indtil Storebælt. Så søger den igen ned mod horisonten. Falder, eller styrter vel nærmest. Sikken fart den har på. Og dagene, de er der nærmest slet ikke. Korte, mørke stumper af dag. Lange nætter.
Hun åbner den lille, meget smukke bog. Hun lader sig forføre af bogen. Pik og kusse. Det er mest pik og kusse. Forfatteren savner tilsyneladende sin kone forfærdeligt. Men mest af alt savner han hendes kusse. Pentti er i Dublin. Konen er hjemme i Finland.
På dette værelse er der ikke andre vinduer end spejlene – læser hun.
Stærke mennesker er følsomme og angste, fordi de ved alt for meget, og kan se – læser hun.
Det er en livslang affære at udtænke en sætning på finsk, derfor bliver der heller ikke sagt særlig mange fornuftige ting derhjemme – læser hun og får lyst til at lære sig finsk. Der må da være kurser i finsk? Men næppe i Kolding, tænker hun. Eller, hvem ved?
Når man bliver nødt til at gå alene i seng, er det som at lægge sig i en kiste – læser hun, og savner allerede Preben og bliver trist ved tanken om, at hun skal sove alene i aften og de næste mange aftener. Der er næsten tre uger til semesteret slutter, og Preben får fri.
Alle bøger burde i øvrigt være breve, for det er altid hyggeligere at få et brev end at få en bog, og i et brev kan der forekomme platheder, men ikke i en bog, profeterne skrev bøger, apostlene breve – læser hun. Sandt, tænker hun og husker sig selv på at skrive et brev til Preben en af de nærmeste dage. Det er så let og dovent bare at tage telefonen og ringe op. Hun vil skrive et brev. Hvorfor er vi holdt op med at skrive breve til hinanden? Da vi var unge, skrev vi breve til hinanden ustandseligt.

. . .

Der er koldt. Da hun har låst sig ind, begynder hun en tænderklaprende tur gennem alle værelser, hun opsøger hver eneste radiator og skruer op. For hulen, der er koldt. Hun har allerede lagt tusind planer for, hvordan møblerne skal fordeles. Hér skænken Preben arvede fra sin mormor. Hér hendes gamle stol, som hun købte, da hun flyttede hjemmefra, og som bestemt har set bedre dage, men hun nænner ikke at smide den ud. Hun levede hele sin studietid i den stol. Læste til alle sine eksamener i den stol. Sådan går hun rundt og forestiller sig, hensunken i sine egne tanker går hun, så frygteligt opslugt i fantasibilleder, at hun farer sammen, da det ringer på døren. Flyttebilen er her. Hun dirigerer mændene omkring, febrilsk, får fordelt kasserne og alle møblerne, næsten som hun har forestillet sig det hele, den og den dér, dette og dem hér.
Og så er det overstået. Flyttemændene er kørt, og hun er alene i huset.
Hun har været forudseende, hun har pakket en smule mad ned i kassen med køkkentøj. Ting, hun vidste ville kunne overleve transporten. Hun sætter vand over, stiller tallerkener og glas på plads på hylderne, og slukker så igen for komfuret. Hun tager frakke på og går ud i byen for at finde noget mad.
I gågaderne er der pyntet op til jul. Hun kigger ind ad vinduerne til et par restauranter og cafeer, men tanken om at sætte sig ind og spise alene mellem forelskede par og muntert alkoholpåvirkede selskaber gør hende trist.
Hun går hjem igen. Huset er endnu mere tomt nu, end før. På en måde.
Hun reder sengen. I morgen er hun fri til at pakke ud og komme lidt i orden. Men allerede tirsdag starter hun på arbejde i den nye afdeling. Hun trækker fjernsynet hen til væggen og lægger sig ind under dynen med fjernbetjeningen.

. . .

Hendes sekretær, Birthe, har lagt stabler af sagsmapper frem til hende.
Det virker helt uoverkommeligt.
Birthe virker til at være meget velkvalificeret og effektiv.
Hun var slet ikke utilfreds med den gamle afdeling, men da Preben fik tilbudt sit drømmejob i Kolding på universitet, og der samtidig havde vist sig en mulighed for hende til at blive forflyttet til Kolding, var de enedes om, at give det en chance. Hun følte det ikke som et offer. Ikke så meget i hvert fald. Hun har set frem til muligheden for en ny start.
Nu kommer Birthe ind og husker hende på mødet klokken elleve.
Nede ad gangen til venstre, forklarer hun. Du er ikke den eneste, der har svært ved at finde rundt, trøster Birthe. Det er kun få uger siden afdelingen flyttede ind i den her spritnye kasse af glas og stål.
Jeg finder det, siger Lise. Det er direktørens ugentlige orienteringsmøde. Der er ikke sket det store tilsyneladende. Da Lise er blevet præsenteret, sidder hun tavst og lytter, mens direktøren taler og spørger til forskellige verserende sager.
Og så bryder man op. Hvis der ikke er mere? Hun følges med Niels tilbage til sit kontor.
Jeg sidder lige herinde, ved siden af, siger han.
Du skal bare spørge, hvis der er noget, siger han, og Lise lover, at det vil hun bestemt gøre.

Hun er kommet knap en tredjedel gennem bunkerne af sagsmapper, da Ulla kommer ind og spørger om, hun vil med til frokost. De følges til kantinen. Ulla virker bestemt til at være en koppen-halv-fuld-kvinde.
Lise blander sig en salat fra buffeten, mens hun svarer på, hvorfor hun er blevet forflyttet til Kolding.
Min mand har fået en stilling på universitet, forklarer hun.
Ole slutter sig til dem ved bordet, og hun fortæller, at jo, hun kender faktisk en lille smule til Kolding. Hendes far boede her. Kort tid. Nogle år. I starten af halvfjerdserne, forklarer hun. Hun har været på besøg.
Jeg blev hos min mor. Min bror flyttede med vores far. Det var en slags kompromis, forklarer hun. Han gik i gymnasiet her.

Senere kommer direktøren forbi og siger, hej. Han siger, de er glade for at have fået hende med ombord. Han smiler venligt, og Lise bliver helt søsyg af forestillingen om at være kommet ombord – som på et skib, til søs. Hun er slet ikke søstærk.
Er du faldet til? spørger han. Kender du noget til Kolding i forvejen? Og Lise fortæller om sin far igen. Og broderen. Hun fortæller, at hendes far havde en dyrehandel, men hun fortæller ikke om Dina, der ligger begravet i baghaven under lærketræet.
Nej, svarer hun, hun har ikke noget familie tilbage i Kolding.
Sig til, hvis der er noget du kommer i tvivl om, siger han, og Lise lover at sige til.
Til, siger hun og smiler, og lykkeligvis smiler direktøren tilbage.

Ulla kommer forbi igen ved fyraften. Hun spørger, om de ikke skal snuppe et glas vin et sted, og Lise siger, at det lyder rart.
Så kom, siger Ulla, og de trasker ud i decembermørket, de krydser et torv med et rankt, tændt juletræ og pakker sig ud af deres frakker på en stor, julepyntet café.
Ulla vil vide, hvor Lises far boede, og Lise svarer, H.C. Andersensvej.
Den vej kender Ulla ikke.
En lille villavej. Oppe ved højskolen. Hun fortæller, at hendes fars hund, Dina, ligger begravet deroppe, i haven. Og hun fortæller om den foruroligende oplevelse, det var, at komme på besøg, kun et par måneder efter faderen og broderen var flyttet herover, og så høre broderen tale. Han havde suget dialekten til sig på ingen tid. Alt det københavnske var væk, og i stedet kom der den her bløde, langsomme, fremmedartede rytmik ud af munden på hendes bror.
Uhyggeligt, næsten, siger Lise.
Men meget smukt, egentlig, skynder hun sig at tilføje.
Som om det slet ikke var ham mere, siger Lise og griner og føler sig lidt pinligt til mode. Men Ulla griner med. Hun har prøvet det samme, siger hun. Det samme, men omvendt. Hun flyttede hertil for, hmm, lidt mere end tyve år siden er det nu, fortæller hun.
Lise fortæller, at nej, hendes far bor her ikke mere. De har fået fyldt deres glas op. Hun er varm i kinderne.
Han døde for et par år siden. En del år siden er det faktisk allerede.
Han flyttede fra Kolding for mange år siden, fortæller hun, men hun fortæller ikke om den sidste gang, hun besøgte sin far, at hun gik på bar med en veninde, en pige fra vejen, at hun mødte en mand, at de fulgtes til hans hotel, og at hun lod sig kneppe. Og igen om morgenen. Hun fortæller ikke, at det var hendes første gang.
Hun savner Preben.
Eller, hun savner at være forelsket.

. . .

Hun har meldt sig syg.
Det må være en slags rejsefeber, siger Birthe muntert i telefonen. God bedring. Tak.
Lise pakker ud og sætter på plads. Hun taber en vase, det er virkeligt ikke med vilje, men Preben vil bebrejde hende det og ævle løs om Freud, eller noget andet, og påstå, at hun aldrig har brudt sig om den vase, at hun aldrig har brudt sig om hans mor, som forærede dem den vase. Hun fejer skårene op. Hun slår et par æg sammen og sætter en pande på blusset. Og da omeletten er færdig, smider hun den ud. Hun åbner en flaske vin og drikker et glas. Klokken er ikke ti endnu.
Og så ringer Ulla. Om hun holdt hende for længe oppe i går?
Nej, nej, siger Lise.
Det er vist bare lidt rejsefeber, siger hun, næsten muntert.
Aha, siger Ulla, og så spørger hun, om ikke Lise vil med på Trapholt en af dagene.
Når du har fået det bedre.
Jo, siger Lise, det lyder som en fin idé.

Så et par dage senere åbner Lise døren til Ullas bil. Ulla er i gang med at tømme passagersædet for legetøj og tomme vandflasker.
Så, siger hun.
Lise ser sig omkring i bilen. Hun lægger mærke til barnesædet på bagsædet og spørger til Ullas barn, om det er en dreng eller en pige? Hvor gammel er ungen? og den slags.
En af hver, svarer Ulla, en pige på syv og en dreng på to. Hun svinger ud i trafikken og sætter en kurs mod Trapholt.
Hvad med din bror, bor han her stadig? spørger hun, og Lise fortæller, at han er flyttet for mange år siden. Tilbage til Sjælland. Men man kan stadig høre Kolding i hans stemme, når han taler. En smule. Det er vist ikke så let at slippe af med, når man er blevet voksen.
Børn er så tilpasningsdygtige, siger hun, og Ulla er helt enig.

Trapholt ligger så smukt. Udsigten ud over Kolding Fjord, smuk. Og de er heldige med vejret. De sidste dage har været grå og våde, men i dag er det klart, koldt, men smukt, solen skinner og glimter i rimfrosten i græsset og glimter og blinker på fjorden, naturen er klædt i fehår, pyntet op til jul. Bakkerne på den anden side af den blikstille fjord ligger mørke og grønne, trukket tilbage i perspektivet af en blå lasering, matte skovbryn, vintertrætte marker svøbt i en tynd, blå kuldedis.
De sidder og venter på deres frokostanretninger. Ulla venter på en ostetallerken. Lise lod sig friste af æbleflæsket, hun er overrasket over sig selv, men måske julen alligevel er ved at overmande hende. De restituerer sig ovenpå vandringen gennem museet med hver deres økologiske saftevand. Ulla har valgt en med æble, citron og vanille. Lise tog en med hyldeblomst og citron, hun skal ikke rode sig ud i noget alt for eksotisk. Ellers tak. Mad fra naturens bord, skriger etiketten. Hvis ellers? Nej, Lises humør er ikke det bedste i dag. Og udstilling hjalp ikke det mindste. Det viste sig, at der var en udstilling af sko på Trapholt. Sko – Well, det kunne måske være meget interessant, tænkte Lise, men det var det ikke. Der var nogle enkelte interessante sko, men ellers var det so-so. Ingen sociologiske eller på anden måde interessante perspektiveringer til tiden de forskellige sko hører til, ingen åbenlys rød tråd, bare små papskilte med korte, glatte tekster. Og spændt ud mellem et enormt rundt spejl på den ene endevæg og en fjollet samling citater fra berømte sko-fetishister på den anden strakte en lyserød cat-walk sig en halv meter høj i hele lokalets længde. Man blev inviteret til at spadsere sig en tur på den cat-walk, eventuelt i et par sko fra en rodekasse med gamle sko. Endnu engang ellers tak.
Men møbeludstillingen var smuk og imponerende, det måtte hun indrømme, og der var nogle smukke ting af en kunstnerinde, Marianne Grønnow, hedder hun vist. Men det forstår Ulla virkelig ikke, at Lise brød sig om.
Og så kommer deres mad.
Ulla får en lang tallerken med gedigne ostebidder, tre slags, og en hulens masse forskelligt tilbehør. Men hvad er det dér på Lises tallerken? Æbleflæsk? Nej, så langt kan man ikke gå i en nytænkning af begrebet æbleflæsk. På en bund af æblemos er der fordelt to trekantede stykker hårdtristet rugbrød, fire, fem sprødstegte stykker italiensk bacon og tre, fire blødstegte perle- eller forårsløg. Meget sært. Men Lise kaster sig ud i det. Hun skovler babymosen i kæften og knaser brød og bacon til. Hmm. Men udsigten er, som sagt, uovertruffen.

På vej hjem i bilen spørger Ulla, om ikke Lise vil med ind og se Seest. Teaterstykket. På det ny teater. Mungo Park. Helt nyt. Og spændende, siger hun.
Lise siger, at hun nok burde se at få orden på huset først. Hun har ikke fået pakket mere end det allermest nødvendige ud endnu.
Du må endelig siger til, hvis du har brug for hjælp, siger Ulla. Hun er stoppet foran Lises hæk. De sidder lidt i tavshed. Så kommer Lise alligevel til at invitere Ulla med ind.
Vil du med ind og have et lille glas? spørger hun. Stilheden var ved at drive hende til vanvid. Og Ulla vil meget gerne med ind.
Lise finder glas og vin frem. De sidder i køkkenet.
Det er et dejligt hus, siger Ulla.
Vi er meget glade for det, siger Lise.
De tømmer et par flasker. Ulla ringer og forklarer sin mand, at hun kommer sent hjem. Udenfor er det for længst blevet bælgravende mørkt. Lise er ved at være fuld.
Nu, lige nu, hun ved det bare, lige i dette øjeblik ligger han og knepper sin langbenede litteraturstudine hjemme i København. Nu har hun lyttet til hans privatforelæsning, den om Rilke, ja, sikkert den om Rilke, det tænder dem begge, hun har suttet på hans pik, og nu knepper han hende hårdt, med en dyrisk mangel på bevidsthed, hæmningsløst og grådigt, som han plejede at kneppe Lise for, åh, så mange år siden.


1958
Thorstein Thomsen:
KØRELÆREREN OG KÆRLIGHEDEN

En strålende morgen i maj 1957 trak Gerda de tunge gardiner fra i soveværelset i villaen på Rædersvej. Soveværelset var flyttet ned i stueetagen, så solen ramte hende i ansigtet mellem de to blomstrende æbletræer. Hun vendte sig blændet mod sin mand og sagde: ”Godmorgen, Robert.”
Han svarede ikke, og det var først, da hun gik tilbage til sengen, at det gik op for hende, han bare lå og så op i loftet, det vil sige, han så ikke noget mere. Hun ringede til lægen. Derefter græd hun. Hun græd hele dagen, men hun følte også en dyb lettelse, som hun skammede sig voldsomt over.
To år tidligere var Robert under en inspektion gledet på et stillads. Han var røget ud under afskærmningen og havde taget turen fra første sal og ned på fortovet, ikke en voldsom højde, men han havde brækket ryggen to steder og knækket fire ribben. Han havde siden været lammet fra maven og ned og haft problemer med hjertet.

I over et år gik Gerda næsten kun klædt i sort. Det er muligt, hun selv troede, hun var færdig med kærligheden. På den anden side er det svært at forestille sig, at hun ikke drømte om den. I det mindste, når hun sov.
Gerda Rotne Hansen var en slank kvinde på 45 med tynde smilerynker i øjenkrogene, som hun ikke selv kunne se uden læsebriller, og enkelte grå hår, som ingen andre kunne se, fordi hun var lyshåret. Hvad ville man have kaldt hende dengang? Laber? Næppe. Vaks? Pæn? Måske det sidste. En pæn enke. Men det var ikke rammende. Udover at være pæn og sporty, havde hun en evne til at være tilstede, en måde at være koncentreret på, når hun sad overfor en mand, som gav ham en følelse af at være betydningsfuld. Tilbage fik hun en sympati, som varmede hende, og som betød noget for hende, specielt efter hendes mands ulykke. Der var kvinder, der af den grund ikke brød sig om hende. De var dog blevet venligere stemt, efterhånden som det gik op for dem, at hendes sorg ikke forsvandt sådan uden videre. Andre kvinder med mere selvværd ville gerne tættere på hende, og Gerda havde flere gode veninder, end hun havde bagtalere.

En dag, det har været i starten af juni året efter hendes mand blev begravet og halvandet år efter hendes yngste søn flyttede hjemmefra, sad hun i tennisklubbens omklædningsrum med sin bedste veninde, Johanne, som sagde: ”Jeg holder et lille selskab på lørdag. Og nu må du ikke sige nej.”
”Hvorfor skulle jeg sige nej?”
”Fordi vi bliver ti. Nogle af de sædvanlige, og så har jeg inviteret Ole Frederiksen, du ved kørelæreren, som server så godt. Det er ikke for at lege Kirsten Giftekniv, men det kan ikke være rigtigt, at du aldrig …”
”Nej, det har jeg ikke lyst til.”
Johanne lænede sig mod hende. ”Men du skal. Det er bare en middag og lidt snak. Ikke mere.”
”Ja, ja.”
”Og han er en flot mand.” Johanne lænede sig tilbage på bænken med sin lille sejr på læberne. ”Din budding er så god. Kan du ikke komme og hjælpe mig med desserten?”
”Jo. Det kan du tro. Og tak.”
”Tak for hvad?”
”Fordi du er sådan en god veninde.”

Buddingen stod til afkøling i Johannes store køleskab. Gerda havde for længst hængt forklædet på plads på indersiden af skabsdøren. Hun stod i spisestuen ved det dækkede bord. Mads, Johannes mand, der havde siddet og røget pibe i stuen, stillede sig i døråbningen.
”Du, de dér to grunde i Århus, jeg tænkte på, om du måske havde lyst til at sælge dem.”
Da hun arvede fra sin mor lige inden krigen, havde hun købt fire villagrunde på Skolebakken, og to store grunde i Århus. De første var blevet eksklusive, de sidste lå nu midt i et boligkvarter.
Mads lænede sig op ad karmen. Hun så, han bakkede på piben, men den var gået ud.
Han sagde: ”De ligger jo og er blevet en del penge værd. Det var en klog investering.”
”Robert ville have sat pengene i sine egne projekter.”
”Han var meget large. Han lod dig bestemme.”
Hun havde lyst til at sige, at det jo var hendes arv og ikke hans, men hun ville ikke afsløre, ikke så meget som antyde de skænderier, de havde haft dengang. Ingen vidste, hvor voldsomt det havde været, og at han havde slået hende, så hendes næse var brækket. Den eneste gang nogensinde, han havde slået hende, men det tog lang tid at komme over. Da Robert blev syg, begyndte han igen at bebrejde hende købene af grundene, han forestillede sig, at han ville have haft et andet liv, hvis han havde fået lov til at disponere over de penge, et liv uafhængigt af Mads. Men hun havde ikke haft dårlig samvittighed. For det første havde hun hurtigt set, at han ikke var god i pengesager – og det var måske den mistillid, han havde fornemmet, der havde gjort ham så rasende i sin tid. For det andet var det det eneste store emne i deres ægteskab, hvor hun ikke havde føjet ham. For det meste havde de simpelthen været enige.
Mads iagttog hende. Han var sagfører, sagde ikke for meget og ikke for lidt.
Da hun lagde tændstikæsken ved lysestagen, hørte hun havelågens klap og råbte lettet ud mod køkkenet. ”Nu kommer de første.”
Gerda gik med Johanne og Mads ud i entréen. Det var Gerdas naboer, Ketty og Børge. De havde været venner i mange år. Værtsparret tog imod.
”Godaften.”
”Godaften, Børge.”
Gerda stod længere tilbage og iagttog dem. Ketty var højere end Børge. Gerda havde altid syntes, det var forkert. Hendes egen mand havde været høj og mørk.
Børge sagde: ”Må jeg tage din frakke, Ketty?”
Han var altid så høflig mod Ketty, tog hendes frakke, men han rørte hende ikke. Billeder, der var så hemmelige, at Gerda næsten ikke turde tænke på dem her, kom op i hendes bevidsthed, billeder fra de sidste par år, hvor hun længselsfuldt havde stået i mørke i soveværelset på første sal, som hun nu igen var flyttet op i, og set ind i Ketty og Børges soveværelse. Når de tændte lyset, kunne man se lige igennem det hvide gardin. Gerda havde aldrig set dem røre hinanden. Enten gjorde de det kun i mørke, eller også gjorde de det meget sjældent. Hun så den høflige Børge for sig i mørket med en hånd under dynen. ”Må jeg røre dig dér, Ketty?” Nej, hvad var det, hun stod og tænkte. Hun tog sig til sin mund, rømmede sig. Ketty stod foran hende.
”Godaften, Gerda.”
”Godaften.”
Som altid var der en rar stemning hos Johanne og Mads. Gerda blev anbragt ved siden af kørelæreren. Han var 57, men det var, som om han havde undgået den ælde, som andre i løbet af 50’erne er udsat for. På tennisbanen lignede han én på 40.
På et tidspunkt spurgte han, om de ikke skulle være dus, hvilket var meget naturligt, eftersom Gerda var dus med alle andre omkring bordet. Senere sagde han: ”Lille du.” Det generede hende. Han fik for meget at drikke og blev for intim.
Under buddingen, som han roste, sagde han: ”En yndig kvinde som du burde ikke leve resten af sit liv alene i så stort og dejligt hus.”
”Årh. Det har været mit hjem i mange år. I sytten år.”
”Og har du råd til det?”
Spørgsmålet var upassende. Hun hostede med servietten for munden og så ud på bordet, som manglede hun noget.
Han opfattede det som generthed og lo. ”Og med en Opel Kaptajn i garagen.”
Det svarede hun heller ikke på.
Senere da de sad i vinterhaven, insisterede han på, hun skulle tage kørekort. ”Du har jo den udmærkede bil. Den skal ikke bare stå dér og samle rust.”
Hun havde selv tænkt tanken.
Han løftede kaffekoppen, som om han skålede. ”Jeg henter dig på næste mandag klokken tolv, og så kan du betale med en lille frokost bagefter. Hvad siger du?”
I en årrække havde hun haft svært ved at formulere sig selvstændigt. Det var, som om de tanker, der klæbede sig til ordene, faldt af på vej ud af munden. Sådan var det ikke mere, men hun havde stadig svært ved at sige nej.
Hun sagde jo, men at hun skulle spille tennis klokken to.

Da hun lå i sin seng og ikke kunne sove, tænkte hun, at det ikke kun handlede om det alt for intime ”lille du”. Det var også den måde, han havde bragt hendes økonomi på banen. Og med en Opel Kaptajn i garagen, havde han sagt, næsten som om det var tiltrækkende. Men han var selvfølgelig også kørelærer.
Alligevel stod hun og lavede frokost mandag formiddag. Otte halve, tre til hende, fem til ham, dyrlægens natmad, fiskefilet med remoulade, æg og tomat. Hun var god til smørrebrød. Hun fordelte madderne på to tallerkener, satte dybe tallerkener omvendt over og anbragte dem i Atlas køleskabet, som Robert havde givet hende julen før ulykken.
Så sidder hun dér og venter i Kaare Klint lænestolen. Der er gule og røde tulipaner fra haven i krystalvasen. Solen ligger i en skarp kant halvt ind på kniplingsdugen. Hun sidder med en kryds og tværs og venter på, at det skal ringe på døren.
Udenfor på afsatsen stod en smuk kvinde midt i 30erne i tweedjakke og med lige hvide tænder i sit smil.
”Goddag, fru Hansen. Jeg er frøken Frederiksen, Annemette. Min far er Ole Frederiksen. Han har fået influenza.”
De gik ud og satte sig i Kadetten. Frøken Frederiksen havde pagehår, meget kort, så hendes hvide hals og nakke var synlig og fik hende til at se næsten uanstændig nøgen ud. Gerda forsøgte at lade være med at se på den.
”Først indstiller De. Er sædet rigtigt indstillet? Derefter spejlene.”
Gerda famlede med hænderne. ”Hvordan flytter man det?”
Frøken Frederiksen lænede sig ind over hende. Hendes nakke var hvid og nøgen. Hun rettede sig op. ”Nej, det er jo ikke mig. Det er Dem, der skal indstille.” Hun pegede. ”Prøv og mærk dér under sædet.”
Gerda tog fat. Sædet gled tilbage. ”Nu er det vist helt umuligt.”
”Prøv at ligesom skyde sædet frem.”
Ja. Sådan.
”Prøv igen.”
Tilbage og frem. Sådan.
Kørelæreren pegede op. ”Spejlet.”
Gerda indstillede.
”Sidder De godt?”
”Ja.”
De kørte, første, andet, tredje gear, stands, blink til højre, se til højre og så til venstre, første gear, drej, andet gear, godt, tredje gear.
”Det går jo fint, fru Hansen.”
Hun havde så tit siddet ved siden af Robert og set ham gøre de samme bevægelser. Måske var det derfor, det ikke føltes fremmed, og slet ikke så svært, som hun havde troet.
”De skal til venstre her.”
”Robert sagde altid, at kvinder ikke kunne køre bil.”
”Koncentrer Dem nu.”
”Undskyld.”
”De skal til venstre her.”
”Hov. Undskyld.”
Bilen var gået ud. Hun greb hurtigt i gearstangen, men kunne pludselig ikke finde første gear.
”Roligt. Roligt.”
Hun mærkede frøken Frederiksens hånd på sin.
”Træd koblingen i bund. Første, anden, tredje, fjerde, kan De mærke det?”
Hun mærkede kun hånden oven på sin og rødmen, der skød op i hendes ansigt.
”Så. Dér er frigearet. Nu prøver De selv.”
På resten af turen bankede Gerdas hjerte, så hun kunne høre det i ørerne.
Bilen standsede. Frøken Frederiksen drejede ansigtet mod hende, men kun kort. ”Ja, så er vi hjemme igen.” Hun åbnede handskerummet, fumlede noget på gulvet. ”Hov.”
Gerda så ud ad forruden. ”Hvad skal De nu?”
Frøken Frederiksen så på sit ur. ”Nu har jeg frokost. Må jeg skrive Dem ind i bogen næste mandag på samme tid? Der er min far nok tilbage. Eller hvad med i denne uge?”
”Ja,” sagde Gerda. ”Lad os komme i gang. I overmorgen samme tid. Og fredag, er det for tidligt?”
Frøken Frederiksen bladrede i bogen. ”Nej, og mandag?”
”Ja.” Gerda så stadig ud ad forruden. ”Ved De hvad? Jeg har lavet frokost. Det lovede jeg Deres far, ja, han pressede på for at sige det rent ud, selvom jeg skal til tennis klokken to.”
”Ja, sådan kan han godt være.”
”Den står parat i køleskabet. Der er ingen grund til, at den ikke skal spises.”
”Nej.”
”Så vil De?”
”Tak som byder.”
De steg ud ad bilen og gik op ad havegangen. Frøken Frederiksen standsede ved trappen og så om i baghaven. ”Hvad er det for nogle æbletræer?”
”Det er Cox’s Orange begge to. Dem kunne min mand bedst lide.”
”De trænger da til en beskæring. Ja, jeg mener … nej, ikke noget, forstår De, min far har undervist mig, men jeg er ikke uddannet kørelærer. Jeg har bare været vikar et par gange. Jeg er faktisk frugtavler. Jeg arvede min mormors æbleplantage for et par år siden. De kan … nej, ikke noget.”
”Hvad?”
”Ikke noget.”

I sæsonen, hvis vejret ellers var til det, gik Gerda over i tennisklubben hver mandag klokken kvart i to. Siden hendes mand kom til skade, havde hun kun spillet damedouble. Efter kampen sad de fire kvinder i det nye klubhus, der efterhånden ikke mere var så nyt, og drak kaffe og kage, som de skiftevis medbragte.
De talte om Johannes søn på 25, der lige var blevet forlovet.
”Det ser ud til at være en pæn pige,” sagde Johanne. ”Slet ikke som Lise.”
”Var det hans tidligere pige?” spurgte Ketty.
Johanne trak på skuldrene. ”De kom sammen lidt. Men hun gik i cowboybukser med gylp, du ved, og havde hestehale på den dér måde.”
”Men Charlotte er en rigtig pæn pige,” sagde Gerda. ”Hun skal nok blive god for ham.”
”Det håber jeg,” sagde Johanne og prøvede at skjule sin stolthed.

Det var fredag og tredje køretime. Frokosten stod i køleskabet. Gerda kunne ikke sidde ned, hun gik frem og tilbage, ud i køkkenet, op ovenpå, ud til spejlet på badeværelset, rettede lidt på sin permanent, ned igen. Hun var bange for, at det var faren.
Da hun åbnede og så hende stå dér med lyseblå øjne og mørkt pagehår, blev hun svimmel. Hun måtte holde fast i døren med begge hænder.
”Er De dårlig?” Frøken Frederiksen trådte frem og greb hende om albuen og så rødmen stige op i det blege ansigt. Det kom på få sekunder. Hun havde ikke før set noget lignende. Hun lukkede øjnene, ikke i et blink, men måske i to sekunder, og besluttede sig for, at fru Hansen måtte have det som hende.
”Nej,” sagde Gerda. ”Jeg kommer nu.”
De kørte ned gennem byen og ud ad Agtrupvej. De var nu ude på landet. Frøken Frederiksen bad hende køre ned ad en lille skovvej og standse. Det gjorde hun.
”Vil De også slukke bilen?”
Frøken Frederiksen drejede sig mod hende. Gerda stirrede ligeud. Hun beholdt hænderne på rattet. Hun kunne høre sin egen puls i ørerne.
”Jeg ved ikke, hvordan De har det, fru Hansen, men jeg har ikke tænkt på andet end Dem siden første gang, vi spiste frokost sammen.”
Gerda kunne ikke tale.
”Jeg er forelsket i Dem.”
Med en svimmel fryd indeni fjernede Gerda sine hænder fra rattet og lagde dem ned i skødet, vendte ansigtet mod frøken Frederiksen og lod sig kysse. Bagefter var hun flov og lykkelig og ville ikke flytte hovedet væk fra hende. Hun sagde lavt ned mod hendes hals: ”Har De prøvet det her før?”
”Skal vi ikke være dus?”
”Jo.”
Frøken Frederiksen begyndte at le. Hun holdt en pause, men begyndte så at le igen. Hun lagde sin mund mod Gerdas pande: ”Ja, jeg har prøvet det før. Jeg flyttede til København af samme årsag.” Hun rettede sig op, så på Gerda med et smil. ”Men nu er jeg tilbage. Vil du køre?”
”Nej.” Gerda løftede sin højre hånd op. ”Se, hvor den ryster.”
”Men så er det din tur,” sagde frøken Frederiksen.
”Min tur til hvad?”
”Til at kysse mig. Kom.”

Mandag morgen ringede Frøken Frederiksen, som nu hed Annemette, og sagde, at hendes far kom på arbejde tirsdag, så i dag var sidste gang, de skulle køre sammen. Efter samtalen tog Gerda frakken på, for det så ud til regn, og gik ned og købte ind. Hjemme igen på cementtrappen foran hoveddøren tabte hun nøglerne. Da hun rettede sig op, fangede hendes blik navneskiltet på døren. De havde været så stolte af det. De havde taget det med, da de flyttede. Nu sad det her, sølvskinnende, stort. Architekt Robert Hansen. Hun følte sig for første gang fremmed over for skiltet. Det fortalte om en pagt med en mand, hun havde delt alt med. En ordentlig mand, der de sidste år af sit liv ikke var ordentlig. Han var blevet utilfreds, spydig, ondskabsfuld. Det var måske forståeligt, men hendes kærlighed, hendes respekt for ham var gået i stykker. Nu havde han været død i over et år, pagten var ophørt. Skiltet her havde ikke mere noget med hendes liv at gøre. Hun burde have et nyt, hvor hendes eget navn stod, hendes fornavn og også hendes fødenavn, som hun ikke ville af med, da de blev gift, selvom Robert opgivende havde rystet på hovedet. Et mindre skilt, bare: Gerda Rotne Hansen. Men hun vidste også, hvordan andre ville opfatte det. Det ville blive misforstået.

Ketty gik op ad trapperne. Hun så på sit ur. Det var mandag, klokken var halv et, og det regnede. Ketty havde god tid i dag, for tennis var aflyst. Hun trådte ind i sit og Børges soveværelse for at skifte sengetøj. Hun lagde det nye rene på skamlen, greb fat i den første dyne og trak betrækket af, og midt i den bevægelse gled hendes blik ud ad vinduet og over mod Gerdas soveværelse. Gardinerne derovre var ikke trukket helt for. Hun så Gerda i profil, hele hendes nøgne overkrop. Hun måtte sidde på knæ i sengen. Hun bevægede sig svagt, hun strakte sig bagover, så hendes små hvide og ungdommelige bryster struttede som knytnæver. Et øjeblik stod Ketty urørlig. Så smed hun rasende dynen fra sig og gik ud ad værelset, men ude på gangen tænkte hun, at hun måtte være sikker på, hun havde set rigtigt. Hun vendte tilbage. Hun stillede sig ved sengen med hænderne presset ind mod sit bryst og stirrede over mod Gerdas hus. Det blev ved derovre. Gerda bøjede sig fremover og forsvandt under vindueskarmen, men nu sad hun igen som før. Hun strakte armene op over hovedet og lod fingrene glide gennem håret. Lo hun? Skulle det her være sjovt? Nu var hun væk. Ketty blev stående stadig med hænderne presset mod brystet, men ingen hvid krop kom til syne mere. Selvom hun stod der længe. Så kom hun i tanker om, at hun måtte se, hvem det var. Hun løb ned og stillede sig ved vinduet i stuen. Der skete ingenting. Kunne det virkelig være kørelæreren? Hun rettede på urtepotteskjulerne, pillede lidt ved planterne, åbnede et vindue. Regnen derude fik bladene til at vippe. Hun kunne høre, de rangerede godsvognene nede på havnen. Endelig åbnede hoveddøren sig derovre. En ung kvinde gik hurtigt ned ad havegangen. Hun vendte sig ikke om, åbnede bare lågen og forsvandt ad fortovet bag buskene. Det var Annemette, kørelærerens datter. Havde hun også været der? Havde de været tre? Og så gik det op for hende. Det havde været de to. De to. Ketty gik ud i køkkenet, hen til håndvasken, tog plastikbaljen op og åbnede for vandet. Hvad bildte hun sig ind? Hun kunne få faren og leve et anstændigt liv. Og så gjorde hun sådan med datteren. Midt på dagen. Hvad i alverden bildte hun sig ind?

Dagen efter kørte Gerda med Ole Frederiksen. Efter timen sagde hun, hun ikke ville fortsætte. Hun sagde det to gange, men han gled af.
”Sludder, jeg kommer på fredag. Samme tid?”
”Nåh, men så én time mere.”
”På fredag?”
”Ja, men det bliver uden frokost, for jeg skal ud.” Hun skyndte sig at tilføje: ”Nåh, er klokken så mange. Jeg bliver nødt til at løbe. Farvel.”

Om fredagen kom han præcist. Hun løb ud, så hun slap for, at han kom ind i haven.
Hun forsøgte at være høflig, men følte det som et overgreb og holdt det kun ud, fordi hun var så koncentreret om kørslen. Endelig var de hjemme igen. Klokken var to minutter over ét. De havde kun kørt en time.
Mens hun førte armen om bag sædet og fik fat på sin taske, spekulerede Ole Frederiksen på, om hun havde glemt deres gamle aftale om at spise frokost sammen, og hvordan han skulle komme med en antydning. Han var nok blevet lidt forelsket i hende, men var det så underligt? En ung enke og så var hun rig. Det kunne ikke blive meget bedre.
”Jeg må sige, du kører helt godt af en kvinde. Og så har du kun fået hvor meget? Fire køretimer?”
”Dette var den sjette.”
”Det må jeg sige. Min datter må være dygtig.”
”Farvel, hr. Frederiksen.”
Han rettede hende. ”Ole! Vi er dus.”
”Ja, farvel. Jeg standser hermed mine køretimer. Lad være med at kontakte mig mere.”
Han ville sige noget, men hun var allerede steget ud. Han fulgte hende med øjnene. Hun så ikke tilbage, gik bare hurtigt hen til lågen. Hun var egentlig et ret uforskammet menneske.

Gerda fyldte 46. Det var ikke rundt, så hun kunne tillade sig at gøre det småt, bare sønnerne kom. Jens havde Gitte med.
Peter kom fra København, og han kom først. Han gav hende et gavekort til Jydske Strikkeriers Udsalg. ”Dér kan du garanteret finde et eller andet.”
”Ja, det kan du tro.”
Af Jens og Gitte fik hun et tryk i glasramme. Hun pakkede det ud i entreen, mens de tog deres overtøj af. Hun havde hadet at pakke gaver ud, siden hun var teenager. Forventningerne til hendes begejstring gjorde det hele så påtaget.
”Neeej,” sagde hun lykkeligt. ”Det er Lundstrøm, det kan jeg da se.”
”Ham kunne far så godt lide.”
”Men det er da også et dejligt billede. Ved I hvad? Jeg har også noget til jer.” Hun løb ud i køkkenet og kom tilbage med sine gaver.
”Den sønderjyske til dig.” Hun rakte den til Peter. ”Og leverpølsen til dig. Til jer mener jeg.” Hun rakte den til Gitte. ”Jeg var nede på Kongebrogade og hente dem i går. Det er Aage Posts hjemmelavede.”
Gitte rakte pølsen til Jens. Han tog den ikke.
”Men du behøver altså ikke at komme med de dér mere,” sagde han.
”Men du elsker hans hjemmelavede leverpølse.”
”Ja, da jeg var barn.” Han smilede undskyldende. ”Det er sødt af dig , mor. Men du behøver ikke at gøre det mere.”
Peter sagde: ”Aj, det kan du altså ikke være bekendt.”
Gerda virrede med hænderne. ”Hellere sige sandheden, end at jeg går rundt her de næste 40 år og køber pølse, som I ikke kan fordrage.”
”Men jeg kan altså godt lide min pølse.”
Hun tog leverpølsen fra Gitte og rakte den til Peter. ”Jamen så tag den her med. Jens kan ikke lide den.”
”Men …” sagde Gitte.
”Lad os nu gå ind i stuen,” sagde Jens. ”Skal du ikke have billedet med?”
”Jo, selvfølgelig.” Hvor havde hun stillet det? Dér op ad dørkarmen.
Jens sagde: ”Vi skal finde et godt sted til det, ikke?”
”Jo,” sagde Gerda og var klar over, hun blev nødt til at hænge det op i stuen.
Ved desserten kom den store overraskelse.
”Mor. Gitte og jeg skal giftes.”
Hun slog hænderne sammen og så over på Peter, der så forvirret ud.
”Nej, hvor vidunderligt. Og du vidste det ikke, Peter.” Hun lo. ”Det kan man tydeligt se.”
”Og det bliver til august,” sagde Jens.
”Jamen allerede. Du er jo først færdig om et år.”
Han sagde det ligeud. ”Gitte er gravid. Og jeg kan sagtens arbejde på hospitalet om aftenen det sidste år.”
Det tog lidt af hendes glæde, men hun blev ved med at smile.
De unge sov på deres gamle værelser. Peter blev om lørdagen, og om aftenen cyklede han ud til Løverodde med nogle venner for at feste og danse.
Søndag var der turnering i tennisklubben, bagefter ostemadder og kaffe. Gerda prøvede at undgå Ole Frederiksen ved at sætte sig mellem Ketty og Johanne. Og da Johanne sagde, at pladsen var nu ment til en herre, hviskede Gerda: ”Hjælp mig fra kørelæreren.”
Johanne tilføjede straks: ”Men regler har man jo for at bryde.”
Ole Frederiksen satte sig lige overfor Gerda.
Ketty sagde til ham: ”Jeg tror, du ligeså godt kan holde op med at flirte med hende, Ole. Hun er ikke til din type. Jeg tror faktisk, hun er til en helt anden type.” Og uden overgang: ”Hvordan har din datter det?”
”Annemette? Det ved jeg faktisk ikke,” sagde kørelæreren.
Ketty så skråt på Gerda uden at dreje hovedet mere end nødvendigt. Hun ville lade være, men hun kunne ikke. ”Ved du, hvordan hun har det?”
Gerda kunne mærke blodet i sit ansigt. ”Mig? Nej, det ved jeg da ikke noget om.”
”Nåh,” sagde Ketty, og tonen var ikke til at tage fejl af. ”Jeg troede ellers, I var de fineste venner. De allerfineste venner.”
Gerda svarede med et spørgsmål, som hun straks fortrød, for det var at give bolden op: ”Hvad mener du med det?”
”Hvad jeg mener?” sagde Ketty højt. ”Ha. Det ved du vist bedst selv.”
Gerda rejste sig roligt og gik ud i omklædningsrummet. Her stod hun og kunne ikke gå ind igen. Hun stod der længe.
Johanne kom ud. ”Men dog. Står du her? Kom nu ind.”
”Nej.”
”Men hvorfor dog ikke?”
”Du hørte Ketty, ikke?”
”Jeg ved ikke, hvad hun blev så mopset over.”
”Nej. Men mopset blev hun.”
Johanne tog fat i hendes overarme. ”Så. Kom nu ind igen.”
Gerda sagde: ”Jeg aner ikke, hvad jeg har gjort Ketty. Det gør jeg virkelig ikke. ”
”Kom nu.”
”Det kan jeg ikke. Jeg går hjem.”
”Men hvorfor?”
”Jeg bliver angrebet fra alle sider lige pludselig. Jeg kan ikke holde kørelæreren ud. Jeg kan ikke sidde foran ham. ”
”Men er det ikke Ketty, du er sur på?”
”Og kørelæreren. Jeg tror, de er sure over, jeg ikke vil have ham.”
”Men hvorfor skulle Ketty være sur over det?”
”Men det er de.”
Gerda tog tennistasken, Johanne sagde: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, Gerda. Jeg forstår ikke, hvad der foregår.”
”Det gør jeg heller ikke. Vi ses til tennis i morgen.”
Da hun kom hjem, var Peter taget af sted. Der lå et brev fra ham. Hun læste det ikke, men satte sig ind i stuen, slog op i telefonbogen og ringede til Kruses køreskole. Det var den, der var tættest på. Selvom det var søndag, fik hun fat på fru Kruse og bestilte en time.
Mens hun spiste aftensmad, ringede telefonen.
”Hallo, det er hos Hansen.”
”Det er Annemette. Nu er der gået næsten en uge, og jeg havde lovet mig selv ikke at ringe. Men altså nu gør jeg det alligevel.”
”Ja. Det går ikke,” sagde Gerda stift. ”Det kan ikke lade sig gøre.”
”Men vi kunne bare …”
”Desværre.”
”Men du er forelsket. Jeg ved det.”
”Men du forstår det ikke,” sagde Gerda næsten vredt. ”Jens skal giftes. Hele mit liv, min position og alle mine venner og livet i tennisklubben, ja, du synes sikkert, det lyder high society, eller hvad du vil kalde det, men det er hele mit liv, alle ting, mine naboer, Jens og Peter, huset her. Forstår du det? Huset her?”
”Ja,” sagde Annemette. ”Jeg forstår det.”
”Nej,” råbte Gerda. ”Du forstår det nemlig ikke. Du kan klare dig uden venner, og du har isoleret dig derude med æbletræerne. Jeg vil ikke være som dig. Jeg vil ikke ende sådan.”
”Jeg er da ikke uden venner. Jeg har et godt liv. Det, du mener, er bare, at du ikke vil være lesbisk.”
”Jeg vil ikke være ligesom dig, nej. Det vil jeg simpelthen ikke.”
”Du vil ikke være hvad?”
”Det, du er.”
”Du kan ikke engang sige ordet lesbisk, og det forstår jeg også godt.”
”Nej, du gør ikke,” råbte Gerda. ”For du er jo sådan, og du har et liv som, ja, som det, du er.”
”Men,” sagde Annemette, holdt en pause og fortsatte. ”Sådan har det jo ikke altid været. Før jeg tog til København, havde jeg en anden kæreste, som …”
”Jeg er ikke din kæreste.”
”… som var gift og som til sidst svigtede mig, og hun …”
”Hvem?”
”Én du ikke kender. Så tog jeg til København, ja, der havde jeg kærester, men jeg var ikke forelsket. Det var korte forhold …”
”Her i Kolding? Hva’? Hva’? Hvem har du kendt her? Det vil jeg gerne vide. Det har jeg ret til at få at vide.”
Der var stille i røret.
Gerda sagde: ”Hallo? Er du der?”
Græd hun?
Telefonen blev lagt på i den anden ende.

Om natten vågnede hun af et mareridt. Hun kunne ikke falde i søvn igen. Det snurrede i hendes hænder, og det bredte sig, det gik over i et angstanfald, hvor angsten prikkede overalt på hendes hud. Det var første gang, hendes krop opførte sig sådan, og da det endelig lagde sig lidt, følte hun sig dybt ulykkelig.

Gerda ville ikke ringe til hende, og gjorde det heller ikke, selvom hun ikke tænkte på andet. Først da hun kom hjem fra sin første køretime med den nye kørelærer, gik hun direkte ind i stuen og slog op i telefonbogen under Frederiksen. Nej, hun stod der ikke. Så kom hun i tanker om, at Annemette boede uden for byen. Hun drejede på håndtaget, tog røret og bad damen om oplysningen … Annemette Frederiksen, frugtavler … Ude ved Nr. Bjert ad … Ja … Tak. Hun skrev ned og lagde på. Hun så på telefonnummeret, men ringede ikke. Hun så på adressen. Hun slog op i Roberts gamle kortbog fra Geodætisk Institut. I entreens kommodeskuffe fandt hun sin mands bilnøgler, hvor de havde ligget i tre år. Hun gik ud til garagen, åbnede og satte sig ind i bilen. Her var fugtigt, men den duftede som dengang. Hun gav sig god tid til at indstille sæde og spejle. Hun satte nøglen i og drejede. Bilen sagde et søvnigt uw-uw. Hun prøvede igen. Uw. Hun gik tilbage til huset, tog telefonbogen og slog op under autoreparation. Hun skulle bruge bilen … Nu … En Opel Kaptajn … Ja.
En time senere ankom en mekaniker i en lille rusten bil. Han steg ud med et batteri under armen. Han fik motoren i gang og bakkede bilen ud. Hun gik ind efter sin pung og betalte ham kontant. Da han var kørt, og hun var helt alene på vejen, satte hun sig ind i bilen. Hun havde haft syv køretimer. Hun kunne nok klare det. Men modet havde forladt hende. Langsomt kørte hun bilen ind i garagen.
Senere, klokken var omkring ti, og det var stadig lyst, stod hun i det store hvide badeværelse og så på sig selv i spejlet. Hun undersøgte sit ansigt, så på kinderne, på næseroden, den glatte pande, øjnene og øjenomgivelserne. Det begyndte igen at snurre i hænderne, et angstanfald var på vej. Men hun løb fra angsten, ned ad trapperne, på med en frakke, på med skoene, de flade sorte. Hvor var nøglerne? Og kortbogen.
Hun bakkede bilen ud, steg ud og lukkede og låste for garagen, satte sig ind igen. Hvor tændte man lyset? Dér. Hun kørte. Hun kørte ned til Fynsvej og til venstre, videre ad landevejen nord om fjorden. Det blev mørkere, og der var ingen gadebelysning. Men i Nr. Bjert fik hun kirken som sigtepunkt. Her drejede hun til højre ad en dårlig vej. Hun kørte for langt, var ude af bilen med sit kort, som hun holdt op i den ene forlygtes skær. Hun måtte ind til et hus og spørge om vej. Ud igen og videre. Her til venstre. Nu var der æbletræer på begge sider. Der var lys i et vindue. Hun parkerede, løb gennem skumringen og ringede på. Døren gik op, og lyset væltede ud over hende.
”Ja, her står jeg.”
Annemette trådte ud på afsatsen og lagde begge arme om hende. Gerda lagde sin højre hånd på hendes nakke.

Det var morgen. De sad i Annemettes køkken ved det lille blåmalede bord. Her var bare varmt og hyggeligt, et romantisk lyseblåt bondekøkken med udsigt ud til køkkenhaven. Udenfor kunne de høre fuglene. Mens Gerda sad med sit blødkogte æg, begyndte en dyb fryd at pible frem i maven på hende, og gråden kom helt uventet. Annemette gik rundt om bordet og lagde armene om hende bagfra.
Gerda sagde med grødet stemme: ”Jeg har aldrig spist morgenmad på den her måde før.” Og efter en pause: ”Ikke engang da drengene var små. Jeg er så lykkelig.” Gråden gjorde det igen umuligt for hende at tale.
Senere sagde Annemette: ”Jeg tror, det skal være os to.”
”Men,” svarede Gerda. ”Jeg kan ikke se hvordan.”
Efter morgenmaden gik de en tur.
”Hertil går min plantage. Jeg har fjorten tønder land.”
Herfra kunne man se fjorden. Det blæste næsten ikke. Et stort skib var på vej ind mod havnen. Man kunne svagt høre motoren. De gik helt ned til fjorden og fortsatte til venstre. De gik gennem noget skov og standsede i brynet. Et stykke oppe i det skrånende landskab lå et forsømt bondehus.
”Bor der nogen dér?”
”Ja. Carl Fisker. Han arbejdede for min mormor, men ikke for mig. Han kan ikke engang passe sine egne træer mere. Skal vi besøge ham?” De gik op til huset og bankede på. Ingen lukkede op.
Gerda gik rundt om huset. ”Det må da regne ned gennem stråtaget.”
”Måske er han kommet på et hjem,” sagde Annemette. Og med en anden stemme: ”Så, nu spiser vi frokost, og så giver jeg en køretime.”
Efter køretimen lod de Opel’en stå hos Annemette, der kørte Gerda hjem, eller rettere til jernbanesporet ved Nordre Havnevej. Herfra gik hun hjem.

Samme dag ringede Johanne til Ketty og fortalte, at hun skulle i banken og på apoteket. Om de skulle mødes på Saxildhus?
Lidt over halv tre sad de overfor hinanden. Efter de havde bestilt deres kager, talte de om ligegyldige ting, indtil Johanne sagde: ”Ketty, nu må du give mig et klart svar. Det dér i tennisklubben, hvad betød det egentlig?”
”Ja, det må du sandelig spørge Gerda om. Jeg ved ikke, hvor hun er henne?”
Johanne forstod ikke, hvad hun mente.
”Ja, Børge var sikker på, at det var hende, der kørte i går aftes. Uden kørekort. Han kunne huske lyden af bilen. Men garageporten var låst, så jeg kan ikke være sikker.”
”Sig mig, har du været ude og tage i hendes garagedør?”
”Det ville du også have gjort, hvis du var i mit sted,” sagde Ketty.
”Nu må du altså fortælle mig, hvad det er for noget?”
Ketty satte kagegaflen i sin Napoleonskage. Hvad skulle hun sige? Nu havde hun allerede sagt det med garageporten. At hun havde stået og spioneret ind i sin nabos soveværelse, det kunne hun ikke sige. Ikke engang til Børge.
”Jeg så, de kyssede hinanden,” sagde hun. ”På havegangen.” Ja, det var det, hun skulle sige. Hun skulle holde fast på det. Hun havde ikke spioneret. Hun havde bare helt tilfældigt set dem kysse på havegangen, mens hun vandede blomster. ”Mens jeg vandede blomster,” tilføjede hun lettet.
”Men det ville Gerda da aldrig gøre? Ikke engang med en mand.”
”Jeg så, hvad jeg så.”
Johanne sukkede. ”Det passer ikke sammen. Du må have set forkert.”
”Jeg så, hvad jeg så,” sagde Ketty igen, hun kunne ikke gå længere, hun kunne ikke indrømme det andet.

Om mandagen spillede de deres double. Ketty og hendes makker, Grethe, skyndte sig hjem, så Johanne havde alt for meget kaffe og kage med.
Gerda og Johanne satte sig udenfor, for vejret var dejligt. Allerede mens Johanne hældte kaffen op, sagde hun: ”Ja, undskyld jeg siger det, men Ketty mener at have set dig kysse kørelærerens datter. Ja, jeg sagde selvfølgelig, det var noget vrøvl.”
”Kysse hvem?” sagde Gerda og lo kort. ”Nej, ved du hvad?”
”Ja, så hun er kommet til at sætte et rygte i gang. Hun har ikke sagt mere end det og ikke i en ond mening, men alligevel. Du ved, hvordan det er, når der sker noget.”
”Men der sker ikke noget. Du er min bedste veninde. Du har kendt mig alle de år. Ville jeg finde på sådan noget?” Hun begynder at græde.
”Nej, men du ved, Ole Frederiksens datter er åbenbart på den forkerte side. Ja, det er der i hvert fald dem, der mener.”
”Er det, hvad Ketty påstår? Hvorfra har hun den ide?”
”Men du har jo været sammen med hende datteren, ikke? Måske …”
”Kan jeg måske gøre for, at kørelæreren var syg og sendte sin datter? Jeg havde lavet frokost til ham, og så kom hun. Jeg inviterede hende ind. Hvad skulle jeg have gjort? Smidt frokosten ud?”
”Nej, nej, selvfølgelig ikke.”
”Jeg har ikke gjort noget forkert, Johanne.”
”Nej, jeg ved det godt. Jeg synes bare, du skulle vide, hvad Ketty går og siger.”
”Har hun sagt det til mange?”
Johanne skruede låget af termokanden. ”Jeg skal gøre, hvad jeg kan for at standse hende.” Hun fyldte op i begge kopper. ”Det er ikke pænt af hende at sige sådan noget.”
Næste mandag kom Gerda ikke. Nej, desværre, hun havde fået en skade i albuen. Hun kom heller ikke de kommende mandage. Skaden havde bidt sig fast.

Gerda var meget forelsket. Hver morgen ringede de til hinanden og aftalte, om de skulle ses. Gerda gik så ud til et aftalt sted, hvor Annemette hentede hende i sin flaskegrønne ladvogn. Gerda hjalp lidt til i plantagen, eller hun sad og læste i en bog. Hver dag var det hende, der gjorde frokosten klar.
Klokken tolv trådte Annemette ind i køkkenet, frisk og sund.
Gerda spurgte: ”Hvornår skal der plukkes æbler?”
”Om et par uger begynder vi. Først sommeræblerne. Så Gråstenerne og senere Ingrid Marie og Cox’s Orange. Og til sidst vinteræblerne.”
”Så kommer plukkerne?”
”Ja. I flere omgange.”
”Så må vi finde en anden måde at ses.”
Senere lå de under dynen. Annemette havde armen under Gerdas hoved.
”Jeg tror ikke på,” sagde Annemette, ”at du aldrig har været sammen med en kvinde før.”
”Det har jeg ikke. Altså da man var spejder, var man måske nok forelsket i en pige.”
”Sov du med hende? I hendes sovepose?”
”Den slags snakker man jo ikke om,” sagde Gerda. ”Og man vidste jo ikke så meget dengang.”
”Nåh. Nej, det gjorde man måske ikke.” Annemette ville sige noget mere, men opgav.

I juli kørte Johanne og Mads til Gardasøen i deres Volvo, men fjorten dage efter var hverdagen begyndt igen. En dag var Mads i Elvighøj for at tale med en klient, der lå for døden. Om aftenen sagde han til Johanne: ”Jeg synes, jeg så Gerda i dag, men hvad skulle hun dér?”
”Hvor?”
”I en gammel skrammelkasse med ladet fuld af tomme æblekasser, der lå hulter til bulter. Det var en YJ nummerplade, så den var her fra byen.”
”Nåh. Kørte hun selv?”
”Nej da. Det gjorde den anden, en ung kvinde.”
”Nåh.”
”Korthåret, chik. Jeg ved ikke, hvem det var.”
Johanne sagde: ”Så er det måske sandt, og derfor hun undgår mig.”
Mads så spørgende på hende. Og hun måtte indrømme, at ja, hun havde ikke fortalt det, for hun troede, det var et ondsindet rygte.
”Hvis det virkelig er sandt … alt det hun så ødelægger. Men jeg kan ikke tro det.”
”Og hvad så, hvis det er sandt?” sagde Mads. ”Hun er stadig din veninde.”
Johanne svarede ikke. Hun sagde i stedet: ”Men Mads. Det bliver mellem os to.”

Gerda sad alene med en Martini. Hun havde fundet nogle af Roberts tegninger frem og spredt dem ud på spisebordet. Her var en ejendom med to opgange, seks lejligheder i hver. Den var dateret juni 56, altså efter ulykken. Han havde arbejdet lidt de to sidste år, men måtte ikke bruge tegningerne til noget på grund af forsikringen. Når han brokkede sig over det, og hun sagde skidt med forsikringen, blev han rasende.
Hun gik igen hen og hentede flasken frem fra barskabet. Det var ikke mere hyggeligt at bo i huset. Ketty kom ikke mere ind til en kop kaffe, og Børge hilste ikke. Fru Thorvald Axelberg hilste, og genboerne, men dem omgikkes hun jo ikke. Hun havde lyst til at ringe til Mads. Men Johanne ville sikkert tage telefonen. Hun ville vente til i morgen. Ja, ringe til kontoret og bede om et møde.

Sekretæren bankede to gange på døren, åbnede og sagde: ”Gerda Hansen er her.” Hun havde selv præsenteret sig som Gerda Rotne Hansen.
Et øjeblik efter åbnede Mads døren på vid gab. Han smilede stort. ”Kom ind, kom ind. Men jeg har kun et kvarter.”
Hun satte sig i en Kaare Klint læderstol. Kontoret lignede sig selv. Det var Robert, der havde indrettet det.
Hun ville ikke gå lige til sagen, selvom det havde været det letteste. Hun spurgte så neutralt som muligt: ”Hvordan går det med jer?”
”Fint.”
Mads sagde ikke mere, spurgte ikke til hende, så hun sagde: ”Og Johanne?”
Han gjorde en bevægelse bagud i stolen. Han var en stor mand, og hans bevægelser var altid så voldsomme. ”Jeg tror, hun er ked af, at du er holdt op i tennisklubben. Jeg tror, hun føler hun har mistet en veninde.”
”Jeg har den her skade i albuen. Vil hun gerne se mig? Hun har ikke ringet.”
”Men det har du heller ikke. Og i øvrigt er det jo bare ondsindet sladder, ikke?” Samtidig tænkte han, at selvom sladderen var sand, var der ingen grund til at skilte med det.
”Hva’? Ja. Jo, andet er det ikke,” sagde hun. ”Men det kan jo også være slemt nok.” Med en mere energisk stemme sagde hun: ”Nåh, du spurgte, om jeg ville sælge de to store grunde i Århus.”
”Ja. Jeg er parthaver i et entreprenørfirma, som du ved.”
Sekretæren og kaffen kom ind. Der blev hældt op, sekretæren gik, de talte om ingenting, indtil Gerda pludselig sagde: ”Jeg er ikke interesseret i at sælge, men i at bygge.”
”Javel.”
Hun kunne ligefrem se, hvordan alle hans planer blev rystet sammen og vendt.
Han sagde: ”Vi kunne stifte et byggeselskab, Gerda?”
Det var imponerende, så hurtigt han kunne omstille sig.
Hun svarede: ”Vi?”
”Ja. Vi danner et selskab. Du ansætter mig som formand.”
”Det var måske mere rimeligt, at det var mig, der blev formand.”
”Men kære Gerda. Formanden skal være inde i alle de detaljer, der følger med. Økonomi, jura, byggetekniske ting.”
”Joh …”
Mads smilede skævt. ”Jeg tror ikke, du er klar over, hvor meget der er.”
Hun sagde langsomt og stille: ”Nej. Men da det jo er mine grunde, vil jeg gerne selv bestemme over dem.”
”Javel. Det var bare en ide.”
Gerda så ud ad vinduet. Mads drak af kaffen og lagde nogle papirer oven på hinanden.
”Du glemmer,” sagde hun, ”at jeg sad tre år på sagførerkontor efter min studentereksamen, og jeg hjalp Robert med mange ting. Jeg er ikke så hjælpeløs, som du tror. Men jeg skal selvfølgelig have gode folk omkring mig, og jeg håber da, du fortsat vil være min sagfører.” Hun så ikke på ham, men kunne høre, at han gik i stå med oprydningen. ”Jeg sælger villagrundene på Skolebakken og mine obligationer for at have lidt kapital. Jeg har tegninger til en fin ejendom med tolv store lyse treværelsers lejligheder, alle med altaner. Robert tegnede den, mens han var syg. Der kan ligge to af dem på den ene grund. Du skal så hjælpe mig med banken og være min rådgiver. Vil du det?”
”Ja, ja. Selvfølgelig vil jeg det.”
”Jeg har forsøgt at lave et budget. Med en udlejningspris på 25 kroner per kvadratmeter skulle det hænge fint sammen.” Hun tog Roberts mappe op på skødet, men da hun så Mads’ reaktion, åbnede hun den ikke.
Mads lænede sig tilbage i stolen, tog uret op af vestlommen, så på det, lagde det ned igen og sagde: ”Jeg har aldrig mødt din far, men jeg har hørt om ham. Måske skal jeg vænne mig til at se dig i et andet lys. I en anden rolle. Robert var jo ikke så sikker på det økonomiske område.”
”Han manglede evnen til at prioritere,” sagde hun. ”For ham var et dørhåndtag lige så vigtigt som et tag. Du skulle vide, hvor meget vi arbejdede med de budgetter, før han gik til dig.”
”Jeg har et møde om otte minutter.”
”Jamen så lad os aftale et nyt møde.”
Pludselig lo han. ”Jeg glæder mig allerede.”
”Og så er der en anden ting,” sagde hun uden at smile. Hun åbnede mappen og tog en seddel frem. ”Vil du undersøge, om jeg kan købe det her hus?”
Han så sedlen. ”Skal du flytte?”
Hun trak på skuldrene. ”Jeg byder bare på huset. En rimelig pris og ikke mere.”

Brylluppet var midt i august. En uge før bestod Gerda køreprøven, så Peter tog kun toget til Kolding. Resten af vejen til Århus kørte han med sin mor i Opel Kaptajnen. De tog direkte ud til Jens’ kollegieværelse. De havde kun været der fem minutter, før Gerda bad dem sætte sig ned og høre efter.
”Det er så sjældent, at jeg er sammen med jer begge to, og i morgen bliver alt så hektisk. Og der er noget, jeg bliver nødt til at drøfte noget med jer. Ja, for at sige det, som det er. Jeg vil sælge huset.” Hun tænkte, de lignede hinanden, specielt nu.
Peter sagde: ”Vores hus? Det kan du da ikke. Far har sat det i tip top stand. Det er vores hus, mor. Du kan ikke bare sælge det.” Han vendte sig mod sin storebror. ”Kan hun vel?” Jens reagerede ikke. Peter sagde: ”Vi er tre mod én. Far, Jens og mig mod dig.”
Jens sagde: ”Og far har sørget for dig, så du kan sidde økonomisk trygt.”
Hun sagde en smule monotont: ”Nu skal jeg fortælle jer en ting. Far sørgede ikke for mig. Det var mig, der sørgede for ham. Det var mig, der arbejdede som sekretær, så han kunne få sin uddannelse gjort færdig, i tre år indtil jeg var i sjette måned med dig, Jens. Og da mormor døde, var det mig, der arvede en part af trikotagefabrikken, som jeg solgte, så vi kunne købe huset uden at låne krone.”
”Men det var far, der arbejdede og tjente penge.”
Hun nikkede langsomt og lidt for længe for at vinde tid. ”Ja, Jens. Det var far, der arbejdede og tjente penge, da vi havde færdiggjort hans uddannelse, og jeg havde købt og betalt vores hus.”
”Er det virkelig sådan du ser på det?”
”Nej, det er ikke sådan, jeg ser på det. For mig var det et godt ægteskab. Vi havde det godt sammen. Hvad der var mit, var også hans og omvendt. I skal bare ikke fortælle mig, at jeg blev forsørget, fra den dag vi blev forlovet, for sådan var det ikke.”
”Men huset,” sagde Jens.
Og så tog hun en hurtig beslutning. ”Ved I hvad? Jeg kan godt forstå, at huset betyder noget for jer. Så jeg vil forære jer det. Jeg kontakter Mads Solgaard, så snart jeg kommer hjem.”
”Men hvad skal vi med det?” sagde Peter med et sammentrukket ansigtsudtryk.
”Vil I have det, eller vil I ikke have det?”
Jens sagde ingenting. Peter sagde: ”Hvorfor er du så mærkelig, mor?”
”Fordi jeg nu er kommet over sorgen. Fordi jeg må videre i mit liv. Fordi jeg ikke kan blive siddende ligesom fru Thorvald Axelberg resten af mit liv uden at foretage mig noget. Hendes mand døde i 32. Vil I have mig til at spille rollen som enkefru Robert Hansen fra nu af, og til jeg dør?”
Hun kunne se, hvor rasende Jens var, men nu havde hun sagt det. Det vil sige, hun havde ikke engang antydet det. Men det her var nok. Mere kunne det aldrig blive. Det var hun klar over nu.
”Du må forstå,” sagde hun til Jens, ”at jeg ikke bare kan sidde i det hus og lave ikke noget. Bare sidde og glo. Og huset holder mig fast i den rolle.”
Jens svarede ikke.
Peter sagde: ”Det er bare meget på en gang, mor.”
”Det var sandelig en overraskelse at få dagen før sin bryllupsdag.” Jens sagde det spydigt, og hun tænkte, at dette var mere, end hun fortjente, men hun ville ikke skændes.
Hun sagde: ”Du har fået en halv villa i bryllupsgave plus min anden gave, som I får i morgen. I kan leje huset ud, eller I kan sælge det. Det er mange penge, Jens. Jeg ved ikke præcis, hvordan vi skal skrue det sammen skattemæssigt, men det er en meget stor gave, du har fået til dit bryllup.”
”Jens bliver også glad, mor,” sagde Peter. ”Men lad os lige vænne os til tanken.”

Klokken var syv om aftenen. Gerda parkerede sin bil ved laden. Hun steg ud og gik rundt om hjørnet. Ladeporten var åben. Næsten alle sommeræblerne var plukket. De stod i de lave trækasser stablet op i halvanden meters højde. Bag dem op ad væggen stod plukkestigerne. En solsort sang. Ellers var her helt stille. Plukkerne var gået hjem. Hun hørte en lyd og vendte sig om, netop som Annemette tog sin stråhat af og virrede med håret.
Gerda sagde det med det samme: ”Det går ikke. Jeg kan ikke flytte ind hos dig. Jeg har to voksne sønner. Og jeg skal kunne komme i de bedre kredse. I hvert fald når det er nødvendigt. Det går ikke.” Annemette havde angst i hele ansigtet, og Gerda skyndte sig at fortsætte. ”I dag har jeg sagt ja til at købe Carl Fisker hus. Det er fem minutter herfra.”
Der var en lang pause.
”Skal vi så aldrig flytte sammen?”
”Vi kan have en masse sammen,” sagde Gerda. ”Vi kan spise sammen. Vi kan sove sammen ind imellem. Hvis vi vil i teatret eller biografen eller gå ud og spise sammen, kan vi bare køre til Vejle eller Århus. Og vi kan tage på ferie sammen, hvis vi bare passer lidt på. Men vi kan ikke holde jul sammen. Det kan vi ikke. Og vi kommer ikke til at dele mine børnebørn.”
”Bare du ikke går fra mig. Jeg troede et øjeblik, du ville gå fra mig.”
”Nej, nej. Det gør jeg ikke,” sagde Gerda. ”Vi elsker jo hinanden.”


Louis Jensen:

Ruths dagbog
Maj 1968

4. maj, lørdag
Kom maj du søde milde, og med dig alt andet sødt. I aften er der bal i Harte. Majbal står der i avisen. Der er pyntet med levende lys og grønne grene. Og stærke drikke udskænkes. Måske …

5. maj, søndag
Jeg dansede, snurrede rundt, til højre, til venstre, hvirvlede hen over gulvet. Det var Fortunas, der spillede. Fortuna, det er lykken. Og et øjeblik troede jeg, at nu kom lykken. Jeg så ham: Peter. Jeg ville løbe hen til ham, men så turde jeg alligevel ikke. Og så var det slet ikke ham! Først så jeg kun ryggen. Og håret, det bølgende hår. Der gik et sug gennem mig, så vendte han sig om. Hvor skuffende! Det ansigt var ikke Peters, alt for vegt, blikket ikke fast, ikke urokkeligt som hans. Og hvad skulle han også her på dansegulvet i Harte under grønne grene. Han har jo sin Lilly. Og her er han slet ikke! På Grønland. Isbjerge, falder han ned i en revne!
Kom maj!
Kom Peter!

6. maj, mandag
Ragna fortalte, at Poul var til bal i Harte! Poul! Men han er jo i København.
Han spurgte efter dig, sagde Ragna og lagde skælmskt hovedet på skrå. Han ledte efter dig.
Er han kommet tilbage?
Ragna rystede på hovedet, men han spurgte efter dig.
Nej! Peter var der ikke, men Poul … Poul, men mig så han ikke. Og jeg så ikke ham. Er det Poul, jeg er forelsket i?
7. maj, tirsdag
I går cyklede jeg igen forbi ude på Hans Ludvigs Vej. Gik ind i Købmandens butik. Købmanden det er Arnold Pedersen. Han har en fin butterfly. Sort med hvide striber.
Peter boede i huset ved siden af. Jeg har et fotografi. Dér sidder Peter i stuen og ser på et maleri.
Man kan se på alting: Ænderne i søen under slottet. Bilerne. Cyklisterne. Det er en af hemmelighederne. At se. Og ser man tilstrækkelig længe, så begynder man at forstå og dernæst, når man ser i endnu længere tid, så forstår man det hele. Det har jeg læst, men så vidt er det ikke kommet for mig.
Peter i stuen i profil. Det er, når man viser sin ene side. Altså den ene kind, den ene mundvig, det ene øje, den halve pande og de fem halve rynker i panden og over dem, det halve hår.
Er det Peter, jeg er forelsket i? Der skrev jeg det, det slap ud af munden på mig: Forelsket. Jeg synes, han ser pæn ud, men det er ikke bare derfor.
Han tænker.
Han er rolig, som om ingenting i hele verden for alvor kan ramme ham, men munden er ved at åbne sig. Øjet klar, og hvor er bølgerne i håret passende til en mand som ham.
Slipset smukt mod den hvide skjorte. En slipseknude er mandens tegn.
Slotsænderne, det kalder jeg dem. Måske er de slet ikke ægte slotsænder, men de svømmer rundt under slottet, som er et hus, et stort hus. Lige nu ligger de stille, én rejser sig op i vandet og slår med vingerne. Kan jeg høre fjerenes slag i luften? Når de mine ører? Det gør de, og jeg er sikker på, at stod vi sammen og så på slotsænderne, så ville han nikke, så ville vi nikke sammen, og vores gensidige nik ville fortælle os selv, hinanden og hele verden at vi var skønheden, sandheden og én ting mere. Og dén vender jeg tilbage til.
Havde vi nikket sammen, så kunne jeg have trådt nærmere og præsenteret mig: Ruth. Husker du mig? Nu er jeg en og tyve år. Mere behøver jeg ikke at sige. Han ser mig jo, ser mit hårs farve, ser min næse, næseryggen, kinderne, munden der åbner sig, tungen der former mit navn, og øjnene ser han, og lyset og ængstelsen i øjnene. Og læberne. De er røde. De er ekstra røde for hans skyld. Det ville jeg have sagt: Ruth, og usagt ville han have set på mig og genkendt mig. Og dernæst ville jeg på en beskeden, men alligevel insisterende måde, have omtalt maleriet i hans stue. Der er isbjørne og sne på Grønland.

8. maj, onsdag
Poul! Ragna siger han spurgte efter mig. Så passer det nok, selvom Ragna somme tider finder på, somme tider siger noget, hun selv tror, er sandt. Fandt et gammelt brev fra Poul. 5 klasse. Han sendte mig et digt. Det er om to fugle, der sidder i et træ, et vintertræ. Dengang forstod jeg det ikke, men nu ser jeg, at det er et kærlighedsdigt, og at jeg er den ene fugl, og Poul den anden. Og de varmer hinanden, for luften er så frygtelig kold, og det sner, og Slotssøen fryser til is. Jeg tror nok, jeg grinede af digtet. Gik jeg ikke også rundt til de andre piger i klassen. Og drillede vi ikke Poul? Det gjorde vi. Jeg tror, forklarer jeg mig selv, nu jeg igen læser det lille digt, jeg tror, at Peter ville have nikket anerkendende, havde han læst digtet. Og det rimer: Kærlighed på ærlighed og gren på sten og due på strikket hue.

9. maj, torsdag
I går, igen, før jeg sov, pludselig billeder i hovedet. Jeg bryder mig ikke om det. Jeg fortæller det ikke til nogen. Er jeg skør? Kommer jeg op på galeanstalten? Jeg tør skrive det her i dagbogen, men ingen, ingen får det at vide. Jeg stod nede ved Slotssøen. Det er det samme hver gang. Jeg kigger ud over vandet, ser mågerne, ser ænderne, ser mig omkring. Så går jeg ud i vandet, jeg kan ikke standse mig selv. Det er ikke koldt! Aldrig koldt, selv når jeg går ud i vandet om vinteren. Jeg fortsætter, intet kan standse mig, heller ikke jeg selv. Måske kunne jeg, måske er jeg alligevel mere nysgerrig? Er det sådan, det hænger sammen? Nej, og videre ud, hen over sten og mudder, nu står vandet mig op til lårene, nu op til brysterne. Og så går jeg under, men jeg fortsætter. Højt over mig sejler ænder og måger. Forunderligt! Mærkeligt! Dér ligger en rusten cykel. Jeg ved, hvis det er, for når jeg først er under vandet, ved jeg nemlig alting, så ser jeg, og når man ser tilstrækkelig længe, så forstår man. Jeg fortsætter, det gør jeg hver gang, indtil jeg når den anden bred. I går mødte jeg en kvinde. Hun sad i et badekar. Jeg måtte le: det var fyldt med mælk.
Jeg hedder Emilie, sagde hun, jeg findes ikke længere, men mærk selv efter: mælken er varm, 25 flasker.
Nu ville hun gerne vide, hvordan det stod til i Kolding. Jeg fortalte om Peter og om Poul. Hun lyttede, pjaskede lidt i mælken og så interesseret på mig. Men nu så jeg, at der var to i badekarret.
Jeg hedder Gertrud, sagde den anden.
Jeg hedder Ruth, sagde jeg.
Åh, ja, sagde Gertrud langsomt, som om hun kendte mig, som om der var noget, hun ikke ønskede at tale om.
Min læge var frk. Nielsen.
Jeg kunne godt lide at se på mælken. Den blev i badekarret. Ja, sådan var det. Den flød ikke væk. Gertrud var også smuk, små fine bryster, og var jeg en mand, var jeg blevet stående endnu længere.
Min far var borgmester, sagde Gertrud. Jeg købte en blå hat i Paris. Jeg var syg, og så døde jeg. Jeg spiste kager på Saxildhus. Gør du det? Smager de godt? Ved du godt det: De kom cyklende helt oppe fra Vejle for at købe kager til eftermiddagskaffen.
Når jeg går i land på den modsatte bred, så er jeg tør, fuldstændig tør. Sådan er det. Men jeg fortæller det ikke til nogen. Galehus. Højt hus. Peter. Hører jeg nogen sige, at så dyb er søen ikke. Men det er den, når jeg går fra den ene ende til den anden. Fra øst til vest, samme gang som solen.

10. maj, fredag
Jeg læser, at vi lever i forandringens og forvandlingens tid. Jeg vil også forvandles. Jeg vil flyves væk. Til Nuuk. Eller til København. Ingenting skal mere være det samme. Malerier er ikke længere til at forstå. Bøger handler om ingenting. Det var det, der gjorde Peter vred. Også mennesket skal kaste sin gamle ham, siger de, og træde ind i en ny. Nye øjne? Øjne der kan se lige op i himlen og ud til den yderste stjerne? En ny hud? Jeg ser det, og læser det: De har blomster i håret. De danser, de svæver, de svinger armene, håret er langt, også mændenes, Peters er kort. Det er permanentet. De går på en ny måde. Verden ruller rundt, og de bor sammen, mange kvinder og mænd. De sover hos hinanden, snart den ene, snart den anden. Havfruens hoved! Happenings, besættelser, Beatles, Rolling Stones, Sofiegården. Asger Jorn, ham kunne Peter heller ikke lide. Og Peter Belli og små skolepiger, der ryger hash og gæstearbejdere nede på havnen, og nogen af dem er rigtig kønne: sort hår og brune øjne. De ser efter mig og mit opbrusende cykelskørt. Alt skal lavers om, og nu er der penge, skriver de, masser af penge, og jeg køber mig snart en støvsuger, og nu skal vi smide vores bh, hvorfor det? Jeg skal ikke. Og alligevel, tænker jeg, det gamle forlader os ikke. Krigene fortsætter. I Vietnam løber nøgne børn skrigende rundt med brændende napalm på huden. Hvordan kan dét lade sig gøre? Hvordan kan man være så ond? Ingenting duer, alt skal laves om!

11. maj, lørdag
Og nu maleriet!
Maleriet er, men det har jeg allerede fortalt, på et fotografi. Og Peter er på fotografiet. Peter Rindal. Det ser ud, som om han taler til maleriet . Det kan man godt, man kan udmærket tale til et maleri. Der er en å. En dansk å. Der er siv forrest i billedet, en klump, der er brune toppe, det hedder dunhammere. Åen slynger sig, det gør en rigtig å, og ikke alene slynger den sig, den slynger sig ud af maleriet, lige ud på den højre, lodrette rammekant. Det er vinter. Der er sne. Der er is på åen. En rigtig kold vinter, men der er varmt i Peters stue. Og bag ved Peter i stuen er der en plante. På åens højre side og helt nede ved vandet, som nu er is, står tre birketræer. Det kan man ikke tage fejl af. Det er ikke bøg, ikke kastanie, men lige præcist birk. Den hvide stamme og de sorte ringe i barken fortæller det, ikke påtrængende, men ganske fint! Intet løv. Det er vinter. Men grenene og de yderste kviste er malet med stor præcision. Sådan ser birk ud: faldende, føjelige, spinkle kviste. Hverken mere eller mindre birk end de tre træer på maleriet. Han har gjort sig umage. Man kunne sige, måske er det dét, Peter er ved at sige, at birkene bøjer sig for vandet. Og måske er det lige præcis det, maleren vil fortælle os: Uden vand, ingen birk. Til venstre, og altså på den anden side af den tilfrosne å, står endnu et træ. Og det træ er lige så meget en poppel, som birkene er birke. Stor umage! Stor præcision! Og ikke alene er det en poppel, det er oven i købet en stynet poppel. Den ville H. C. Andersen have holdt af. Ganske vist er poplen ikke hul og da slet ikke så tyk, at en soldat vil kunne kravle ned igennem træet.
Det var træerne, ja der er flere, men jeg må ikke glemme huset, som ligger op mod en skov. En stor skov? Det ved jeg ikke. Det siger billedet ikke noget om. Huset er en lille gård, to større huse og mindst tre små udhuse. Der er skorstene på de store huse. Men ingen røg? Det har jeg ikke lagt mærke til før. Det er jo vinter. Der er sne, åen er frosset til is. Måske har maleren glemt røgen? Måske er det derfor, Peter er ved at åbne munden. Vil han sige: Det har altid undret mig, at der ikke kommer røg op af skorstenene. Det er jo vinter. Det kan enhver se. Det er der ikke tvivl om. Vinter, lige præcis vinter og ikke en eller anden mærkelig selvopfunden årstid.
Det forreste store hus har stråtag. Og en rigtig rygning. En højere kant. Der kunne storken stå på sit ene lange, røde ben, men det er vinter, og nu spadserer han rundt nede i Ægypten og fanger frøer. Det ved vi godt. Det er sådan, det er. Og sådan har det altid været. Jeg tror, Peter er ved at sige, at det hus det er et rigtigt hus. Det kan enhver se. Ikke en eller anden besynderlig firkantet kasse uden mening. Et rigtigt dansk hus. Jeg glemte rammen. Fint håndværk. Den skinner, den stråler, og det gør den, tror jeg, fordi den er stolt! Over hvad? Ja, det er da klart: Over at ramme et herligt, et vidunderligt billede ind. Jeg nikker til Peter, der går rundt oppe i Nuuk. Vi er enige.
Måske … Ragna siger hun tager op på Møllegården i aften.
Poul …?

12. maj, søndag
Ingen Peter, ingen Poul på Møllegården. Men Ragna fik vist en ny kæreste. Sov hele formiddagen. Vi var ude på Karoline Mælkepop. Ragna sagde, der var en, der kiggede frækt efter mig.

13. maj, mandag
Jeg løfter det op, papiret jeg har gemt, papiret med de første underskrifter ude fra Hørfabrikken. Og teksten som Peter skrev i frokostpausen:
Til Kolding – kredsens folketingsmedlemmer.
Undertegnede vælgere protesterer herved på det kraftigste mod det af kulturministeren fremsatte forslag om støtte på 2 mill. kroner årligt til de i forslaget nævnte kunstnere.
Vi finder, at dette er misbrug af statens penge, og kan disse mennesker ikke leve af deres kunst, er der gode muligheder for at finde beskæftigelse i de produktive erhverv.
Vi tillader os at forvente, at Kolding – kredsens folketingsmedlemmer vil gøre deres indflydelse gældende mod et sådant misbrug af skatteborgernes penge.

Underskrevet:
Ruth Christiansen, Anna Vestergaard, Inger Jacobsen, Inger Lise Hagedorn, Else Pedersen, Elna Pedersen, Hilda Rasmussen, Sonja Strand, Evald, Ruth Hauborg, Karen Andersen, Else Nielsen, Sine Preuss, Christa Thougaard, Ruth Andersen, Tove Holm, Jytte Søgaard, Oda Iversen, Grethe Petersen, Harry Svendsen, Henry Ribe, Chr. Christensen, Rudolf Hansen. Ejnar Pagh, Dagny Christensen. Og mange flere, flere hundreder, tusinder, titusinder!

14. maj, tirsdag
Tænker igen på Poul, bladrer tilbage i dagbogen. Han er mange steder, ham Poul. Allerede i den første dagbog, allerede i 2 klasse: Dér skriver jeg: hvor er Poul sød. Han gik hen til mig og var lige ved at give mig et kys.
Foråret 65 skrev jeg:
Mødte Poul nede ved Saxildhus. Han skulle til København.
Hvad laver du? spurgte han.
Ude på Hørfabrikken, sagde jeg.
Ude ved Peter Rindal?
Jeg nikkede. Jeg åbnede munden, jeg ville sige noget om Peter, men Pouls latter afbrød mig.
Han er jo ikke rigtig klog! næsten råbte Poul.
Var det meningen, at hele Kolding og ud til Vamdrup skulle høre, hvad Poul mente om Peter? Jeg ville protestere, for Peter er jo bestemt ikke dum. Han er klog, han er modig, og så er hans hår fint og bølget og slet ikke som Pouls, der falder helt ned over skuldrene, og ligner et pigehår!
Hvordan? Nu hviskede Poul, hvordan kan nogen helt alvorligt mene, at det vinterbillede, der hænger i hans stue … Han så på mig, løftede spørgende øjenbrynene. Jeg nikkede. Det maleri kendte jeg jo udmærket godt!
Hvordan kan nogen mene, at det maleri er godt?
Han lo højt igen, lige op i luften.
Og nu rejser jeg til København, sagde han. Jeg vil over og male,
og så kan du ellers tro, at Peter Rindal får noget at forarges over! Hvor skal du bo?
Et gammelt hus. Det blev besat i går.
Kan man det? Flytte ind i en andens hus?
Han lo, løb over til Banegården, for nu hørte vi toget komme brusende ind på peronnen fra syd. Han vendte sig om og råbte: Se Franciskas malerier!
Poul han er tosset! Og så det hår! Men, det indrømmer jeg, han smiler fint, men at han ikke forstår Peter, det er lige godt meget mærkeligt. Tænk på alle de underskrifter! Og Poul tager fejl. Peter er ikke forarget over nogens malerier. Heller ikke hende Franciskas som jeg ikke kender. Peter er vred over, at vi, os der slider for vores løn skal betale til nogen, der ikke kan sælge deres egne malerier. Det er dét, der er galt!

15. maj, onsdag
I nat. Ikke Fredericiagade, ikke Slotssøen, ikke det store hus. Er jeg gal? Pludselig maleriet. Jeg løb hen til huset, hen til det danske vinterhus, hvor storken om sommeren … Dørene var låst. Jeg kunne ikke komme ind. Måske er der ingen hjemme, sagde jeg til mig selv. Og derfor ingen røg.
Røg, gik det op for mig, det er jo fordi nogen varmer sig ved ilden og laver mad. Fordi nogen er levende! Jeg vendte mig om. Var det Peter, jeg kiggede efter. Han kunne hjælpe mig, men så løb jeg bag om. Hvor mærkeligt: der var slet ingen ting bag huset. Kun nogle brædder stillet på skrå, der holdt facaden. Jeg stod forbavset stille. Så lo jeg. Hvor underligt. Jeg kiggede mig rundt. Var det Peter, jeg kiggede efter. Jeg ville spørge ham, hvordan det kunne gå til, at det smukke hus var helt tomt. Så sagde jeg: Det er derfor, der ikke kommer røg op af skorstenen.
Så lo jeg igen. Min latter var en slags kald. Nogen måtte træde frem og fortælle, hvordan det hele hang sammen. Så holdt jeg op med at le, for det var ikke rart. Der var alt for tomt, slet ingen ting. Kun et par skøjter. De lå foran mig. Jeg samlede dem op og løb væk, hen langs støttebrædderne og ud foran huset. Nu så det alt sammen rigtigt ud igen. Jeg blev stående med skøjterne klemt ind til brystet. Jeg kiggede på huset. Der var nogen i vinduet, men jeg brød mig ikke om at se på dem, og i stedet løb jeg ned til vinteråen, satte skøjterne på og løb ud på isen. Hvor er is vidunderlig. Hvor synger den smukt, dybt og højt, hvor taler den sugende, når en sten kastes hen over den. Hvor spændende at løbe rundt på den frosne å, glide, lave ottetaller. Jeg ville råbe til Peter, der sad i stuen og så på mig: Se! Se mine fine ottetaller! Rundt og rundt snurrede jeg. Det hedder piruetter, og for hver gang jeg kom rundt, skar jeg mig dybere ned gennem isen. Ned i åen! Nu! tænkte jeg, nu ser jeg de smukkeste fisk. Dem jeg altid har manglet på bunden af Slotssøen. Men der var ingenting, slet ingenting. Kun en forfærdelig tomhed, meget værre end den omme bag husets facade, hvor der jo heller ingen ting var, bortset fra de skråtstillede brædder, der holdt facaden på plads, så den ikke væltede ud i sneen.

16. maj, torsdag
Men Poul var stædig. Der kom flere breve. I første mellem, i anden. Flere digte i tredje mellem. Et om fjorden og om vandet. Et mærkeligt digt, som jeg ikke forstod. Det fortalte om alt, hvad der var nede på bunden, og om træerne inde på skrænterne, de grønne træer, og om deres blade, og hvordan de svævede på luften og ud over fjorden, hvorefter de sank ned på bunden. Når jeg læser det digt nu, så kan jeg jo ikke lade være med at tænke på mine natlige vandringer fra øst til vest under Slotssøens vand. Ved Poul noget om den slags? Måske skulle jeg spørge ham, selvom jeg jo ikke kender hans adresse i København. Du er den eneste, der forstår mine digte, skrev han. Dengang forstod jeg overhovedet ingenting. Gør jeg det nu? Forstår jeg noget? Ja, når jeg bare cykler af sted og skørtet suser mig om ørerne, så er det, som om jeg i et kort øjeblik forstår alting, som om mine øjne ser alt i verden, ikke bare i Kolding men alle steder! At se, hvor vidunderligt.

17. maj, fredag
Peter er et beskedent menneske, og det er man, når man har drevet egen kiosk på Sneppevej og grønsagshandel på Kikkenborgvej. Men så kom supermarkedet, og det var ikke godt, selvom man kan læse avisen gratis og lave sin egen grønsagssuppe af porrer og løg og gulerødder, der ikke længere egner sig og ser ud til at interessere en fin dame i butikken, eller en borgmester eller et medlem af byrådet eller en direktør ude fra Hørfabrikken. Og derfor, derfor søgte Peter arbejde på Hørfabrikken, hvor også jeg arbejdede. Og før han så sig om, så var han lagerforvalter.
Sådan skrev jeg i min dagbog i 1964.
Og var det ikke mig, der løb rundt med en af listerne. Det var det, men jeg fik ikke lov at skrive under. Jeg var for ung. Jeg var en af de små piger på kontoret.
Rifbjerg, skrev jeg dengang i dagbogen. Jamen hvad er det, han vil? Hvad er det, han vil fortælle os. Jeg gik ned på biblioteket og lånte en af hans bøger. Hvorfor skriver han sådan noget? Ham er der ingen, der forstår. Måske gør Poul? Blev jeg vred, fordi Rifbjerg købte en sportsvogn? Det gjorde jeg ikke. Jeg grinede i stedet, men der var mange, der blev sure. Jeg cykler, hurtigt, så skørtet står op over ørerne. Det kan mændene godt lide, og når man har pæne ben, så må man vel godt vise dem frem, og det må man, når man lader som om, det er forkert, og hurtigt slår skørtet ned igen. Jeg cykler, jeg går. Så bliver jeg ikke for tyk. Jeg er sikker på, at Peter godt kan lide, at kvinder ikke er for tykke. Men han har jo Lilly!

18. maj, lørdag
Ragna vil have mig med op på Møllegaården. Hun vil have en ny kæreste. Den anden var simpelthen for dum. Det er sandt, sagde Ragna. Poul spurgte efter dig, og så gik hun alligevel hjem med ham, der var for dum.

19. maj, søndag
Igen, i nat! Bliver jeg tosset! Hjælp! Stod nede ved Fredericiagade, og, ja, jeg gik ud i søen, og vandet lukkede sig over mit hoved. Oppe til venstre på bakketoppen det store hus som en glødende nattediamant. Hvor forunderligt, hvor smukt! Hvor rørende at et så stort hus kan tage sig ud på den måde, og samtidig så lille, at jeg kunne putte det ned i min skjortelomme! Der var et hus mere. Det stod helt ude på midten af Slotssøen, på bunden. Det var helt hvidt, meget mærkeligt. Jeg gik inden for, og nu gik det op for mig, at huset lå ude ved fjorden, på nordsiden, for lige uden for de store glasvinduer så jeg fjorden og bag den, til højre, lå Kolding, men ikke helt det Kolding jeg kender. Det var lavet om, men, forklarede jeg mig selv, det er jo ikke så mærkeligt, for på en af de hvide vægge stod der skrevet, at nu var årstallet 2009. Det var et museum. Det hed Trapholt. Og sikke nogle mærkelige malerier. Sikke figurer. Det ville Peter ikke bryde sig om. Det lignede ingenting, ingen grønne træer, ingen vinterå, ingen siv, ingen sne, intet birketræ, ingen stynet poppel! Først blev jeg helt forskrækket, så kunne jeg ikke lade være med at le, for hvordan kunne nogen finde på at lave den slags billeder. De har ikke lyttet til Peter og alle de tusinder af underskrifter. Og museet. Har de lyttet? Overhovedet ikke? Og hvem betaler? Ja, det er det samme hver gang! Os der slider for at tjene lønnen. Der stod et mærkeligt træ i et af rummene. Og på træets grene var der klistret papirstykker og på dem kruseduller af en blyant.
Og store billeder. Han hedder Richard. De fleste var tegnet med en lineal. Men … der blev jeg alligevel stående. Kunne jeg godt lide dem? Måske. Det må jeg fortælle Peter, men det er også rigtigt: Lige så gode som Peters vinterbillede, det var de alligevel ikke. Og der var én, der hed Franciska, hun var fra Åbenrå og hendes malerier og tegninger var også mærkværdige, men de var lavet for lang tid siden, læste jeg. Længe før alle underskrifterne. Så det er slet ikke noget nyt med mærkelige billeder?
Så gik jeg ud af det hvide hus og lige ind i et grønt glashus. Det var en skole. De lavede tøj og alt muligt. Og det ville Peter ikke kunne lide, for de kjoler var fuldstændig mærkelige. Og det ville jeg heller ikke, ikke gå med dem ned ad gaden. Og alligevel. Kunne det ikke være skægt? Og Poul, jeg tror Poul, ville synes det var modig gjort!
Når jeg tænker efter, så husker jeg et stort billede ude i Det hvide hus, et stort maleri nede i kantinen. Hvor var det mærkeligt! Men kan jeg alligevel godt lide det? Så mange skarpe farver og alle de sving i figurerne. Det handler om dans, det er jeg sikker på, for sådan ser det ud inden i mit hoved, når jeg danser. Ja, der var engang. Det var med Poul.

20. maj, mandag
Han er alligevel god nok, ham der er dum, sagde Ragna. Så er det ikke længere den ny, men den gamle ny.
Til skoleballet i 62 havde jeg fået en ny kjole, grøn som et forårstræ, og mit hår var smart. Poul dansede med mig. Han dansede så vildt, at jeg blev flov, og frisuren blæste næsten væk. Jeg husker det endnu, men så hviskede han ind i mit øre. Først i det ene og så i det andet. Og hvad hviskede han? At jeg var byens bedste danser, og ud af øjenkrogene kunne jeg da godt se, at Ragna og de andre piger fra klassen så misundeligt efter mig. Og så … så slap jeg det hele løs.
Bagefter lavede han et digt lige på stedet. Det var uden rim. Det var meget mærkeligt. Jeg forstod ingenting, men jeg forstod hans stemmes klang. Det hedder inderlighed, ømhed.
Hvem der bare havde en støvsuger!

21. maj, tirsdag
I nat igen, nej! Ud i søen! Under vandet. Det store hus står og lyser oppe på bakketoppen, hvor flot! Foran mig den gamle, rustne cykel. Jeg cykler en tur langs havnen. En tåget skikkelse træder ud fra Andelsslagteriet. Det er Louis Stougaard Sørensen. Han er kontorelev, ligesom jeg selv var. Var det derfor, han dukkede op? Så forsvinder han igen. Det var et syn fra fortiden. Jeg cykler videre,
ud på Haderslevvej. Der står en rar mand i butikken. Fint hår, stort smil. En støvsuger, sådan en køber jeg og trækker cyklen hele vejen hjem igen med støvsugeren på bagagebæreren. Der skal være pænt på mit værelse og i køkkenet, og selvom jeg bor alene, så kommer der besøg: Ragna kommer, og hendes nye kærester. Måske kommer Peter også en dag? Han bliver vel ikke på Grønland resten af sit liv? Måske kommer Poul og viser mig sine malerier? Jeg ved jo, at han stadig er i København, og at han stadig maler. Manden i butikken hedder John Vestergaard. Et kig ind i fremtiden. Det er i 69 John Vestergaard får sin egen butik. Og nu, jeg hører hans navn, vil stemmen tale videre: Den siger Lilly. Det er jo Peters kone, men nej, det er ikke hende. Det er en anden Lilly. Nu ser jeg det: Hun lægger hovedet på skrå og smiler. Hun bliver gift med John Vestergaard. Mærkeligt.
Så er jeg tilbage i min seng.

23. maj, torsdag
Var det Poul? Var det Poul jeg så i avisen fra København i går? Bagfra, kun lidt af den ene kind, næsens spids, men håret kunne udmærket være hans. Det faldt ned over skuldrene, og selvom fotografiet jo ikke viser bevægelsen, så var der over kroppen, en ilterhed, et temperament der var Pouls. Han stod midt i en flok. De var ophidsede, der var politibetjente. Jeg hørte Pouls stemme ud gennem avispapiret. Han råbte om alt det, der var sket: Vietnam, Paris, fremmedarbejdere, atombomber. Han var vred. Han råbte oprør! Til sidst råbte han: Peter Rindal!
Det lød ikke som en hyldest.
Nu tænker jeg: Også jeg er det tavse flertal, kun gennem dagbogen taler jeg. Med hvis tunge skulle jeg begynde at tale? Med Peters? Med Pouls?
Med ingens! Med min egen, naturligvis med min egen. Tale med min egen stemme! Høre med mine egne ører! Og smage, smage hele verden med min egen tunge!
Der var det skønne og det sande … og én ting mere: Det gode. Det vil jeg, gøre det gode, med tungen, med ørerne. Og med øjnene se alt, det åbenlyse og det skjulte, og gennem øjets kraft gøre det gode.

24. maj, fredag
Igen, i går nat. Stod nede ved Fredericiagade. Så gik jeg ud i vandet, dybere, dybere. Hvor var det dejligt varmt. Jeg tænkte slet ikke. Så forsvandt jeg. Højt oppe ænder og måger og højt til venstre det store hus. Som en rød diamant, skinnende og, tænkte jeg, er det fuld af ild? Det lyste ned til mig, mens jeg fortsatte frem gennem det bløde mudder. Dér en cykellygte, en lampe, en stol, et vindue i en jernramme. Jeg kiggede ind, og dér, inde bag ved, stod en ung mand. Erik hedder han, han holder en pragtfuld lysekrone fra Skt. Petersborg i hånden. Og bag ham står en ung kvinde, sort hår, pageklippet. I hver hånd holder hun et grønt æble.
På den anden bred, der hvor jeg altid går i land på det grønne græs, var bygget nye huse. Runde huse, kantede huse, glas, jerntrapper og ude til højre: et stort, lysende hus. En skæv kuppel, en nattediamant, et hvidt lys, hvor vidunderligt! Og jeg tænkte, at sådan kunne det jo ske, når man steg op fra Slotssøens bund, så kunne verden udmærket være forandret, og var det ikke præcist det, jeg havde fået forklaret: At verden skulle forvandles. Jeg vendte mig om: Også Slottet var forvandlet, og nu mærkede jeg, at én bevægede sig frem mod mig. Jeg drejede rundt. Det var en kvinde. Hun trådte ud af ét af de nye huse. Jeg kunne læse på hendes pande, at hun hed Gretelise Holm, og jeg kunne på hendes kinder læse, at hun var 63 år, og at hun gik i måneden marts og året 2009, og at hun om lidt ville gå ind i et hus på den anden side af Slotssøen. Også dér et nyt hus. Også dér et stort lys ud i natten.
En kvinde stod foran hende. Det var mig selv. Nu var jeg 63 år, det stod på min ryg. Meget fint skrevet. Og en ting mere stod der:
En eneste ting har jeg forstået. Det er ikke mig, der er vigtig. Det
er de andre. Nu træder jeg til side så Gretelise Holm kan gå
videre. Jeg skal åbne for andre, hvem som helst, og hjælpe,
altid hjælpe, det er min eneste chance for at undslippe mit eget
fængsel.
Det stod på min gamle 63-årige ryg. Fint skrevet, syet ind i min jakke.
Men det forstår jeg ikke.
Hvordan kan man sige, at det er de andre, der er vigtigst, når det nu er mig, der er den vigtigste i verden.


Gretelise Holm

Kolding-krøniken, 1978:

DEN, SOM HAR BEGGE BEN PÅ JORDEN, STÅR STILLE

Af Gretelise Holm

Mandag den 26. juni 1978
Det blev ulykkeligvis børnene, som fandt den døde mand på bunden af kollektivets teaterkiste.
Det havde regnet så gudsjammerligt hele sommeren, og netop denne dag gik børnene rundt og småfrøs.
På fællesmødet havde de voksne nemlig besluttet, at det var vigtigt, at børnene fik et naturligt forhold til deres kroppe – og tøj var vel ikke naturligt om sommeren?
Noget direkte forbud mod beklædning var der ikke, for man gik naturligvis ind for antiautoritær og fri opdragelse, men børnene blev stærkt opmuntret til at følge de voksnes eksempel og være naturlige – altså nøgne, når de befandt sig på kollektivets område, den trelængede landbrugsejendom med tilhørende otte tønder land jord, som lå en halv snes kilometer nordvest for Kolding.
På den måde sparede man også på vaskepulveret og forureningen.
Denne dag nåede temperaturen ikke op over 18 grader, bygerne faldt tungt og tæt, og vestenvinden føltes efterårsagtig kold.
På et tidspunkt bekendtgjorde den 8-årige Lærke, at nu ville hun altså ind og have tøj på. Og de to yngre børn tilsluttede sig.
Lærkes far, Kaspar, som – iført gummistøvler og bar røv – forsøgte at redde de få og halvmugne jordbær fra det smattede bed, smilede og sagde:
”Hvis I fryser, skulle I gå over og finde noget tøj i udklædningskisten. Så kunne I lave et teaterstykke og spille det for de voksne i aften.”
Børnene bed på den kreative lokkemad og ilede over mod den forhenværende lade, hvor teaterkisten stod.
Lærke og Urt, en dreng på seks år (hvis navn myndighederne endnu ikke havde godkendt), hjalp hinanden med at løfte låget på den gamle og frønnede fyrretræskiste.
”Ad, det lugter af snavs!” sagde Liv, der også var seks år.
”Det er bare mug,” sagde Lærke og begyndte at hive tøjet op af kisten.
”Hvad vil I være?” spurgte hun.
”Jeg vil være soldat og bang, bang!” råbte Urt.
”Og jeg vil være Tornerose – en rigtig prinsesse,” sagde Liv.
”Det har vi vist ikke tøj til,” sagde Lærke tænksomt. Hun var den, som havde boet længst i kollektivet, og hun vidste derfor en del om de voksnes holdning til militær og kønsroller. De var vist nærmest imod begge dele.
Mens Lærke tøvede, stod de små praktisk taget på hovedet i den gamle kiste med alt godt fra fastelavn og diverse genbrugsindsamlinger. De hang ind over kistens forkant med deres bare rumper stikkende i vejret og lod klædningsstykkerne flyve bagud og ned på det lerstampede ladegulv.
Pludselig fløj Urt selv bagud:
”Ad, der er noget ulækkert, noget klamt dernede!”
Lærke skubbede de små lidt til side, bøjede sig ind over kisten og så en hånd stikke ud af ærmet på en lilla badekåbe.
Hun fjernede en laset afghanerpels, og var ikke et øjeblik i tvivl:
Dér lå Simon med et slips bundet stramt om halsen og en gennemsigtig plasticpose over hovedet.
Børnene løb så stærkt, at man ikke kunne se deres numser for lutter hæle.

Udenfor holdt en bil med nedrullet vindue og spurgte Kaspar om vej.
”Nej, sagde Kaspar til de fremmede. ”Villy Søvndal bor ikke i dette her kollektiv. Han bor i kollektivet på Dons Landevej – nummer 81, så vidt jeg husker. I skal tilbage til hovedvejen og så til venstre i retning mod Kolding. Ved Bramdrupdam skal I så til højre ad Dons Landevej og så…”
Han blev afbrudt af Lærke, som råbte:
”Simon ligger i teaterkisten og er død…”
Kaspar slog en høj latter op og sagde til de fremmede i bilen:
”De børn er så dejligt fantasifulde og kreative…nu er de i gang med at lave teater…”

Det regnede, da Karin Sommer samme dag kørte sin gule Renault 4L af Storebæltsfærgen i Nyborg, men det påvirkede på ingen måde hendes glæde ved livet og hendes tilfredshed med sig selv.
Bag sig havde den 33-årige journalist en faglig succes, og foran sig havde hun fire ugers ferie i et luksussommerhus ved Binderup Strand.
Som kriminalreporter på et af de store dagblade i København havde hun afsløret en af Danmarks førende forretningsmænd som storsvindler. Den historie havde kørt i alle medier i et par måneder, og chefredaktionen havde belønnet hendes indsats ved at forhøje hendes personlige tillæg med 1.000 kroner om måneden. Hun følte sig fagligt på toppen.
Huset ved Binderup Strand havde hun lånt af sin lillebror Klaus, som havde købt det i spekulationsøjemed. Han følte sig nemlig overbevist om, at medlemskabet af EF snart ville medføre, at sommerhusmarkedet blev frit, så udlændinge kunne købe sommerhuse i Danmark – og så ville der være penge at tjene, mente han. Indtil da lejede han sit sommerhus ud, og det forrentede sig udmærket, sagde han.
Klaus var en driftig ung mand med mange jern i ilden, og Karin var ganske stolt af sin lillebror. En stolthed, som var gensidig.
”Du skal da låne det nye hus ved Binderup Strand i sommer. Der er sauna og alt muligt, og så kan du se alle dine gamle venner,” havde han tilbudt hende.
”Tusind tak. Det kunne være fint nok at få vandet sine rødder,” havde Karin svaret.
Hun og Klaus havde tilbragt en stor del af deres barndom på Kolding-egnen, og Karin havde trådt sine journalistiske barnesko på Kolding Folkeblad i begyndelsen af 1960’erne.
Hun havde forladt Kolding til fordel for København i 1965, og de 13 år, som var gået siden da forekom hende som en evighed. Men i sommer skulle minderne genopfriskes, og hun havde allerede inviteret gamle venner og kollegaer til at feste igennem ved Binderup Strand lørdag den 8. juli.
En god sommerforelskelse ville heller ikke være af vejen, og noget skulle nok vise sig, tænkte hun optimistisk, da hun parkerede på Banegårdspladsen i Kolding og nikkede venligt til Chresten Berg.
Karin Sommer var ugift, men det var ikke noget princip for hende. Tværtimod. Den rigtige var bare ikke dukket op endnu. Eller også var han allerede gift. Så hun havde for længst indtaget det standpunkt, at hun ville nyde livet og ikke fokusere på at få etableret et fast parforhold.
Faktisk havde hun netop gjort rent bord ved at fyre de to gifte elskere, som havde vikarieret for hinanden det sidste års tid.
Også derfor følte hun sig let og fri.
Hun skulle spise frokost med Klaus på Saxildhus og have overdraget nøglerne til sommerhuset. Klaus selv skulle umiddelbart efter videre til et forretningsmøde i Tyskland.

Hun var i god tid, og mens hun ventede på sin lillebror, læste hun Kolding Folkeblad.
Mandag den 26. juni: Folkebladet var ikke udkommet fredag og lørdag på grund af en typografstrejke, så derfor var man lidt sent på den med nyheden om, at forhenværende statsminister Jens Otto Krag var død torsdag. Man havde klogeligt indskrænket omtalen til nogle fyldige mindeord.
Midsommerfesten i Koldings geografiske have var druknet i regn aftenen før.
Venstres Ungdom havde holdt landsmøde i Haderslev og bebrejdede i kraftige vendinger moderpartiet, at det var blevet alt for borgerligt. Venstre skulle være mere åben over for samarbejde med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, fremførte de unge venstreløver, som havde valgt Flemming Oppfeldt fra Farum til ny næstformand.
Karin mindedes, hvordan gamle redaktør Vilhelm Behrens på en af hendes første elevdage på Kolding Folkeblad i 1963 havde spurgt, om hun ikke kunne tænke sig at blive medlem af Venstres Ungdom. Hun havde undslået sig og blev ikke presset.
Siden havde hun gjort det til et journalistisk princip at holde sig fri af partier og bevægelser. Sørge for at holde sig på sidelinjen og følge Hemingways princip: Lad andre frelse verden – bare jeg får lov til at beskrive den.
På Folkebladets debatside advarede en psykiatrisk overlæge mod frigivelsen af hash og opremsede de skadelige virkninger.
Karin havde selvsagt prøvet at ryge hash. På et tidspunkt kunne man jo ikke gå til en fest i København uden at få stoffet tilbudt, men hun havde aldrig opnået den opreklamerede bevidsthedsudvidelse, og da hun dernæst opdagede, at hun havde sværere ved at ramme tasterne efter en hashrus, sagde hun konsekvent nej tak.
Hendes øjne ramte rubrikken Klokkeslættet og gled ned over biograflisten:
Mulighederne var: Soldaterkammerater rykker Ud, Den liderlige Oliesheik og Verdens største Elsker.
Nej, de film ville i hvert fald ikke kunne lokke hende væk fra Binderup Strand.

Så kom Klaus – med al den glade energi og charme, som næsten kunne få hende til at ærgre sig over, at han var hendes bror og ikke et muligt kæresteemne.
”Søs, hvor ser du drøngodt ud! Og sikken succes, du har. Man hører jo om dig i det ganske land!”
”Jaja, så er det heller ikke værre. Jeg bliver da endnu ikke genkendt på gaden,” svarede hun.
”Jeg har lagt brænde klar i pejsen og stillet lidt godt i køleskabet,” sagde han, da han havde betalt frokosten og overrakte hende nøglerne.”Og så håber jeg meget, at jeg får tid til at kigge forbi, når jeg har været i Hamburg, men måske bliver jeg nødt til at flyve direkte videre til London. Nu må du bare hygge dig, og det er i hvert fald helt sikkert, at jeg kommer den sidste uge af juli. Den har jeg reserveret til ferie sammen med dig.”
”Du løber stærkt, Klaus. Pas nu godt på dig selv,” sagde hun, da de skiltes på Banegårdspladsen.

Sommerhuset var præcist så lækkert, som hun havde forestillet sig, og i køleskabet stod der friske jordbær og champagne med kærlig hilsen fra Klaus. Hun satte sig godt til rette med delikatesserne og tændte for fjernsynet.
Lidt fuld, ret lykkelig og meget afslappet faldt hun i søvn på sofaen.

Hun blev vækket af telefonens insisterende kimen. Hendes første tanke var: Hvem pokker har nummeret her til sommerhuset? Nå jo selvfølgelig, alle dem, som hun havde inviteret til fest. Hun så på uret – den var trods alt kun lidt over 23.
”Det er Birgitte. Jeg ringer fordi…”
Karin afbrød begejstret:
”Hej Birgitte!”
Birgitte var hendes kollega fra tiden på Kolding Folkeblad, og de havde opbygget et solidt venskab. Talte sammen mindst et par gange om ugen. Birgitte var også på et tidspunkt rykket til København, men så var hun rykket tilbage til Kolding igen, da den landsdækkende formiddagsavis, som hun arbejdede på, oprettede en redaktion i Kolding, som skulle dække Jylland og Fyn.
Karin begyndte at beskrive sommerhusets herligheder, men Birgitte afbrød hende:
”Jeg er stadig på arbejde, og jeg ringer bare for at fortælle dig, at Simon Funkel er død. Han er blevet dræbt.”
”Hvad? Hvordan? Simon?”
Billederne flimrede gennem Karin Sommers hoved. Hendes jævnaldrende ven og kollega fra elevtiden i Kolding, den smukke og blide unge mand med Jesus-håret, var død.
Som 19-årig havde hun haft en heftig og varm sommer sammen med ham, men ingen af dem havde på det tidspunkt været for fastholdere, og affæren var ophørt lige så komplikationsfrit, som den var blevet indledt. De var forblevet gode venner og kollegaer, indtil deres veje kort efter skiltes. Nu havde hun glædet sig til at gense ham.
Hun havde ikke hørt ret meget til ham siden 1965. Vidste kun, at han for adskillige år siden havde droppet sit faste arbejde som journalist for at blive freelance og – ifølge rygterne – havde involveret sig stærkt i Koldings venstreorienterede og alternative miljøer.
For seks-syv år siden løb hun på ham, da han kom gående ned ad Jernbanegade – forklædt som murer. Han havde begejstret fortalt om den nye Kolding Højskole, som han var med til at bygge:
”Forstår du? Vi vil befri undertrykte mennesker og åbne deres øjne for alternative livsmuligheder…” havde han fortalt og inviteret hende til at komme og se på byggeriet.
Næste gang, hun traf ham, var han lige så heftigt involveret i bogcafeen Røde Stjerne på Enevold Sørensens Vej, og han havde holdt en lille politisk forelæsning om, hvorfor han var gået fra kommunisterne og var blevet kamel.
”Kamel?” havde Karin desorienteret spurgt. Hun havde for længst opgivet at holde rede på alle de små fraktioner på venstrefløjen. Og han havde svaret:
”Kameler er bare vores øgenavn. Forkortelsen for vores parti er KAML, og det står for Kommunistisk Arbejderparti Marxister-Leninister.”
Nogen tid efter hørte hun ad omveje, at Simon havde dannet par med Elin, en stilfærdig, sød og pæn HK’er fra bogholderiet på Kolding Folkeblad. Elin havde derefter smidt den plisserede nederdel, iført sig farvestrålende indiske gevandter og var flyttet med Simon i kollektiv.
Karin havde slet ikke kunnet forestille sig Elin som hippie-kollektivist, men der var jo kulturelt opbrud over hele linjen og i alle samfundsklasser, og der lå da også en perlebroderet indisk sommerkjole i Karins egen feriekuffert.

Gennem erindringsbillederne trængte Birgittes stemme:
”Kriminalpolitiet er meget hemmelighedsfulde, men ifølge vores kilder er der overhovedet ingen tvivl om, at Simon er blevet myrdet. Han blev nemlig fundet kvalt under en masse tøj i en gammel kiste i det kollektiv, hvor han boede. De har afspærret hele kollektivets område, og vi tør godt kalde det mord i avisen i morgen.”
Karin afbrød:
”Boede han stadig sammen med Elin?”
”Nej, nej, det er mange år siden. Elin blev jo medlem af Kolding Kvindegruppe. Meget bevidst og sådan. Hun videreuddannede sig på Handelshøjskolen og er i dag direktør for et firma i Fredericia. Og gift med en landsretssagfører. Men for at sige det rent ud, så gik det til gengæld ned ad bakke for Simon. Han har ligesom været igennem det hele. Først var det revolutionen, så var det de alternative livsformer og her til sidst stofferne – både det ene og det andet, tror jeg. For et par uger siden kom han op på redaktionen og ville sælge os et tip om narkohandel, men han virkede meget usammenhængende og havde sådan nogle fjerne, svømmende øjne. Han så temmelig tynd og miserabel ud, synes jeg, og hans historie kunne ikke bruges til noget. Den var alt for ukonkret, men i lyset af det, som nu er sket, vil jeg selvfølgelig kigge på den igen.”
Karin blev overvældet af trang til at tage den afdøde i forsvar:
”Han var sådan et følsomt menneske, meget ægte og søgende.” sagde hun.
Birgitte:
”Jo, men svag, ikke? For svag til at holde jordforbindelsen…”
Karin:
”Nu er jordforbindelse vel ikke lige et mål i sig selv. Kan du ikke huske, hvad vi plejede at sige til hinanden: Den, som har begge ben på jorden, står stille…”
Birgitte:
”Jovist, men hvis man på den anden side er alt for flyvsk…”
Karin afbrød:
”Simon og jeg havde en lille affære engang – for 12-13 år siden. Han var virkelig sød og talte så meget om fremskridt og forandring. En verden med fred og solidaritet mellem mennesker.”
Birgitte:
”Det troede vi vel alle på, da vi er 19 år?”
Karin skiftede spor:
”Hvor meget gør I ud af sagen i avisen i morgen?”
”Ret meget tror jeg, men jeg ved jo ikke, hvordan de sætter det op, om det kommer på forsiden. Som jeg sagde, så er politiet meget tilbageholdende med informationer, men de har spærret kollektivet af og afhørt dem, som boede der. Han blev fundet i dag, men de mener, at han døde i går… Nå, nu ringer de fra redaktionen i København. Vi kan snakkes ved igen i morgen.”

Karin lagde sig tilbage, men havde svært ved at falde i søvn igen. Tankerne myldrede rundt i hendes hoved, og hun lå ubevidst og formulerede den ene nekrolog efter den anden, prøvede at sætte ord på, hvem Simon Funkel havde været.
Nej, hun kendte ham for dårligt, vidste for lidt og havde alt for mange ubesvarede spørgsmål. Til sidst opgav hun og greb en bog til at falde i søvn på. Ferieglæden var forsvundet. Hun følte sig pludselig dybt ensom og længtes efter, at det skulle blive morgen.

Tirsdag den 27. juni 1978
Hun købte morgenbrød og alle de danske aviser, som hun kunne få.
De lokale aviser og de noble morgenaviser henholdt sig til Ritzaus version med politiets officielle udtalelse om, at en ”34-årig mand, hvis pårørende endnu ikke er underrettet, er fundet død under omstændigheder, som giver anledning til politimæssig efterforskning… Det er endnu for tidligt at sige noget om dødsårsagen. Man afventer den retsmedicinske undersøgelse…”
Formiddagsaviserne havde derimod en kioskbasker:
”34-årig myrdet og gemt på bunden af en kiste”
De ubesvarede spørgsmål tårnede sig op. Og ubesvarede spørgsmål var hele grundlaget for Karin Sommers journalistiske drift. Hun drak langsomt sin kaffe, tænkte sig grundigt om, ringede så til sin redaktionschef og tilbød sin tjeneste:
”… Nu er jeg jo alligevel herovre, så jeg kan vel lige så godt dække den sag og så lægge nogle feriedage til i den anden ende,” foreslog hun.
Redaktionschefen var begejstret, og Karins ferie var indtil videre suspenderet.

En første opringning til politiet gav ikke meget mere, end hun allerede vidste. Den kriminalbetjent, som hun fik i telefonen var irriterende jysk og fåmælt. Nej, de pårørende var endnu ikke underrettet, og nej, dødsårsagen kunne ikke med sikkerhed fastslås.
Pårørende? Tænkte Karin. Simon var da vokset op på børnehjemmet i Kolding. Nå, man kunne selvfølgelig godt have pårørende alligevel.
”Forestiller I jer, at det måske kan være selvmord?” spurgte hun.
”Vi forestiller os ingenting, men afventer obduktionsrapporten,” svarede betjenten.
Karin forsøgte snedigt:
”Har I bedt om assistance fra Rigspolitiets Rejsehold?”
”Nej, ikke endnu, men det kan man jo altid overveje.”
Aha. Hun formulerede allerede indledningen på nyhedshistorien:
”Politiet i Kolding overvejer at bede om assistance fra Rigspolitiets Rejsehold i forbindelse med sagen om en 34-årig mand, som mandag blev fundet død under mystiske omstændigheder…”
Så var nyhedshistorien hjemme, og hun kunne gå i gang med den – for hende selv – vigtige baggrundshistorie. Hun ville researche på Simons liv og formulerede i hovedet en kort emneliste:
De venstreorienterede i Kolding, de alternative, de flippede og så dem, som eksperimenterer med stoffer. End ikke i tankerne brød hun sig om at bruge ordet narkomiljøet i forbindelse med Simon Funkels død. Han kunne da umuligt være kommet så langt ud?
Og fandtes der overhovedet et narkomiljø i Kolding? Det virkede på en eller anden måde absurd. I hendes teenageår var Karolines Mælkepop på Låsby Banke det vildeste sted.
14 grader samt regn- og tordenbyger. Hun tog sine helt nye jeans frem. De havde smalle ben og hævdedes at være sidste skrig, men hun havde praktisk taget endnu ikke set nogen iført denne nye mode. Ville den virkelig slå igennem? Nå, nogen skulle jo være de første, og i regn og søle var de smalle ben i hvert fald mere praktiske end trompetbuksernes svaj.

Kaspar fra Simons kollektiv havde lånt en sofa hos en gammel studiekammerat, som rådede over en midlertidig lejlighed i en af de gamle saneringsdømte ejendomme i Konsul Graus Gade.
”Vores kollektiv var sådan set allerede under opløsning,” sagde han til Karin. ”Der var fire af de oprindelige medlemmer, som allerede var flyttet. Og vi, som var tilbage, havde besluttet os for at sælge ejendommen for at komme videre med vores liv hver for sig.”
”Var I alle enige?” spurgte Karin.
”Helt enig bliver man vel aldrig i et kollektiv, men jeg er lige blevet færdig som lærer og begynder efter sommerferien på en skole i Horsens. Så er der Hanna, som flytter til Bornholm for at indgå i et keramikerkollektiv sammen med sin datter Liv. Tilbage er så Marie, som går på Kunsthåndværkerskolen og har sønnen Urt.
Marie var oprindeligt kæreste med mig, men så blev hun kæreste med Simon. Det varede ikke så længe, og i dag har de det ikke særlig godt med hinanden.”
Kaspar rettede sig selv og satte sætningen i datid: ”De kunne faktisk dårligt udstå hinanden, så det var helt udelukket, at de ville fortsætte alene sammen. Og de var heller ikke særlig gode til det praktiske eller til økonomien for den sags skyld… Simon havde en helvedes masse gæld.”
”Var han ude i en eller anden form for misbrug?”
”Han blev meget fornærmet, hvis man antydede det, men jo, det tror jeg godt, man kan sige. Han startede gerne dagen med en fed og en guldøl. Og jeg tror også, at der fra tid til anden var noget speed og LSD ind over…men det ville han ikke tale om. Og dog: På et tidspunkt erklærede han faktisk, at han ville holde op med at drikke og fyre fede. Så fik han nervepiller og sovepiller af sin læge, men efter kort tids forløb begyndte han at kombinere medicinen med sprut og hash.”
”Det lyder som en rigtig dårlig blanding. Prøvede I at støtte ham i noget afvænning?” spurgte Karin.
”Han ville overhovedet ikke høre tale om, at han havde et problem,” svarede Kaspar lavmælt.
”Har du gjort dig nogen tanker om, hvorfor han kom så langt ud?” spurgte Karin.
”Ja, det har jeg faktisk. Jeg tror, at Simon sådan generelt var skuffet. Han havde jo ligesom været med i oprøret – på alle fronter – lige siden 68, altså gennem de sidste ti år, og han syntes ikke, at der var kommet nok ud af det. Han var – hvad kalder man det, jo, desillusioneret. Han syntes, at han havde brændt sit lys i begge ender til ingen verdens nytte.”
”Har du nogen ide om, hvem der kunne tænkes at have dræbt ham?” spurgte Karin.
”Ja,” svarede den unge skolelærer. ”Jeg tror, at det er nogen fra narkomiljøet. De truede ham af og til, fordi han skyldte dem penge.”
Det svar kom alt for hurtigt, syntes Karin og spurgte:
”Marie og Hanna og deres børn – hvor er de henne nu?”
”Hos deres familier. Politiet har jo afspærret gården, og børnene var selvfølgelig chokerede. Det var jo dem, som fandt Simon.”
”Politiet mener indtil videre, at Simon døde i søndags. Hvem var hjemme i kollektivet den dag?”
”Ingen. Det var jo weekend og Sankt Hans. Marie og Urt var hos Maries forældre i Åbenrå, og Hanna og Liv var hos Hannas nye kæreste på Fyn. Selv var jeg i Horsens for blandt andet at kigge på lejligheder. Pigerne og deres børn kom hjem sent søndag aften, og jeg kom først hjem mandag formiddag,” forklarede Kaspar ivrigt.
”Hvilket forhold havde de lokale til jeres kollektiv. Havde I nogen kontakt med naboerne?” spurgte Karin.
”I starten var de lidt mistroiske, men efterhånden blev vi mest mødt med overbærenhed, tror jeg. I det store og hele havde vi et godt forhold til naboerne, hvis vi lige ser bort fra Gustav…”
”Og hvem er så Gustav?” spurgte Karin.
”Han har en gård 300-400 meter fra os, og han havde en kone, Louise, som er hjemmesygeplejerske. I begyndelsen kom de en del hos os og var meget nysgerrige. De ville gerne være med på vognen og være noget så frisindede. De snakkede en del om gruppesex og åbne ægteskaber, og de prøvede også at ryge hash, men det gik galt til sidst.”
”Hvad gik galt?” spurgte Karin.
”Du kendte Simon. Han var ret glad for kvinder, og han havde let ved at få fat i dem. Han havde en affære med Louise. Og så skete der det uheldige, at Gustav overraskede dem sammen i ægtesengen. Det kunne Gustavs nyerhvervede frisind altså ikke holde til. Kort efter indgav Louise skilsmissebegæring, og Gustav blev en bitter mand, der sendte hadefulde blikke efter os.”
”Kender politiet den historie?”
Kaspar nikkede:
”Ja. Politiet stillede jo nogenlunde de samme spørgsmål som dig.”
”Tror du, at Simon kan have begået selvmord?” spurgte Karin.
Kaspar svarede hurtigt og bestemt:
”Nej, det kan jeg slet ikke forestille mig. Jeg så jo selv, at han var stranguleret med et slips og desuden havde fået en plastikpose over hovedet, og så var han gemt under en masse tøj. Og han ville i hvert fald aldrig have sat børnene i den frygtelige situation…”
”Legede børnene tit med udklædningstøjet?”
”Tit? Nej, det kan man ikke sige. Derfor havde vi også flyttet kisten ud i laden. Jeg kan ikke huske, hvornår de sidst har klædt sig ud.”

Karin gik tankefuldt fra Kaspar. Han virkede som et behageligt og ligefremt menneske, men havde han ikke været lidt for ivrig efter at lede mistanken væk fra sig selv ved først at henlede opmærksomheden på narkomiljøet og derefter på den jaloux gårdejer?

Sidst Karin havde truffet Simon, havde han talt begejstret om bogcafeen Røde Stjerne på Enevold Sørensens Vej. Det måtte vel være 3-4 år siden, og hun besluttede sig nu for at aflægge bogcafeen et besøg. Hun fandt uden besvær Røde Stjerne i vejviseren, og da hun nåede frem var der også et skilt med navnet uden for huset, men butiksruden var blændet.
”Ring på klokken”, stod der, og hun fulgte anvisningen.
Da døren blev åbnet var situationen så overraskende, at Karin undtagelsesvis tabte mælet. Foran hende stod nemlig to halvnøgne, yngre kvinder, iført samme kostume: Lakstøvler med stilethæle, netstrømper, holdt oppe af hofteholdere, bitte små sorte blondetrusser og stramtsnørede lak-corsager, som brysterne poppede ovenud af.
”Øøøh,” sagde hun. ”Er dette her ikke Røde Stjerne?”
”Jow da!” svarede den ene af kvinderne.
”Kan man købe bøger?”
Kvinden lo højt.
”Du er ikke den første, som er gået forkert. Nej da, de venstreorienterede hippier, de er her ikke mere. De kunne vist ikke betale huslejen. Vi har bare beholdt navnet, fordi vi syntes, at det lød da meget godt til et bordel…Røde Lygte, Røde Lampe, Røde Stjerne, ikk’ å’?”
Nye tider. Luderne har fortrængt socialisterne, tænkte Karin på vej tilbage til centrum, hvor hun parkerede ved Koldinghus. Hun besluttede sig for at slentre lidt rundt i byen og finde sig noget frokost.

Hun standsede uvilkårligt ved mindestenen for digteren og politikeren Carl Ploug. Den ene af Koldings to store sønner.
”Reaktionære gamle stodder,” sagde hun halvhøjt til mindestenen.
Hun havde nemlig for kort tid siden skrevet en historisk artikel i anledning af, at det var 70 år siden, danske kvinder havde fået deres første demokratiske borgerret, nemlig stemmeret til kommunerne.
Landstingsmedlemmet Carl Ploug havde været en af de mest forbitrede modstandere af kvinders demokratiske rettigheder, og det var i høj grad hans tåbelige argumenter og politiske dagsordener, som medførte, at debatten om den første lille borgerret til danske kvinder kom til at tage 22 år.
Han havde snarere fortjent en skamstøtte som repræsentant for den del af menneskeheden, som insisterer på at stå stille, tænkte Karin. Den del, som ønsker, at alting skal være som det er, og blive som det var.
Den anden af Koldings to store sønner, den samtidige Chresten Berg, havde i modsætning til Ploug været forandringernes og fremskridtets mand. Chresten Berg havde sammen med andre progressive Venstremænd kæmpet utrætteligt for, at kvinder også skulle betragtes som borgere og have demokratiske rettigheder.
Carl Ploug og Chresten Berg havde været skarpe politiske modstandere.
Og var det ikke altid sådan? En evig kamp mellem dem, som helst ville blive stående stille, og dem, som ville have forandringer og fremskridt, tænkte Karin.
Simon Funkel havde hørt til blandt de sidste. Han havde været en eksperimenterende drømmer, som gerne ville træde nye veje for at gøre verden bedre.
Når man træder nye veje, risikerer man også at gå vild.
De, som står stille, risikerer ingenting.
Var Simon gået vild? Noget kunne tyde på det, tænkte Karin, da hun gik mod frokostrestauranten i Helligkorsgade.

Hun skrev i hånden, lånte en telefon på restauranten og indtelefonerede sin artikel til telegramredaktionen. Bagefter bad hun om at blive stillet om til den jourhavende på redaktionen.
”Du skal lige være opmærksom på, at politiet endnu ikke vil fastslå, at der er tale om mord, så pas på med at stramme rubrikken,” sagde hun og uddybede:
”Jeg tror nu mest, at det skyldes deres jyske forsigtighed og tilbageholdenhed. For – som du også kan læse i min artikel – så kan der næppe herske tvivl, og de overvejer da også at tilkalde rejseholdet…”

Onsdag den 28. juni 1978.
Skyet vejr, spredte byger og en halvsur redaktionschef i telefonen:
”Alle de andre aviser kalder det for mord og har ingen forbehold,” beklagede han sig.
”Jamen, jeg skriver da også, at der efter al sandsynlighed er tale om mord,” forsvarede Karin sig.
”De andre aviser fastslår mordet som en kendsgerning og har mange gode detaljer om, at politiet har afhørt en række mistænkte.”
Hans ord var klart ment som en kritik af Karins dækning.
”Okay. Okay,” svarede hun. ”Jeg skal nok prøve at komme tættere på i dag. Retsmedicinerne må vel også komme med noget.”
Redaktionschefen trak i land:
”Det er fint. Du skal endelig ikke opfatte dette her som en bebrejdelse. Vi skal selvfølgelig kun skrive det, som vi kan stå inde for…”
”Jaja,” svarede Karin. ”Men stramme den lige til kanten. Det skal jeg nok gøre”.

Dagens første opringning til kriminalpolitiet i Kolding var ikke opmuntrende. Denne gang talte hun med efterforskningslederen, men han var lige så tilbageholdende som sine medarbejdere:
”Retsmedicineren har nu fastslået dødsårsagen som kvælning og deres rapport giver os anledning til at arbejde med flere teorier,” sagde han.
”Hvilke teorier?” spurgte Karin.
”Det vil jeg af efterforskningsmæssige grunde ikke komme ind på,” svarede han.
”Der er flere aviser, som skriver, at I har afhørt mistænkte?”
”Vi har afhørt adskillige personer, ja,” svarede kriminalkommissæren.
”Forestår der nogen anholdelser?”
”Lige i øjeblikke, nej,” svarede han.
”Så siger jeg tak for hjælpen og ringer igen senere i dag,” sluttede Karin.
”Du er meget velkommen,” svarede politimanden.
”Hvad fanden er det for noget?” mumlede Karin, da hun havde lagt røret på.
Hun bestemte sig for at løbe en tur for at få iltet hjernen, og på hjemvejen købte hun dagens aviser.
Bortset fra de lokale aviser, som var forsigtige og loyale over for politiet i Kolding, skrev de alle om MORDET I KOLLEKTIVET.

Mens hun slubrede den anden kop kaffe i sig, bladrede hun videre i Kolding Folkeblad og faldt over et interview med Danmarks yngste folketingsmedlem. Det var en temmelig langhåret 25-årig venstremand ved navn Anders Fog Rasmussen.
Han var nyuddannet og nygift og følte, at hans politiske idealer faldt meget godt i hak med ungdomsoprørets idealer. Han forklarede det i interwievet:
”Jeg er den første af den unge generation, som har oplevet ungdomsoprøret og naturligvis er præget af det. Nogle af de mest positive strømninger i ungdomsbevægelsen, passer fint sammen med liberal tankegang…Ungdommen gjorde oprør mod statussymbolerne, og det har altid været god venstre-snak at sætte tæring efter næring. Økonomisk vækst har ikke nogen værdi i sig selv. Det er livsværdierne, der tæller!”
Han forklarede også, at han prioriterede det gode familieliv over det politiske arbejde:
”Det er klart, at det er noget, vi har snakket om, og hvis Anne Mette sagde nej, ville jeg holde op. Selvom man er så optaget af politik, som jeg er, så er der andre værdier i tilværelsen, og for mig tæller familielivet mest.”
Den politiske ungdomsoprører fra Venstre sluttede med at sige:
”Hvis det skal være muligt at have et normalt familieliv for en politiker, og hvis vi skal have flere kvinder ind, så må vi tage hensyn til, at politikerne skal have bedre arbejdsmuligheder. Afgørende forhandlinger behøver ikke at finde sted klokken fem om morgenen.”

Læsningen blev afbrudt af en opringning fra Birgitte:
”Nå, jeg konstaterer, at vi for tiden er konkurrenter. Du skriver også om mordsagen, men jeg kan se, at du er meget forsigtig. Ved du noget, som vi andre ikke ved?”
”Nej,desværre. Jeg ved ingenting. De er meget gådefulde hos politiet i Kolding.”
Birgitte:
”Jeg ligger vandret i luften, fordi jeg også er koblet på vores kampagne mod bolighajer, men hvis du er i byen ved frokosttid, kunne vi måske spise sammen?”
”Måske,” sagde Karin. ”Jeg har tænkt mig at snuse lidt rundt. Min redaktion efterlyser nogle flere saftige detaljer om mordet på Simon Funkel. Det er til at brække sig over.”
”Du har jo selv valgt det,” svarede Birgitte medlidenhedsløst og havde ret.

Alt var vådt og gråt, og hendes humør var i bund. Hun skulle aldrig have påtaget sig opgaven. Man skulle som princip holde sig ude af sager, som man på en eller anden måde havde en personlig relation til, tænkte hun, da hun kørte nord ud af Kolding.
Hun havde besluttet sig for, at hun ville se stedet, se den ejendom, hvor Simon havde boet i kollektiv. Hun havde denne underlige fornemmelse af, at der var et eller andet, som hun havde overset eller overhørt. Noget hun på en eller anden måde vidste, men som hun ikke kunne få op til hjernens overflade.
Nu havde hun en ide om, at hun ved at se gerningsstedet kunne bringe sig i en stemning, som kunne give hende en klarere forståelse af Simon Funkels liv og død.
Hun havde uden besvær fundet stedet på Geodætisk Instituts detaljerede kort, men var alligevel overrasket over, at det var så langt ude. En sidevej til en sidevej til en sidevej og til sidst en vej, som ikke var meget andet end et snoet hjulspor. Tænk at den slags steder stadig fandtes.
På hjørnet, hvor man drejede ind på hjulsporet lå en mindre gård. Det var utvivlsomt dér, Gustav boede. Den rasende og jaloux nabo. Ham ville hun tale med bagefter. Først ville hun se stedet.
Det gik langsomt på den bumlede vej, som snoede sig mellem levende hegn, og hun begyndte at spekulere på, om hun alligevel kunne være kørt galt, men så – efter et 90 graders sving – lå gården dér, rigtig idyllisk og omgivet af en have med gamle frugttræer og buske og stauder i blomst.
Ved indkørslen til den trelængede gård havde politiet sat spærrebånd op. Ingen adgang.
Hun parkerede tæt på, steg ud, satte sig på en træstub og blev overfaldet af smøgtrang. Det skete efterhånden kun sjældent, og hun stod altid imod. Det var snart et år siden, hun havde skoddet den sidste cigaret.
Mens hun stod og rodede i handskerummet for at finde et stykke tyggegummi, hørte hun voldsom motorlarm, og da hun vendte sig, så hun en stor lastbil komme om hjørnet. Den huggede bremserne i lige bag hendes bil, og chaufføren råbte ud af vinduet:
”Vil du ikke være sød og flytte dig lidt? Jeg skal ind på gården.”
Karin gik hen til ham:
”Hej! Kan du ikke se, at politiet har spærret af?”
”Hvad?”
Chaufføren stod ud, og Karin var ikke sen til at bemærke, at han var en usædvanlig smuk ung mand. Brunt hår i lige den rette længde – blødt ned over ørerne, et ironisk glimt i de grågrønne øjne og et drillende smil på læben. Han var klædt i en småblomstret slimfit skjorte, som understregede de smalle hofter i de lavtaljede bukser, der var stramme foroven og vide forneden, hvor de spidse cowboystøvler stak ud.
”Politiet? Hvad Fanden gør de her?” spurgte han.
”Har du ikke læst aviser det sidste par dage?” spurgte Karin.
”Nej, jeg kommer lige hjem fra en 3-dages tur til Bremen, hvor vi udskiber noget af vores lort…”
Karin kastede et blik på lastbilen. Den var fyldt med byggeaffald, og på siden stod der Vognmand Tage Jensen. Så sagde hun:
”Der er sket et mord. En yngre mand, som boede derinde, er blevet slået ihjel. Jeg er her, fordi jeg er journalist og skal skrive om mordet. Hvorfor kommer du?”
Det ironiske glimt i øjet og smilet på hans læber var borte, og Karin mente bestemt at kunne se, at han blev bleg under det solbrændte. Især læberne skiftede farve til noget meget lyst. Karin var ikke et øjeblik i tvivl om, at han var både overrasket og chokeret, selv om han forsøgte at skjule det, da han svarede:
”Jeg er kørt galt. Jeg skulle bare finde et sted at vende.”
”Selvfølgelig,” svarede hun med et varmt smil. ”Vejsystemet herude er frygtelig rodet. Jeg kørte også forkert flere gange… Hun trak vejret og fortsatte:
”Er du så Tage Jensen?”
Han slappede af og besvarede hendes smil:
”Nej, nej, jeg er bare chauffør.”
Han genvandt sin charme og rakte hånden frem mod hende:
”Jeg hedder Michael Jansen, og jeg er en evighedsstudent, som er blevet trukket til bunds af en gigantisk studiegæld.”
Hun holdt samme tone:
”Det må jeg sige. Du forstår at fremstille dig selv i et attraktivt lys. Jeg hedder Karin og har allerede befundet mig på medieverdenens slimede bund i mange år!”
De lo i munden på hinanden.
”Men hvordan fanden får jeg vendt bilen uden at ødelægge politiets spærrebånd. Jeg er ikke meget for at køre ind på den plørede mark,” sagde han.
”Så bliver du nødt til at bakke. Hvor skal du hen?” spurgte Karin.
”Til forbrændingsanstalten på Kløvervej i Kolding. De er jo i gang med at rive det halve af byen ned. Vi kører hele tiden på forbrændingen. Det her læs kommer fra Konsul Graus Gade. Den gade er der ikke meget tilbage af,” sagde han og pegede på læsset.
Og Karin tænkte, at når man skal fra Konsul Graus Gade til Kløvervej, så kommer man ikke tilfældigvis til at køre galt ti kilometer nordvest for Kolding. Men hun havde en strategi og en plan og sagde flirtende:
”Jeg er alene i byen. Hvor går man ud, hvis man vil have godt selskab?”
Han bed på:
”Du kunne jo ringe til mig. Sådan en gang efter klokken 19. Så kan jeg vise dig de gode steder.”
Han fandt blok og kuglepen i førerhuset og rakte hende nummeret.
”Nå, jeg må se at finde vej. Jeg tror nu alligevel, at jeg prøver at vende på marken.”
Det lykkedes for ham, og Karin så tankefuldt efter bilen med byggeaffald, der forsvandt om svinget. Hun var sikker på, at Michael Jansen havde løjet, og hun var også ret sikker på, at hun nok skulle få sandheden ud af ham. Hun kendte sin magt, og udfordringen var ikke uinteressant. Michael Jansen var rent ud sagt en steg.
Hun var så optaget af sit nye projekt, at hun næsten overså den jaloux bondemand, Gustav Hansen, som gik og klippede sin hæk ud mod vejen. Hun standsede, steg ud af bilen, hilste og præsenterede sig:
”…Jeg skal så skrive om mordet, og da du er den nærmeste nabo, ville jeg lige høre, hvad du mener?”
”Høh!” svarede han. ”Det mord kunne ikke overraske nogen. De kalder det kollektiver, men ved du, hvad det er?”
”Næh,” svarede Karin.
”Bordeller og narkobuler, svineri hele vejen igennem!”
”Javel. Kan du beskrive det lidt nærmere?”
”Næhæ, jeg skal ikke i avisen,” sagde han surt, smed hæksaksen på jorden og gik ind i sit hus uden at sige farvel.

Hun afleverede sin artikel ved 20-tiden og var både overrasket og lidt skuffet over, at Michael Jansen ikke svarede på sin telefon.
Hun kiggede på rubrikken med forlystelser i avisen: Edith og Kurt på Restaurant Skoven i Bramdrup lokkede med tag-selv-bord og underholdning ved nogle unge mennesker, som kaldte sig Brødrene Olsen, som åbenbart havde gjort sig bemærket ved melodigrandprixet. Nej Tak. Så hellere Binderup Strand og en god bog.

Torsdag den 29. juni 1978
Hun vågnede op til radioavisens nyhed om, at politiet i Kolding i nat havde anholdt og sigtet en mand for mordet på den 35-årige journalist Simon Funkel.
Fandens. Så havde den skide kriminalkommissær snydt hende for historien.
Hun kørte rasende af sted efter de andre aviser og fik det bedre, da hun så, at ingen af dem havde nyheden. Anholdelsen havde åbenbart fundet sent på natten.
Dagen var ikke blevet ret gammel, før hun havde fundet ud af, at den anholdte og drabssigtede var den 42-årige gårdejer Gustav Hansen. Nå, så måtte hun bare være parat til grundlovsforhøret i løbet af dagen. Det ville blive morgendagens historie. Tænk, at det altså var den skiderik. Det havde hun faktisk ikke forestillet sig. Ville en morder virkelig henlede mistanken på sig selv ved at være så grov i munden? En sær tvivl meldte sig, og hun så frem til at høre hans forklaring i retten.
Det blev der ikke noget af, for anklagemyndigheden begærede dørene lukket, og dommeren imødekom begæringen. Karin sad det meste af eftermiddagen sammen med hele pressekoblet udenfor retslokalet og ventede på kendelsen.
Den kom lidt efter klokken 16 og gik ud på, at Gustav Hansen skulle være varetægtsfængslet i to uger.
Karin kendte retssystemet godt nok til at vide, at det betød, at beviserne i sagen ikke var overvældende stærke, for så ville dommeren ikke have tøvet med at varetægtsfængsle den drabssigtede i fire uger.
På den anden side var beviserne heller ikke overvældende svage, for så ville dommeren have nøjedes med at opretholde anholdelsen i tre døgn. Sagen måtte ligge sådan midt imellem.
Den beskikkede forsvarer kunne ikke udtale sig om sagen, fordi dørene havde været lukkede. Han nøjedes med at sige, at den sigtede nægtede sig skyldig og kærede fængslingskendelsen til landsretten.
Journalisterne gik i gang med arbejdet.
Karin indtelefonerede sin historie ved 19-tiden og bad om at blive stillet om til redaktionssekretariatet.
Inden sekretæren stillede hende videre til den vagthavende, sagde hun:
”Der er en mand, som har ringet mange gange. Han siger, at det er meget vigtigt, at han får fat i dig, men vi udleverer jo af princip ikke private telefonnumre. Han hedder Michael Jansen og mener, at du har hans telefonnummer ellers kommer det her…”
”Jeg har nummeret og skal nok ringe til ham,” svarede Karin.

Michael Jansen talte med hæs stemme:
”Jeg har hørt det i radioen. De har fængslet en mand for mordet. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg vil bare gerne tale med nogen, og I journalister må jo ikke angive jeres kilder, vel?”
”Nej,” svarede Karin heroisk. ”Vi vil gå i fængsel for at beskytte vores kilder.”
De aftalte at mødes ved Banegården og gå en tur rundt om Slotssøen, så de kunne tale uforstyrret og uden tilhørere.
Da de var drejet ind på Kærlighedsstien, tog han en gammel smedejernsnøgle op af lommen.
”Ved du, hvad det er?” spurgte han.
”En gammel nøgle,” svarede Karin.
”Det er nøglen til den kiste, som Simon lå i,” sagde han.
”Hvor har du den fra?” spurgte Karin og så på ham.
Han kunne dårligt undertrykke gråden, da han svarede:
”Jeg var en af Simons bedste venner og burde have forstået det hele.”
Det faldt hende naturligt at tage hans hånd og trykke den trøstende. Han beholdt hånden i sin, mens de gik videre.
”Vi traf hinanden i en studiekreds for 7-8 år siden, fortsatte han. ”Først læste vi Marx og Lenin. Senere læste vi Freud og Laing. Ham med anti-psykiatrien. Simon havde en periode, hvor han var meget optaget af alternativ psykiatri. Sådan noget med, at det er samfundet, som er tosset og de gale, som er normale…Han foreslog også, at vi skulle udforske vores underbevidsthed med LSD.”
Karin nøjedes med at indskyde et spørgende:
”Ja?”
Og Michael fortsatte:
”For mig var det LSD-trip en mareridtsagtig oplevelse, og jeg holdt mig så helt fra de psykedeliske stoffer, men Simon fortsatte, og han eksperimenterede en del.
For 2-3 år siden skete der et eller andet med ham. Han blev bange og troede, at han var overvåget af efterretningsvæsenet. Til sidst turde han ikke gå uden for en dør, og han søgte hele tiden efter skjulte mikrofoner. Det var helt klart tvangstanker, og vi var nogle venner, som fik ham overtalt til at komme i behandling. Han blev indlagt på Augustenborg, hvor lægerne sagde, at det var en psykose. Han fik så antipsykotisk medicin, men lod sig udskrive efter et par uger.”
De gik forbi slottet, Og Karin sagde ingenting. Somme tider var tavshed det bedste spørgsmål.
Michael Jansen fortsatte da også:
”Han blev rask igen – og dog. Han blev aldrig helt den samme. Han svingede humørmæssigt, og så drak han – og røg for meget hash.
Da jeg så ham sidst – det var i fredags – blev jeg overrasket og glad, fordi han virkede mere frisk og rolig. Han fortalte, at han var kommet ud af en depression og havde en klar plan for sin fremtid.”
De gik igen i tavshed, indtil Michael fortsatte:
”Så sagde han, at han blot havde et enkelt lille problem, og om jeg ville gøre ham en stor tjeneste?
Jo, selvfølgelig ville jeg det.
Hvornår kører du byggeaffald på forbrændingen igen? spurgte han.
På mandag – tidligt om morgenen, svarede jeg.
Så sagde han: Du er min bedste ven, og jeg vil bede dig om noget, som man kun kan bede sin bedste ven om. Jeg har noget, som jeg skal have skaffet af vejen for at slippe ud af en knibe. Det drejer sig om en gammel kiste, som vi har stående i laden. Der ligger gammelt tøj i den. Og så ligger der noget, som ingen skal se. Du må love mig, at du heller ikke selv kigger. Det er bedst, at du ingenting ved. Du låser bare kisten og smider den i ovnen sammen med byggeaffaldet… Jeg er her ikke mandag morgen. Jeg holder Sankt Hans i København. Det hænger sammen med, at jeg gerne vil starte på en frisk.”
Michael trak vejret dybt og fortsatte:
”Det ville være ganske simpelt. Jeg har jo lift på lastbilen, og på forbrændingsanlægget bliver sådan et læs byggeaffald tippet ned i en 1000 grader varm ovn, uden at nogen kontrollerer det. Simon kendte systemet, fordi han havde været med mig på en af turene. Jeg tænkte jo mit, da han sagde, at ingen måtte se, hvad der var i kisten. Ja, jeg tænkte faktisk, at han var involveret i narkohandel eller narkotransport og gerne ville ud af det. Derfor var det også bedst, at jeg ikke selv havde noget kendskab til kistens indhold. Nå, jeg lovede i hvert fald at følge hans anvisning og køre kisten til forbrændingen tidligt mandag morgen, men så blev jeg uventet sendt til Bremen for at aflevere nogle containere med kemisk affald. Jeg prøvede at ringe til Simon om søndagen, men han svarede selvfølgelig ikke.
Så var det, at jeg i stedet for kørte ud for at hente kisten i går – og traf dig”.
Michael Jansen blev igen tyk i mælet, så hostede han, standsede midt på stien og så Karin ind i øjnene:
”Du forstår vel? Simon havde planlagt sin død og arrangeret sin egen ligbrænding.”
Karin nikkede.
”Og nu er en uskyldig person mistænkt for mord,” sagde hun.
”Kan du ikke skrive, at der var tale om selvmord?” spurgte han.
”Nej,” svarede hun, vendte front mod ham og tog begge hans hænder i sine:
”Sådan virker systemet ikke. Vi bliver nødt til at gå til politiet.”

Fredag den 30. juni 1978
Mindesammenkomsten i Medborgerhuset fik et smukt forløb.
Karin, som sad ved siden af Michael Jansen, følte sig træt efter den lange aften hos kriminalpolitiet, men også lettet over, at alt nu var opklaret.
Politiet, som havde haft kendskab til Simons psykiatriske journal, havde hele tiden arbejdet med teorien om selvmord. Også retsmedicineren havde hældet til selvmordsteorien. Der herskede dog stor usikkerhed, og så havde Gustav Hansen i den grad pådraget sig mistanke.
Her til morgen var gårdejeren blevet løsladt og sigtelsen mod ham var frafaldet som grundløs.
På en eller anden måde følte Karin sig rigtig lettet over, at Simon var død efter eget valg. Det var efter hendes mening mere værdigt end at dø som offer for en andens vilje.

I mindehøjtideligheden deltog nogle af de yngre mennesker, som Simon var vokset op sammen med på børnehjemmet. De omtalte ham varmt som deres bror og deres familie, og fortalte om et kreativt og følsomt barn, fuld af nysgerrighed, fantasi og livslyst.
Så sang kammeraterne fra de politiske bevægelser et par revolutionære sange, og endelig talte Birgitte på vegne af de gamle journalistkollegaer.
Hun mindedes Simon som et åbent, kærligt og søgende menneske:
”Han ønskede altid at bryde nye stier til en bedre verden, og når man bryder nye stier, risikerer man at fare vild,” sagde hun. ”I dag må vi nok se i øjnene, at Simon fór vild, og nogen vil måske ligefrem gnide sig lidt i hænderne og sige, at det var så det ungdomsoprør, som døde.
Intet kan være mere forkert. Ungdommens oprør var og er ikke nogle personer eller nogle bestemte kalenderår. Ungdommens oprør er en bevægelse fremad, som hver eneste generation vil foretage på sin egen og nye måde.
I sin generation var Simon i front. Han fløj højt og dykkede dybt. Men, som vi, der var unge i Kolding i begyndelsen af 1960’erne, plejede at sige til hinanden:
”Den, som har begge ben på jorden, står stille.”

Der blev snøftet rundt i lokalet. Så blev der drukket og snakket lavmælt, før man ved 20-tiden gik hver til sit.

Det regnede, som det havde gjort hele sommeren.
Karin åbnede galant døren til sin gule Renault 4L og sagde til Michael Jansen:
”Du skal da se mit sommerhus ved Binderup Strand, ikke?”
”Jo tak,” sagde han, smilede skævt og satte sig godt til rette i passagersædet.

Note:
(Bemærk: Interviewet med Anders Fog Rasmussen blev bragt i Kolding Folkeblad lørdag den 8. juli 1978)

VI VAR SOM EN BLANDING AF UNGKOMMUNISTER OG ABER PÅ SYRE

I anledning af 20-året for deres skelsættende LP The Cogs (1989) har vi bedt Mark Legård, The Cogs’ bassist, om at genfortælle historien om det berømte og berygtede Kolding-band.

Hvis jeg bliver bedt om at nævne bare én grund til, at vi mødtes, må jeg sige Lærke Henriksen, som var 15 på det her tidspunkt, Lærke, som var kærester med Niels Greve, Lærke, som jeg til gengæld kendte og havde kendt, siden hun var 10, gennem hendes fætter, min kammerat Bjarne fra Knud Hansens Vej.
Jeg var sammen med Bjarne, da jeg mødte Niels Greve første gang. Det var på Baxx på Rådhustorvet. Baxx var altid proppet torsdag-fredag-lørdag, vildt meget larm og altid folk udenfor. Bjarne og jeg var på knallert derind fra Sydbyen, som så mange af vores venner. Og grunden var, at dér kunne vi i ro og mag købe øl under aldersgrænsen.
Vi så dem inde bagest ved dj’en. Lærke var i sort, hvidsminket, blond, endda med et anstrøg af et grønt skær i håret, måske en eller anden toning, der var ved at forsvinde. Herinde stod enhver, som på nogen måde beskæftigede sig med musik – i hvert fald, hvis man var teenager i Kolding på det tidspunkt.
Niels Greve viste sig at være Clash-fan ligesom mig. Så talte vi lidt om det. Fra Baxx gik man på Tordenskiold, som stadig ligger der, det gjorde vi også den nat, Niels, Lærke, Bjarne og mig, to af os kyssende, to af os nærmere sparkende til glasskår og burgerpapir, der flød på torvet.
Niels virkede fra starten af anderledes. Ingen af mine venner gik i gymnasiet, Bjarne var i tømrerlære, min anden kammerat Allan slavede i Ellegaard på Mosevej. Niels Greve derimod gik helt bestemt i gymnasiet, som jeg også var på vej til det – det her har været i maj 1984, hvor jeg skulle starte i august. Han var et år ældre end mig og slog mig umiddelbart som en tænker. Samtidig med, at han altså havde Lærke. Og samtidig med, at han var en blændende guitarist, jeg vil sige en af de få virkeligt innovative guitarister, jeg har mødt.
Niels Greve, Bjarne og jeg begyndte at spille i et band, der hed Southern Bridge, sammen med også Nicolaj Rask og Torben Müller. Nicolaj blev senere rytmeguitarist i Cogs, men forlod dem, før jeg kom ind i bandet, Torben var senere i The War. Vi øvede ude hos os, på Stejlbjergvej, to baggårde fra Den Røde Lygte. Det var også der, vi startede med at øve med The Cogs nogle år senere. Southern Bridge var en blanding af Joy Division og Sort Sol, det var faktisk ikke særlig godt, men vi troede selvfølgelig, at det var strålende. Vi nåede at indspille ét demobånd, som vi selv betalte, to numre, “X” og “Skin Toner”, som handlede om et atombombeholocaust. Det var meget naivt, simpel musik, men med en politisk bevidsthed.

Gennem Niels mødte jeg Thomas Råsted. Jeg havde set Thomas rundt omkring i byen – han havde sådan et ansigt, man kendte. Han så ud som en rigtig trussetyv, helt vildt meget stil, og også meget blær. Han var post-punk på det tidspunkt, sort hanekam, eyeliner. Thomas kom ligesom Niels fra Ålykke, de gik i samme klasse på Kolding Gymnasium. Ligesom Niels og mig var Thomas totalt engelsk, hvad angår musik. Jeg var i en bande ude hos mig selv, bare en knallertbande, som også stjal lidt, og første gang, jeg mødte Thomas, var da Niels tog mig og mine kammerater med ud til ham for at bede om hjælp. Vi havde problemer med nogle typer på Knud Hansens Vej, der ville kontrollere kvarteret. De var i øvrigt racister, og to af mine venner var tyrkere.
Jeg fortalte Niels om det, og Niels sagde det videre til Thomas: “Lad os smadre de racister, mand!” Sådan mødte jeg Thomas. Vi kunne ikke have mødtes på nogen bedre måde. Så vi kørte ud og gav de her folk, som troede de var rockere, en alvorlig advarsel.
Thomas Råsted var mere ligesom mig og mine venner end Niels, altid med på at feste. Vi droppede ud af gymnasiet samtidig, røg hash, spillede fodbold og hang ud med mine venner om aftenen, som altid havde flere penge end gymnasieeleverne. Omvendt havde Thomas den her strengt politiske linje. En hel del her i verden gjorde ham virkelig rasende. Al Thomas’ politik, den militante socialisme, som han udviklede, kommer fra det faktum, at han er en blødende humanist.
Efter at jeg røg ud af gymnasiet, og efter flere og flere problemer med tyveri osv., blev jeg træt af Kolding og begyndte at rejse. Jeg rejste overalt i Europa på næsten ingen penge, næsten to år. Da jeg kom hjem, var jeg noget smartere end de fleste folk i Kolding, syntes jeg. Vi fandt det her look, Adidastrøjer, Red/Green-jeans, tennissko, som var totalt i modsætning til den sorte stil. Man så meget respektabel ud. Så skulle man have pandehår som en pæn dreng. Man kunne komme til at se helt uskyldig ud, som en slags forklædning for den skurk, der gemte sig inde bag. Man lignede Michael Laudrup, simpelthen, men Michael Laudrup med en kniv i lommen.

Niels Greve samlede The Cogs, mens jeg var af sted. De viste sig at blive en revolution i byens musikliv. Og imens sidder jeg på Ibiza, render efter tøser og stjæler mærketøj fra Pierre Cardin-butikker. Pludselig, mens jeg vender ryggen til, er de et navn, og jeg føler, at jeg missede chancen. Men som den heldige skid, jeg er, får jeg jo så en chance til.
Så jeg kom tilbage fra Spanien og gik den allerførste aften til koncert med The Cogs – i Århus, Stakladen. Deres første job overhovedet var på Kridthuset i december 1985. Samtidig begyndte de at holde deres housefester, hvor der var temmelig fleksibel politik med stofferne. I sommeren 1986 organiserede de en stor fest. Publikum var new wave-punkere, tidlig goth med lange frakker, en hel del tyskere på vej til Roskilde, ca. 1000 mennesker i en hal på Smedevej. Der findes en videofilm fra den aften, 1986, hvor man på et tidspunkt kan se mig passere forbi kameraet som den eneste velklædte fyr i hele selskabet.
Kort efter Cogs’ første single ”Let it bleed” (september 1986) forlod Nicolaj Rask bandet. Jeg tror, de andre altid havde et horn i siden på Nicolaj, fordi han kom fra en rig baggrund, djøf-forældre osv. Der var altid konflikter mellem ham og Thomas og Niels, hvilket faktisk var synd, for Nicolaj var en OK fyr.
I 1987 var det også farvel til den oprindelige bassist, Michael Vanggård. Resten af bandet var i fuld udvikling, og jeg tror, at Michael ikke rigtig kunne følge med. Thomas, Niels og Amir gik så til en pige, der hed Lone K. Andersen, som havde oprettet en slags kontaktbureau for musikere ude på Agtrupvej, og indleverede 200 kr. sammen med et kort om, at de søgte bassist. Min ven Niels-Jørgen kendte Lone og ringede straks til Niels, fordi han vidste, at jeg var fri. Derefter ringede Niels til mig. Der var ingen grund til audition, eftersom jeg kendte drengene i forvejen, jeg kom direkte ind. Jeg var den sidste brik i puslespillet.
Du har Thomas Råsteds skønhed, en virkelig smuk knægt dengang og en fin tekstforfatter. Du har Niels’ magi. Og du har Amir på trommer. Amir er lidt af en gåde, faktisk. Før jeg kom med i Cogs, havde jeg hørt om ham, men aldrig mødt ham. Han plejede at spille heavy rock. Man opfattede ham som lidt af et teknisk geni, og – på trods af den heavy stil – så havde han ry for at være funky. Jeg skylder Amir helt vildt meget. Han lærte mig simpelthen, hvad rytme er. Mange af sangene fra den første LP havde drengene allerede i tidlige, spage versioner, det tog jeg bare og polerede op, flyttede det fremad. Amir og mig funkede det op sammen.
Da jeg kom med i Cogs, var det år 0. Den musik, de havde spillet før, var ikke noget særligt. Hvad jeg tilførte bandet, var en særlig ånd, og så lærte jeg de tre andre flippere at klæde sig ordentligt. Det havde en kæmpe betydning for lyden, den blev mere optimistisk. Efter at jeg kom med, var det eneste, vi gik efter, at finde den musik, som gjorde os glade og gav os lyst til at danse. Vi tænkte på det som et lille beach party.

Niels og Lærke flyttede sammen i 1988, kort før udgivelsen af “Cold Water”. Jeg havde altid det her smertefulde forhold til Lærke. Jeg havde været forelsket i hende fra dengang, hun bare var Bjarnes kusine, fra hun var 10 eller 12 år, ligesom så mange andre drenge har været det, men for mig sad det der altid. Jeg havde aldrig noget afslappet forhold til hende. Hun var 18 år nu og har formentlig aldrig været smukkere. Hun gik i de her mærkelige, ofte vildt blomstrede lange kjoler, som hun selv lavede, virkelig modebevidst, men eftersom hun ingen penge havde til det rigtige tøj og på ingen måde kunne være tilfreds med det, man kunne købe i butikkerne, måtte hun lave det hele selv. Jeg har set hende gå i byen med stort set ikke andet end et par tørklæder slynget om sig. Det kunne have været uendelig kikset, men var selvfølgelig præcis det modsatte, hun var simpelthen en darling af den anden verden. De gange, hvor jeg dansede med hende – ofte, det gjorde jeg jo ofte på det tidspunkt – til en eller anden fest, sendte mig altid hjemad i et sindssygt ondt lune. Men man får bare ikke altid, hvad man beder om.
Ecstasy var i øvrigt, hvad vi interessede os for på det tidspunkt, når vi taler om fester. Thomas, Niels, Amir og mig var vant til at mixe speed med lsd-trips, hvilket bliver næsten det samme som ecstasy. E kom til landet med house, men det havde intet at gøre med musikken, det var en økonomisk ting. Flere af mine venner arbejdede med det i Amsterdam, solgte ure, 10.000 dollars ure, for poser af ecstasytabletter, som de så tog med hjem og solgte til de jyske diskoteker. Kolding har, så længe jeg har kendt den, haft en underside af hård business, jeg har set folk blive dolket, så de var få centimeter fra at dø, men ecstasy ændrede faktisk den situation. Pludselig var miljøet blidere og frem for alt mere blandet. Alle de her nyrige, og rockere, og pushere, og de få tyrkere, der allerede dengang var fremme, alle klanlederne var simpelthen pludselig sammen i en hal i Vonsild. Og de var der for at danse.
LP’en … THE COGS, 1989 …

Vi mødtes med Tom Vilmer, men det føltes aldrig helt rigtigt. Vilmer er en fin mand, men han vidste, og vi vidste, at vi ikke passede ind på Bifrost. Vi var for rockede til Bifrost. Vi tænkte på at signe med CBS, fordi vi godt kunne lide Mike Hansen derinde. Så kom Elge Hahn-Jensen ud for at se os. Manden er en legende, og han lignede Mel Brooks, det var jo for så vidt grund nok til at signe hos ham. Og så var det jo CBS, The Clash’s label. Men det kom ikke til at ske, jeg ved ikke af hvilken grund.
Til sidst endte vi hos Steelhouse. Det var ikke det rigtige selskab for os, men jeg kender ingen bands fra 80’erne, som føler, at de har signet hos det rigtige selskab. Vi ville bare have sangene ud, og vi var virkelig fattige. Niels, Lærke og Amir havde lejligheden, mens Thomas og jeg stadig boede hjemme, men uden at vores forældre på nogen måde var støttende, mit hjem f.eks. bestod mest af mor, der sad og røg smøger i køkkenet og græmmede sig over sin ensomhed og ikke på nogen måde forsøgte at dæmpe sig.
Niels kvittede sine studier i Århus, så vi kunne øve hele dagen. Vi var konstant på bistand, fordi vi skulle have dagene fri til bandet. Vi signede hos Steelhouse, fordi vi levede kummerligt, de gav os penge til en uges mad, vi brugte dem alle sammen på vejen hjem. Vi vidste, da vi signede, at det ikke var verdens bedste deal, men vi var nødt til at have sangene ud.
Først, i 1988, kom dog EP’en “Cold Water”, faktisk i selvsamme uge som The Feline Choser udgav “Feast”. Det var fedt at være i koncertmiljøet på det tidspunkt, fordi alle følte, at de var med i et fuldstændigt generationsskifte i dansk musik.
Ser man et interview med os fra den tid, er det ret tydeligt, at vi er på vej. Birgitte Lund Andersen fra Kolding Folkeblad f.eks. besøgte os på Stejlbjergvej, og guderne skal vide, hvad hun har tænkt. Men interviewet er nu udmærket. Det er her, Niels første gang formulerer sin idé om bandet som et æg. Han siger, at vi bor inden i ægget, og at alle andre pikker på det med næbbene for at komme ind. Men det er os, siger Niels, som kommer ud på et tidspunkt. Så tager Birgitte Lund Andersen en dyb indånding og forsøger at finde ud af, hvad der ligger i vores navn. Igen er det Niels, som har formuleret tankerne. Cogs er bare i sig selv ubetydelige momenter i en bevægelse, siger han. Momenter, som kun samlet bliver en bevægelse. Det er ren fysik. Men en “cog” er også et skib, siger Thomas Råsted så, sådan et, som ligger derude på bunden af Kolding Fjord … Altså en kogge. “Vil I så have den kogge ud at sejle igen?” spørger Birgitte Lund Andersen. “Vi vil have den op, så vi kan skyde den i sænk igen,” siger Thomas Råsted.
Én, som trods alt fik knækket ægget, var vores manager, Gert Enevold. Alle bands foretager mindst én totalt hjernedød beslutning, og hvad vi gjorde, var at hyre Gert. Han var klubejer i Kolding. Det bedste, man kan sige om Gert, er, at han var snu. Hvis jeg var mindre venlig, ville jeg kalde ham en falleret sælgertype, han kunne lige så godt have solgt hundemad. Hvis man lyttede til ham længe nok, skulle man tro, at han personligt havde opfundet rockmusikken i Kolding. Han havde nærmere opfundet pastasalat og plasticgafler, for det var det eneste, man nogen sinde fik fra ham.
Vi har altså den perfekte besætning, en større og større fanbase, en pladekontrakt og en manager, som ganske vist er en nar, men dog en manager, eller: Spekulant, ville måske være mere korrekt. Og vi har Misha. Jeg mødte ham første gang, da han var 16. Vi hang nogle gange ud i parken øverst på Stejlbjerg, hvor vi kunne rode med vores knallerter eller sidde med en pose Vårbryg. Misha var den første neger i Kolding, jeg så på en knallert. Han kom bare for sig selv, det var usædvanligt. Hvad angår dårlige vibrationer, var Misha derimod sprederen af gode vibes, han blev fuldstændig ét med bandets gear, hjalp os med alting og var generelt et virkelig godt hoved.
Sådan som vi allesammen havde det, kunne det første album ikke andet end blive et hit. Nu skulle vi bare optage det. Folk har cirkuleret det rygte, at Nicolaj Rask skrev en del af sangene på LP’en. Nicolaj bidrog med meget til skabelsen af The Cogs, men allerede da jeg kom med, var de sange Niels Greves personlige babyer.
Som altid var detaljerne virkelig vigtige for os, så vi overvejede pladens cover længe. Det var et ret stort statement, men også ret subtilt, farverne fra det tyske flag refererer til den gamle grænse, den runde cirkelform midtpå er en collage af Niels baseret på fotos af Peter Brandes’ skulptur “Frihed”. Det visuelle budskab er, at grænserne altid kun er midlertidige. Vi ønskede, at musikken og det grafiske og alt omkring bandet lå politisk til venstre. For os var det at stå til venstre et tegn på stolthed.
Når man ser tilbage, er det et fantastisk album. Jeg kender mange, som nævner det som deres favoritplade. Jeg elsker “Corralin'”, “True Obedience” og “Then you turn”. Det har en helt utrolig holdbarhed. Vi opnåede det fuldstændigt ekstraordinære, vi omdefinerede faktisk lyden af guitarbaseret rock i DK.

Vi skulle spille lørdag aften på Roskildefestivalen 1989, og hele opbygningen til det var utrolig spændende. Men som alt, vi gjorde, fik det også en mørk undertone. En uge eller to tidligere var en af mine virkelig nære venner kommet tilbage med en hel ladning E, og vi fik hele Lunderskov e’et op en aften, jeg tror aldrig, byen er kommet sig. Så fredag før Roskilde er jeg på Tordenskiold, og jeg ser min ven. Jeg forklarer, at vi skal spille næste dag, og at vi har brug for at lade op. Hvorom alt er, bliver han taget med en større ladning speed, og på grund af skam skyder han sig selv den samme aften, som vi spiller. Så der var euforien over at spille for mindst 20.000 mennesker og så at komme af scenen og få at vide, at en god ven af os har taget sit liv. Jeg var vildt højt oppe, og et øjeblik efter sidder jeg i omklædningsrummet og tuder som pisket.
Meget af The Cogs var præcis den slags oplevelser. Der skete os aldrig noget, som var entydigt godt. Alt, vi foretog os, havde denne understrøm, vi fik aldrig præcis, hvad vi ønskede. Det var en slags kosmisk balance, måske.
Efter Roskilde gik vi fra at have en by bag os til at have et land bag os. For mig var det det tidspunkt, hvor ting begyndte at blive forvirrende. Når man er midt i orkanens øje, er det svært at fokusere på, hvad der sker. Lynhurtigt var alle fra gymnasieflippere til humanistiske akademikere i gang med at tale om én. Når man ser tilbage, tænker man, Hold kæft, det er sådan et fænomen ser ud.

Vi blev bedt om at spille live på tv. Som de fleste ved, kom vi aldrig til at spille. Man har læst i aviserne, at vi spillede for højt, og at lyden derfor blev cuttet. Sandheden er, at en DR-tekniker satte en mikrofon for tæt på Niels’ guitar og fuldstændig trippede lydanlægget. Det var vildt komisk. Hvis man ser optagelsen nu, kan man se mig og Amir, næsten væk fra kameraet, som er ved at knække sammen af grin. Så et sekund senere tænder Thomas Råsted af, vender sig til Hans Otto Bisgaard og den anden vært og kalder dem for amatører. Fuldstændig brillant – og ikke helt unyttigt, fordi det gav os et rygte.
Kort efter rejser folketingsmedlem Karen Nielsen spørgsmål om os i Folketinget. Hun mente, at DR skulle have en reprimande, og at de skulle tage os af plakaten til den store årskoncert i Radiohuset, fordi vi åbenlyst havde opfordret til antimonarki, antiøvrighed, antialt, utilregnelige ecstasynarkomaner, som vi var. Hvilket alt sammen var fuldstændig korrekt.
Dén holdning var der altid i The Cogs: Tænd bålet og stil dig tilbage og se på. Som da Thomas sagde, han ville lægge en sæk over dronningens hoved og skyde hjernen ud på hende. Vi plantede psykologiske bomber, som en bande terrorister. Thomas var fantastisk til det. Han var uhæmmet, men samtidig spot on, når det gjaldt politiske udsagn.
Da vi blev inviteret til årskoncerten, havde det føltes som en sejr. Vi toppede programmet. For at gøre det endnu bedre, spillede The Felines på samme koncert, og vi blev alle fuldstændig lamme, mødtes backstage og forvandlede Radiohuset til et rave. Vi åd, hvad vi havde af piller, og begyndte at drikke alt, vi kunne komme i nærheden af. Vi var som en blanding af ungkommunister og aber på syre. Vi rendte omkring backstage, bankede på Gnags’ dør og forsøgte at få dem til at tage E. Tilbød totalt lamme coke til hver eneste nar, vi mødte. Sissel Kyrkjebø så på os, som om vi var sindssyge.

Nu var hele Danmark vilde med os, og optakten til showet i Fælledparken blev fuldstændig sindssygt. Vi var på et absolut højdepunkt. Det var vores største satsning musikalsk, og vi kiksede. Scenen var sat forkert op, lyden var forfærdelig. Men det var vores skyld. Vi elskede at tage chancer, og vi anede ikke – på trods af den kæmpe omtale – at vi faktisk kunne fylde Fælleden. Vi havde tænkt som i den film, Field of Dreams, inviter dem, så kommer de.
Hvad Fælleden gjorde klart, var, at vi var blevet enorme. Vi var decideret nødt til at knibe os selv i armen. Lyden var noget lort, men det var en begivenhed.
Vi var klar over, at med den opmærksomhed, vi fik, var vi nødt til at være præcise med ethvert aspekt af vores kunst. Da så Bifrost ville genudgive “Let it bleed” og “Denser”, de to første singler, tiggede og bad vi dem om at lade være. De sange var fuldstændig fremmede for os. Så fandt vi ud af, at de havde strikket en video sammen ved hjælp af gammelt fotomateriale, tilfældige scener fra Kolding, gågaden, hvad som helst med os på. Vi bad dem pænt om at lade være, men de gjorde det alligevel. Så besluttede vi os for at tage på en lille visit.
Vi sagde til den her fyr, Stig, en skøn fyr, som plejede at køre for os, at han skulle standse hos Sadolin. Vi løb ind i butikken og læssede på med maling og nogle kedeldragter. Stig ser mere og mere bekymret ud, så Niels forsøger at berolige ham med, at han vil lave noget kunst på vejen, hvilket for så vidt ikke er utænkeligt. Vi kører ud til Strandhuse, og da vi kommer derud, hvor Tom Bode, den nye Bifrostchef, bor, beder Niels Stig om at dreje ind, fordi vi skal aflevere noget. Vi kører op foran Tom Bodes dør og ringer på. Han åbner og ser fuldstændig forstenet ud. Vi forsikrer ham om, at vi bare vil ind og snakke.
Så snart døren er åbnet, bryder vi ind og begynder at kaste maling rundt. En femliters spand rammer svinet lige i masken. Alle løb rundt på Bodes kontor og smed omkring sig med computere. Jeg kan huske et glimt af Amir, der står og smadrer noget, og vi griner som et par sindssyge børn. Udenfor springer Thomas Råsted op og ned på taget af Tom Bodes nye Volvo.
Der var ingen intention om at skade nogen. Det var et angreb på privat ejendom. Det tog selvfølgelig ikke lang tid, før vi blev snuppet, og hele optakten til retssagen var ret skræmmende. Vi lavede vittigheder med, hvor mange bank vi ville få i fængslet. Nu viste det sig, at dommeren ikke smed os i fængsel, med den begrundelse, at det kun ville øge vores popularitet. I stedet slap vi med at betale en skadeserstatning på 200.000. Men vi slap billigt. På den anden side set, hvis vi var endt i fængsel, kunne vi sikkert have skrevet den anden plade hurtigere, og måske ville den kun være blevet endnu mere bluesy. Lidt som et tidligt Eric Clapton-album, måske.

Bramdrup Skov var kulminationen på et sindssygt år. Mange mennesker siger, at det første, de overhovedet kendte til Bramdrup Skov, var, da vi spillede der. Faktisk kendte vi heller ikke skoven så godt før. Som med Fælleden tænkte vi, at hvis vi kunne lokke nok ligesindede mennesker ud på en åben plads, kunne vi give dem gnisten til handling. At de selv ville gå videre derfra. Men når det er sagt, havde jeg ingen som helst nydelse ved den koncert.
Dagen før fandt vi ud af, at Gert Enevold havde en plan om at sælge t-shirts med Thomas’ ansigt på. Det var lige, hvad der manglede. Vi sagde, at det under ingen omstændigheder kunne lade sig gøre. Han var enig, men så fandt vi et dokument, der røbede, at han allerede havde solgt 5000 af dem. Det endte med at blive hans undergang i den sag, vi rejste mod ham.
Selve koncerten var måske ikke så planlagt, som den kunne have været. Helt basalt var det: Lad os tage ud i skoven til en gammel kold mose og et gammelt fugletårn, der tillader klatring i tredje etages højde, og så se, hvor mange mennesker, vi kan få til at gå fuldstændig fra koncepterne. Men på trods af det uhyggelige rod var det en stor begivenhed. Jeg hadede det hvert eneste sekund.
Om morgenen havde jeg været desperat efter en spliff. Alle, jeg ringede til, var ude, de fleste sikkert lige her i skoven et sted. Så det var faktisk den første koncert, jeg gennemførte ædru. Det føltes skønt, at vi var i stand til at trække så store mængder af mennesker, men samtidig blev jeg klar over, at der var en vildt dårlig karma. På et tidspunkt vender jeg mig rundt og ser Gert Enevold og hans nye kone, og jeg ser det ubehagelige smil på hans ansigt og tænker: Det her er starten på slutningen.

Vi kom ind i det her juridiske minefelt med Steelhouse, og det dræbte The Cogs. Det blev helt umuligt at fokusere på noget som helst andet. Vi var indspundet i en retslig konflikt, som varede halvdelen af halvfemserne. Al kærligheden til musikken pisser bare ud af én. Da vi så endelig nåede til at optage det andet album, var vores drive forsvundet. Man kan høre, at det er en samling sange optaget under pres. Jeg gik ind i en periode af fuldstændigt selvhad – ikke kun mod mig selv, men mod alt, jeg foretog mig, og begyndte også at hade bandet. Så begyndte det hele at fragmentere.
Thomas Råsted plejer at sige, at kokainen dræbte The Cogs. Kokain er helt klart et trin ned fra det program af E og svampe, som vi normalt anvendte, fordi de er de eneste stoffer, der kan lære dig noget. Men kokainen var bare et symptom.

Jeg ville med glæde se Cogs blive gendannet. Og jeg gætter på, at til 20-års-jubilæet for LP’en ville vi blive en succes. Men det har aldrig været foreslået, så det er op til de højere magter.
Vores måde at tænke på var ret ligefrem. Lad os starte en fest. Hvis andre mennesker danner et band ved at følge dit eksempel, er det jo en ros. Vi førte an ved vores eksempel, sparkede døren op og viste folk, at det er muligt at forlade sin lejlighed og leve et andet liv. Vi var en slags soundtrack til almindelige menneskers drøm om et andet liv.

I dag laver Niels Greve filmmusik i København. Amir har forladt musikken fuldstændig, men lever godt i Rebæk med sit lille softwarefirma og sin familie. Thomas Råsted er socialarbejder her i Kolding og har det vist strålende. Selv bor jeg med Lærke og vores tre børn på Knud Hansens Vej, tre opgange fra min mor, som faktisk også har det udmærket. Jeg vil sige, at jeg i dag har gennemskuet, at livet er meget andet end kunst. Eller måske, at de to ting må og skal hænge sammen. Jeg vil også sige, at vi formentlig alle i dag lever bedre, end vi gjorde dengang. Langt bedre. Men samtidig tænker jeg ind imellem … – ja, du véd, hvad jeg mener. Fitness er sgu ikke alt.

Mark Legård, april 2009.
Jeppe Brixvold takker: Lars
Kristiansen, Lis Ravn Ebbesen,
Ernst Bojsen og forskellige
gæster i Holms.


Kolding-scener, 1998 . Af Mette Winge

Personer:
Han – en yngre, lidt fedladen mand
Hun – en lidt yngre rødhåret kvinde
Chresten Berg – en i Kolding kendt person

Scene 1

Han(kommer ind, smider sig i en stol, siger forpustet):

Så kører det!

Hun:
Hva’ kører? Bussen? Hva’ mener du?

Han:
Arbejdet er nedlagt. Over hele byen. Kolding er gået på barrikaderne!

Hun:
Blev det virkelig til noget? Konflikten?

Han:
Jep, alle er med på vognen – det bli’r stort.

Hun:
Er I virkelig så åndssvage?

Han:
Jep. Der var stort flertal.

Hun:
Det får I sgu’ ikke noget ud af. De ta’r røven på jer. Strejkernes tid er endelig ovre.

Han:
Du aner ikke, hva’ du taler om. Alle er med på aktionsvognen. Vi er enige, helt enige. Ikke én stemte i mod.

Hun:
Det var fordi dem, der er imod ikke turde række hånden op. For det var vel det, folk skulle gøre, ikke? Række hånden op, hvis de ikke mente det samme som førerhundene.

Han:
Førerhundene! Hva’ mener du?

Hun:
Jeg mener det, jeg si’r. Førerhundene det er dem, der galper op og får jer andre tåber med på vognene …

Han:
Vi kører det helt efter bogen. Vi har stemt, og vi stemmer igen, vi …

Hun:
Hvis du nu si’r, at I er demokrater, så si’r jeg, at det er løgn. I kører det bare benhårdt, jer der sidder i inderkredsen, men det vil folk ikke finde sig i længere, at du ved det.

Han:
Hvor ved du det fra? Står du måske ude på arbejdspladserne? Ved du hva’ det vil sige at slæbe jernrør? Gjorde du det, ville du garanteret godt ha’ noget ekstra ferie. Så vidt jeg ved, går du herhjemme og passer småunger for kommunens penge. Ja, ikke lige i de her dage, for nu kan de der forældre selv tage sig af deres afkom. Ja, altså dem der ikke er ude og aktionere. Men det holder I kvindfolk jo jer stort set fra. Og jeg vil godt lige ha’ lov til at sige, at du ikke ved en skid om, hva’ der foregår ude i …

Hun:
…den store verden. Er det det du kalder din arbejdsplads? Den store verden! Hvor mange mand er det nu I er?

Han:
Vi er ikke så store som Carlsberg i Fredericia, men vi er da en pæn stor arbejdsplads, vi …

Hun:
Ja, det er godt med jer. Men har I tænkt over, hva’ det er, I har sat gang i?

Han:
Ja, en konflikt, en reel konflikt, ja ikke bare en reel konflikt, men en retfærdig konflikt.

Hun:
Forklar mig lige, hvorfor den er retfærdig.

Han:
Fordi vi arbejdere ikke skal blive taberne i en tid, hvor kapitalisterne rager til sig. Se, hva’ det er, de gør. Har du tænkt på deres kæmpe optioner og de andre …

Hun (afbryder hidsigt):
Nå, I er misundelige? Jeg tænkte nok, det var det, det drejede sig om. Ægte gul misundelse.

Han:
Du er fan’me ikke til at holde ud at høre på. Er det småungerne der har sat det i dig eller er deres velbeslåede mødre?

Hun:
Hva’ mener du med velbeslåede?

Han:
Jeg kan sgu da godt se, at deres skaffere ikke hører hjemme på den almindelig LO-løntarif. Dummere er jeg ikke. De kommer her duftende og sminkede, og deres kluns er da noget, som har kostet grunker.

Hun:
Nej, hvor er du plat. Og det passer jo heller ikke. Der er kun én … Nå, men det rager ikke dette her. Jeg vil bare sige, og jeg siger det højt, meget højt (råber) at jeg ikke er enig med dig. Jeg synes …

Han:
Jeg gider ikke høre mere på dig. Det er sgu skrapt at skulle høre på dit vås, når jeg og kammeraterne er ude i en større kamp, en kamp på …

Hun:
… på liv og død!!! Er det det, du mener? Sikke noget sludder. Man vinder ikke en arbejdskamp i året 1998 på den slags nonsens. I mangler bare at vræle ’Internationale’!

Han:
Du ta’r fejl. Alt går i stå, det hele standser, alt bli’r lukket ned, butikkerne får ikke varer, skoler, alderdomshjem det hele fra vugge til grav må lukke. Selv bedemændene må lukke. Om nogle dage vil du kunne opleve, hvordan et samfund går i stå.

Hun:
Er du virkelig stolt af det? Tænk, hvis folk ikke kan få mad. Har du tænkte på de gamle og børnene?

Han:
Der vil selføl’ig blive taget hånd om de svage. Børnene og de gamle …

Hun:
Nå, så I er blødsødne, når der kommer til stykket.

Han:
Ja, vi er da ikke …

(han fumler efter ordet)

Hun:
…umennesker. Er det det ord, du ikke lige kan finde. Men fortæl mig lige, hva’ vil I gøre ved de der tusindvis af kyllinger, de si’r vil gå en skrækkelig tid i møde?

Han:
Kyllinger? Hva’ er det med kyllinger?

Hun:
Har du ikke set det? De der stakkels burkyllinger har så svage ben og fødder, at de vil kæntre, fordi de vil vokse sig for store og tunge, fordi I jo ikke kan slagte dem på grund af jeres åndssvage strejke. Og hva’ sker der så? Det ska’ jeg fortælle dig. De bliver’ trampet ned. Hva’ ville du sige til at blive trampet til døde i et lag hønsemøg.

Han:
Møg? Hva’ mener du? Er du ikke med os?

Hun:
Du må være vimmer. Gu’ er jeg ej. En konflikt, der rammer de svage: Gamle mennesker og uskyldige kyllinger. De har da ikke gjort noget.

Han:
Jeg ved da ikke af, at vi har kyllingefarme her i Kolding.

Hun:
Nå, så det ved du ikke. Har du undersøgt det?

Han:
Nej, ikke så’n. Jeg…

Hun:
Du ved ikke en skid om det. Og det værste er, at du er ligeglad.

Han:
Hvor ved du det fra? Jeg er sgu da ikke ligeglad, men der er noget der er vigtigere end kyllinger. Det drejer sig om …

Hun:
Jeg er gået, det gider jeg ikke høre på.

(Går og smækker med døren)

Scene 2

(Han sidder og ser fåret ud, rejser sig, går en runde, sætter sig igen med hovedet i hænderne)

Han:
Åh nej ikke også det. Men man må jo kæmpe.

(Går igen en runde, strækker sig, gaber)

Han:
Hold kæft, hvor er jeg træt. Man skulle tro … Det er alle de møder, de tærer. Jeg ta’r sgu’ en slapper, inden det går løs, og inden Birte kommer tilbage. Vi ska’ først møde kl. …

(Han lægger sig på divanen/sofaen, falder hurtigt i søvn.
Berg (sådan som han ser ud på statuen) kommer trampende ind, ser sig grundigt og vurderende om).

Berg:
Ja så. Ja så. Sådan ser et arbejderhjem altså ud i dag. Det er rigtig nok sket noget siden min tid.

(Ser sig igen omkring)

Tæppe på gulvet, en blød, stor stol, og så en slags seng. Ja, det må vel være en seng, når der ligger én og sover på den. Han må være syg, ellers ligger en ung, rask og rørig mand da ikke og sover midt på den lyse dag. Næ, jeg tror det må være en divaneser med ryglæn. Sådan nogle havde kun grosserer og godsejere i min tid.

(Får øje på fjernsynet)

Og hva’ er det for en kasse? En kasse med et glasvindue, et vindue man ikke kan se noget igennem. Det er ikke kønt. Hvad mon de bruger det til?

(Går en vending rundt i stuen)

Men pænt har de det. Man skulle tro, man var på besøg hos en grosserer. Ja, en lille grosserer. Ikke hos en gårdmand, med mange gode tønder hartkorn, for han vil ikke indrette sig med sådan en sær tingest. Og han vil i alle tilfælde heller ikke ligge og snue midt på den lyse dag.

(Kigger ud gennem døren)

Det må være køkkenet. Det ligner nu ikke det køkken, vi havde hjemme i mit barndomshjem. Heller ikke det vi havde på Bogø og heller ikke det i Hillerød. Familien her har hverken ildsted eller et af de nymodens jernkomfurer. Og så småt det hele er. Men småkårsfolk har jo altid haft det småt. Men her er dejligt varmt, selv om jeg hverken kan se ildsted eller kakkelovn. Hvordan mon de laver maden? Og hvor?

(Vender sig omkring, kigger nysgerrigt ned på den sovende)

Mon han er syg, eller er han bare en dovenlars? I min tid kunne en mand i hans alder ikke ligge og snue på divaneseren midt på den lyse, udslagne dag. Ja, hvis han da ikke lige havde været godsejer. De fleste af den klasse udfører ikke dagens gavn. Jeg har mødt mange af dem, og jeg har sandet, at hvad disse herrer ikke ejer i flid, besidder de i nedladenhed. Denne egenskab er stort set lig med de hartkorn, de besidder. Og magten sidder de på endnu, men de sidder der ikke til evig tid. Men det ægte systemskifte ligger ikke lige om hjørnet, er jeg bange for. Vi har svære tider foran os.

(Går en vending til)

Ja, ja! Måske skulle jeg se at komme videre. Jeg må se, hvordan min kære opstillingsby har udvikler sig, siden jeg var her sidst. Den er blevet kæmpestor. Når jeg tænker på Kolding i min tid …

(Ser med mild foragt ned på den sovende skikkelse)

Sært som han kan ligge der og snue. Er det virkelig sådan, det er blevet? Hva’ årstal er vi for resten kommet til?

(Tænker sig om)

Mon ikke vi er ved at nærme os årtusindeskiftet. Jeg mener det kommer snart. Jeg havde håbet selv at nå århundredskiftet, det fra 1800 til 1900, men det blev mig ikke forundt. Årtusindeskiftet må være en endnu større begivenhed. Jeg mener, det snart må komme. Er det mon om et eller to år?

(Tænker igen)

Jeg ved det ikke, men det er også lige meget. Det er jo ikke min tid. Nå, men skal ham dovenlarsen ikke op og virke? Det er mandens opgave: At virke til gavn for …

(Han hører trin)

Der kommer nogen.

(Berg forsvinder, hun kommer ind med en plastpose)
Scene 3
(Han vågner, strækker dig, rejser sig forvirret op.)

Han:
Er det dig? Jeg troede jeg så … Jeg drømte sgu noget værre tøjeri.

Hun:
Du har rigtig nok taget dig en ordentlig slapper. Er det sådan du fører arbejdskamp? Ligge og snorke midt på den udslagne dag.

Han:
Det var meget underligt, det var som om her var en mand. En som jeg syntes, jeg kendte.

Hun:
Du vrøvler, her har da ikke været nogen. Tror du ikke, du har fået hældt for mange bajere i dig. Sådan en konflikt skaber vel en god men ikke synderlig sund tørst?

Han:
Jeg har sgu ikke drukket, ja altså ikke mere end de andre. En, tre, fire stykker, det er det hele

Hun:
Ja, det siger du.

Han:
Det er rigtigt, men hva’ er klokken?

Hun:
Omkring halv et tror jeg.

Han:
Satans, så har jeg …

Hun:
Har du sovet over dig?

Han:
Ja, for fanden. Jeg skal ud og stå vagt ved Salatfabrikken og bagefter ved genbrugspladsen på Bronzevej… Den skal blokeres. Ellers kommer de med skraldet, og det må de sgu ikke. Folk må finde sig i at drukne i deres eget skrald, lort og møg, så længe vi kæmper.

Hun:
Ja, I kæmper, og du er sandelig en køn soldat. Sove over sig, når du skal i krig. For det er vel det, du skal: i krig?

Han:
Jeg gider ikke høre på dit sureri, jeg må ha’ fart på.

(Han løber forstyrret rundt, trækker en sweatshirt over hovedet, og er på vej ud. Lige inden han er ude af døren, vender han omkring og råber):

Han:
Nu ved jeg, hvem jeg havde besøg af. Det var ham Berg, du ved.

Hun:
Berg? Hvem Berg?

Han:
Ham Berg, du ved, statuen nede fra pladsen ved Banegården. Ham der altid står, fordi han ikke fik en taburet. Forstår du den?

Hun:
Nu er du da blevet rigtig skør. Tror du ikke, du skal tale med en læge? Nå, men nu ska’ jeg tisse.

(Hun forsvinder)

Han:
(råber efter hende)

Gu’ skal jeg ej. Du kan tro det eller la’ være. Berg var her!

(Han spurter ud)
Scene 4

(Berg kommer frem, svinger muntert med sin spadserestok.)

Berg:
Det er en helt anden by end den, jeg kendte. Der er mange underlige, skæve huse, som ikke var der i min tid. Og dengang gik folk på deres to ben, ja bortset fra bønderne, når de kom ind med deres gulerødder og kål til Torvet. Nu futter de alle sammen rundt i de der stinkende jernkasser. Ja, de er godt nok malede, men jernkasser er de dog. Og selv om de har hjul på af sådan noget sort noget, så larmer de. Bønderne vogne larmede også, for hjulene var jernbeslåede, og vi havde kun brosten. Nu ligger der noget helt andet på gaderne. Jeg ved ikke, hva’ det hedder. Men larm laver de alligevel jernkasserne.

(Går en runde i stuen, standser foran tv’et)

Jeg vil så gerne vide, hvad de bruger den kasse der til. Nå, men jeg må vel se at komme videre. Der hersker sådan en sær stemning i byen. Det er, som noget ulmer.

(Trækker sit ur frem, ser på det, ryster det)

Det er gået i stå, jeg tror, der er noget i vejen med det. Jeg må hen til urmageren i Jernbanegade med det. Jeg husker ham som en glimrende urmager. Han har altid mange slags ure til salg, og så har han også et fint udvalg af kunstige øjne.

(pause)

Men noget er galt i byen i disse dage. Jeg har hørt, at avisen, min avis, Kolding Folkeblad, ikke udkommer, og når avisen ikke kommer, så er verden for alvor af lave.

(Spankulerer stolt rundt)

Kolding Folkeblad var den første af mine mange aviser, og avisen forblev den smukkeste blomst i den avisbuket, der bærer mit navn.

(Hun kommer ind igen, ser ham ikke. Han trækker sig hen til siden)

Hun:
Jeg ved ikke … Måske, måske, måske … Nej, han og de andre har ikke ret.

(pause, hun tænker sig om)

Måske har han og de andre alligevel lidt ret. Jeg ved det ikke, men jeg blev bare godt gal. De der mænd de er sgu så kloge – selv om de ikke er det. Nå, men et er sikkert, der kommer ikke nogen børn i dag. Jeg er – og det lyder ret fint – locked out. Hva’ det så end betyder andet end at jeg ikke har noget arbejde og vel heller ikke får nogen løn. Nå, men vi klarer os nok alligevel.

(Sætter sig i sofaen, ser på uret)

Avisen plejer at være kommet på denne tid, men den er jo også lock-out’et. Hva’ ska’ jeg så lave? Jeg plejer at læse den på denne tid. Avisen og en kop kaffe, det kan jeg godt li’. Når børnene er her, sender jeg dem ud og lege imens. Ja, hvis det da ikke høvler ned.

(pause)

Jeg synes, jeg bli’r søvnig. Det må være noget med sofaen. Jeg tror også, jeg ta’r …

(Hun lægger sig ned og falder hurtigt i søvn)

Scene 5

(Berg kommer frem igen)

Berg:
Det er dog utroligt som folk har trang til at slumre. I min tid gik det ikke. Dengang arbejdede folk mindst 12 timer om dagen. Det gør de ikke i dag. I dag er der sådan en sær uro over Kolding.

(Går et sving hen over scenen)

Uden for bageren i Jernbanegade oplevede jeg noget underligt noget. En lang række af folk, der stod og ventede. De stod fra butiksdøren og langt ned ad gaden. Dem, der kom ud af butikken, slæbte på brød. En gammel kone kom med tre store rugbrød under hver arm. Jeg er hel sikker på at hun ingen familie har, i al fald ingen stor familie. Men nu har hun rugbrød til flere måneder. Sludder, det har hun jo ikke, for enten mugner brødet, eller også bli’r det så hårdt, at hun med sine gamle, slidte tænder ikke kan tygge det. Hvis hun overhovedet har tænder. I min tid havde gamle koner næsten altid kun nogle rådne stumper i munden. Det er vist blevet bedre i dag. Nå, men nu er hun på vej op af disen.

(Han trækker sig tilbage, og hun strækker sig)

Hun:
Der fik jeg mig da en ordentlig skraber. Åh, gud, hva’ er klokken? Jeg ska’ da i byen. Vi har næsten ikke noget i huset. Lars sagde sidst, han åbnede køleskabet at det var lige så øde som Nordpolen.

(farer forvirret omkring)

Vi ska’ ha’ havregryn, sukker, mælk, rugbrød, franskbrød, margarine … Gu’ nej, man kan jo hverken få det ene eller det andet. Ja, så må jeg nok til at bage. Vorherre bevars’, det er jeg jo ikke synderlig go’ til. Men et brød kan jeg vel nok røre sammen. Men så må jeg ha’ lidt gær.

(Tager en jakke, der hænger over en af stolene)

Ja, så penge og en pose. Jeg gider ikke bruge penge på en plastpose. Det er nærmest umoralsk at bruge den slags. De sviner, og de er ikke gode for klimaet, hørte jeg én sige i fjernsynet den anden dag. Det er første gang, jeg har hørt det. Men det ska’ nok være rigtigt.

(Hun stormer ud, Berg kommer forsigtig frem)

Berg:
Hva’ er det, hun taler om? Er folk i Kolding gået helt fra forstanden. I min tid var de fornuftige folk. De forstod mig, og de hyldede mig. Hver gang jeg kom til Kolding, stod der en komité på perronen og tog imod mig, og sommetider hilste de mig med det, der med det, der med tiden blev mit valgsprog. Det med uretten. Og folkene her i Kolding vidste godt, hva’ jeg gjorde for dem ovre på Rigsdagen. Derfor elskede de mig, især når jeg fortalte dem, hvordan det susede og brusede i mig, hver gang jeg kom til Kolding. Jeg havde virkelig tillid dengang både til mig selv og til den gode sag, den sag jeg kæmpede for.

(sætter sig ned på stolen, virker en anelse træt)

Den gode sag? Findes den i dag?

Scene 6

(Han kommer ind, han nærmest slæber sig, trækker trøjen af og sætter sig på sofaen)

Han:
Det er hårdere at være i konflikt end blot at gå på arbejde. Nu har vi fået blokadevagter, kampberedte kammerater, ud ved flere af de større firmaer. Foreløbig står de både ved Uniscrap, det store byggefirma Seest Huse og uden for salatfabrikken, byens smykke. Tænk, at bo i en by, der huser en salatfabrik? Jeg har sommetider spekuleret på hva’ det mon er, de kommer i de salater. Sære ting, tror jeg, men vel nok ikke kogt rottekød, som jeg har hørt de gjorde ovre i Sovjet, dengang der var mangel på mad. Selv om jeg stemmer dér, hvor jeg stemmer, så går jeg nu ikke ind for rottekød i salater.

(Tænker sig om, kradser sig i hovedet)

Jeg syn’s, der var et sted endnu, vi skulle blokere. Det har jeg sgu lige glemt, hvor var.

(stryger sig over hagen)

Nu ved jeg det, det var ude ved det nye affaldssystem, det de kalder Bates Combi ude i Lunderskov.

(Telefonen ringer, han rejser sig og tager den)

Hva’ si’r du? Det er sgu da løgn. Ved Salatfabrikken?

(Han lytter)

De er skøre. En gaffeltruck? Si’r du, at den kørte den lige ind i blokadevagterne?

(Lytter intensivt)

Kom der nogen til skade? Nå ikke, men fik de fat i politiet?

(Han lytter igen)

Si’r du, de ikke ville komme? Det er det sædvanlige, altid det samme. Hvem holder ordensmagten med? Ja, du behøver ikke at svare.
Det ved vi alle sammen.

(lytter endnu engang)

Ja, jeg kommer. Lige med det samme. Jeg lægger lige en seddel til konen.

(Han trækker vindjakken på, styrter lidt rundt og roder, finder så et stykke papir og skriver noget på det, lægger det på sofabordet og løber ud).

(Berg kommer ind, ser forvirret ud)

Berg:
Sært ord det han sagde. Gaffeltruck. Har aldrig hørt det før. Nå, men der jo en del, jeg ikke begriber.

(Går lidt rundt. Det ser ud som om han spekulerer.)

Ham her arbejder ikke, det er jeg da klar over. Og nu er han i færd med at holde andre arbejdsmænd væk fra arbejdspladserne. Det kan ikke andet end undre mig, at ordensmagten ikke slæber ham og de andre ind på arbejdspladserne og stikker dem en skovl i hånden. For er det overhovedet lovligt bare sådan at holde op med at arbejde?

(Sætter sig i sofaen)

Jeg troede, vi på Rigsdagen havde fået sat en effektiv stopper for den slags nedbrydende virksomhed, nu hvor arbejdstiden er sat ned fra 13 timer til 12. En arbejdsdag på 12 timer kan enhver rask og sund mand sagtens klare. Og arbejdet er nu engang livets velsignelse. Jeg selv holder af at arbejde det meste af døgnet. I de første år jeg sad som medlem af Rigsdagen, arbejdede jeg mindst 18 timer om dagen.

(Slår en latter op)

Jeg fik at vide, at rigsdagsbuddene klagede, og jeg derfor ikke måtte rekvirere papirer, ting og sager efter klokken elleve om aftenen. De kunne ikke klare det, budene, sagde man. Jeg tror nu, det var for at chikanere mig. I Rigsdagen frygtede næsten alle min energi og kampvilje.

(rejser sig)

I dag er det anderledes. Nu handler det ikke om at rejse frihedens fane – sådan som jeg stred for. Det handler om mammon. Jeg hører ikke til dem, der altid forbinder ordet mammon med ussel, men når ham her er holdt op med at arbejde lige som en masse andre, så handler det ikke – så vidt jeg har kunnet opsnappe det – om frihed men om mammon.

(Går et slag rundt i stuen)

Frihedens fane! Et herligt udtryk. Og dengang jeg første gang så fanen for mig, så jeg et smukt stykke stof blive løftet op af vinden og brede sig ud. Frihedens fane var – og er – stor og herlig. Hvid med en gylden ørn der breder sine kraftige vinger ud. Og når jeg ser den for mig, suser og bruser det i mig. Jeg vil kampen …

(Slår sig på panden)

Sludder. Jeg ville den. Nu kæmper jeg ikke mere. Dengang ville jeg aldrig gå på akkord med uretten. Det var mit valgsprog. Men hvis jeg lægger hånden på mit hjerte, så ved jeg ikke, om jeg ikke kom til det. Ét er vel nok det, man drømmer om at gøre – noget andet det, man kommer til.

(Sætter sig igen)

Det suser og det bruser stadig i mig. Jeg har stadig tillid til mig selv og den gode sag, jeg kæmper for. Nej, nej, kæmpede!
Hvad er det præcist, ham her kæmper for i det Herrens år 1997 …

(Tænker sig om)

Nej, det er ikke 97, jeg mener, vi er kommet til 98.
Scene 7

(Hun kommer ind med en enkelt pose)

De er ikke rigtig kloge. De har blokeret alle mulige steder. Og mad kan man næsten ikke få. Nå, jo jeg fik da lidt. Osse gær. Det var de sidste tre pakker.

(Tager en gærpakke op, vender og drejer den og åbner den så, lugter til den)

Ja, sådan lugter gær. Det har jeg faktisk ikke lugtet til siden skolekøkkenet. Dengang lavede jeg et flot brød, som fik ros for sit udseende. Det smagte til gengæld ikke af noget.

(Tager de andre varer op.)

Der var ikke meget at få. En selleri, tre gulerødder og et bundt visne løgtoppe. Dem betalte jeg ikke for.

(trækker dem op af posen og kigger lidt på dem)

Hva’ mon jeg kan bruge dem til? Men mel har jeg da og vand og så gæren her. Er det ikke det, der skal til et brød?

(Sætter sig lidt træt ned)

En kone, der bor henne i nummer 17 fortalte mig, at det er rigtig det med manden, der kørte med gaffeltrucken ind i strejkevagterne. Jeg troede ikke på det, troede det var noget, de bare sagde. Men det er rigtigt, og det er sør’me for galt. Det var da et held at mændene sprang til side. Så tossede troede jeg ikke, de blev – arbejdsgiverne.

(Rejser sig energisk op)

Måske er det alligevel en retfærdig kamp, de er ude i. De? Måske skulle jeg overveje at sige ’vi’? Og måske har Hans alligevel ret? Nej, ikke helt ret. Lidt ret. Og det er da for galt, at arbejdsgiverne ta’r voldelige midler i brug, og det er jo det, de gør. Tænk, hvis gaffeltrucken havde dræbt en af dem? Det kan den jo godt sådan én maskine. Og det kunne jo faktisk godt ha’ være Hans.

(Rejser sig op)

Det havde været rædsomt, for selv om vi nappes af og til, så er han da min mand. Og faktisk så … Nå, jeg må til det. Bare jeg nu kan huske, hvordan man gør med gær. Den må ikke blive for varm, og den må ikke …

(Går ud)

Scene 8

(Berg kommer ind)

Skal jeg være ganske ærlig, så har jeg aldrig forligt mig med, at min avis, min yndlingsavis, tog navneforandring til Jyske Vestkysten. For når den udkommer i Kolding, så burde den hedde Kolding Folkeblad. Jyske Vestkysten er jo faktisk et temmelig tåbeligt navn. Vestkysten her i landet ligger jo i Jylland og er derfor jysk, Jyske Vestkysten er det, jeg engang hørte en klog kone sige: dobbeltkonfekt. Men folk bli’r jo også mere og mere underlige og mere og mere krævende. Denne arbejdskamp som de kalder den, kan jeg ikke se har ret meget med retfærdighed at gøre.

(Sætter sig ned, virker træt)

Måske er det også lidt ligegyldig, hva’ avisen hedder, blot den formår at indgive folk den lille daglige dosis af den rette holdning.

(retter sig, trætheden glider af ham)

Den lille daglige dosis – de ord har været valgsprog for mig. Ja, jeg har flere af dem. Faktisk en hel lille buket. Det jeg holder allermest af, er det med uretten. Og så det med den lille daglige dosis. Det fyndord er også rigtig godt, og det virker. Jeg har et tredje, som jeg også holder af, men som jeg ikke bruger mere. For jeg kan mærke, at der ikke er ret mange, der ved, hvad der ligger i det, og derfor fænger det ikke. Det er jo efterhånden kun gamle folk, der aner, hva’ Dannevirke er, eller hva’ Dannevirke betød.

(går en vending, ser tankefuldt frem for sig)

Jeg var ikke selv med ved Dannevirke, jeg var for gammel, jeg var 35 år, og er man 35 er man for gammel til at kravle rundt i skyttegravene med alt deres mudder og skubbe kanoner. Man har ikke kræfter nok. Men jeg brugte alligevel Dannevirke, brugte det
som et slagord. Og det lyder: ”Jeg vil skabe et Dannevirke i hver mands bryst”. Jeg synes selv, der er klang af våbenkny og rask dåd over udtrykket, samtidig med at det gi’r mindelser om de knubs, skrammer og blødende sår som enhver kamp, også den retfærdige, giver. Men jeg er bange for, at det ikke virker i dag. Heller ikke her i Kolding.

(Rejser sig op)

Jeg må videre. Jeg er lidt spændt på, om fyren her skal ud på barrikaderne.

(Pause)

… Barrikader? Første gang jeg hørte ordet, var dengang de blev rejst i Paris. Jeg tror, det var i året 1871 under det man her i landet kaldte for Pariser-kommunen. Der løb de skrækkeligste rygter om rædslerne i … Ja, i Paris begribeligvis. Barrikaderne endte med at blive væltet, og en mængde mænd blev dræbt. Ja, kvinder med for den sags skyld. Jeg husker, at tallet løb op mod de 20.000. Det er mere end der boede i Kolding i min tid. Det var skrækkeligt, men siden har der vist ikke været revolutioner i Frankrig.

(Gynger lidt frem og tilbage på fødderne)

Det de i disse dage kalder for Storkonflikten, den bli’r garanteret heller ikke til nogen revolution, for revolutioner ligger ikke for mine landsmænd. De er for sløve til den slags, så om et par dage vil alt sikkert være som det var.

(Går lidt frem og tilbage, ender med en lille piruet)

Ja, ja, hva’ ska’ vi nu? Jeg tror, jeg vil se lidt på mine gode Kolding-borgere. Mon Skaftes Conditori og Café stadig har åbent? Det havde sådan nogle herlige kærnemælkshorn. Deres lagkage med hindbær var også aldeles udmærket. Men vi er jo kun i maj måned, og hindbær kan man vel ikke få i maj måned. Det kunne man i alle tilfælde ikke i min tid. Jo, et stykke lagkage og en kande god cikorie-kaffe, det er lige, hva’ jeg trænger til. Cikoriekaffe holder jeg mest af. Det var sådan en kaffe min mor bryggede til os derhjemme i Sønder Bjert. Jeg holder stadig på, at cikorie-kaffe er den bedste kaffe, en dansker kan få. Hva’ ska’ vi med det der udenlandske stads? Nå, men nu kommer han. Jeg venter lige et øjeblik.

(Stiller sig op ude i siden)
9.scene

(Han kommer ind. Virker træt og udkørt)

Han:

Hold da kæft, for noget …

(Smider sig på sofaen)

Jeg er helt udbombet. Jeg har været ude både ved trykkeriet og ved Salatfabrikken. Jeg blev sendt ud til trykkeriet, for der gik pludselig rygte om at man ville forsøge at trykke avisen ved hjælp af nogle ufaglærte og uorganiserede folk. Det måtte vi jo standse. Men det var bare et rygte, viste det sig. Dem, der satte det i værk har sgu nok grinet deres røv i laser

(Rækker hånden ud efter fjernkontrollen)

La’ os se, om de si’r noget.

(Trykker sig igennem)

Næ, der ikke noget, ikke noget man kan blive klogere af. Jeg ved sgu’ ikke, hva’ de folk derinde i fjernsynet bestiller. De kunne godt …

(Ligger lidt med lukkede øje, sætter sig op med et ryk)

Jeg er bange for, at hun måske har lidt ret. Måske er vi gået for vidt med vores krav. Jeg ved det sgu ikke rigtigt … Det er som om jeg har mistet lidt af både gejsten og troen på det fornuftige i at gøre, som vi gør. Det er jo rigtigt, at det her skader mange.
Jeg får lige fat i par af de andre. Måske har de det lige sådan.
Mon vi for resten har mad i huset?

(Rejser sig op, styrter ud i køkkenet. Man hører lyden af en køleskabsdør, der går op og i. Han kommer ind igen med gærpakkerne i hånden.)

Ikke en smule er der ud over de her. Er det fordi …? Hun var jo rasende. Om det var på mig eller på fagforeningen, LO og hele den tyrkiske musik, det ved jeg ikke. Og mad har vi ikke noget af. Det eneste jeg fandt, var de her tre pakker gær og en runken selleri. Og jeg kan for min død ikke fordrage selleri.

(Vender gærpakkerne)

Det eneste, jeg ved om gær, er, at man kan lave sprit af det. Jeg ved bare ikke hvordan.

(Går lidt nervøst frem og tilbage)

Men hvor bli’r hun mon af? Hun er vel ikke … ? Bare hun ikke er … Jeg må vel hellere gå ud og se efter hende. Kolding kan jo godt være en farlig by, når … Men jeg ser lige, om der er noget i fjernsynet.

(Tænder for tv’et. Berg kommer ind. Han kigger interesseret)

Han:
Ikke en smule om det hele. Strejker de også? Jeg har sådan en underlig fornemmelse i maven. Bare … Jeg må ud og se efter hende. Det kan jo være, at hun er kommet noget til. Nej, vel er hun ej. Hun er sej og fornuftig.

(Han slukker for tv’et, skynder sig ud.)

Berg:
Nej, nu har jeg aldrig … Det er det, kassen, den sære grimme kasse med glaspladen kan bruges til Den viser billeder, der bevæger sig. Det havde vi ikke i min tid. Tænk, hvis vi havde haft. Så havde jeg ikke behøvet at rejse Danmark rundt på kryds og tværs for at holde politiske møder og sove i fugtige senge i kolde gæstekamre på bondegårdene. Så kunne jeg blot være kommet ind i kassen og havde kunnet tale til hele folket og så bare være taget hjem igen. Det må være ganske let at være politiker i dag. Selv om misundelse ikke ligger for mig – det ved jeg – kunne jeg godt tænke mig blot at stå der på glaspladen og lade mine ord strømme.

(går et slag rundt i stuen)

De har det nemmere i dag, men er de af den grund lykkeligere?
Jeg tror det ikke. De to her virker ikke synderlig lykkelige. De gnaver og bider af hinanden. Det kunne aldrig falde Maren ind at tale sådan til mig, som konen her gør. At en mand finder sig i at blive talt sådan til, forstår jeg ikke. Men det er måske tiderne der gør det.

(Går hen til fjernsynet)

Bare det ville snakke igen. Men nu er det helt sort og tavst.
10. scene

(Hun kommer ind, helt opløst og temmelig vred)

Det er for galt. Jeg så det selv. De er lige før, de slår hinanden ihjel. Derude ved Sydjydsk Returpapir begyndte de at slås. SID havde lavet en blokade, sagde en fyr til mig, men så var der en værkfører der ikke ville finde sig i det. Han tog ikke en gaffeltruck som ham ved Salatfabrikken, men sin egen bil – en gammel spand for resten – og kørte den lige ind mod strejkevagterne. Der skete heldigvis ikke noget, men det virkede meget råt og vældig farligt. Arbejderne kunne jo være blevet slået ihjel. Og sådan må en konflikt ikke blive. Arbejderne kæmper jo for en retfærdig sag. Måske skulle jeg …? Nej, jeg venter lidt, nu går jeg ud og lægger dej til et brød. Det skal jo hæve sådan et, vist nok i mange timer, så inden det bli’r færdigt, er vi nok godt sultne. Lidt smør har jeg da til at komme ovenpå, men ellers står jo på sparesuppe. Den må jeg nok hellere gå i gang med. Salt og peber har jeg da til at sætte lidt krudt på sagen.

(Går ud i køkkenet)

(Han kommer ind, virker træt og opgivende)

Han:
Hej! Er du der?

Hun:
Jep, jeg er her ude. Prøver på at lægge dej til et brød. Jeg kommer nu, jeg skal lige ha’ skrabet klisteret af fingrene.

(Han smider sig på sofaen, trykker på fjernbetjeningen. Den virker ikke).

Han:
Hva’ pokker?
(Han trykker som en vanvittig på fjernbetjeningen, men der sker ikke noget).

Hun:
Hva’ si’r du?

Han:
Det virker ikke. Skidtet må være gået i stykker. Og så lige i dag, hvor hele verden er ved at brænde sammen.

Hun:
Nå det hele er ved ikke at brænde sammen, er det ikke kun her i Kolding?

Han:
Men Kolding er sgu’ da også det vigtigste, i al fald lige nu og for mig. Det er her …

Hun:
Ja, det er herfra vores verden går, og jeg er enig med dig. Jeg så selv ude ved Sydjydsk Returpapir, hvordan en af de der folk var ved at slå en strejkevagt ihjel. Han kom buldrende lige ud mod ham. Det så meget farligt ud, så I må endelig blive ved med at aktionere. De har godt af det, de der kapitalister.

Han:
Så du det virkelig?

Hun:
Jeg så, han speedede op og var på vej lige over mod strejkevagterne, men så skete der noget bag ved mig, der var én som råbte et eller andet, og så så jeg ikke, hva’ der skete. Men han var lige ved at slå ham ihjel. Så nu er jeg med dig. Vi må kæmpe, de der folk …

Han:
Det er lidt sært. Nu er du fuld af kampgejst, mens jeg …

Hun:
Har du tabt gejsten?

Han:
Måske nok. Faktisk er jeg er bange for det. Det fører nemlig ikke til noget, er jeg sikker på. De laver sikkert bare en lov, som gi’r lidt til os og lidt til arbejdsgiverne – og sådan vil den fest ende.

Hun:
Du gi’r dig altså ?

Han:
Ja, jeg tror, det er det bedste, at vi holder. Ellers går der for meget i stykker, og jeg er er sikker på, at de laver et eller andet ovre i Folketinget, som gør, at vi bli’r pålagt at genoptage arbejdet og arbejde den pukkel af, som strejken har oparbejdet. Sådan ender storkonflikter nemlig altid her i landet.

Hun:
Du har da tabt troen på, at det nytter.

Han:
Jeg er bange for det. Så …

Hun:
Så hva’?

Han:
Så ingenting. Ska’ vi ikke bare tage ud og se på skoven. Den er jo allerpænest her i begyndelsen af maj, plejer du at sige. Vi kunne tage et par øl med, og sætte os og …

Hun:
Hva’ si’r du? Nu har jeg aldrig. Jeg må lige tænke mig om.

(Hun grunder)
Ja, lad os det, det er en rigtig god ide. Og når vi så er derude, så taler vi ikke ét ord mere om konflikten.

Han:
Storkonflikten. Husk det. Storkonflikten.

Hun:
Som kun kommer til at rokke en lille bitte smule ved tingene.

Han:
Men sådan er det altid. Og så har jeg igen haft besøg af ham Berg. Sær gammel støder.

Hun:
Det var underligt. Jeg har også set ham.

Han:
Vi må være blevet tossede begge to.

Hun:
Tror du? Men skidt bare vi er to om det, så går det nok.

(de går ud)

(Berg kommer ind)

Så er krigen åbenbart endt. Underligt som folk er indrettet. Lidt tossede i deres hoveder virkede de nu. Men flinke nok.

(Gå hen og banker på fjernsynet)

Kom så. Jeg vil se noget.

(Han banker hårdere på det. Der sker ikke noget. Til sidst opgiver an, griber sin stok og svinger den en anelse hidsigt og spankulerer ud, idet han siger:)

Berg:
Farvel, og jeg siger med vilje ikke ’på gensyn’. Jeg synes, I er nogle … Ja, jeg ved ikke rigtig, hva’ I er, men nu går jeg først hen og får et bad i Varmbadeanstalten, og så går jeg hen til Skaftes Konditori og får lidt til at muntre mig op med. Den kage, jeg fik i går herhenne, var aldeles glimrende. Maren kunne ikke ha’ lavet den bedre, selv om jeg ikke kan beklage mig over hverken hendes kødssuppe eller over hendes bagværk. Især hendes nøddekage kan jeg ta’ mig selv i at længes efter …

(Går ud, svingende med stokken)

Slut

             ALTING BEGYNDER OG ENDER I KOLDING

2. juni 2009. Tirsdag

Så fint vejret er i dag! Solen blænder op for landskabet i korte øjeblikke af gangen, mens blæsten får guldregnen til at kaste de blegeste af sine blomster.
 Jeg gik tur i Marielundsskoven i morges, ud til skovløberhuset, og det susede i trækronerne hele vejen. Som altid var der livlig trafik på stien af cyklende børn, løbere med hunde og børnehavebørn på udflugt. Der er omtrent lige så meget trafik på den sti som  i Østergade eller på torvet i Kolding Storcenter. Især om aftenen, når mørket har lagt sig, og folk er hjemme hos sig selv. Da er der et rend, en skubben og masen rundt om søen af alle dem, der engang gik her. Jeg kan ikke se dem, ikke høre dem, kun fornemme dem. Luften er ladet med dem. Vibrerende af aktivitet og fornøjet travlhed. En kommen og gåen, der for evigt er bundet til denne plet. 

Jeg ser ham først, da jeg er på vej ud gennem den røde port, porten med vimplen, der fører ind i skoven. Han har retning mod mig, og porten er ikke så bred, at man kan passere hinanden uden at give sig til kende med et nik eller et blik. Det er en høj, lidt ludende skikkelse, der kommer imod mig. Atletisk bygget med gråsprængt hår og nærsynede missende øjne bag brillerne. Idet vi passerer hinanden, sender han mig et sky blik og går videre uden at hilse.
 Derhjemme går det op for mig, at det må være ham. Alligevel – det kan ikke passe. Slet ikke! Det var bare én, der lignede ham. Bedst, at glemme det hele.

Jeg sidder i et glashus og skriver. Selv døren er af glas. Jeg har låst den, for jeg vil ikke forstyrres nu, hvor mine tanker uophørligt kredser om ham. Der er noget, der ikke stemmer…
På den anden side af glasvæggen ligger Slotssøen med sine svaner og krappe bølger, og oppe på banken står Koldinghus og spejder i alle retninger, alvorstung og grundfæstet. Neden for på gaden er der myldrende liv, Kolding er en livlig by, dynamisk og smidig. Den udvikling var min bofælle med til at sørge for. Jeg er nemlig ikke alene i glashuset, Jens Holm, den gamle kreaturekspeditør er her også, om end i stivnet og forkortet udgave. Hans buste er anbragt på en sokkel til højre for mig, og herfra holder han skarpt øje med, om jeg bestiller noget. Måske tror han ikke, jeg lægger mærke til det, men hans stivnede værdighed narrer mig ikke. Blikket er fremadrettet, skarpt og beslutsomt, han ligner ikke én, der kunne lade øjnene komme på afveje. Næsen er en anelse flad, måske har han brækket den engang i et slagsmål? Munden er en sammenkneben streg mellem moustachen og skægget. Nærig og sammenbidt ser den ud, som om den har åbnet sig i for få kys her i livet. Skægget ligger til vestre, som om der står en strid sidevind ind. Han har sikkert haft for vane at trække sig i det.    
Også i dag har aviserne skrevet om de irakiske flygtninge, der har søgt tilflugt i  Brorsons Kirke. Tres mennesker bor midlertidigt i krypten under kirken. De er udvist af landet, deres sager er afprøvet ved en uafhængig domstol, men de er bange for at vende hjem og nægter at rejse.
Jeg tænker på, hvor endeløs deres dag må føles, hvor angstfyldt og usikker. Vore dage forløber støt og roligt med al den tryghed og mening, vi er i stand til at lægge i dem. Vi, verdens lykkeligste folk! Det siger vi selv, og sådan er det.
3. juni 2009. Onsdag

Alt er sprunget ud på Rædersvej. Træer og buske og de dybrøde rhododendron.   Guldregnen bøjer sig over dem og slipper sine blomster. Jorden er gul.

I aftes fandt jeg brevet frem. ”Tack av hjärtet för ditt fina vänlige brev,” stod der øverst. Han havde skrevet det på maskine, det var før cumputerens tid, hans anslag var så kraftigt, at det visse steder var gået igennem papiret. ” Hils Kolding.” stod der nederst i brevet. Og han fortsatte: ”Jag irrade rundt for några år sedan for at se min farmors hemstad, men der återstod inte mycket. Koldinghus og några gamla gator.”
Han havde ledt efter sin danske farmors slagterforretning fra begyndelsen af 1900-tallet i Kolding. Han fandt den ikke, men jeg gav jeg ham et løfte.

Kolding Svømmehal. Det sidste sted jeg havde forventet at finde ham! Jeg havde troet, at alt det med regler og åbningstider og afvaskninger havde holdt ham væk. At han til hver en tid havde foretrukket en sivomkranset svensk skovsø, men nej. Han stod oppe på broen der førte over bassinet, da vi fik øje på hinanden på samme tid.
 –   Hejsan, hilste han og rakte hånden frem.
Jeg tog den, den var fast og blød på samme tid – og varm.
– Hvor er det længe siden, sagde jeg og glemte helt at smile.
– Ja, tiden går.
Han tog brillerne af, hvorfor havde han briller på i svømmehallen?
Han må have gættet mine tanker, for han sagde hurtigt:
– Uden dem er jeg blind som en muldvarp. Har altid haft svage øjne,
og med alderen bliver det kun værre. Men jeg så dig straks alligevel.
 Under os crawlede og svømmede folk, og i et bassin længere borte dyrkede nogle gamle kvinder vandgymnastik. Om morgenen bliver det brugt til  spædbarnssvømning.
–    Jeg vidste ikke, du var glad for at svømme, sagde jeg.
– Jeg elsker det, sagde han med overbevisning. – Men allermest elsker
jeg ishockey! Det er der selvfølgelig ingen, der tror. Alle tror, at et æggehoved som jeg, en forfatter, skyr al sportslig udfoldelse. Utroligt, at folk kan være så fantasibegrænsede. Men du, tilføjede han og så opmærksomt på mig, – jeg tænkte, at du kom her ofte.
–    Sven, sagde jeg stille, – du lever ikke mere, du er død for længe siden. 
– Død! Han hamrede hånden i rækværket, så stålet sang. – Hvad er
det for skitprat at komme med! Hvad mener du i det hele taget?
 Pludselig mente jeg ingenting. Han stod jo her på broen lige over for mig, så nær at jeg kunne tælle hårene på hans brystkasse. Jeg så pulsen banke på hans hals, hørte hans stødvise vejrtrækning.
– Skal vi gå så? foreslog han i et kommanderende tonefald. – Du har jo
engang lovet at vise mig rundt i Kolding.

Jeg valgte Låsbygade, byens gamle strøggade med de fine butiksskilte. Men Sven Delblanc lod ikke til at være det mindste interesseret i stadsarkitektur, han så sig ivrigt om og livede op, da han fandt, hvad han søgte, et morgenværtshus ved siden af Brugsen. New York City hed det. Vi gik inden for, og han gik op til baren og bestilte. Lidt efter kom tjeneren med en guldøl til ham, en almindelig til mig og to Gammel Dansk.
– Skål! sagde han og så på mig med øjne, der var blide bag de stærke
brilleglas. – Så godt, at jeg fandt dig igen!
–  Du kunne jo have skrevet, indvendte jeg. – Hvorfor gjorde du ikke
det?
– Det gjorde jeg også, men brevet kom tilbage. Adressaten var flyttet,
stod der på stemplet.
– Men det er jo lang tid siden. Mange år!
– Skal vi nu ikke lade alt det ligge?
Han smilede og rullede sin velkendte charme ud, skyllede snapsen ned,
og jeg begyndte så småt at glemme. Kun en enkelt gang forsøgte jeg at hage mig fast i virkeligheden.
– Jeg flyttede omtrent samtidig med, at du var indlagt på Karolinska
Sjukhuset-
– Ja, det var en helvedes tid, den. Ikke at ønske for sin værste
fjende. Han skænkede øllen op, holdt glasset op mod lyset og betragtede nydende den mørke gyldne drik. – Det var i december, og hver eneste forbandet morgen blev man vækket af disse lyshårede svenske engle med lys i håret. De kom syngende i rad og række for at sprede lys i mørket, vores mørke, patienternes dystre nat. Og de sang om Lucia, og de sang så vakkert og så kønt, men det eneste man kunne tænke på var, hvor förbannat man dog trængte til et lavement.
 Jeg giver efter for følelsen af – ikke uvirkelighed, snarere det modsatte. En dagklar virkelighedsfølelse lige under den lette beruselse.     
 Forfatteren Sven Delblanc er på mærkerne. Har optur! Mens han ivrigt snakker løs om sin farmor, Kära Farmor, som han har skrevet en bog om, og som voksede op i  Kolding i en fattig familie i begyndelsen af forrige århundrede. Meta Jørgensen, hed hun. Selv om han kalder hende Dagmar i bogen.
–   Fed flæskesteg med æblemos og brunede kartofler, siger han
drømmende og ser gennem de buede spejlglasvinduer og husene på den anden side af gaden og længere endnu. Vinduerne er fremstillet, så ingen udefra kan se ind, mens vi herinde kan se alt og mere til!
– Andesteg med blank sovs. Og den vældige gyldenbrune gås, som
farmor stegte til jul. Så kaffe og syv slags bagværk med hendes egen kirsebærlikør til. Og vin og små snapse. Hvad siger du, Marian, skal vi tage en mere af de små?

Solen står lavt på himlen, da vi går ud fra New York City. Kursen er sat mod Helligkorsgade, Kære Farmors gamle gade. Da vi går forbi værtshuset Lanternen, udbryder Sven:
– Måske kunne vi gøre en visitatsrejse dertil på hjemvejen?

Der er intet nyt om situationen i Brorsons Kirke. Aviserne bringer læserbreve for og imod tvangshjemsendelsen, men ingen nyheder. Til gengæld er et Air France fly styrtet ned i Atlanterhavet med 288 personer fra 32 forskellige lande ombord. Hvad der skete, hvordan det gik til, er der ingen, der ved. Mysteriet om tragedien kan kun opklares, hvis det lykkes af finde flyets sorte boks. Jeg går og tænker på Svens sorte boks. Hvad indeholder den? Og har jeg i det hele taget lyst til at vide det? ”Tro ikke på lokkende løfter,” skrev min bofælle Jens Holm, da hans plejesøn skulle begive sig ud i verden. ”De er som oftest lygtemænd.”  Måske ville han have haft godt af lidt mere naivitet i sin velovervejethed. Lidt mere hengivelse. Når jeg går, kan jeg mærke varmen fra Sven, vores arme rører ved hinanden ved hvert skridt. Hvordan skulle jeg tvivle på, at han er til! Skulle han bare være en lygtemand?

Der er så stille i Kolding gader. Måske fordi trafikken er sluset uden om centrum, byen er nu for fodgængere. Måske fordi det mastodontstore Kolding Storcenter har suget alle folk til sig. Måske fordi der er krise, finanskrise, folk holder på pengene.

– Tænk, at min farmor har gået rundt i disse gamle gader, mumler Sven.
– Helligkorsgade, Munkegade, Klostergade, man mærker den katolske indflydelse.
– Her har også ligget et kloster engang. Den bygning du ser dér hedder
Klostergården.
   Det dufter af blomster omkring os, blomsterhandleren har stillet sine varer ud på fortovet. Og over for ligger fiskehandlen og sender sin egen skarpe duft over gaden.  Sven har nappet en rose i forbifarten og giver den til mig. Den er rød, og jeg sætter den fast i det grønne tørklæde, jeg har bundet stramt om halsen. Vi er på vej op mod Helligkorsgade, da kirkeklokkerne i Nikolaj slår timeslag, seks i alt. Lige efter spiller klokkespillet Nu takke alle Gud. Det er Jane, organisten, der spiller. Ikke live, selvfølgelig, så skulle hun sidde deroppe i tårnet hvert kvarter. Men jeg har set hende sidde deroppe på bænken, ikke større end stærk tobak for en skilling med handsker på og hamre på trætangenterne, der sætter klokkerne i bevægelse.
 –   Jeg kender den salme! Sven er standset op. – Min farmor havde den med fra Kolding, tror jeg.
   
   
 
             

 

 

 

 

 

 

 

 

                                

                                                       2
Det viser sig, at han ikke har spildt tiden, mens han har været i byen. Han har været på stadsarkivet og undersøgt, hvor Meta Jørgensens fars slagterforretning kan have ligget. Alt peger i retning af Helligkorsgade – hvorfor bliver han så ved med at vige udenom? Hvorfor gør han afstikkere til sideveje, smøger og baggårde. Jeg forstår ham ikke. Hvad er det, han vil?
 Vi befinder os uden for biblioteket nu, men det er Bar Berg, han målbevidst styrer imod. Han skynder sig at bestille et sæt, og vi drikker det stående med udsigt til banegårdspladsens byggerod. Jord overalt, larmende maskiner og  mænd i orange tøj, banegårdspladsen skal have ny belægning. 
– Tænk, engang, Sven ser grundende ud gennem ruden – at nogen har
hittet på at kalde den lille gule maskine dér for vacker.
Jeg følger hans blik, og midt i jordbunken står ganske rigtigt en maskine
ved navn Wacker.
– Inde bag den dør dér ligger biblioteket, siger jeg. – Vi kunne gå derind
og se, om dine bøger står på hylden. Om de er udlånt, mener jeg.
– Er dette biblioteket i Kolding? siger han og ser helt forskrækket ud. –
Min farmor stjal bøger fra lånebiblioteket i gamle dage. Hele værker! Jeg husker, at Troels-Lund stod på hendes reol i Stockholm ved siden af Drachmanns samlede værker. De havde alle sammen et stempel indeni med Kolding Lånebibliotek.
– Det er længe siden, siger jeg beroligende. – Desuden hed din farmor jo
Meta Jørgensen, og ikke Delblanc. Og for resten er de også alle sammen døde nu ligesom din farmor…
 Jeg går i stå. Egentlig kunne jeg jo bare gå ind og researche på forfatteren Sven Delblanc, jeg kunne også undersøge, om de havde nogle nekrologer… Så ser jeg Svens  komisk forskrækkede ansigt og opgiver.
 Han tager pungen frem for at betale. ”Giv altid mindre ud end du tager ind.” Endnu et velmenende råd fra min bofælle. Men var det ikke også ham, der sagde: ”Drik ikke spiritus.” Siden Sven og jeg mødtes har vi allerede overtrådt tre af hans bud.
 I døren møder vi borgmesteren, der siger hej. Han er på vej ind til Politisk Café på biblioteket og ser ud til at have travlt.
– Der er kun fire dage til EU-valget, siger han og skynder sig videre.
Uden for baren sidder en gammel dame under en parasol. Meget elegant,
velklædt i hvide bukser og blå blazer.
– Jeg kan høre, De er svensker, siger hun henvendt til Sven.
Han er stoppet op og smiler. Jeg kan se, han har til hensigt at charmere
hende. 
– Min far var også svensker og kom fra et sted lidt uden for Jönköping,
fortsætter hun. – Hans far var degn, og selv kom han i skædderlære.
Sven har sat sig og lytter interesseret.
– Da han var udlært, ville han på valsen. Han stoppede i København,
hvor han blev ansat som svend hos Brødrene Andersen.
– Ja, så.
– De ville gerne beholde ham, men efter tre år sagde han stop. Nu var
det på tide at komme videre, han skulle jo på valsen, som sagt.
 Damen fører kaffekoppen op til munden med en yndefuld bevægelse.
– Så han tog toget sydpå til Tyskland. Toget standsede i Kolding, og han
steg ud og gik hen for at købe sig en kop kaffe på Saxilds Gård, som det hed dengang. Hun gør en bevægelse over mod Saxildhus skråt over for banegården. – På det tidspunkt var det en rigtig gård med bygninger til. Han satte sig ved et bord og bestilte kaffe og faldt i snak med manden ved nabobordet. – Jeg skal fortælle Dem, hvem jeg er, sagde manden efter den anden kop kaffe. – Jeg er redaktør på Kolding Folkeblad, og hvis De vil blive her i byen, så vil jeg bestille to sæt tøj hos Dem med det samme. Et sæt vintertøj og et sæt sommertøj. Hvis De vil følge med mig, kan jeg også vise Dem, hvor der er egnede lokaler.
 Så gik han og far op gennem Jernbanegade til det sted, hvor Gundtoft ligger i dag. Dér lå der dengang et lille hus, som kunne bruges som skædderi. Få år efter havde far tre svende ansat. Han hed Jøns O. Fjellander, han blev i Kolding og blev en estimeret skrædder i byen. Men på valsen kom han aldrig.
 –   Alting begynder og ender i Kolding, siger Sven.

Helligkorsgade ud for Føtex er som altid fuld af mennesker. Der står i grupper og snakker sammen eller sidder foran Frellsen Chokolade og spiser is. Cyklerne står lænet op ad hinanden mellem sandwichskiltene, og en gang imellem falder hele rækken til jorden med et brag.
– Så er vi her, siger Sven, der er standset op midt på gaden.
– Hvor? Mener du Føtex? Var det her?
På en måde giver det udmærket mening, at slagterforretningen skulle have
ligget her i det nuværende Føtex.
 Han svarer ikke, han er gået over på den anden side af gaden til Bog & idé, Munks Boghandel. Selvfølgelig! Hvad er mere nærliggende? At kød bliver til ord og ikke omvendt.
 Inde i forretningen står Ole, præsten ved Nikolaj Kirke, og kikker interesseret i en bog. Ved synet af Sven og mig ser han op og nikker venligt. Jeg skal lige til at præsentere Sven for ham, da jeg opdager, at han er gået ind i en anden afdeling.
 –   Hvordan var det nu? spørger jeg. – Det med ordet, der blev til kød og blod?
– I begyndelsen var ordet, siger han. – Og ordet var hos Gud, men ordet
blev kød og blod.
– Somme tider er det omvendt, siger jeg og går ind til Sven.
Han står med en bog i hånden og et lykkeligt fraværende udtryk i ansigtet.
Jeg stiller mig ved siden af og læser titlen skråt: ”Kære Farmor.”
– Tænk, at man kan læse om min farmor her i hendes egen butik! siger
han bevæget. – Her hvor dyrekroppene hang side om side, og hvor savsmuldet var rødt af blod.
– Du kunne jo købe den, foreslår jeg og smiler. For jeg er så glad for at
Sven ikke er glemt. Ikke endnu!
 – Hvorfor skulle jeg dog købe en bog af mig selv?
 – Næh, nej, køb aldrig noget, du ikke har brug for, siger jeg med et citat.
4. juni 2009. Torsdag

Forsøgte at slå ham op på Google i går, da jeg kom hjem, men midt i det hele gik maskinen ned, og den er ikke kommet op endnu. I øjeblikket befinder jeg mig i mit glashus, jeg er på internettet og det ville bare kræve et par klik komme ind på Google og se efter. Men jeg gør det ikke. Henne i hjørnet følger Jens Holm mig med øjnene.
–   Sæt dig aldrig i en husende, hvisler han.
–   Du må være gal, svarer jeg. – Hvad skulle jeg i en husende, jeg bor på Rædersvej.
 
Solen skinner på Slotssøen. På den grønne robåd, med presenningen over, som bryggeriet Slotsmøllen engang stillede til rådighed. Til dronningen, hvis hun nu skulle komme forbi og få lyst til en rotur. Ingen andre må benytte den. Så forsvandt Slotsmøllen, men robåden ligger der stadig, mens alle andre kan sejle deres egen sø.
 Jeg har lige set, at der heller ikke i dag er noget nyt om de afviste irakere, da glasdøren går op, og Sven træder ind.
– Så bra at se dig, Marian, siger han og tager en bid af et stykke ost.
– I lige måde. Er det din frokost?
Han stikker osten i lommen og tygger af munden.
– Det er i alla fall en jättebra ost. Jeg købte den i Helligkorsgade af en
rødhåret kvinde, der hed Doris.
– Åh, ja, dér har de gode oste. Ved du for resten, at du kan få den
vakuumpakket, så du kan have den med på rejsen, med tilbage…
– Jeg får ikke brug for ost dér.
–    Men alkohol da? Eller vin? Her har vi jo ikke monopol…
Han lægger sin varme hånd over min og siger:
– Der er nu, jeg vil spise! Nu jeg vil drikke! Men skal vi ikke gå ud
herfra? På Lanternen, som vi aftalte?

Døren til Lanternens brune mørke står åben. Vi er på vej ind, da vi møder en vildt gestikulerende kvinde på vej ud.
– Fuck dig! råber hun. – Det har været spild af min tid og spild af mine
penge at kende dig.
– Håh, de femten kroner, lyder det inde fra mørket.
– Det här låter trevligt, siger Sven og går ind.

Vi sidder ved et brunt bord under et fiskenet, der er fyldt med farvestrålende fisk. I hjørnerne er en grøn og en rød lanterne tændt, og længst væk glimter og blinker de elektroniske spillemaskiner som stjerner på nattehimmelen. På bordet foran os står en hel flaske Fernet Branca, som Sven har købt i baren, men som ikke kan fjerne mit vemod.
– Kolding, min farmors stad är en vacker stad, siger han konkluderende.
Jeg trækker vejret dybt, ser jeg ham i øjnene og siger:
– Er det sandt, at du ikke er død? Helt sandt?
– Jeg får sådan en lyst til at give dig en på skallen. Du med dit dødesnak,
siger han uden overbevisning.
Så kommer en mand hen til bordet. Han prøver koncentreret at fokusere på mig, da han spørger:
– Hedder du ikke Sonja?
Jeg ryster på hovedet.
– Det er godt nok nogle år siden, jeg har set hende, men det skulle da
nødig hedde sig, at man ikke vil hilse.
– Det er klart.
Da han er gået, tager Sven ostehumplen op af lommen og tager sig en bid.
– Vil du have? spørger han.
Jeg ryster på hovedet, og han flytter stolen, så han kommer til at sidde
midt i solstriben, der falder ind gennem de blyindfattede ruder.
– Det er godt at få varmen, siger han.
 Min mistanke er ikke længere mistanke, den er blevet til vished. Men jeg var jo vidst det hele tiden! Tristheden overvælder mig og gør mine lemmer stive og tunge. 
– Jeg skal gå nu, siger jeg og rejser mig besværligt. – Men lad os mødes
i aften ved Marielundssøen. Skal vi sige klokken 10?
 Han griber min hånd og holder den mellem sine.
 – Så gott og sällsamt allt ihop! siger han lavt. – Tack!
 Da jeg vender mig i døren, sidder han i solstriben med lukkede øjne og smiler.

Han kom ikke her til aften. Jeg vidste det jo! Han vil aldrig komme mere. Lygtemænd, lygtemænd…  Piletræerne bøjede sig forgæves over vandspejlet, og søen var blank og rolig med himlen i sin favn. Alt var parat, men han kom ikke.

Jeg havde en drøm om natten. Jeg drømte, at jeg roede på Marielundssøen, men  båden kæntrede, og jeg faldt i vandet, og vandet slog sammen over mit hoved, og det blev mørkt og koldt. Men mens jeg var på vej mod bunden, kom jeg i tanker om opdriften. Hvis bare jeg gav slip og ikke gik i panik, ville jeg stige op igen. Og ud fra en skjult viden vidste jeg, at her et sted til venstre fandtes en bænk. Jeg fandt den og steg op på den, fik vejret igen og så ud over vandet.
 Inde ved bredden promenerede folk. De hilste på hinanden og så nøjagtig ligeså glade og venlige ud, som jeg havde forestillet mig det. Ovre fra byparken lød der musik, rockmusik. Det var gruppen The Cogs, der nu var gendannet, og musikken lød forunderligt blidt herinde i skoven. Oppe i Naturskolens pavillon sad Gertrud i sin seng. Pavillonens tag dannede sengehimlen, og nu steg hun ud og stillede sig på fliserne, rakte armene i vejret og strakte sig. Midt i bevægelsen fik hun øje på mig og vinkede.
– Glem ikke din blå hat, råbte jeg tilbage.
Månen var kommet frem, jeg så op, og dér oppe på toppen af
skrænten, på Drachmanns bænk sad Ruth og Peter Rindal tæt sammenslyngede og kikkede ned på mig. Så fik de alligevel hinanden! tænkte jeg. Peter sidder midt i det skønneste maleri, smukkere end nogen kunstner kunne have malet det. Klart, han smiler! Men hvor sällsamt…
– Kommer du snart ikke ind til os?
En dame råbte til mig inde fra bredden. Hun havde en lille dreng i
hånden, en lille kæk fyr i korte bukser og matroshue.
– Snart! svarede jeg. – Jeg kommer snart.
Med øjnene tog jeg mål af afstanden ind til land. Der var ikke længere
end  jeg kunne svømme.  
–   Jeg er Emilie, sagde hun. – Husker du mig ikke?
– Jo! Du var med ved kongebesøget på banegården engang, sagde jeg og
huskede, hvordan Prins Gustav havde holdt hendes hånd og sagt: – På gensyn.
 – Fik du ham nogen sinde at se igen?
 Emilie smiler og skubber sin lille dreng foran sig.
– Ja.
– Kom nu ind til os andre og vær lidt frisk!
Det er Karin Sommer, der blander sin energiske røst med de andres.                                            
–   Jeg kommer! siger jeg og lader mig glide ud i vandet.
                                       

                      
3
De ruller græs ud i lange baner på Banegårdspladsen. På lørdag skal der være indvielse, så de har travlt. Jeg sidder i mit glashus og lytter, om jeg kan høre det gro, den slags er vigtigt. Men det varer vist lidt, inden rødderne får fæste, og den slags moderne græs begynder at gro.            
 Sven er taget tilbage, og jeg kan høre græsset vokse hen over hans grav. Men han fik set Kolding! Jeg holdt mit løfte.
 Det rusker i glasdøren. I øjeblikket husker jeg ikke, om jeg har låst den, men det er også lige meget, for nu træder en høj mand i hvid kittel og træsko ind.
– Goddav, hilser han og ser sig omkring. – Her sidder du jo godt.
Jeg svarer bekræftende, usikker på, hvem han er. Men så ser jeg
strikketøjet, det grå uldne strikketøj, der stikker op af kittellommen, og det går op for mig, at han er selveste Jens Holm.
– Men jeg havde nu ellers tænkt mig at få min dagligstue for mig selv
igen, siger han.
Han siger det ligefremt, som et rimeligt forlangende. Og ved nærmere
eftertanke har han ret. Hans stue har været okkuperet af forfattere siden august sidste år.
– Jeg skal bare sætte det sidste punktum, siger jeg fredsommeligt. – Så
skal du nok få din stue for dig selv igen – og den smukke udsigt.
– Kolding er en smuk by. Han har stillet sig ved vinduet med ryggen
til, mens han ser ud på søen. – Det haster ikke mere end det jawer, men gæstfrihed har sine grænser trods alt.
– Det er klart.
– Men jeg synes, der mangler noget her på biblioteket. Han har lagt
armene om på ryggen og vipper frem og tilbage på fødderne. – Der er meget kunst på væggene, dyr kunst, fin kunst, ingen tvivl om det. Men her mangler billeder af dyr! Kreaturer, fedestude, præmietyre, Flux Juvel, for eksempel, et ædelt dyr! Og alle de små kalve, der kom efter den! Den slags ser jeg ingen steder, hvorfor ikke?
Jeg bliver jeg ham svar skyldig.
– På vej herhen gik jeg gennem Koldings gader, men jeg mødte næsten
ingen mennesker. Kan du svare mig på, hvordan det går til?
– Det er krisen. Folk køber næsten ikke noget, de ikke har brug for, de
holder nøje regnskab med deres udgifter og indtægter, som du også selv har været inde på.
Jens Holm brummer. Så vender sig han igen mod vinduet og siger:
– Prøv at se ud. Er naturen ikke uforanderlig år efter år? Alt grønnes om
foråret og visner hen om efteråret. Det er selvskabte plager med disse krisetider.
 Han har taget strikketøjet op og er begyndt at strikke. Det ligner hælen på en strømpe, det plejer at være svært, men han taler uanfægtet videre:
– Jeg har altid været en dyreven, siger han. – Jeg sørgede for, at dyrene
blev transporteret under gode forhold. Der var altid en mand hos dem under hele transporten. Alligevel blev det et dyr, der fældede mig.
– Jeg ved det, siger jeg. – En gris.
– En so! Den kom løbende lige imod mig, og så faldt jeg. Men det var
måske rimeligt nok, når alt kommer til alt. Det vil sikkert også komme til at gælde for dig engang: Den der lever af pennen, skal omkomme ved pennen.
– Du døde som en toreador.
– Ja, lad os sige det. Den stramme mund smiler lidt. Den minder
om en pung, hvor snøren løsnes. – Men nu vil jeg godt have min stue for mig selv.
Stille og roligt samler jeg mine ting, slukker for computeren og går
ud af glashuset. Gennem ruden kan jeg se, han har taget plads i min stol. Hovedet er bøjet over strikketøjet, maskerne skifter plads, pindene går. Så trækker jeg vejret dybt
og går ud i solen, ud i byen.

23
mar
09

Billeder fra 1980-1989

8. august 1986 blev det ny hotel ”Scanticon”  indviet.  Kolding Teater blev siden opført  i tilknytning til hotellet, der nu hedder Comwell.

Trapholt

Kolding blev udnævnt til årets by af Jyllandsposten i 1981. Der lagdes i udnævnelsen vægt på støtten til iværksættere og virksomheder. Med værdigheden fulgte en messingflise, som her afsløres foran rådhuset

Kolding blev udnævnt til årets by af Jyllandsposten i 1981. Der lagdes i udnævnelsen vægt på støtten til iværksættere og virksomheder. Med værdigheden fulgte en messingflise, som her afsløres foran rådhuset

FDB’s bolchefabrik i Klostergade blev efter virksomhedens udflytning af kommunen i 1981 omdannet til forsamlingshus med bl.a. værksteder, foreningsliv og bankospil

FDB’s bolchefabrik i Klostergade blev efter virksomhedens udflytning af kommunen i 1981 omdannet til forsamlingshus med bl.a. værksteder, foreningsliv og bankospil Efter 15 års restaurering af Koldinghus markeres afslutningen 1. september 1989 med besøg af dronning Margrethe og festivitas. Parkeringspladsen ved Bredgade blev bebygget 1986-. Der var modstand fra de forretningsdrivende pga. nedlægning af parkeringspladser og nærheden til Sct. Nicolai Kirke. Først opførtes komplekset nærmest Bredgade med butikker og boliger, mens Midtgården og AABs Bredgadebyggeri først blev indviet august 1990.

I 1987 blev  det besluttet at indstille Riis Toft Skole og Dalby Skole til nedlæggelse. En folkeafstemning i 1988 reddede Dalby Skole.Forældreprotester og en kraftig offentlig debat kunne ikke redde Riis Toft. Her ses de sidste elever på Riis Toft Skole 1988

I 1987 blev det besluttet at indstille Riis Toft Skole og Dalby Skole til nedlæggelse. En folkeafstemning i 1988 reddede Dalby Skole. Forældreprotester og en kraftig offentlig debat kunne ikke redde Riis Toft. Her ses de sidste elever på Riis Toft Skole 1988

I 1981 blev Kunstmuseet Trapholt stiftet. Museets første udstillinger fandt sted på Koldinghus og der blev etableret lokaler i Klostergården. I 1988 blev 1. fase af museumsbyggeriet i Strandhuse afsluttet og museet kunne flytte i egne lokaler.

I 1981 blev Kunstmuseet Trapholt stiftet. Museets første udstillinger fandt sted på Koldinghus og der blev etableret lokaler i Klostergården. I 1988 blev 1. fase af museumsbyggeriet i Strandhuse afsluttet og museet kunne flytte i egne lokaler.


29. august 1989 blev en nyindretning af Banegårdspladsen indviet. Banegårdspladsen var omlagt efter et projekt af arkitekt Peter Stephensen.

29. august 1989 blev en nyindretning af Banegårdspladsen indviet. Banegårdspladsen var omlagt efter et projekt af arkitekt Peter Stephensen.

1983-84 opkøbte entreprenør Peter Nielsen ejendomme i kvarteret Dalbygade/Haderslevvej for at bygge et stort butikscenter. I 1985-86 besluttede byrådet at give tilladelse til opførelse af centret, kaldet Sydcentret, som stod færdig i 1987, som kom til at rumme bl.a. Kvickly.

Midtgården / Cityarkaden under opførelse

19
mar
09

Kommentarer og ideer til Jeppe Brixvold

19
feb
09

Billeder fra 1970-1979

Fra 1. april 1970 blev Kolding Kommune udvidet væsentligt.  Folketallet steg fra ca. til 37.000 til ca. 52.000, da forstads- og landkommunerne blev en del af Kolding Kommune. Her ses borgmester Peter Ravn i færd med at underskrive sammenlægningsoverenskomsten sammen med repræsentanter for landkommunerne.

Fra 1. april 1970 blev Kolding Kommune udvidet væsentligt. Folketallet steg fra ca. til 37.000 til ca. 52.000, da forstads- og landkommunerne blev en del af Kolding Kommune. Her ses borgmester Peter Ravn i færd med at underskrive sammenlægningsoverenskomsten sammen med repræsentanter for landkommunerne.

I 1960erne  var startet et betydeligt parcelhusbyggeri i omegnen af Kolding. Her i baggrunden ses det udbyggede kvarter i Rebæk 1978 (Foto: S.N. Laursen)

I 1960erne var startet et betydeligt parcelhusbyggeri i omegnen af Kolding. Her i baggrunden ses det udbyggede kvarter i Rebæk 1978 (Foto: S.N. Laursen)

 

Biblioteksvæsnet oplevede en betydelig vækst  i 1970’erne med ombygning af hovedbiblioteket, nyt filialbibliotek ”Nørremarksbiblioteket” og anvendelse af bogbusser. Den første bogbus startede driften  fredag den 16.10.1970. Udenrigsminister Poul Hartling (valgt i Kolding-kredsen) og overbibliotekar Thorkild Hamming i bussen i 1971 (Foto: Atelier 26)

Biblioteksvæsnet oplevede en betydelig vækst i 1970’erne med ombygning af hovedbiblioteket, nyt filialbibliotek ”Nørremarksbiblioteket” og anvendelse af bogbusser. Den første bogbus startede driften fredag den 16.10.1970. Udenrigsminister Poul Hartling (valgt i Kolding-kredsen) og overbibliotekar Thorkild Hamming i bussen i 1971 (Foto: Atelier 26)

Planerne om et nyt rådhus- og  butikscenterbyggeri vest for Bredgade blev opgivet omkring 1970. Husene i Vestergade og foran kirken forsvandt i starten af 1970erne og arealet blev brugt til parkeringsplads, her fotograferet 1972 fra vest med rådhuset i baggrunden. Her blev siden Midtgården og Cityarkaden opført.

Planerne om et nyt rådhus- og butikscenterbyggeri vest for Bredgade blev opgivet omkring 1970. Husene i Vestergade og foran kirken forsvandt i starten af 1970erne og arealet blev brugt til parkeringsplads, her fotograferet 1972 fra vest med rådhuset i baggrunden. Her blev siden Midtgården og Cityarkaden opført.

Kolding Gymnasium havde fra dronning Dorotheas tid ligget ved siden af Sct. Nicolai Kirke i byens centrum. I 1975 flyttede gymnasiet ud Skovvangen til et nyt uddannelsesområde. Det gamle gymnasium blev indrettet til kommunens socialforvaltning. (Foto: Aage Lund Jensen)

Kolding Gymnasium havde fra dronning Dorotheas tid ligget ved siden af Sct. Nicolai Kirke i byens centrum. I 1975 flyttede gymnasiet ud Skovvangen til et nyt uddannelsesområde. Det gamle gymnasium blev indrettet til kommunens socialforvaltning. (Foto: Aage Lund Jensen)

Riis Toft skole brændte 10. november 1975 og skolens elever blev forvist til det gamle gymnasium. Først 9. august 1976 kunne eleverne vende tilbage til skolen.

Riis Toft skole brændte 10. november 1975 og skolens elever blev forvist til det gamle gymnasium. Først 9. august 1976 kunne eleverne vende tilbage til skolen.

I 1978 var der over 2.000 arbejdsløse i kommunen, hvoraf en stor del var unge mellem 17 og 25 år. Krisen var formentlig en del af forklaringen på at SF ved byrådsvalget i 1978 fik et godt valg og to byrådsmedlemmer. Her er SF’erne samlet efter byrådsvalget, i forgrunden til venstre Gunhild Due (indvalgt 1978) og bag hende Villy Søvndal (indvalgt 1982). Socialdemokratiet mistede flertallet i byrådet og hentede flertal i byrådssalen sammen med Venstre.

I 1978 var der over 2.000 arbejdsløse i kommunen, hvoraf en stor del var unge mellem 17 og 25 år. Krisen var formentlig en del af forklaringen på at SF ved byrådsvalget i 1978 fik et godt valg og to byrådsmedlemmer. Her er SF’erne samlet efter byrådsvalget, i forgrunden til højre Gunhild Due (indvalgt 1978) og bag hende Villy Søvndal (indvalgt 1982). Socialdemokratiet mistede flertallet i byrådet og hentede flertal i byrådssalen sammen med Venstre.




Forfatter oversigt

Simon Fruelund
Skriver om 1908 i august 2008

Pablo Llambías
Skriver om 1918 i september 2008

Maria Helleberg
Skriver om 1928 i oktober 2008

Merete Pryds Helle
Skriver om 1938 i november 2008

Lars Frost
Skriver om 1948 i december 2008

Thorstein Thomsen
Skriver om 1958 i januar 2009

Louis Jensen
Skriver om 1968 i februar 2009

Gretelise Holm
Skriver om 1978 i marts 2009

Jeppe Brixvold
Skriver om 1988 i april 2009

Mette Winge
Skriver om 1998 i maj 2009

Marianne Gade
Skriver om 2008 i juni 2009

Reklamer